Kan velfærdsstaten opretholdes.

Har du kun til hensigt at bruge 2 minutter på denne BLOG, så nøjes med at læse det sidste afsnit DANMARK, og tænk på at de beskrevne dagsaktuelle problemstillinger blev formuleret for 15 år siden! Dette har kun kunnet lade sig gøre fordi konklusionerne er baseret på en grundlæggende og (har det vist sig) korrekt videnskabelig forståelse, som det naturligvis tager længere tid at sætte sig ind i!

Er det ikke den historiske udvikling i Danmark, eller begrundelsen for og forudsigelsen af krisen man er specifikt interesseret i, vil jeg anbefale læseren ”Idesamfundet” i stedet. ”Idesamfundet” (nederst) er klarere og mere overskuelig, og indeholder desuden en endnu kraftigere advarsel om krisen og dens fremtidige konsekvenser.   

 

Prisopgavebesvarelse til JL-Fonden 1996.

The formulation of a problem is often more essential than its solution, wich may be merely a matter of mathematical or experimental skill. To raise new questions, new posibilities, to regard old problems from a new angle, requires creative imagination and marks real advance in science.

Albert Einstein

Indholdsfortegnelse.

S. 4     Besvarelse.

S. 5     Videnskabsforståelse.

S. 7     Det Systematiserende-videnskabelige niveau.

S. 8     Det Beko-videnskabelige niveau.

S. 10     Det Deduktiv-videnskabelige niveau.

S. 12     Konsekvensen af en niveaudelt videnskabsforståelse.

S. 13     Hermeneutik, neo-positivisme og falcificationisme.

S. 14     Kategoriale overgange.

S. 15     Historien.

S. 17     Psykologiske forudsætninger.

S. 20     En universalhistorisk forståelsesramme.

S. 22     Revolutionære overgange.

S. 25     Det samfundsmæssige udviklingsniveau.

S. 26     Den økonomiske dynamik - "Back to the basics".

S. 32     Danmark, fortid og nutid.

S. 36     Demokratiets dynamik og det internationale samarbejde.

S. 39     Fra nutid til fremtid.

S. 45     Danmark.

S. 53     Henvisninger.

Besvarelse.

Emnet for prisopgaven, og spørgsmålene i denne, berører nogle af de mest brændende og fundamentale problemer, som vort samfund har været konfronteret med i de sidste par hundrede år. Disse problemer er allerede i høj grad blevet diskuteret, debatteret og udforsket gennem de seneste år. Skal en besvarelse af denne prisopgave derfor have chance for at tilføje noget nyt til den standende debat, må den nødvendigvis angribe problemerne på et mere fundamentalt plan, end det hidtil er blevet forsøgt.

Besvarelsen af prisopgavens spørgsmål involverer erkendelse fra en bred vifte af samfundsvidenskabelige områder, og selv indenfor hver enkelt af de berørte samfundsvidenskaber findes der en række forskellige skoler og forståelsesmodeller. Hver enkelt indsendt besvarelse af prisopgavens spørgsmål må derfor forventes at bygge på et udpluk af mere eller mindre veldefinerede erkendelsesmæssige forudsætninger, der selv indenfor den enkelte besvarelse ikke nødvendigvis er indbyrdes forenelige.

Forudsætningen for besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt velfærdsstaten kan opretholdes er følgelig primært afhængig af noget så fundamentalt som etablering af en konsistent samfundsforståelse. Når først en sådan konsistente forståelsesramme er etableret giver svaret på de stillede spørgsmål sig selv.

Gennem de sidste 25 år har jeg arbejdet på etablering af en sådan konsistent forståelsesramme, der på en del afgørende punkter bryder med den herskende forståelse, og som følgelig føre til andre svar på de stillede spørgsmål, end dem der hidtil har været fremført i debatten. Denne besvarelse af prisopgaven vil derfor til en vis grad forme sig som en opsummering af den videnskabs- og samfundsforståelse, som findes i afhandlingen ”Science History and the Future”.

Videnskabsforståelse.

Det første spørgsmål, som må afklares, er, indenfor hvilken videnskabsteoretisk forståelsesramme den samfundsmæssige dynamik bedst beskrives. Problemet med de etablerede videnskabsteoretiske forståelsesrammer kan opsummeres som følger:

Auguste Comte (1798 - 1857) gjorde sig til talsmand for etablering af en systematisk videnskabsforståelse med den Newtonske fysik som forbillede. Han opstillede tre udviklingstrin, som han mente erkendelsen udviklingsmæssigt gennemløber. De tre kategorier var:

Den teologiske, hvor naturfænomenerne forklares som resultatet af opdigtede ånders eller guders vilkårlige indgriben.

Den metafysiske, hvor naturfænomenerne forklares som lovbundne virkninger af ukendte kræfter eller evner.

Den positive, hvor naturfænomenerne henføres under naturvidenskabelige love, der findes ved iagttagelse og hviler på kendsgerninger.

Allerede August Comte selv fokuserede eksklusivt på den sidste kategori, idet han hævdede, at alle videnskaber i hans tid ville nå det positive udviklingsniveau. Tilhængerne af såvel positivismen som neo-positivismen fokuserede også på dette standpunkt, og med naturvidenskaberne som model forsøgte de at presse de øvrige videnskaber, herunder også samfundsvidenskaberne, ind i "naturvidenskabelige rammer".

Positivismen bør ses som en reaktion på en situation, hvor store dele af det videnskabelige genstandsfelt blev forklaret som værende afstedkommet ved guddommelig intervention.

Neo-positivisterne fortsatte bestræbelserne på at bibringe videnskaberne systematik og rationalitet, blandt andet ved at kræve at kun bekræftede fænomener kunne tages som udgangspunkt for induktioner af teoretiske standpunkter. Denne ambition var imidlertid dødfødt fra starten, idet allerede David Hume (1711 - 1776) havde påpeget det logisk modstridende i et sådant projekt. På den ene side var neo-positivisterne således nødt til at opgive induktivismen, altså forudsætningen at videnskabelige udsagn er resultatet af en ren induktiv proces, hvor udgangspunktet er allerede observerede og bekræftede fænomener. På den anden side måtte de, ud fra observationer af den naturvidenskabelige metodik, fastholde, at videnskabelige teorier lod sig deducere - og dermed indirekte bekræfte eller afkræfte - gennem sammenligning af de deducerede teoretiske modeller og tilsvarende empiriske fænomener. Rent bevidsthedsmæssigt har "den officielt opgivne" induktivisme imidlertid fortsat fat i såvel de forskellige grene af den neo-positivistiske tradition som i den konsekvente falcificationistiske tradition (Popper "n"), idet man fortsat ser induktioner og deduktioner som værende symmetriske. Det fremgår f.eks. af Christian Knudsen's udmærkede lærebog: "Økonomisk Metodologi", Bind 1, s.63. (1994). (Den bedste beskrivelse af den etablerede videnskabsteori, jeg har kendskab til.):

Ifølge denne tese har en forklaring og en prædiktion samme logiske struktur. Den eneste forskel, der er mellem "det at forklare" og "det at forudsige" et empirisk fænomen, er, at forskellige ting tages som givne. I en forklaring forudsættes det empiriske fænomen man vil forklare (explanandum), kendt, og man søger at finde et sæt lovmæssigheder og initialbetingelser (explanans), hvorfra man logisk kan deducere fænomenet. I en prædiktion antages explanans at være kendt, og herfra deduceres en prædiktion, som empirisk kan vise sig at være sand eller falsk (jf. figuren nedenfor)

                                                                                                                                                 Forklaring

                                                                                       1.      Universale love:           Ukendte

                                                                                       2.      Initialbetingelser:        Ukendte

                                                                                       3      Explanandum:               Kendt

                                                                                                                                                 Forudsigelse

                                                                                       1.      Universale love:            Kendt

                                                                                       2:      Initialbetingelser:        Kendt

                                                                                       3.      Explanandum:   Sand eller falsk

Selv om man formelt har forladt induktivismen, har man således hverken teoretisk eller i særdeleshed i praksis accepteret, at oprindelsen af videnskabelige udsagn ikke udelukkende er kendt og bekræftet viden. Ovennævnte "symmetritese" er nemlig kun korrekt, hvis forudsætningen for induktion accepteres. Hvis man derimod accepterer, at oprindelsen af videnskabelige udsagn og teorier kun delvis er kendt og bekræftet viden, der som det afgørende element bliver suppleret af ubekræftede indfald, er der ikke symmetri mellem forklaringer og forudsigelser, og dermed falder symmetritesen.

Det følgende er d.8/5-2011 hentet fra "IDESAMFUNDET", det nederste indlæg på denne blog.

....

Den moderne neurologiske og neuropsykologiske forskning har imidlertid ført til en konstatering af, at al ny erkendelse (til forskel fra nye opdagelser) har sin oprindelse i hjernens ubevidste ikke-lineære processer. Et afgørende element ved formuleringen af nye teorier er altså ideer og impulser som kommer fra det ubevidste, og som følgelig ikke på forhånd er erkendt. Når det er tilfældet eksisterer der ingen cirkelslutnings problematik!

.... 

De videnskabsmænd som arbejdede med formuleringen af neopositivismen var nogle af datidens mest anerkendte naturvidenskabsmænd. Man kan undre sig over, at det ikke lykkedes dem at bryde ud af den ovenfor beskrevne videnskabsteoretiske blindgyde. Det er i den sammenhæng relevant at rekapitulere den berømte anekdote om opdagelsen af Benzens hexagon struktur, hvor August Kekulé i en tale i 1890 beskrev følgende: ”En aften medens han boede i Ghent, havde han siddet i sit arbejdsværelse og blundet foran kaminen. Bedst som han sad der og kiggede sløvt ind i flammerne, begyndte der at danne sig dansende atomer for øjnene af ham. De greb fat i hinanden i kæder, og pludselig greb den ene ende af en kæde fat i den anden ende og dannede en ring.” (Oversat af Stine Belslev i ”Myte og virkelighed i Kekulés opdagelse af benzens ringstruktur”, afløsningsopgave ved IEVH 1995.)

Det vil undre os meget hvis neopositivismens fædre ikke har kendt denne berømte beretning, som helt klart beskriver hvorledes impulser fra det ubevidste bryder igennem til bevidstheden og som derved kommer til at danne grundlag for løsningen af et naturvidenskabeligt problem, et problem som indtil da havde voldt store bryderier.

 ....

Det kan desuden tilføjes, at Ruslands mest berømte videnskabsmand  Dmitrij Mendelejev, der i 1869 formulerede Det periodiske system, fik indskydelsen til løsning af de problemer, der hidtil havde hindret en rationel udformning, efter at han havde givet sig selv en fridag og slappede af fra arbejdet. 

Desuden fik Enrico Fermi (1901-1954), medens han spillede tennis, indskydelsen til at man kunne bombardere grundstoffer med neutroner, hvilket førte frem til den praktiske udnyttelse af kernespaltning.

Ved udelukkende at fokusere på "det positive" (naturvidenskabelige) udviklingsniveau endte positivisterne, neo-positivisterne og til dels falcificationisterne i en blindgyde. For Comtes vedkommende var motivet for at hævde, at alle videnskaber er udviklet til det positive niveau, at han selv arbejdede med samfundsvidenskabelige problemer, og derfor ønskede han naturligvis at forlene dette arbejde med den højest mulige erkendelsesmæssige og videnskabelige status. For neo-positivisternes vedkommende var årsagen formodentlig den, at de toneangivende nøglepersoner indenfor denne retning næsten alle var beskæftiget med sub-atomar forskning, et felt der ikke frembød, og fortsat ikke frembyder, de samme videnskabsteoretiske karakteristika som den klassiske fysik eller Einstein's relativistiske fysik. (Mere herom i  ”Science history and the Future”  fra side 24.)

Det er med al tydelighed dokumenteret, at videnskaberne har gennemløbet og fortsat gennemløber en udvikling (se f.eks. J.D.Bernal: "Science in History", A.C.Watts&Co. 1954). At dette faktum ikke er et afgørende element i de etablerede videnskabsteoretiske retningers reale forståelse af deres genstandsfelt, er yderst beklageligt.

Auguste Comte's tre kategorier sigtede på at beskrive den menneskelige erkendelses udvikling ud fra de forklaringer der umiddelbart kunne observeres. En kategorisering af de i dag eksisterende videnskaber bør i stedet tage udgangspunkt i de specifikke udviklingsmæssige karakteristika, som de individuelle videnskabelige discipliner indeholder. Hvis man fortsat benytter tre kategoriale niveauer, vil disse nødvendigvis få følgende udformning:

Det Systematiserende-videnskabelige niveau.

Alle videnskabelige discipliner har deres oprindelse i samfundsmæssige aktiviteter. Det der hæver samfundsmæssige aktiviteter op på et videnskabeligt niveau, er ikke deres indhold, men den måde hvorpå dette indhold bearbejdes.

Det historiske felt blev f.eks. for et par hundrede år siden mere eller mindre forstået og behandlet som enhver anden litterær aktivitet. Det var først i det nittende århundrede, at historie opnåede status som en egentlig videnskab, og det førte til indførelse af faste principper for systematisk behandling af historisk kildemateriale.

Selv om det må erkendes, at overgangen fra ikke videnskabelige samfundsmæssige aktiviteter til egentlige videnskabelige aktiviteter indenfor et felt er gradvis, kan det konstateres, at det Systematiserende-videnskabelige niveau er etableret, når den ovennævnte form for systematik er implementeret indenfor det pågældende videnskabelige område.

Det beko-videnskabelige niveau.

Metodikken og forståelsen på det Systematiserende-videnskabelige niveau muliggør kun systematisk udforskning af det videnskabelige grundmateriale. Materiale, der grundlæggende er ens, kan på det Systematiserende-videnskabelige og erkendelsesmæssige niveau udmærket risikere at få forskellige navne og blive fortolket på forskellige måder, afhængigt af den kontekst de findes i.

Når den videnskabelige kortlægning er nået så langt, at det bliver indlysende for videnskabsmændene, at de arbejder med samme fænomener, selv om beskrivelserne og forklaringerne hidtil har været forskellige, opstår der et behov for at få de forskellige, hidtil adskilte, forskningsindsatser koordineret og forklaret indenfor en samlet overordnet forståelsesramme.

Det er karakteristisk for dette niveau, at det ikke er muligt at forudsige andre forhold indenfor genstandsfeltet end gentagelser af de forhold, der førte til forståelsesrammens/teoriens opstilling.

Når en videnskabelig disciplin har nået dette beskrivende og koordinerende niveau, som jeg vil benævne det beko-videnskabelige niveau, kan den systematiske undersøgelse fortsætte. Til forskel fra tidligere (men som det eksempelvis fortsat er tilfældet indenfor historievidenskaben), hvor forskningen var hæmmet af forskellig sprogbrug og isolerede forklaringsrammer, kan den erfaringsmasse, der er indhøstet fra de forskellige felter, nu bidrage til en generaliseret og mere detaljeret forståelse.

Selv om en Beko-videnskabelig teori naturligvis vil tilstræbe at være så dækkende som mulig, vil forskellige konkurrerende forståelsesrammer/teorier naturligvis blive opstillet, og da det på dette udviklingsniveau ikke er muligt at afgøre, hvilken forståelsesramme der er rigtigst, vil sådanne teoriers succes i vid udstrækning afhænge af videnskabssociologiske forhold. En omstændighed som T.S.Kuhn ganske udmærket beskriver i sin bog: "Videnskabens Revolutioner", Fremad 1973.

Selv matematik må have gennemløbet en sådan udvikling, selv om den foregik for så mange århundreder siden, at vi ikke har historisk kendskab dertil.

For så vidt angår fysik, foregik overgangen fra det Beko-videnskabelige niveau til det efterfølgende niveau så sent, at der findes fyldestgørende beskrivelser heraf.

Når det drejer sig om kemi, som er den sidst udviklede af de traditionelle naturvidenskaber, fandt udviklingen fra det Beko-videnskabelige niveau til den moderne kemi sted så sent og på en sådan måde, at kemien i denne sammenhæng egner sig udmærket som eksempel på en sådan udvikling.

I mange århundreder havde kemi været praktiseret indenfor forskellige faglige discipliner, og afhængigt af den praktiske udnyttelse havde de pågældende processer fået benævnelser og var blevet forklaret som værende af mere eller mindre mystisk oprindelse. For omkring tre hundrede år siden havde den kemiske praksis imidlertid nået et niveau, hvor det blev åbenbart, at mange kemiske aktiviteter havde fællestræk, og der blev efterfølgende opstillet forskellige teorier med det formål at rumme hele det kemiske genstandsfelt. Den sidste og mest succesfulde af disse kemiske Beko-videnskabelige teorier var flogiston-teorien. Ifølge denne teori kunne mange af de kendte kemiske processer bedst forstås og beskrives, hvis man antog, at der foruden de kendte kemiske stoffer også indgik et hypotetisk og uregistrerbart stof, flogiston, i processerne. Årsagen til, at man måtte operere med tilstedeværelsen af et hypotetisk stof i mange af de kemiske processer, var, at den tekniske kunnen da var blevet udviklet til et niveau, hvor det var muligt at registrere, at når forskellige stoffer blev ført sammen, resulterede det i en samlet vægt, der var større end de tilførte delelementers. Flogiston-teorien kunne bruges til at systematisere, beskrive og koordinere kemien, før luftens forskellige delkomponenter var kendt, hverken den eller de andre samtidige konkurrerende teorier kunne imidlertid ikke forudsige hidtil ukendte kemiske reaktioner på basis af sammenføring af hidtil ukombinerede stoffer. Da det i 1774 lykkedes at isolere atmosfærisk lufts bestanddel af ilt, faldt også flogiston-teorien. Det var imidlertid først meget senere, i slutningen af sidste århundrede, at det, på basis af den møjsommelige opbygning af det periodiske system og etablering af den kvantemekaniske forståelsesmodel, lykkedes definitivt at hæve kemien fra det Beko-videnskabelige niveau til nutidens niveau, på hvilket det er muligt at forudberegne hidtil uafprøvede kemiske fænomener.

Det Deduktiv-videnskabelige niveau.

Vores erkendelsesmæssige præstationer fremkommer på basis af en stadig vekselvirkning mellem vores forståelse og denne forståelses konfrontation med empirien. Så længe vores forståelse kun rækker til at beskrive og koordinere den indhøstede erfaring (beko-niveauet), er forskningen ikke særlig målrettet. Mangelen på forståelse af genstandsfeltets grundlæggende dynamik bevirker at forskerne gentager og gentager de samme undersøgelser, genstandsfeltet udvides dermed kvantitativt men ikke kvalitativt. Dette bevirker at den fagvidenskabelige udvikling enten står i stampe eller går meget langsomt. Helt anderledes forholder det sig, når det videnskabelige niveau hæves, efter at det er lykkedes at isolere de for det pågældende videnskabelige felt determinerende elementer. Herefter er det muligt, på basis af de opstillede teoretiske ”grundelementer”, at deducere forudsigelser af hidtil ukendte forhold for derefter at få disse be- eller afkræftet gennem sammenligning med tilsvarende empiriske fænomener.

Den hidtidige begrænsede forståelse af den videnskabelige proces hænger sammen med en erkendelsesmæssig sammenblanding af, hvad der på den ene side er det afgørende element i videnskabelige erkendelsesprocesser, og hvad der på den anden side er forudsætningen for overblik, systematik og ikke mindst kommunikation med andre mennesker/videnskabsmænd. Det afgørende element i den videnskabelige erkendelsesproces er ikke-lineære, ubevidste, helhedsperciperende tankeprocesser, der kommer til vor bevidste erkendelse i form af billeder, følelser og fornemmelser. Den bevidste, sproglige bearbejdning af sådan fra det ubevidste opstigende erkendelse er til gengæld forudsætningen for systematik, overblik og ikke mindst kommunikation med andre forskere.(Se ”Science History and the Future” side 18 - 21.)

De andre videnskabsteoretiske retninger, der ser deduktioner som det væsentligste element i den videnskabelige proces, fokuserer fortsat på det "instrumentelle" element, den logiske, lineære udformning af erkendelsen. De hænger derfor fortsat fast i en "induktivistisk tankegang", eller i det mindste i forestillingen om at etableringen af videnskabelige udsagn er "symmetrisk" med deduktioner ud fra videnskabelige udsagn. En sådan forståelse resulterer i, at deduktioner opfattes som værende af begrænset værdi, da de ses som fastholdt i en cirkelslutningsproces. Opstilling af videnskabelige udsagn og teorier har imidlertid, som nævnt, kun delvist sin oprindelse i allerede kendte og verificerede fænomener, medens det afgørende nye ved enhver ny videnskabelig teori har sin oprindelse i ubevidste, helhedsperciperede tankeprocesser. Der er således på ingen måde tale om nogen form for cirkelslutning.

Den eneste mulighed vi mennesker har for at få bekræftet eller afkræftet vore tankers og ideers relevans i relation til vore livsbetingelser, er at sammenligne disse tankers lighed eller mangel på lighed med tilsvarende empiriske forhold. Den afgørende fordel ved bekræftelse eller afkræftelse af nye teorielementer via deducerede modellers sammenligning med empirien ligger følgelig netop i, at sådanne teorielementers nye indhold ikke er kendt og afprøvet.

De etablerede videnskabsteorier (de fra neo-positivismen afledte retninger samt falcificationismen), der ser indirekte verifikation via sammenligning af deducerede modeller med tilsvarende empiriske fænomener som grundlaget for deres teoribygning, har af ovennævnte "symmetri"- og "cirkelslutnings"-grunde accepteret formuleringen af et videnskabeligt udsagn som et væsentligt kriterium for dets accept. (Falcificationismens specielle indplacering i den her fremførte forståelsesramme vender jeg tilbage til!)

Den manglende erkendelse af, at de enkelte videnskabers udviklingsniveauer er forskellige og dermed er forskudt i forhold til hinanden, og misforståelsen af symmetri / cirkelslutningsproblematikken, har hidtil hindret udvikling af en videnskabsteori, der var i stand til konsistent og dynamisk at rumme såvel naturvidenskaberne som samfundsvidenskaberne.

Så længe en videnskab er uudviklet, er det kun muligt at kommunikere relativt overfladiske betragtninger og spørgsmål; (Det indledende videnskabelige niveau som fortsat er det gældende indenfor historievidenskaben), men efterhånden som flere og flere aspekter indenfor den pågældende videnskab bliver belyst, beskrevet og til sidst også koordineret, vil man nærme sig det punkt, hvor en videnskabsmand, der ikke lader sig begrænse af den herskende opfattelse, bliver i stand til at hæve sin fagerkendelse op over dette  Beko-videnskabelige niveau ved på basis af at have isoleret et grundelement indenfor fagområdet at formulere en ny, Deduktiv-videnskabelig teori. En sådan Deduktiv-videnskabelig teori adskiller sig radikalt fra sine forgængere og konkurrerende teorier ved ikke alene at være i stand til at forklare og systematisere genstandsfeltet, men ved at være bekræftet via forudsigelser indenfor genstandsfeltet og derved også ved at kunne forudsige nye konkrete forhold som f.eks. brudstyrken af et materiale eller egenskaberne ved specifikke kemiske forbindelser.

Skiftet fra det ptolemæiske system til det kopernikanske system udgør skiftet fra det Beko-videnskabelige niveau til det Deduktiv-videnskabelige niveau indenfor astronomien, idet kun det sidstnævnte giver mulighed for at forudsige og mere eller mindre indirekte få bekræftet hidtil uundersøgte astronomiske fænomener.

Indenfor fysikken var det Galilei, der introducerede denne videnskab på det Deduktiv-videnskabelige niveau, medens Newton efterfølgende præsterede den definitive etablering af fysikken på dette niveau. Endelig udvidede Einstein denne forståelsesramme med en hel dimension, med alle de konsekvenser det har haft!

Som nævnt udgør kemien også et godt eksempel på en videnskab der har transcenderet det Beko-videnskabelige niveau. Selv om kvantemekanikken ikke selv er udviklet til det Deduktiv-videnskabelige niveau (et problem der ligger udenfor denne prisopgaves rammer, men som bliver belyst i ”Science History and the Future”  Side 28 - 33.), er den kvantemekaniske tentative forståelsesrammes beskrivelse af atomernes vægte og valens fyldestgørende som udgangspunkt for Deduktiv-videnskabelig forståelse indenfor kemien. Ikke så snart var den kvantemekaniske fortolkning af det periodiske system formuleret, før det var muligt at kalkulere og forudsige resultatet af hidtil ukendte kombinationer af kemiske stoffer.

Konsekvensen af en niveaudelt videnskabsforståelse.

Den traditionelle inddeling af videnskaberne i to hovedkategorier, samfundsvidenskaber og naturvidenskaber, har medvirket til at sløre det faktum, at alle videnskaber gennemløber den samme form for udvikling, og at hver enkelt videnskab befinder sig på et specifikt niveau i en sådan udvikling. Som et udmærket eksempel på en teori, der opnåede Deduktiv-videnskabelig status udenfor de fysisk/kemiske discipliner, kan nævnes Johan Gregor Mendel's arvelighedslære. Selv om denne teori oprindeligt kun beskæftigede sig med forudsigelse af arvelighedsrelationer indenfor et begrænset botanisk område, lod den sig udvikle til, med en nøjagtighed der var tilfredsstillende for samtiden, at kunne bruges indenfor hele biologien. Medens Carl von Linné i 1735, for 260 år siden, med sin systematik etablerede botanikken på det Systematiserende-videnskabelige niveau, hævede Charles Darwin i 1859, for 136 år siden, såvel botanikken som zoologien op på det Beko-videnskabelige niveau, med sin udviklingslære baseret på antagelsen af "the survival of the fittest". Det bemærkelsesværdige er, at Johan Gregor Mendel allerede 7 år senere, i 1866, præsterede at hæve feltet fra det darwinianske Beko-videnskabelige niveau til det Deduktiv-videnskabelige niveau. Mendel var imidlertid erkendelsesmæssigt så langt foran sin samtid, at hans præstation lå uforstået og overset hen i 40 år, før den generelle udvikling af botanikken og zoologien var nået så langt, at feltets almindelige videnskabsmænd blev i stand til at forstå og anerkende Mendel's præstation. Mendel's arbejde var begyndelsen til den udvikling, der i dag har resulteret i en sammensmeltning af biologien og kemien via det biokemiske forskningsområde.

Hermeneutik, neo-positivisme og falcificationisme.

Den mest grundlæggende forskel på ovenstående videnskabsteori og positivismen er ovenstående teoris indkooperering af den moderne neuropsykologiske forskning og det deraf afledte syn på ny erkendelses oprindelse. Selv om neo-positivisterne og falcificationisterne (Popper "n") har opgivet den rene induktivisme, er deres forståelse og praksis fortsat låst fast af deres accept af symmetritesen og den dertil hørende forståelse af videnskabelige cirkelslutninger. Konsekvensen af disse misopfattelser har været, at man ikke i praksis tager højde for den radikale forskel på opstilling af videnskabelige udsagn og sådanne udsagns verificering via sammenligning med empirien.

De forskellige hermeneutiske retninger har bevidst og med rette taget afstand fra neo-positivismens og falcificationismens forsøg på at presse alle videnskaber ind i et "naturvidenskabeligt" (Deduktiv-videnskabeligt) forståelsesmønster. De hermeneutiske retninger kan i dette perspektiv  (historisk) ses som rimelige videnskabelige strategier for videnskaber, der befinder sig på det Systematiserende-videnskabelige niveau.

Selv om neo-positivismen må anses for erkendelsesmæssigt at være kørt fast, kan det konstateres, at denne retning, på trods af sin erkendelsesmæssige begrænsning, (historisk) har medvirket til at højne det metodologiske niveau, paradoksalt nok især for videnskaber der befinder sig på det Beko-videnskabelige niveau.

Falcificationismen må forståelsesmæssigt deles i to separate grene (D.W.Hands, "Karl Popper and Economic Methodology", Economics and Philosophy, 1, 1985. S. 83-99.). Den ene (Popper "n" (”n” for naturvidenskab)) mangler i realiteten erkendelse af videnskabernes historiske udvikling og mangler dermed også evnen til at beskæftige sig med videnskabelige fænomener, der ikke allerede er udviklet til det Deduktiv-videnskabelige (naturvidenskabelige) niveau. Desuden rummer denne retning ikke fyldestgørende mulighed for at forstå, hvorledes videnskabelig erkendelse opstår. Falcificationismen (Popper "n") kan dog i den af mig her fremførte videnskabsteoretiske forståelsesmodel ses som svarende til andet trin i den Deduktiv-videnskabelige udviklingsproces: Når en videnskab som eksempelvis den newtonske fysik er etableret, videreudvikles erkendelsen (til den einsteinske fysik) sådan nogenlunde via de af falcificationismen beskrevne processer. Det er ikke lykkedes Popper eller andre falcificationister at skabe erkendelsesmæssig sammenhæng mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne. Popper har imidlertid også beskæftiget sig indgående med samfundsvidenskab, og der er i den sammenhæng etableret en falcificationistisk (Popper "s") samfundsvidenskabelig videnskabsteoretisk retning. Denne må dog ses som et metodologisk tilbageskridt i forhold til Popper "n"; men de metoder, der er udviklet indenfor denne retning, har dog til en vis grad været brugbare, når det drejede sig om videnskaber, der befinder sig på det Beko-videnskabelige niveau.

Afslutningsvis bør det også nævnes, at Kuhn`s videnskabs-sociologiske forståelse af paradigmatiske skift må anses for relevant, hver gang ny erkendelse introduceres i en videnskabelig sammenhæng.

Kategoriale overgange.

Som det fremgår af ovennævnte beskrivelse af de traditionelle naturvidenskaber og af biologiens udviklingshistorie, forekommer der en gradvis højnelse af videnskabelige discipliner til det Deduktiv-videnskabelige niveau.

På basis af den ovenfor beskrevne inddeling af videnskaberne ud fra niveauet af deres metodologiske praksis, bliver det muligt at afgøre, på hvilket niveau de forskellige fagvidenskaber befinder sig, og også muligt at vurdere enkeltområders videnskabsteoretiske og erkendelsesmæssige niveau. Som det fremgår af ”Science History and the Future” (Side 28 - 34.) findes der fortsat naturvidenskabelige områder, f.eks. indenfor såvel geometrien som fysikken, der endnu ikke er udviklet til det Deduktiv-videnskabelige niveau.

Den til rådighed værende plads må betegnes som yderst beskeden, når ambitionen er at beskrive en videnskabsforståelse, der på afgørende punkter bryder med de hidtidige opfattelser. Jeg håber imidlertid, at det er lykkedes mig at formidle, at også videnskaber, hvis praksis og selvforståelse fortsat befinder sig på niveauer, der er parallelle med dem, naturvidenskaberne befandt sig på for 2-300 år siden, vil kunne, hæves op på det Beko-videnskabelige- eller ligefrem på det Deduktiv-videnskabelige niveau. 
Når samfundsvidenskaberne bliver hævet fra det Systematiserende-videnskabelige niveau, vil samfundsforhold ikke alene kunne undersøges systematisk, som det er tilfældet i dag, men mønstre og udviklingskæder kan genkendes, og der kan opstilles Beko-videnskabelige teser. For nogle samfundsvidenskabers vedkommende vil det også, på basis af teoretiske kerneelementer, blive muligt at udforme forudsigelser, der efter sammenligning med uundersøgte empiriske elementer lader sig bekræfte, således, at det med stor sandsynlighed kan blive godtgjort, at de forudsagte udviklinger ikke blot er kvalificerede gæt, men reelle forudsigelser, hvormed den pågældende samfundsvidenskab er nået op på et kvalitativt højere niveau, det Deduktiv-videnskabelige niveau.

Historien.

Historie er siden civilisationernes begyndelse blevet formidlet ved hjælp af myter og sagaer; men som tidligere nævnt var det først i sidste århundrede, at historie blev etableret som videnskabelig disciplin. Hidtil har historievidenskaben gennemløbet tre forskellige faser. 1.) Da historie blev etableret på universiteterne, var den fremherskende tendens at fremstille generaliserede, let forståelige historiske beskrivelser. 2.) I slutningen af sidste århundrede var det positivismen, der dominerede indenfor videnskabsfilosofi og som følgelig inspirerede til indførelse af faste regler for kritisk analyse af kildematerialet. 3.) Efter første verdenskrigs masseødelæggelser svandt troen på, at udvikling og videnskabelige fremskridt altid var til fordel for menneskeheden. Som konsekvens heraf kom historievidenskaben gradvis til at blive domineret af en sociologisk indfaldsvinkel, der specielt fokuserede på de økonomiske og sociale aspekter i historien. Historie som videnskab har følgelig udviklet sig fra generaliserede, let forståelige beskrivelser, der ikke altid var lige velfunderede, over grundige kildekritiske analyser og videre til stadig mere specialiseret og underinddelt forskning med speciel fokus på økonomiske og sociale forhold. Etableringen af kildekritikken (fase 2) er med rette betragtet som et kvalitativt vendepunkt for historie som videnskab, idet det udgør overgangen til det Systematiserende-videnskabelige niveau og dermed overgangen til en egentlig videnskabelig bearbejdning af genstandsfeltet. Historievidenskaben har imidlertid endnu ikke videnskabsteoretisk/metodologisk bevæget sig ud over dette udviklingsniveau, og da tidsinddelingen fortsat er det eneste universelle udgangspunkt, som denne videnskab er i besiddelse af, står faget i den situation, at de stadig mere specialiserede arbejder bliver stedse mere usammenlignelige, idet de som oftest bygger på vidt forskellige, mere eller mindre veldefinerede antagelser, der ofte blot er personlige indfaldsvinkler eller ad hoc teorier. Denne udvikling har medført at historievidenskaben opleves som stedse mindre relevant for samfundsforståelsen.

Historievidenskaben må anses for at være ”overmoden” for det erkendelses- og metodologiske niveau, den befinder sig på, idet historievidenskaben i dag indeholder en enorm og detaljeret mængde information om tidligere tiders samfund; men denne viden er af begrænset værdi for historikerne og samfundet, fordi den endnu ikke er samlet under en overordnet forståelsesramme. Hvor de globale historiebeskrivelser, der blev udarbejdet ved fagets etablering som videnskab, måtte klare sig med et yderst mangelfuldt og ikke særlig videnskabeligt kildemateriale, er situationen i dag den omvendte, at et yderst kompetent behandlet og detaljeret beskrevet kildemateriale må klare sig uden en overordnet beskrivende og koordinerende forståelsesramme. Selv om de forsøg, der tidligere er blevet gjort på at opstille universalhistoriske forståelsesrammer, ikke har været særlig hensigtsmæssige og succesfulde, betyder det jo ikke, at man bør opgive fagets metodologiske udvikling. Det er på høje tid, at faget som sådant hæves op fra det Systematiserende-videnskabelige niveau til det Beko-videnskabelige niveau og forhåbentlig videre til det Deduktiv-videnskabelige niveau.

I det følgende afsnit vil jeg forsøge i yderst komprimeret form at formidle en sådan dynamisk universalhistorisk forståelsesramme.

Det første spørgsmål, man stilles overfor i en universalhistorisk sammenhæng, er, hvorvidt historien har en retning eller blot gentager sig selv. Betragtes udviklingen i det sædvanlige historiske perspektiv, er det umuligt at afgøre, hvorvidt historien har en retning, idet der er samfund, der går frem, og andre, der går tilbage. Forandres perspektivet imidlertid til at omfatte menneskehedens udvikling som sådan, må svaret blive ja, idet menneskene, som de eneste væsner på jorden, organiserer sig i sociale strukturer, der ikke fremviser et afrundet forløb, men derimod fremkommer med stedse nye organisationsformer. Mennesket har ikke alene bredt sig ud over hele kloden, men har også udviklet sin sociale organisation fra primitive stammesamfund baseret på samle- og jagtaktiviteter over bofaste agrarsamfund til bysamfund baseret på produktion og udveksling af varer. Selv om den del af vor udviklingshistorie, der omfattes af den egentlige historieforskning, indeholder alle tre overlevelsesstrategier sideløbende, er det arkæologisk dokumenteret, at menneskene overlevede på basis af samle- og jagtaktiviteter i et historisk set utroligt langt tidsspand, før menneskene blev bofaste og udviklede landbrug. Det er desuden dokumenteret, at egentlige bymæssige bebyggelser og den dertil hørende produktionsform er af endnu yngre dato. Spørgsmålet er således ikke, om historien har en retning. Det må siges at være fyldestgørende bekræftet at det har den. Spørgsmålet er om denne overordnede udviklingstendens har betydning i dag, eller om "historien er død" og det, som nogle historikere mener, blot drejer sig om at udfolde kapitalismen over hele kloden i al evighed. Den sidstnævnte opfattelse minder i påfaldende grad om den navlebeskuende opfattelse, vi altid har en tendens til at have, nemlig at vi, det vi står på og det vi kender, er centrum i universet og naturligvis vil fortsætte på samme måde i al evighed!

Med viden om, at der faktisk har fundet en overordnet historisk udvikling sted, fra primitive strukturer mod stedse mere komplekse strukturer, og at denne udvikling ikke på nogen måde fremviser tendens til at stoppe, er spørgsmålet således ikke, om de nuværende samfundsformer vil blive afløst af nye, hidtil ukendte produktions- og organisationsformer, men hvori sådanne vil bestå.

Psykologiske forudsætninger.

Ethvert samfund, fra de mest primitive til de højest udviklede, består af enkeltindivider. At formulere historiske og sociologiske betragtninger uden en dybtgående forståelse af mennesket som individ vil være som at bygge et hus uden et ordentligt fundament. Når det drejer sig om menneskets fysiske karakteristika, er disse grundigt og fyldestgørende beskrevet, og denne beskrivelse er indkorporeret i den tværvidenskabelige forståelse. Når det drejer sig om menneskets psykiske struktur, er noget sådant imidlertid langt fra tilfældet.

Der er tre psykologiske forhold, der især er centrale for vor mulighed for at forstå den overordnede historiske udvikling.

Det første forhold er spørgsmålet om, hvad det er, der er drivkraft for den historiske udvikling, vi empirisk kan observere. Alle psykologiske retninger, der beskæftiger sig med så grundlæggende spørgsmål, opererer med en sådan menneskelig drivkraft. Hos Freud benævnes den libido, hos Jung benævnes den eros og hos "Berlinerskolen" (en materialistisk orienteret psykologisk retning), bliver den konstateret og beskrevet via fylogenesen. I ”Science History and the Future” (Side 56 - 60.) forsøger jeg at gå et niveau dybere ved at forholde mig til de oprindelige betingelser for livs opståen på jorden: Hvorledes liv er opstået på jorden, er imidlertid ikke centralt i netop denne sammenhæng; men det kan konstateres, at liv ikke opstår spontant på jorden i dag. For det første må alt liv derfor indeholde evnen til reproduktion for at kunne udvikle sig som arter. Derudover deler liv sig i to hovedgrupper, der hver især primært betjener sig af forskellige fundamentale overlevelsesstrategier. Mikroberne vokser og reproducerer sig selv meget hurtigt, når de rette betingelser er til stede. Når de rette betingelser ikke er til stede, overlever mikroberne ved at indkapsle sig og indskrænke deres udveksling med omgivelserne til et minimum. Naturligvis er der også andre organismer, der til en vis grad udnytter en tilsvarende strategi; men for alle højere væsners vedkommende er en anden strategi den afgørende. For at overleve i konkurrence med de hurtigt reproducerende mikrober har de højere væsner udviklet evnen til at bevæge sig og dermed til at opsøge de bedst mulige livsbetingelser. Træerne drejer bladene mod sollyset, tøffeldyrene bevæger sig mod sol og varme, og de højere dyr, herunder også mennesket, søger til stadighed at optimere deres eksistensbetingelser gennem hele deres adfærd. Det er vigtigt at forstå, at den pågældende optimeringstrang ikke er et tilvalg, men en fundamental funktion, som alle højere væsner nødvendigvis må have for at overleve i konkurrencen med mikroberne og hinanden.

At menneskets historiske udvikling grundlæggende domineres af enkeltindividets trang til optimering, betyder jo ikke en stedse konstruktiv udvikling, for det, der er en umiddelbar optimering for enkeltindividet, kan meget vel være destruktivt for gruppen eller samfundet. Det bemærkelsesværdige er dog, at vi overordnet kan konstatere, at mennesket som art ikke blot har haft succes til at multiplicere sig og sprede sig ud over jorden, men at optimeringstrangen kombineret med menneskets intelligens overordnet har ført til en stedse fornyelse og effektivisering af udnyttelsen af jordens ressourcer og til fornyelse af organisations- og samfundsformer. Det vil sige, at det i vid udstrækning er lykkedes mennesket som art via sociale normer at kanalisere optimeringstrangen, således at den i det store og hele bliver til gavn for det pågældende individ, den pågældende gruppe eller det pågældende samfund.

Det andet psykologiske forhold, som er afgørende for at forstå den samfundsmæssige interaktion og udvikling, er, at enkeltindividet gennemløber en personlig modningsproces, der kan nå kortere eller længere afhængigt af individuelle og sociale forhold. Der er almindelig forståelse for, at visse mennesker når højere modenhedsniveauer end andre. Når det drejer sig om intellektuel modenhed, er det personer som Galilei, Newton og Einstein vi tænker på, og når det drejer sig om åndelig modenhed, er det personer som Frans af Assisi, Erasmus af Rotterdam og Mahatma Ghandhi, der først falder en ind. Ulempen ved denne forståelse er imidlertid, at det kommer til at fremstå, som om alle vi andre blot er lige så modne som vore forfædre, medens nogle få og unikke adskiller sig fra hoben. Vi er således tilbøjelige til at overse, at vores individuelle intellektuelle og åndelige habitus er nært knyttet til opvækstvilkår, udfordringer og især det samfund, vi lever i. Lev Vygotskij's banebrydende arbejde med kortlægning af de radikale bevidsthedsændringer, der fandt sted hos folk i Kaukasusregionen, da de i første halvdel af dette århundrede gik fra rent landbrugs/feudalsamfund til kontakt med omverdenen og til at modtage forskellige grader af uddannelse, er i dag klassiske eksempler på livsvilkårenes markante betydning for tænkemåde og bevidsthedsniveau. (A.R.Luria, "Om erkendelsesprocessernes historiske udvikling: En eksperimentalpsykologisk undersøgelse", Munksgård 1977.)

Da det er etisk og politisk kontroversielt at tale om højere og lavere udviklingsniveauer, hvad angår såvel individer som lande, vil jeg påpege, at begrebet højere udviklingsniveau i denne sammenhæng refererer til det faktum, at nogle individer og nogle samfund på et tidligere tidspunkt i deres egen udvikling har været på det pågældende, anderledes og mindre udviklede niveau, som følgelig mest dækkende benævnes lavere. Den etiske og politiske fordom mod at præcisere en udviklingsmæssig niveauforskel skal nok ses som en reaktion på 1930ernes og 1940ernes overmenneske ideer og disse ideers grusomme og umenneskelige konsekvenser. Pointen er imidlertid, at medens det er hensigtsmæssigt at præcisere udviklingsmæssige forskelle, er det samtidigt vigtigt at forstå, at vi alle er ligeværdige som mennesker, og at et højere udviklingsniveau stiller større krav til såvel et individ som et samfund hvad angår respekt for og hjælp til de andre.

Det tredie psykologiske forhold, der har afgørende betydning for menneskets sociale interaktion, er bevidsthedens flygtige karakter. Dette beskrives bedst via de eksperimenter som er foretaget og som illustrere dette forhold: Hvis man isolerer en person i en lys- og lydtæt tank med saltvand af kropstemperatur, (hvorved personen ikke har mulighed for sanseindtryk) viser det sig, at forsøgspersonen uvægerligt, efter få timers ophold, taber evnen til at fastholde sin normale bevidsthed og begynder at hallucinere. (J.C.Lilly, "Mental effects of reduction of ordinary levels of physical stimuli on intact, healthy persons", Psychiatrical recerch report No. 5. 1956). Tilsvarende fænomener kan iagttages hos personer der af den ene eller den anden grund har været isoleret. Den erkendelsesmæssige konsekvens af disse observation er, at enkeltindividets virkelighedsopfattelse og bevidsthed er flygtig og uløseligt forbundet med det omgivende samfund. Til et givent samfundsniveau hører følgelig en til dette samfundsniveau svarende bevidsthed. Vor bevidsthed og holdning til samfundet forandres så at sige daglig, i takt med samfundets fluktuationer og udvikling, og blot en nedsættelse af den økonomiske vækstrate, som den Danmark har oplevet siden halvfjerdserne, har ført til markante holdningsændringer. Enkeltindividet afviger naturligvis, af forskellige årsager, fra gennemsnittet; men statistisk vil det nævnte forhold nødvendigvis slå igennem. Foruden de materielle vilkår påvirkes samfundsbevidstheden imidlertid også af den voksne befolknings udviklingsmæssige og kulturelle bindinger til fortiden (deres barndom og forældrenes og bedsteforældrenes selvforståelse), resulterende i en vis forsinkelse eller træghed hvad angår gennemslaget af ændrede materielle vilkår. Et såkaldt ideologisk efterslæb. Individerne i et samfund vil altså til en vis grad fastholde hinanden i den hidtidige samfundsforståelse og i de hidtidige samfundsnormer. Når samfundsudviklingen går langsomt, vil dette forhold ikke være særlig synligt; når udviklingen derimod går hurtigt, som ved overgangen fra en produktionskategori til en anden, vil det derimod udgøre et markant træk i en til to generationer efter overgangen. Dagens japanske samfund indeholder således fortsat mange kulturelle træk, som er typiske for et feudalt samfund, selv om den materielle virkelighed i dagens Japan er 100 % kapitalistisk. ("Den Japanske Gåde", Karel van Wolferen, Spektrum 1991.)

En universalhistorisk forståelsesramme.

Skal historievidenskaben hæves op på det Beko-videnskabelige niveau, eller ligefrem op på det Deduktiv-videnskabelige niveau, må der nødvendigvis opstilles en abstrakt og generaliseret forståelsesramme, indenfor hvilken de konkrete historiske fænomener lader sig systematisere. Indenfor naturvidenskaberne forefindes stoffer og processer (i naturen) så godt som aldrig i ren form, og en stor del af det videnskabelige arbejde består netop i at bortrense urenheder og isolere de determinerende faktorer. Heller ikke historieskabende elementer findes i ren form, der vil altid findes mindre væsentlige og forstyrrende elementer, og den videnskabelige udfordring vil derfor, også indenfor denne videnskab, ganske tilsvarende bestå i at kortlægge de determinerende faktorer.

På baggrund af det foranstående, som desuden er mere uddybende beskrevet i ”Science, History and the Future”  kan nedenstående grundstruktur opstilles.

                 Den historiske udvikling kan inddeles i jægersamfund, agrarsamfund og vareproducerende samfund.

Da menneskets optimeringstrang er en stedse virkende kraft, som udmønter sig i, at den enkelte forsøger at udnytte sine muligheder bedst muligt, vil dette i en af de ovennævnte kategoriers første del føre til en stedse mere intensiv udnyttelse af den pågældende produktivkrafts ressourcer, f.eks. jagtdyr, idet gruppens formering vil kræve flere og flere ressourcer. På et tidspunkt vil den intensive udnyttelse af ressourcerne imidlertid bevirke, at denne udvikling flader ud og standser, idet ressourcerne er maksimalt udnyttede. Da menneskets optimeringstrang jo imidlertid fortsætter med at virke, vil denne, fra at være rettet udad mod interaktionen med produktivkraften (i jægersamfundet jagtdyrene, i agrarsamfundet jordens dyrkningsmæssige ressourcer og i det vareproducerende samfund alle jordens materielle ressourcer), blive rettet indad mod individets sociale placering og muligheder. normer, regler og lovgivning, med den dertil hørende gradvise indskrænkning af individets udfoldelsesmuligheder. Enhver historisk produktionskategori indeholder således to væsensforskellige faser, en første fase der er kendetegnet ved åbne muligheder for individet til at udnytte den pågældende produktivkraft til egen fordel, og en anden fase der er kendetegnet ved en tiltagende monopolisering af produktivkraften og en ligeledes tiltagende social lagdeling via normer, regler og lovgivning, med den dertil hørende gradvise indskrænkning af individets udfoldelsesmuligheder.

Selv om "Oprør fra midten" angriber fænomenet fra en helt anden erkendelsesmæssig indfaldsvinkel og angriber det specifikt, hvad angår den monopole fase af det vareproducerende samfund, har forfatterne fat i et reelt fænomen. Et fænomen, der ikke kun er relevant for vor nuværende produktionsform, men som påvirker enhver overgang fra en produktionskategori til en anden. De svageste i samfundet, der ifølge marxistisk teori skulle forene sig kollektivt, er i virkeligheden for splittede og svage til at igangsætte grundlæggende forandringer; de kan højst gøre oprør mod de bestående tilstande. Da de imidlertid ikke er i besiddelse af noget alternativ til det bestående, vil sådanne oprør kun føre til, at de siddende magthavere udskiftes med nye, der med tiden nødvendigvis kommer til at indtage de samme samfundsmæssige positioner og kommer til at være lige så undertrykkende som deres forgængere. De dominerende i samfundet har det på den anden side for godt til at være motiverede for grundlæggende forandringer, som jo også ville fratage dem deres privilegier. Midtergruppen er derimod tilstrækkelig trængt, men har desuden overskud til at forsøge at forbedre sin situation. Så længe der ikke er andre muligheder, vil denne gruppes optimeringsbestræbelser udmønte sig i forsøg på at tilegne sig de samme muligheder og privilegier som de dominerende i samfundet. På et eller andet tidspunkt vil det imidlertid kunne lykkes for denne gruppe at forbedre sine levevilkår ved at udnytte muligheder, som ikke er fastlåst af den dominerende produktivkrafts normer, love og regler. Midtergruppen vil således i jægersamfundet på et tidspunkt finde frem til at forbedre sine livsbetingelser gennem systematisk dyrkning af planter, og i den monopole fase af den agrare kategori vil midtergruppen kunne optimere sine eksistensbetingelser ved målrettet produktion af ting, der kan indgå i et brugsværdi bytte eller ligefrem sælges som vare, idet disse produktionsformer, i de pågældende agrare samfundsfaser, ikke er omfattet og begrænset af de herskende normer, love og regler.

Revolutionære overgange.

Helt frem til slutningen af sidste århundrede var det den fremherskende videnskabelige opfattelse, at naturvidenskaben med det newtonske verdensbillede var fuldkommen, og at de små ufuldkommenheder, der fortsat fandtes i den newtonske videnskabsforståelse, med tiden ville kunne afpudses og siden elimineres. Dette var blot nogle få år før det newtonske videnskabssyn for altid, af den relativistiske fysik, blev reduceret til et upræcist specialtilfælde!

For nogle få år siden udtrykte den populistiske amerikanske historiker Francis Fukijama ("Historiens Afslutning", Gyldendal 1993.) en i dag fortsat populær historieopfattelse: at "historien er død", nu da de kommunistiske stater er kollapset, og at det i al fremtid blot drejer sig om at udbrede den kapitalistiske produktions- og livsform til at omfatte hele jordens befolkning!

Med erkendelse af, at den historiske udvikling hidtil har gennemløbet tre radikalt forskellige udviklingsfaser, jægerkategorien, den agrare kategori og den vareproducerende kategori, vil det imidlertid være både logisk og rimeligt at forvente, at den tredie, nuværende udviklingsfase og overlevelsesstrategi, det kapitalistiske, vareproducerende samfund/den vareproducerende kategori, vil blive afløst af en fjerde overlevelsesstrategi/historisk kategori, der er lige så forskellig fra vort nuværende vareproducerende samfund, som vort vareproducerende samfund er forskelligt fra det feudale agrarsamfund, som det i sin tid afløste.

Historien er fuld af beretninger om oprør af undertrykte befolkningsgrupper; men som tidligere nævnt vil sådanne oprør i de fleste tilfælde ikke føre til en varig forbedring af oprørernes livsvilkår, men blot til indsættelse af nye magthavere, der med tiden vil indtage nøjagtig de samme samfundspositioner som deres forgængere, idet livsbetingelserne fortsat er de samme. Forskellen på oprør og revolution er den fundamentale, at en virkelig revolution afstedkommes af fremvæksten af et ægte og dynamisk alternativ til den herskende produktionsform. En revolution markerer således bruddet med den hidtidige produktionsforms overbygningsstrukturer/kulturelle, moralske og juridiske normer. En ægte revolution udgør dermed det skæringspunkt, hvor den moral, de normer og de juridiske strukturer, som gavner den nye produktionsform, indføres. Selv om en ægte revolution således blot er et skæringspunkt mellem to forskellige overlevelsesstrategiers dominans, kan denne fase imidlertid også blandes sammen med et oprør. Dette skete ved den franske revolution i 1789; men som det historiske forløb har vist, var Frankrig dengang ikke moden til den nye vareproducerende kategoris demokratiske styreform. Monarkiets afskaffelse i forbindelse med revolutionen førte blot nogle få (rædselsregime) år senere til dets genindførelse i form af kejservælde. I Frankrigs tilfælde tog det således 82 år fra det første revolutionære oprør i 1789 til den nye vareproducerende kategoris repræsentativt demokratiske styreform endelig fik overtaget i 1871.

Set på den baggrund er der intet ekstraordinært i, at det tyske kejserrige blev afløst af en kort og svag demokratisk periode, Weimarrepublikken, for derefter at falde tilbage i despoti i form af det nazistiske diktatur under Hitler, inden Tyskland efter anden verdenskrig med pres og støtte fra de allierede fik etableret demokrati.

På den baggrund er der ej heller noget ekstraordinært i, at oprøret/revolutionen i Rusland i 1917 efterfulgtes af en overgangsfase til egentligt demokrati på foreløbig 81 år. Det stalinistiske diktatur efterfulgtes af herskere med gradvis mindre despotiske beføjelser. Selv om Rusland fortsat ikke lader til at være modent til egentligt demokrati som vi kender det, er det, såfremt den økonomiske fremgang stabiliseres, måske blot et spørgsmål om nogle få årtier, før egentligt demokrati vil have mulighed for at slå igennem. Et sådant gennemslag kan naturligvis forskubbes i positiv eller negativ retning af politiske og/eller økonomiske påvirkninger fra de højt industrialiserede lande.

Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at Danmark, på grund af de revolutionære begivenheder i Frankrig, en bred udvikling af landbefolkningen og visionære danske ledere, fik en ublodig revolutionær overgang fra det agrare feudalsamfund til det vareproducerende samfund.

Da den menneskelige bevidsthed er tæt knyttet til og afhængig af samfundsniveauet, kan en økonomisk stagnation eller ligefrem tilbagegang føre til "regressive revolutioner". For en uddybning af dette forståelseselement: Se ”Science, History and the Future” (Side 77 - 79.).

Vender vi blikket mod de ny-industrialiserede lande i det fjerne Østen, kan det konstateres, at Japan, efter økonomisk og militært pres fra de vestlige lande, specielt USA, i slutningen af det 19ende århundrede indså nødvendigheden af fornyelse, såfremt landet ønskede at forblive selvstændigt. Landets revolutionære proces blev således, ligesom i Danmark, men senere og mere radikalt end her, igangsat af en ydre påvirkning, og perioden, hvor feudalsystemet blev afskaffet, forløb som en ovenfra kommende revolution. På trods af, at USA efter anden verdenskrig tvang Japan til at indføre en demokratisk forfatning, var befolkningen fortsat ikke moden til demokrati, hvorfor embedsmandsvælde og de facto et-parti styre fortsatte helt frem til begyndelsen af 1990erne. Først nu er der ved at opstå politiske (og økonomiske) tilstande i Japan, som er sammenlignelige med dem, vi i dag kender i Vesten.

Som for Japans vedkommende har det forhold også gjort sig gældende for de øvrige ny-industrialiserede lande i det fjerne Østen, at reel og kontinuerlig samfundsøkonomisk vækst lige siden anden verdenskrig har fået befolkningerne til uden særlig meget protest at acceptere ikke-demokratiske styreformer. Så længe væksten gavner hovedparten af befolkningen i et land, kan lederne fortsætte med blot at give små styrings- og retsmæssige indrømmelser til befolkningen. Der er således intet ekstraordinært ved, at oprør kan undgås under den revolutionære overgang fra en produktionskategori til en anden. (Et nutidigt eksempel er Taiwan). Det, der adskiller Japan og de fjernøstlige "små drager" fra den tilsvarende udviklingsfase for de fleste lande i Vest-Europa, er, at den internationale handel i dag er voldsomt meget større og friere, end det var tilfældet i det 18ende og 19ende århundrede, og Japan og "de små drager" har som følge deraf kunnet opretholde kontinuerlig økonomisk vækst, og dermed også samfundssocial stabilitet, i hele perioden. (Se "The East Asian Miracle", The World Bank, Wasington DC, 1993.)

Selv om den økonomiske krise i 1997 bevirkede, at der såvel økonomisk som socialt begyndte at ske voldsomme forandringer i disse lande, viser den fortsatte udvikling hvor vanskelig og træg forløbet hen mod egentligt demokrati er.

Det samfundsmæssige udviklingsniveu.

Når man beskæftiger sig med landes samfundsmæssige udviklingsniveau, er det, der ud fra en umiddelbar betragtning falder i øjnene, et samfunds bedste præstationer og samlede økonomiske formåen. Ud fra en sådan betragtning kan især USA og Japan ses som verdens mest avancerede lande.

Den fordel, USA har haft rent udviklingsmæssigt, er, at landet inden for egne grænser har været i besiddelse af næsten alle former for naturressourcer, og at produktionen og handelen i hele nationens levetid har kunnet udnytte et nu over 250 millioner personer stort indre marked uden handelshindringer. Hvad landets indre naturressourcer angår, er disse om ikke opbrugte, så dog stærkt reduceret i forhold til størrelsen af den samlede økonomi og det samlede ressourceforbrug, og USA importerer i dag en stor del af de råstoffer, landet har brug for. Hvad angår fordelen ved det store indre marked, reduceres denne konkurrencemæssige fordel i takt med den gradvise globale nedbrydning af handelshindringer.

For Japans vedkommende er udviklingen og væksten resultatet af overgangen fra en feudal-agrar samfundsform til en vareproducerende samfundsform, en såkaldt historiekategorial revolution, kombineret med et relativt højt organisatorisk og uddannelsesmæssigt udgangsniveau. I en sådan fase kan det lade sig gøre at fastholde en meget høj samfundsmæssig vækstrate, idet individet vil være indstillet på en meget høj arbejdsindsats og en begrænset konsumtion, der ydermere især består af landets egne produkter. Efterhånden som Japan fjerner sig fra denne overgangsfase og glider over i en udviklingsfase, der er parallel til den, de europæiske lande befinder sig i, bliver de ovennævnte produktions- og handelsmæssige fordele reduceret, og desuden bliver det over 100 millioner personer store indre marked gradvis åbnet for udenlandske produkter.

De forhold, der har ført til, at vi i dag er tilbøjelige til at betragte USA og Japan som verdens mest avancerede lande, er altså på retur.

Hvis man ikke fokuserer på markante enkeltpræstationer, men derimod vurderer udviklingsniveauet ud fra den samlede sum af et samfunds delelementer, indtager disse to lande ikke en førerposition. Ud fra en sådan betragtning, hvor de svageste elementer, som det svageste led i en kæde, bestemmer den samlede strukturs niveau, må vi, blandt andet ud fra professor Richard Estes undersøgelse af 36 forskellige samfunds parametre, konstatere, at Danmark er det højest udviklede land i verden, skarpt forfulgt af Norge, Sverige, Østrig, Holland o.s.v. (Richard Estes, "Trends in world social development: the social progress of nations, 1970-1987", Connecticut 1988. Samt revideret supplement 1992.  Bilag 2.)

Den økonomiske dynamik - "back to the basics".

Allerede Adam Smith (1723 – 1790) formulerede de økonomiske grundbegreber, som nutidens økonomiske forståelse hviler på. Et af disse begreber, merværdi, kan defineres som den værdi, der opstår, når en arbejdsgiver mere effektivt beskæftiger en arbejdstager, end denne selv ville være i stand til, idet arbejdstageren pr definition modtager den løn, der muliggør en reproduktion af hans arbejdskraft i bredeste forstand. David Ricardo (1772 - 1823.) formulerede begrebet ekstra merværdi, der kan defineres som den ekstra værdi, en individuel arbejdsgiver er i stand til at opnå, såfremt og så længe han er teknologisk foran sine konkurrenter.

Den væsentligste forskel mellem den marx'ke og den neo-klassiske forståelse af merværdibegrebet ligger i, hvem merværdien tilhører. Medens den neo-klassiske tradition tager udgangspunkt i Ricardos "Iron law of wages" og fastholder, at merværdien tilhører arbejdsgiveren, idet arbejdstageren jo i lønnen får sine reproduktionsomkostninger dækket, og den marx'ke tradition hævder, at merværdien burde tilfalde arbejdstagerne, så er virkeligheden kort udtrykt den, at merværdien ikke på forhånd tilhører nogen af parterne. Det politiske og fagpolitiske spil i det vareproducerende kapitalistiske samfund drejer sig netop om, hvor stor en andel der skal tilfalde arbejdsgiveren og hvor stor en andel der skal tilfalde samfundet og arbejdstagerne.

På basis af merværdibegrebet udvikledes såvel den marx'ke som den neo-klassiske økonomiforståelse. Såvel den marx'ke som den neo-klassiske økonomiske forståelsesmodel munder beklageligvis ud i en forudsigelse af og forventning til, at profitraten falder og den kapitalistiske økonomi derfor nødvendigvis må kollapse. Det er imidlertid med kapitalismen som med humlebiens flyveegenskaber: Den fungerer på trods af de teoretiske forudsigelser om det modsatte! Når det er tilfældet, er det indlysende, at der må være noget, der mangler i de teoretiske grundantagelser indenfor såvel den marx'ke økonomiforståelse som indenfor den neo-klassiske økonomiforståelse.

I de sidste 12 år er der indenfor den neo-klassiske tradition gjort forsøg på at forklare denne uforudsete vækst. Forsøgene har sin oprindelse i følgende arbejde: (Paul Romer: "Dynamic Competitive Equilibria with Externalities, Increasing Returns and Unbounded Growth", University af Chicago 1983). Disse nye neo-klassiske teorielementer, der forsøger at forklare den viden-relaterede udvikling, giver imidlertid ikke en dybtgående forståelse af den involverede mekanisme.

I "Kapitalen"s første bind redegør Marx for de ovennævnte begreber merværdi og ekstra merværdi; men ligesom Ricardo nøjes Marx med at definere ekstra merværdi-begrebet, og han bruger mindre end 5 sider af de i alt 2.824 sider (i den danske udgave) på ekstra merværdi-begrebet, medens han i resten af værket målrettet udfolder konsekvenserne af merværdi-begrebet. Årsagen til denne mildest talt skæve fokuseren må formodes at være, at den teknologiske udvikling gik forholdsvis langsomt på Marxes tid, og at Marx især fokuserede på forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. Marx nøjedes med at konstatere, at en arbejdsgiver, der var teknologisk forud for sine konkurrenter, var i stand til at sælge varen lidt billigere end konkurrenterne og således opnå såvel en større markedsandel som en større fortjeneste pr enhed. Marx konstaterede imidlertid også, at der var tale om et isoleret forhold, som kun varede, så længe den pågældende arbejdsgiver var i stand til at opretholde sit teknologiske forspring. Så snart de øvrige fabrikanter nåede op på det samme niveau, elimineredes ekstra merværdien. Der var således efter Marxes mening tale om et forbigående fænomen, som kunne være af stor betydning for den enkelte fabrikants succes, men som havde begrænset betydning for økonomien som helhed! Det, Marx overså, og som alle siden da har overset, er, at et teknologiske forspring, som betyder succes og massiv vækst for den enkelte fabrikant i en national økonomi, naturligvis også vil betyde succes og massiv vækst for det enkelte land, der er teknologisk foran de andre lande i en global økonomi, eller for den gruppe lande (OECD-landene), der er teknologisk førende i dag! Der er således ikke tale om, at hverken Marxes analyse i "Kapitalen" eller de grundlæggende  neo-klassiske teorier er decideret forkerte; de beskriver imidlertid kun halvdelen af sandheden. En dynamisk forståelse af økonomien må nødvendigvis indeholde en beskrivelse af såvel merværdi-begrebets dynamik som ekstra merværdi-begrebets dynamik.

Det dynamiske samspil mellem merværdien og ekstra merværdien kan beskrives på følgende måde: Hvis nationale økonomier på samme teknologiske niveau konkurrerer med hinanden (altså hvor ekstra merværdi raten er nogenlunde ens), er det lønningernes størrelse, der afgør, hvem der vinder. Følgelig er billig arbejdskraft af afgørende betydning, og en reduktion af arbejdslønnen vil resultere i en hurtig og konkret konkurrencemæssig fordel. På den anden side vil adgang til rigelig billig arbejdskraft fjerne den enkelte fabrikants motivation til at introducere ny teknologi. Den indlysende løsning i en konkurrencesituation vil nemlig være at øge presset på arbejdsstyrken, enten ved at presse lønningerne yderligere eller ved at presse til større individuel produktivitet gennem trusler om afskedigelse, og den letteste og billigste løsning på et kapacitetsproblem vil være at beskæftige flere arbejdere, f.eks. i flere skift. Medens arbejdskraften blot skal aflønnes for sin umiddelbare indsats, er investeringer i ny teknologi kapital krævende og skal forrentes fra det øjeblik, investeringen er foretaget. Det kan tage år, før en sådan investering giver overskud, og der er ingen garanti for, at den nogen sinde gør det! Følgen er, at en arbejdsgiver, der har valget mellem billig brugbar arbejdskraft og ny teknologi, altid vil vælge den billige arbejdskraft.

At lønmæssigt eller lovgivningsmæssigt pres på producenterne direkte kan føre til innovative forbedringer videner resultaterne af den nye danske miljølovgivning om. Stillet over for forøgede energiskatter, spildevandsafgifter m.m., er det forbavsende hvor hurtigt og effektivt industrien formår at redusere disse nye udgifter gennem tekniske forbedringer. Det sidste eksempel (oktober 1995) var Danisco`s 90% reduktion af vandforbruget ved fremstilling af sukker.

Bevæger vi os fra situationen med rigelig tilgang af billig arbejdskraft til en situation, hvor de politiske og de fagpolitiske forhold bevirker, at en del af merværdien tages fra arbejdsgiveren i form af skatter og den andel af lønningerne, der ligger over reproduktionsniveauet, kan vi konstatere, at arbejdsgiveren får et lavere afkast end konkurrenterne i lande med lavere lønniveau og skatter. For at kompensere for det lavere afkast må arbejdsgiveren følgelig for enhver pris reducere lønomkostningerne pr enhed, og da det er umuligt at presse lønnen eller slippe for skatterne, er den eneste vej ud af den negative konkurrencemæssige situation at indføre arbejdskraftbesparende teknologi. Såfremt skatte- og løntrykket er gradvist, moderat og forudsigeligt, vil det i de fleste tilfælde være muligt for arbejdsgiverne at tage udfordringen op, overvinde vanskelighederne ved at indføre arbejdsbesparende teknologi og således supplere den reducerede merværdi med ekstra merværdi og derigennem opnå det samme afkast som de udenlandske konkurrenter. Det, der for den enkelte arbejdsgiver må opleves som et ekstra pres, udmønter sig således yderst positivt for den samlede nationale økonomi. Hvor den samlede nationale økonomi før kun blev forøget med merværdien, bliver denne nu suppleret med en ekstra merværdi svarende til den del af merværdien, som staten og arbejdstagerne har tilegnet sig. Denne ekstra økonomiske tilvækst (som altså er tilfaldet staten og de enkelte arbejdstagere) udmønter sig først og fremmest i forbedret infrastruktur og højere levestandard, uddannelse m.m., forhold som kun på langt sigt lader sig observere og måle som positive konkurrenceparametre.

Historien har klart demonstreret, at ejere af kapital primært er fokuseret på at opnå det størst mulige afkast af samme, og da forsøget herpå sker i skarp konkurrence med andre, vil kapitalejeres perspektiv i det store og hele være indsnævret til den umiddelbare konkurrencesituation. Helt anderledes forholder det sig med såvel staten som med arbejdstagerne. Deres del af merværdien vil blive brugt til at udvikle samfundet som helhed, og som allerede Ricardo konstaterede: "It is when the market price of labour exceeds its natural price that the condition of the labourer is flourishing and happy, that he has it in his power to command a greater proportion of the necessaries and enjoyments of life, and therefore to rear a healthy and numerous family" (ed. Pierro Staffa, "The Works and Correspondance of David Ricardo", Cambridge 1951. Side 95). Det, Ricardo ikke fik med, var, at en sådan levestandardsforbedring også resulterer i en kvalitativ forbedring af arbejdskraften, resulterende i at arbejdskraften bliver i stand til at finde på nye arbejdsbesparende tiltag og i stand til at betjene disse. Tværtimod formulerede Ricardo sin ”Iron law of wages” hvori han tager det for givet, at der altid (blandt andet på grund af manglende mulighed for fødselskontrol) vil forefindes et pjalteproletariat hvorved de laveste reproduktionsomkostninger bliver fastholdt.

                                                                                                          

En anden mekanisme, som i endnu højere grad end lønpres eller erhvervsskatter forstærker den ekstra merværdi skabende proces, er valutarisk revaluering. Ved en revaluering hæves lønningerne i relation til udlandet, hvilket motiverer til reduktion af lønomkostningerne samtidig med at lån af udenlandsk kapital og import af ny teknologi billiggøres. Dette forhold forklarer hvorfor  lande med revluerede valutaer og de deraf følgende høje lønniveauer som Schweiz, Tyskland og Holland har kunnet fastholde og forbedre deres position i forhold til den globale økonomi.

På basis af den ovenfor beskrevne forståelse er det indlysende, at selv om lavere lønninger giver en umiddelbar og kontant konkurrencemæssig fordel, vil det på længere sigt hæmme udviklingen af et lands samlede økonomi og infrastruktur.

At reducere arbejdsløsheden ved at etablere subsidierede indslusningsstillinger eller ved at etablere subsidierede lavteknologiske job i servicefagene er således direkte destruktivt for den økonomiske og samfundsmæssige dynamik.

I ”Science, History and the Future” har jeg for flere år siden formuleret konsekvensen af det ovenstående som følger:

"In the light of this model it is easy to understand that the easy access to plentiful cheap labour in the USA causes the average American company to technically fall behind corresponding companies in Northern Europe. For even though unemployment in Northern Europe may be greater, wage levels are artificially maintained for political and organizational reasons, and the generally higher wage level forces North European companies to innovate themselves out of the immediately unfavorable competitive situation. Between the highest-salaried industrial nations and the lowest-salaried third-world countries the comparison would be even more glaring."(bilag 1. Side 112.)

Som det fremgår, er citatet et postulat - eller en forudsigelse om man vil - baseret på den ovenfor beskrevne forståelse. Hvis forståelsen af et fænomen er nået op på det Deduktiv-videnskabelige niveau, bør den kunne bekræftes af empiriske observationer. Da jeg formulerede ovenstående citat, havde jeg ikke mulighed for at få be- eller afkræftet forudsigelsen, men måtte nøjes med at henvise til den gradvise devaluering af den amerikanske dollar i forhold til tyske mark og danske kroner;  i IMF's sidste World Economic Outlook (maj 1995, side 33.) kom imidlertid den direkte bekræftelse. Som det fremgår af graf 1 og 2 nedenfor, har udviklingen i EU og USA været ens, medens graf 3 viser, at det gennemsnitlige forhold mellem kapital og lønarbejde i USA har udviklet sig mindre end halvt så meget som i EU! Hvad der ikke fremgår af graferne, men som også er af største relevans og som man ud fra umiddelbare observationer kan formode, er, at det gennemsnitlige uddannelsesniveau og den infrastrukturelle udvikling har haft et tilsvarende forløb og et tilsvarende forhold som graf 3.

For at markere den radikale og epokegørende forskel mellem ovennævnte forståelse af den økonomiske dynamik og den herskende forståelse har jeg nedenfor også gengivet teksten, som ledsagede de nævnte grafer i The Economist. Læseren kan så direkte sammenligne og vurdere de to forståelsesmæssige standpunkter. (Den egentlige IMF rapport tekst er vedlagt som bilag 3.)

A chart-breaking affair

Many European politicians and economists still stubbornly reject the notion that Europ's high unemployment is caused by its rigid labour markets. Instead they blame the depressed demand and insufficient investment. But the three charts below, taken from the IMF's latest World Economic Outlook, tell a different tale.

     Chart 1 shows that since 1970 real GDP has increased by just as much in the European Union (EU) as in America. Chart 2 shows that Europ's capital stock has actually grown slightly faster than America's over the same period. Thus insufficient demand and shortage of capital are hardly to blame for Europ's dismalemployment record. Although the number of jobs in America has increased by 60% since 1970, European employment 

has stagnated. As a result, the EU's unemployment rate (11%) is now roughly double America's; at the start of the 1970s ot was barely half the American rate.

 

A more plausible explanation of the jobs gab lies in the different type of investment in the two regions. In Europe this has been mainly capital "deepening"; the amount of capital employed per worker has risen sharply (see chart 3). With higher capital per worker, European output was boosted more by increased labour productivity than by higher employment. In contrast the modest encrease in America's capital-labour ratio suggests that more of its investment was capital "widening"-it expanded capacity, rather than raising the capital-intensity of production.

     Why has European investment taken a different form from that in America.  Firms' investment decisions reflect many factors, but it is likely that Europ's rapid real wage growth (since 1970 real wages in the EU has encreased by almost 60%, compared with only 15% in America) and rigid labour markets have encouraged capital-deepening investment which, in effect, substitutes capital for workers. America's relatively flexible labour markets have given firms less incentive to swap workers for machines.

     Measures to encourage higher investment in Europe would thus have little effect on unemployment unless they were accompanied by reforms to reduce the cost and increase the flexibility of labour. Only such measures will encourage the type of investment that is consistent with higher employment. This prescription may sound all too familiar; but that does not make it any less urgent.                         The Economist, may 20th 1995.

Udviklingen i slutningen af 1990 har ført til en økonomisk situation i USA som tilsyneladende modsiger mit standpunkt. De økonomiske data er imidlertid så mangelfulde, at jeg finder det rigtigt at fastholde mit standpunkt. Det forhold som er medvirkende til at forskyde det billede som jeg formodede (fra 1996 og fremefter) ville blive stedse tydeligere er at USA har haft et massivt inflow af kapital hvorved den økonomiske vækst har kunnet fortsætte. Denne bobleøkonomi, som allerede har fundet sted i såvel Europæiske lande (f.eks. Sverige), i Japan og i ”de små drager” i fjernøsten, giver nøjagtigt det indtryk som nutidens (medio år 2000) økonomi i USA giver. USA’s enorme batalingsbalance underskud ignoreres fortsat, og ”opsvinget har nu varet så længe, at mange er tilbøjelig til at ignorere alle faresignalerne og i stedet tale om en ”new economy”, der til trods for alle fanfarer endnu ikke har givet positive bundlinie resultater! 

Danmark, fortid og nutid.

Når vi skal forstå Danmarks nuværende stilling og fremtidige muligheder, er det vigtigt at have overblik over, hvilke historiske faktorer der har bragt os i vor nuværende position.

Overgangen fra det feudal-agrare samfund til det vareproducerende samfund kom senere i Danmark end i Frankrig og især England. De første symptomer på denne forandring var en spirende tendens til større mobilitet for landbefolkningens vedkommende. Denne tendens skadede godsejernes position, og den blev derfor søgt stoppet gennem stavnsbåndets indførelse i 1733 med senere stramninger i 1746 og 1764. Årsagen til disse forandringer var en udvikloing der havde øget de handelsmæssige muligheder og dermed også givet større mobilitet for befolkningen.

Englands industrielle revolution og stærkt øgede udenrigshandel havde ført til tvangsfjernelse af store dele af landbefolkningen fra godsernes jorder. Jorder som efterfølgende især blev brugt til græsning af får, idet uld var en af industriens hovedressourcer. Den pågældende udvikling mødte naturligvis modstand fra landbefolkningens side; men da der i byerne fandtes alternative, om end pauvre, subsistensmuligheder, lykkedes det ikke at samle og organisere modstanden tilstrækkeligt til at stoppe den pågældende udvikling.

De øgede handelsmæssige muligheder i Danmark, især i form af eksport af korn, fik de progressive kræfter indenfor adlen til at indse nødvendigheden af en omstrukturering af den feudale produktionsstruktur. Modsat udviklingen i England, som var baseret på produktion og eksport af manufaktur/industriprodukter, aktiviteter der kunne absorbere den del af landbefolkningen, som godsejerne ønskede fjernet fra sine jorder, fandtes der i Danmark ikke tilsvarende muligheder for alternativ beskæftigelse af landbefolkningen. Omstruktureringen af landbruget i Danmark kom derfor til at udvikle sig ganske anderledes end i England. Det endelige udfald af de forskellige landboreformer i 1700-tallet blev, at godsernes effektivt drevne hovedgårdsjordbrug blev forøget en smule i forhold til tiden før reformerne, og det fælles drevne og landsby-strukturerede bøndergods blev totalt omlagt til selvstændige produktionsenheder. Dermed var vejen omkring 1815 banet for etablering af et decideret markedsorienteret landbrug. Denne udvikling nåede heldigvis at slå igennem, medens den generelle europæiske højkonjunktur varede og inden en 10-årig økonomisk kriseperiode satte ind i 1818. Etablering af bøndergodset som selvstændige produktionsenheder fremmede effektiviseringen og specialiseringen, hvilket medførte øget handel og fremvækst af følgeindustrier, hvilket yderligere satte gang i udviklingen. Efter den økonomiske krise fulgte over 40 års højkonjunktur for landbruget, baseret på forøget udenlandsk efterspørgsel efter danske landbrugsprodukter, og den danske landbrugsproduktion fordobledes i denne periode. Medens eksporten hidtil hovedsagelig havde bestået af korn, blev det gradvis mere fordelagtigt at lade det danske korn passere gennem dyrene, da eksporten af animalske produkter viste sig mere rentabel. Den hidtidige udvikling var sket i forståelse mellem bondebefolkningen og centraladministrationen/den enevældige kongemagt. Denne udvikling havde hurtigt hævet bøndernes oplysningsniveau og økonomiske betydning, og i 1840erne blev bondestandens politiske krav så slagkraftige og omfattende, at det førte til et brud mellem den enevældige kongemagt og bønderne, hvilket mundede ud i den første demokratiske grundlov, juni-grundloven 1849.

Den næste krise satte ind i 1877. Denne krise var afstedkommet af de nye effektive transportmidler: jernbaner og dampskibe. Dermed blev den europæiske kornproduktion udsat for sønderlemmende konkurrence fra de store østeuropæiske steppeområder og fra de amerikanske prærier. Medens svaret på denne krisetilstand for de store nationers vedkommende blev skrappe toldsatser og beskyttelse af den indenlandske kornproduktion, var noget sådant ikke økonomisk muligt for Danmarks vedkommende. Følgen blev, at landbruget blev tvunget til en radikal omlægning. En sådan omlægning var mulig, idet overgangen til animalsk produktion allerede så småt var påbegyndt. Heldet ville ydermere, at centrifugen blev opfundet i 1878, hvorved effektiviteten ved mejeribrug blev drastisk forøget, og med den følgende etablering af andelsmejerier over hele landet var vejen banet for landbruget som den dynamiske drivkraft i den gradvise industrialisering af Danmark.(Hovedkilde: Erling Olsen, "Danmarks økonomiske historie siden 1750", Gads forlag 1967.)

Sammenfattende kan det konstateres, at Danmark, ved overgangen fra det feudal-agrare samfund til det vareproducerende kapitalistiske samfund, nød godt af en lang række konstruktive sammenfald. Da udviklingen blev startet via korneksport og ikke via en indenlandsk industrialisering, førte det i Danmark til en bred velstandsstigning, bred folkeoplysning, ægte demokratisering og reel nedbrydning af klasseskel.

På baggrund af ovenstående er det muligt at uddrage det standpunkt, at demokratiets udviklingsgrad og graden af lighed i et samfund er direkte afhængig af graden af økonomisk lighed.

Sammenlignet med den ovenfor beskrevne udviklingsperiode er de sidste hundrede års udvikling af industrisamfundet frem til i dag farveløs og udramatisk. Det kan imidlertid konstateres, at Danmark, på trods af ringe størrelse og mangel på særlige industrielle forudsætninger, såsom råstoffer eller let tilgang til billig energi, har formået at udvikle sig til et af verdens højest udviklede lande, hvis ikke ligefrem til verdens højest udviklede land.

Hvis vi ikke skal forfalde til den primitive racistiske antagelse, at grunden til, at det er gået os så godt, er, at vi danskere bare er bedre end alle andre, så må der være dynamiske faktorer, der har forårsaget dette ret så specielle udviklingsforløb.

Årsagen til, at jeg har ofret plads på en kort gennemgang af Danmarks udvikling ved overgangen fra det feudale agrarsamfund til industrisamfundet, er, at de dynamiske forudsætninger for vort positive udviklingsforløb grundlagdes dengang.(Se også bilag 4.)

På grund af de ovennævnte historiske forløb blev udviklingen af den danske befolkning meget mere homogen end i de fleste lande, vi plejer at sammenligne os med. Bondestandens etablering som en succesrig og velstillet klasse førte til individuel og kollektiv skoling og udvikling af så godt som hele den danske befolkning. Oplysningsniveauet og modenhedsniveauet blev følgelig exceptionelt bredt og jævnt.

Det særlige kendetegn ved demokratiet er, at denne styreform baseres på hele befolkningens valg, altså et gennemsnit. Demokratiets udvikling stopper imidlertid ikke ved indførelse af demokrati, hvor hver borger har én stemme. Den yderligere udvikling af det repræsentative demokrati kommer til udtryk gennem borgernes specifikke valg af partier og enkeltpersoner. Hvis vælgerne er relativt uoplyste og primitive, vil de have svært ved at gennemskue såvel enkeltsager som den samlede samfundsmæssige situation. De vil følgelig være tilbøjelige til at stemme på partier og karismatiske politikere, der tilbyder unuancerede og simple løsninger på problemerne. Såfremt vælgerne bliver bedre uddannede og mere modne, kommer dette i det politiske liv til udtryk ved, at andre typer politikere bliver foretrukket. Det er da også karakteristisk, at de fleste politikere i Danmark i dag er forholdsvis farveløse og embedsmandsagtige, sammenlignet med tidligere generationer af politikere og politikere i andre, mindre udviklede lande som f.eks. Frankrig, USA og Tyskland. At politikerne er blevet fagpolitikere i stedet for farverige folkeforførere må anses for at være et udtryk for, at vælgerne ikke har behov for karismatiske faderskikkelser og bedre kan gennemskue manipulation, således at de i stedet foretrækker forholdsvis kedelige politikere, der forsøger at præstere relativt sobert politisk arbejde.

Befolkningens forholdsvis brede og jævne udviklings- og modenhedsniveau resulterede i en politisk og økonomisk udvikling, der i exceptionel grad fokuserede på økonomisk og social udjævning. Som det fremgår af afsnittet "Den økonomiske dynamik - "Back to the basics"", er konsekvensen af en sådan udvikling, hvor en større del af merværdien tilflyder samfundet og arbejdstagerne, at der foruden merværdien også genereres ekstra merværdi. Der er tale om en selvforstærkende dynamisk effekt, idet den del af merværdien, der tilfalder samfundet og arbejdstagerne, i vid udstrækning bruges til at højne det samfundsmæssige niveau, sundheden, uddannelsesniveauet og infrastrukturen, herunder veje, elektricitet, kommunikation o.s.v.. Virksomheder i det mere avancerede samfund vil have bedre muligheder for at udvikle og implementere mere avanceret, arbejdsbesparende teknologi, som arbejdstagerne vil være bedre i stand til at betjene o.s.v..

Af ideologiske grunde, ønsket om og viljen til lighed, har Danmark altså uden egentlig erkendelse af den reelle økonomiske dynamik gjort det historisk og nationaløkonomisk set helt rigtige. På trods af de økonomiske teoriers påstand om, at den økonomiske konkurrencedygtighed kun kan opretholdes, hvis lønniveauet er konkurrencedygtigt med udlandets, har Danmarks industrielle og økonomiske udvikling fulgt den stik modsatte kurs. Et højere lønniveau end udlandets, hvilket i teorien skulle have ført til økonomisk ruin, har i praksis, på trods af et lille hjemmemarked og mangel på naturressourcer, ført til et alsidigt og blomstrende kapitalistisk velfærdssamfund!

Demokratiets dynamik og det internationale samarbejde.

I ”Science, History and the Future” bruger jeg en del plads til at argumentere for, at den vareproducerende kategoris styreform ikke blot opstod som den form for repræsentativt demokrati, vi har i dag, men derimod principielt udvikler sig fra kongedømme/diktatur til oligarki og over forskellige former for selektiv stemmeret til dagens form for representativt demokrati. Det afgørende for denne udvikling har været, at styreformen passede til og afspejlede det pågældende samfunds udviklingsniveau og behov. Når dette ikke var tilfældet, skete der, som jeg kort har nævnt for Frankrigs, Tysklands og Ruslands vedkommende, tilbagefald til kejservælde/Führer/diktator.

Da vi fortsat erkendelsesmæssigt er bundet til den franske revolutions noget flydende maksimer om frihed, lighed og broderskab, er vi tilbøjelige til ret enøjet at tro på, at alle landes og regioners politiske problemer kan løses gennem indførelse af vores form for demokrati. Konsekvensen er desværre, at vi uforvarende medvirker til yderligere politiske og sociale ubalancer i de lande, der endnu ikke er modne til vores form for demokrati. (Her i år 2000 er Rusland et eklatant eksempel derpå.) I kontrast til denne vor ideologiske holdning kan det konstateres, at vi, når det virkelig har politiske og økonomiske konsekvenser for os selv, accepterer mere realistiske styringsstrukturer, som ikke opfylder de demokratiske idealer. FN har en generalforsamling, hvor hvert land har én stemme; men i praksis er generalforsamlingen blot en kransekagefigur til højtidelige lejligheder. De virkelige beslutninger tages af sikkerhedsrådet, hvor det er de stærke nationer med permanent sæde, der dominerer. EU har et parlament hvor tildelingen af pladser ikke er direkte knyttet til de forskellige medlemslandes befolkningstal, og rent bortset fra denne "unøjagtighed" er EU-parlamentets politiske betydning begrænset, da den virkelige magt ligger i ministerrådet og kommissionen. De nævnte styringsstrukturer er altså et miskmask, som imidlertid er opstået på basis af reelle underliggende dynamiske og magtmæssige forhold.

Det er vigtigt at erkende, at såfremt en nationalstat eller et internationalt samarbejde skal kunne udvikle sig rimeligt glidende og harmonisk, må den pågældende styringsstruktur afspejle den underliggende faktiske virkelighed. Med forståelse for, at demokratiet principielt og også reelt udvikler sig fra oligarki (sikkerhedsrådet og ministerrådet!) via selektive former for stemmeret frem til vor form for demokrati, er det også muligt at stipulere et koncept for en gradvis udvikling fra de nuværende internationale samarbejdsformer frem mod vor form for demokrati. Den pågældende formel er allerede implementeret i et par internationale organisationer hvor enorme økonomiske ressourcer gør det vigtigt, at magten og beslutningsprocessen afspejler de involverede parters engagement. Således stemmes der i Verdensbankens og IMF's styrende organer i forhold til de involverede landes investeringer i organisationen.

Skulle FN, eller en alternativ organisation til varetagelse af de samme typer opgaver, som FN har i dag, have en effektiv organisations- og styreform, der afspejlede de faktiske forhold, og som dynamisk kunne forandres i takt med verdenssamfundets udvikling, måtte medlemslandene betale et "kontingent", der stod i et fast forhold til det pågældende lands bruttonationalprodukt. Medlemslandene skulle derefter have stemmer svarende til det betalte kontingent, og kom de i restance, reduceredes deres antal stemmer svarende til restancen.

Majoriteten af den danske befolkning lader til at være utilbøjelige til at give EU-parlamentet meget større magt end det har i dag. De vil beholde ministerrådet og kommissionen som væsentlige politiske faktorer. Dette må antages at hænge sammen med en bevidst eller ubevidst fornemmelse af, at mange af de øvrige EU-lande er mindre udviklede og følgelig også har svagere og mere primitive demokratier som vi ikke ønsker at blive yderligere underlagt.

Såfremt den nuværende fordeling af parlamentspladser, som er sket på baggrund af politiske studehandler, skulle erstattes af en konsistent fordelingsnøgle, således at ministerrådet kunne afskaffes, skulle hvert land have tildelt et antal stemmer, som var sat i relation til landets bruttonationalprodukt. Dermed ville de højt udviklede lande med velfungerende demokratier få større stemmevægt end deres befolkningstal berettigede til. Stemmefordelingen ville blive som vist nedenfor. Den nuværende fordeling af parlamentspladser er vist uden parentes. Stemmefordelingen sat i forhold til brutto nationalprodukterne er vist med en parentes og stemmefordelingen sat i forhold til befolkningstallene er vist med dobbelt parantes:

Tyskland 99 (161) ((136)),   Frankrig 87 (112) ((98)),   Italien 87 (102) ((97)),   Storbritannien 87 (90) ((98)),   Spanien 64 (42) ((66)),   Holland 31 (27) ((26)),   Sverige 22 (21) ((15)),   Belgien 25 (18) ((17)),   Østrig 21 (16) ((13)),   Danmark 16 (12) ((9)),   Finland 16 (7) ((9)),   Portugal 25 (6) ((17)),   Grækenland 25 (6) ((18)),   Irland 15 (4) ((6)),   Luxemburg 6 (1) ((½!)). (Kilder: EU-parlamentet, "The Statesman's Year-book 1995-96" + egne interpolationer på grundlag af de opgivne data)

Som det fremgik af det historiske afsnit, er Danmarks udvikling i allerhøjeste grad afhængig af udenrigspolitiske forhold. Den danske velfærdsstats beståen og eventuelle udvikling er således tæt knyttet til udviklingen i resten af EU. Et åbent, dynamisk indre marked og politisk og militær tryghed er, hvad vi har været nødt til at vælge. Lidt polemisk kan man sige, at prisen for dette er, at vi alt andet lige bliver påvirket af lidt primitivere demokratiske tilstande, samt en stiltiende accept af, at vor velfærdsstat nødvendigvis vil komme til at udvikle sig i et noget langsommere tempo, så længe især de sydeuropæiske lande befinder sig på markant lavere udviklingsniveauer.

Da det økonomiske niveau og med det også bevidsthedsniveauet og demokratiet i Østeuropa i gennemsnit befinder sig på markant lavere niveauer end gennemsnittet i det nuværende EU, vil en fuld indlemming af disse lande resultere i en højredrejning af den samlede politiske struktur i EU, også selv om hvert enkelt af de pågældende østeuropæiske lande "kun" får stemmer til EU-parlamentet svarende til deres bruttonationalprodukt. En sådan stemmefordeling ud fra brutto national produktet vil svare til at Polen får ca. 18-19  pladser,  Czekiet ca. 7-8 pladser, Ungarn ca. 6 pladser og Slovakiet ca. 3 pladser. (beregningsgrundlag 1993 data Verdensbanken)

                                                                                                          

Da overgangen til en fjerde historiekategori ( mere herom senere) er presserende for vor konkurrencemæssige situation i forhold til Stillehavsregionen, vil en sådant politisk udvikling være yderst problematisk. Jeg må følgelig konkludere, at en EFTA-lignende associering af de østeuropæiske lande, indtil disse er mere udviklede, vil være at foretrække, da en sænkelse af EU's politiske og sociale niveau ellers kan forventes at få negative konsekvenser for EU og dermed også for velfærdssystemet i Danmark. Tages militærpolitiske forhold med i betragtning vil konklutionen formodentlig blive en anden.

Fra nutid til fremtid.

Betragtet som biologisk væsen har mennesket ikke forandret sig mærkbart op igennem historien; det har derimod menneskets instrumentelle muligheder.

Under jæger-kategorien adskilte mennesket sig blot fra den øvrige fauna ved at have udviklet våben/redskaber til at vriste subsistensmidlerne ud af den uberørte natur. Under den agrare kategori omformede mennesket målrettet det økologiske kredsløb efter egne behov, og for at dette kunne lade sig gøre måtte mennesket blive bofast, formå at holde regnskab med årstiderne og udvikle sine instrumentelle færdigheder yderligere. Det vareproducerende samfunds instrumentelle færdigheder og udnyttelsen af alle former for fysiske ressourcer på jorden har været afhængig af udviklingen af fysiske kommunikationsformer, land-, sø- og lufttransport, og især afhængig af etableringen og udviklingen af  markedsmekanismer via den sociale abstraktion penge. Det revolutionerende ved den sociale abstraktion penge er, at det bliver muligt at foretage en værdiansættelse af alle fysiske ting, og at en sådan værdiansættelse effektivt afbalancerer producenternes behov og interesser med konsumentens behov og interesser.

Den herskende forståelse af fremtidens samfund er dybest set en projicering af nutidens samfund over på evigheden. Der er bred forståelse for, at den nye informationsteknologi vil forandre vort samfund radikalt; men denne forandring forstås som en videreudvikling af det kapitalistiske samfund, hvor information blot er en ny kategori af varer.

Vanskeligheden ved at begribe, hvad de nye teknologiske muligheder vil bringe, kan bedst illustreres ved at drage en parallel til den forståelsesmæssige kløft, som er blevet observeret, hver gang opdagelsesrejsende og kolonisatorer er kommet i kontakt med samfund, der befandt sig på jæger-samlerniveauet eller på et tidligt agrart niveau. Selv om disse mennesker godt har kunnet bytte ting mod ting, et brugsværdibytte, har de haft særdeles vanskeligt ved at acceptere privat ejendomsret og abstraktionen penge. Mennesker i sådanne samfund kan naturligvis heller ikke forestille sig de radikale konsekvenser, den sociale abstraktion penge, udvikling af markeder og samfærdselsmidler har fået for vore samfund. Uden en høj grad af videnskabelig systematik og abstrakt forståelse vil vi, i vor nuværende situation, heller ikke være i stand til at erkende en fremtid, der er radikalt anderledes end vor egen nutid.

For at vi skal have mulighed for en realistisk fremtidsperspektivering, må vi for det første have en klar forståelse af såvel den historiske dynamik som den nutidige samfundsdynamik.

Der er bred enighed om, at det er informationsteknologien og den elektroniske kommunikation, der er fundamentet for de nye udviklingsmuligheder. For at forstå disse elementers rolle i en fjerde historiekategori, der må formodes at blive lige så forskellig fra vort nuværende samfund, som vort nuværende samfund er forskelligt fra det rene agrarsamfund, må vi først og fremmest holde os for øje, at omdrejningspunktet i vort nuværende samfund er produktion af fysiske genstande via den sociale abstraktion penge. For at denne udvikling overhovedet kunne udfolde sig, måtte der etableres og udvikles fysiske kommunikationsmuligheder.

"Den moderne informationsteknologiske revolution" kan splittes op i to separate elementer. Det ene element er kommunikationsdelen, som i en fjerde historiekategori må formodes at få samme funktion for ikke fysiske frembringelser, som vej-, sø-og lufttransport i dag har for fysiske produkter. Ligesom veje udvikledes i det agrare samfund for at optimere udnyttelsen af overskydende arbejdsprodukter i det ellers sluttede agrare konsumtionskredsløb, bliver den elektroniske kommunikation udviklet i vort nuværende vareproducerende samfund for at effektivisere og optimere udvekslingen og udnyttelsen af varer. Ganske som den fysiske samfærdsel og effektiviseringen af denne var forudsætningen for etableringen og udviklingen af det vareproducerende kapitalistiske samfund, er udviklingen af den elektroniske kommunikation ikke den nye produktivkraft i sig selv, men blot en forudsætning for etablering af en sådan ny produktivkraft. Eller sagt lidt anderledes. Ligesom samfærdsel mellem mennesker altid har været mulig, men en effektivisering af sådan samfærdsel har været afgørende for udviklingen af den vareproducerende kategori/det kapitalistiske samfund, har ikke-fysisk kommunikation også altid været mulig, men effektiviseringen af denne via de elektroniske kommunikationskanaler er forudsætningen for udfoldelsen af en helt ny samfundsdynamik.

Det andet element, der implicit er indlejret i begrebet "den moderne informationsteknologiske revolution", er det kommunikationsmæssige indhold, hvilket i dag forstås som "information". Som det fremgår af vedlagte artikel fra The Economist 27/5-1995 (Bilag 5.), er der en spirende erkendelse af, at begrebet "information" nødvendigvis må splittes op i flere bestanddele. Forfatteren af artiklen opererer med begreberne "knowledge" og "new knowledge"; men en mere præcis definition og differentiering vil være denne:

Information = Tilgængelig viden

Erkendelse =  Integreret information

Ideer           =  Ny erkendelse

Med denne opsplitning er det let at se, at formidling af information blot er et spørgsmål om "transport", medens formidling af erkendelse er et spørgsmål om både "modtagerens" evne til at erkende og "afsenderens" evne til at udforme informationen således, at erkendelsesprocessen lettes for "modtageren". Begge disse to delelementer af, hvad vi hidtil har forstået som "information", er i dag kommercielle produkter. Rå information sælges såvel i elektronisk form som i bogform, og erkendelse formidles og sælges i form af lærebøger, elektroniske kurser og andre former for uddannelsestilbud. Helt anderledes forholder det sig imidlertid med ideer/ny erkendelse. Der findes i dag ingen formaliserede mekanismer til formidling af ideer, og dette på trods af at ny erkendelse, som påpeget i afsnittet "Den økonomsike dynamik - "Back to the basics"", i realiteten er det element (grundlaget for ekstra merværdi), der har bragt den vestlige verden foran resten af verden såvel økonomisk som socialt. (Et eksemple på  et tilsvarende men aborteret samfundsøkonomisk udviklingsforløb (i  Kina under Song dynastiet (960-1279)) findes i bogen "The Pursuit of Power" af  William H. McNeill , Blackwell , Oxford 1983.

Ligesom fremstillingen af ting har fundet sted fra forhistorisk tid, er mennesket også, om end sjældnere, fremkommet med ny erkendelse/ideer. Det, der revolutionerede fremstillingen af ting, var udviklingen af fysiske udvekslingsmuligheder, veje og markeder. Fremstillingen af ting var i agrarsamfundet et vækstpotentiale i embryonisk form. På ganske samme måde bør vi i dag opfatte "produktionen" af ideer som et vækstpotentiale i embryonisk form. Men ganske som de feudale love og normer hæmmede videreudviklingen af den varemæssige produktion og udveksling, hæmmer vort nuværende samfunds love og normer den idemæssige udvikling.

Begrebet individuel ejendomsret er i allerhøjeste grad knyttet til vor nuværende samfundsform, men ligesom enkeltindividets individuelle ejendomsret var fremmed for såvel jægersamfundets mennesker som for agrarsamfundets slægts- og klanorienterede samfundsforståelse, er ejendomsret til abstrakte frembringelser/ideer fremmed for os. Det er karakteristisk for vore nuværende love og regler, at ideer overhovedet ikke lader sig beskytte. Det er først, når ideer er udformet til konkrete fysiske genstande eller til udspecificerede (kemiske eller elektroniske) processer, at disse lader sig beskytte via patentlovgivningen. Medens de til grund liggende ideer er genuine nyskabende præstationer, er udviklingen af patenterbare produkter derimod blot "håndværksmæssige" præstationer.

Den første forudsætning for etablering af den vareproducerende kategori, hvad enten det var i form af en bystat eller en nationalstat, var som sagt samfærdselsmuligheder, og den anden forudsætning var etablering af markedsmekanismer via den sociale konvention penge. På nuværende tidspunkt er den første forudsætning for udvikling af den fjerde historiekategori ved at blive etableret i form af den elektroniske dataformidling og bearbejdning. Den næste forudsætning for udvikling af ide-kategorien vil følgelig være etablering af markedsmekanismer for ideer via en social konvention, der muliggør en udveksling af ideer og som effektivt afspejler såvel ide-ophavsmandens interesser som ide-konsumentens interesser og behov.

Selv om der i dag gøres forsøg på at udvide patent- og ophavsretsbeskyttelse til også at dække idemæssige frembringelser, f.eks. EDB-programmer, er sådanne forsøg blot lappeløsninger, der mere hæmmer den udviklingsmæssige dynamik end fremmer den. Patent- og ophavsretsbeskyttelse er samfundsmæssigt vedtagne, tidsbegrænsede monopolrettigheder, som godt nok til en vis grad beskytter patentholderens interesser, men som samtidig, i patentets løbetid, virker hæmmende på videreudviklinger, som kunne gøres på basis af patentets idemæssige kerneelement. Eksempler på sådanne, samfundsmæssigt set negative effekter ses i dag særlig tydeligt indenfor softwarebranchen, hvor ophavs- og patentrettigheder konstant truer med at forvride udviklingen.

Da ideer i sig selv ikke lader sig beskytte i dag, idet patentbeskyttelse kun kan gives til afledte produkter udviklet på basis af sådanne ideer, står de kreative ideophavsmænd i en nærmest umulig situation. Hvad funktion og rettigheder angår, kan denne situation bedst sammenlignes med betingelserne for vikingernes søgående handelstogter. At sejle ud og bytte sine egne varer med andres var yderst risikabelt. Havde modparten flere krigere, end man selv var, risikerede man at få røvet alt, hvad man ejede, og måske miste livet i tilgift. En ideophavsmand må ud og præsentere sin ide for kapitalstærke firmaer, der vil være i stand til at omsætte ideen til patenterbare produkter, og det er beklageligvis mere reglen end undtagelsen, at ideophavsmændene kun får et ringe udbytte af deres ideer eller bliver decideret snydt (se bilag 6.), medens det firma, som udvikler et produkt på basis af ideen, i mange tilfælde tjener millioner, hvis ikke ligefrem milliarder. At monopole eller ophavsretsmæssige rettigheder til idemæssige frembringelser kan give store afkast, vidner Bill Gates' succes om. På under 20 år er han gået fra at være en relativ fattig student til at være verdens rigeste mand.(se også bilag 4.)

Hvis en ideophavsmand er ansat i et firma, får han foruden sin almindelige løn blot en symbolsk erkendtlighed for eventuelle brugbare ideer, og kræver han mere, som blandt andet artiklerne (bilag nr. 7, 8 og 9.) beskriver, risikerer han at blive afskediget. På trods af en vis eksisterende retsbeskyttelse resulterer påfølgende sagsanlæg ikke i en godtgørelse, der på nogen måde står i rimeligt forhold til firmaets udbytte af ideen. På grund af de indlysende urimelige vilkår for ideophavsmænd vælger mange af dem at risikere hjem og privatøkonomi i forsøg på selv at udvikle- og derved selv få udbytte af deres ideer. Sådanne "husmandsforsøg" ender beklageligvis oftest i økonomisk ruin, hvorefter mere kapitalstærke kræfter billigt kan overtage rettighederne og stryge hele fortjenesten.

Ligesom der fremstilledes brugsting i agrarsamfundet, men hvor produktionen af sådanne ting først eksploderede ved etablering af effektive markedsmekanismer og udvekslingsmuligheder samt lov og orden, bliver der naturligvis i dagens vareproducerende samfund udviklet ideer; men først når dynamiske udvekslingsmuligheder og markedsmekanismer, der specifikt egner sig til udveksling af ideer, er etableret, vil den idemæssige produktion kunne udvikle sig tilsvarende eksplosivt. Det kan være svært at fatte, at produktionen og udvekslingen af ideer skulle kunne overtage rollen som dominerende samfundsdynamisk faktor. Vi er så rodfæstede i det vareproducerende kapitalistiske produktions- og udvekslingssystem; men tørre tal taler deres tydelige sprog om den ikke-fysiske produktions tiltagende betydning især for de højt udviklede landes økonomier.(Bilag 10.) Efterhånden som handelssamkvemmet er effektiviseret og globaliseret, har de ny-industrialiserede lande fået den konkurrencemæssige fordel, hvad angår et lavere lønniveau i forhold til de gamle industrilande.("The East Asian Miracle", The World Bank, Wasington DC. 1993.) De ny-industrialiserede lande befinder sig fortsat i overgangsfasen fra den feudal-agrare samfundsform og kan således, i en til to generationer fremover, trække på de dynamiske effekter, der er forbundet med et sådant historiekategorialt skift.

Da hverken de nationale eller internationale juridiske strukturer på nogen effektiv måde beskytter erkendelsesmæssige frembringelser/intellektuel ejendom/ideer, må de gamle industrilande, hvis borgere og samfundsstruktur netop er i stand til at udvikle avancerede ideer og koncepter, magtesløse se på, at denