tirsdag den 25. januar 2011

Udnyttelse af ideer.

Artikel til Ingeniøren
26/4-2006


I takt med at globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser sætter pres på vor samfundsstruktur, bliver der i tiltagende grad sat fokus på nødvendigheden af at vi hele tiden udvikler vor know how og udnytter nye erkendelse og nye ideer optimalt.
Man skulle tro at samfundet i den situation ville gøre sit bedste for at motivere dem der fik gode ideer. Det forholder sig imidlertid nærmest omvendt. Ny erkendelse og nye ideer har i sig selv ingen mulighed for retslig beskyttelse, og i de få tilfælde hvor den nye ide kan føre til et patent giver patentbeskrivelsen blot konkurrenterne et godt udgangspunkt for at udvikle produkter der omgår patentet. At udforme patenter og efterfølgende håndhæve patent rettighederne er desuden så dyrt at ideophavsmænd oftest kommer til kort overfor store firmaer som vil omgå patentet.
”At få en god ide” lyder som ”at stegte duer flyver direkte ind i munden”. Sådan er det imidlertid ikke. Ideer af en kvalitet som vores velfærdssamfund vil kunne overleve på, og som andre rundt omkring i verden altså ikke får samtidig, kræver at ideophavsmanden gennem sit liv, sin personlige og sin faglige udvikling har oparbejdet ganske bestemte forudsætninger, forudsætninger der tilsammen sætter lige præcis ham i stand til at tænke netop de unikke tanker. Som sagt er det der gør en ny ide til noget særligt, at den ikke umiddelbart opstår hos nogen andre. Det betyder til gengæld også, at der ligger et større arbejde i at udforme ideen på en sådan måde, at andre kan forstå ideen og se mulighederne i den.
Vi kan godt se det groteske i at Mozart i sin tid måtte tjene til dagen og vejen som musiker og kapelmester, medens hans musik blev stjålet så snart den blev fremført. At en mand som Mozart måtte bruge en stor del af sin tid og energi på noget han ikke var bedre til end andre, og at han måtte dø både ung og fattig er for os at se et indlysende spild af talent. De mennesker, der i dag  får gode ideer, er imidlertid ikke i en meget bedre situation.
                      Situationen for nutidens frembringere af ideer og andre ikke fysiske præstationer kan bedst forstås hvis der drages en parallel til den situation frembringere af fysiske varer var i i eksempelvis det Homerske Grækenland eller i Vikingetidens Europa. På et vikingetogt ranede man andres varer når man selv havde overmagten, handlede i neutralt område (eksempelvis på en bred strand) hvis man mødte folk med tilsvarende styrke og flygtede over hals og hoved hvis man mødte en overlegen styrke. Man pralede med sine erobringer og det var mere mandigt at røve end at handle. Det er vist indlysende for alle, at det set ud fra et produktions og handelssynspunkt ikke var en særlig dynamisk eller effektiv måde at producere og udveksle varer på. Det var da også først efter at der var etableret faste rammer for vareudvekslingen og en beskyttelse af denne vareudveksling via lovgivning, politi og militær magt, at vareproduktionen førte til den eksponentielle samfundsmæssig vækst som vore samfund har nydt godt af. Udvekslingen af ideer og andre intellektuelle frembringelser foregår imidlertid stadig på præmisser der svarer til vikingetidens handel. Frembringeren af intellektuelle præstationer (ideophavsmanden) har ingen retsbeskyttelse og ofte bliver vedkommende frarøvet sine frembringelser som andre så i stedet profiterer af.
Vi er rent samfundsmæssigt i den groteske situation, at vort velfærdssamfunds overlevelse står og falder med udviklingen og udnyttelsen af nye ideer, samtidig med at dem der får de nye ideer ikke reelt har nogen samfundsmæssig beskyttelse. Når man skal ud og finde samarbejdspartnere er ens ideer ubeskyttede og sårbare, og derfor er dagens mest benyttede udviklingsmodel baseret på at ideophavsmanden, evt. sammen med andre han ubetinget stoler på, starter et lille firma på basis af ideen. I mange tilfælde er de erhvervsmæssige kundskaber og den nødvendige økonomi ikke tilstrækkelige, og resultatet bliver at projektet enten kollapser eller bliver overtaget af andre. Denne fremgangsmåde er så udbredt fordi det er tvingende nødvendigt for ideophavsmanden ”at holde kortene tæt til kroppen” på grund af de ideophavsretsmæssige ”retsløse tilstande” som hersker i vort samfund.
Det at få unikke og brugbare ideer kræver ganske specielle egenskaber. Det at videreudvikle ideerne til et produkt kræver helt andre egenskaber. Det at afsætte produktet internationalt kræver atter andre egenskaber. De få tilfælde hvor alle disse egenskaber besiddes af en og samme person er i sandhed unikke. 
Industriens succes havde sin oprindelse i det håndværksmæssige arbejdes opsplitning i separate processer. Den pågældende arbejdsdeling muliggjorde den kontinuerlige effektivisering som stadig er drivkraften i vort produktionssystem..
                      For at udnyttelsen af samfundsbærende nye ideer skal kunne effektiviseres må samfundet gøre det muligt at gå fra den nuværende ”håndværksmæssige” udvikling af projekter, hvor ideophavsmanden  ser sig tvunget til at være involveret i udnyttelsen af ideen, til en arbejdsdeling hvor ideophavsmanden trygt kan henvende sig til etablerede firmaer der allerede besidder de nødvendige udviklingskompetencer. For at dette skal kunne lade sig gøre kræver det at firmaerne forpligter sig til at overholde et sæt fælles etiske og juridiske regler, et sæt regler som på forhånd fastlægger betingelserne for at få forelagt nye ideer, og at firmaerne også på en overskuelig måde beskriver deres kompetencer, således at ideophavsmænd let kan finde frem til det/de mest velegnede og motiverede firmaer for netop deres ideer. Mange firmaer ligger desuden inde med brugbare ideer som bare ikke passer ind i firmaets strategi, og disse ideer forbliver værdiløse så længe de blot ligger i firmaernes arkiver. Også erhvervslivet vil således have stor gavn af muligheden for at udveksle ideer med en tryghed for at ideerne ikke blot bliver stjålet!
                      Der er tre grundforudsætninger som de firmaer der vil deltage i en ordnet ideudveksling må forpligte sig til. Den første er at firmaet har total tavshedspligt og er villige til at betale en veldefineret godtgørelse til ideophavsmanden/det andet firma såfremt nogen i deres firma organisation lækker oplysninger til tredjepart. Den anden er at forpligte sig til ikke at udnytte den pågældende ide eller afledninger af den uden at være nået til enighed med ideophavsmanden om vilkårene. Den tredje er at firmaerne skal være villige til at beskrive alle de udviklingsprojekter de har seriøse overvejelser om at igangsætte, og deponere de pågældende beskrivelser hos en uvildig tredjepart (en notar).. Den situation kan meget vel opstå, at firmaet mener, at de allerede havde planer om at udnytte en tilsvarende ide, som den ideophavsmanden forelægger dem, og følgelig  mener at de er i deres gode ret til at igangsætte et sådant projekt uden at nå til enighed med ideophavsmanden. I det tilfælde skal en dommer med den dertil nødvendige ekspertbistand kunne sammenligne den nye ide med firmaets liste over eventuelle projekter. Dommeren afgør så på den baggrund om firmaets påstand er korrekt eller om firmaet skal respektere sin forpligtelse til ikke at udnytte ideen uden at komme til enighed med ideophavsmanden.   
Lige som det var ressourcespild at Mozart måtte ernære sig som kapelmester, er det ressourcespild at de virkelig kreative, der måske ligefrem kan være lige så hjælpeløse hvad angår økonomi som Mozart var, er nødt til at tage sig af alt mulig andet end det de er gode til. Den bedste mekanisme til at forandre dette er, at etablere faste spilleregler og retstilstande, som sikrer at ideophavsmanden let kan finde den rette samarbejdspartner, som han så kan forhandle en aftale på plads med. Set på baggrund af hvor stor en procentdel succesrige iværksættere ender med at have i deres projekt, vil en procentvis ydelse til ideophavsmænd der i idefasen overgiver ideen til et firma realistisk komme til at ligge på mellem 10 og 20 % af det afkast som ideen genererer. Selv om erhvervslivet dermed umiddelbart kommer til at betale ideophavsmændene en større andel end der har været tradition for, vil faste aftaleregler sikre mere dynamisk kreativitet, og sikre at ideophavsmænd foretrækker at samarbejde med de firmaer i det land der har etableret de sikreste vilkår. I stedet for at de mest kreative ideer måske bliver eksporteret direkte ud af landet, vil Danmark få gavn af det kreative potentiale som vort dynamiske og homogene velfærdssamfund indeholder. Når de omtalte vilkår er på plads, kan der måske ligefrem blive tale om at andre landes ideophavsmænd foretrækker at kontakte firmaer i Danmark, med en decideret ide import til følge. Den foreslåede mere effektive og dynamiske struktur vil under alle omstændigheder føre til en forøget dynamik med flere højtuddannede arbejdspladser til følge. 
Dette er "light versionen" hvad angår ideudveksling, for at forstå den dynamiske algoritme for ideudveksling (ide-markesdmekanisme), læs  http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2014/02/apps-markedspladserne-er-forlbere-for.html
Eller ligefrem den grundvidenskabelige argumentation "Idesamfundet" http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

                                                                 Søren H. Basse
                     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar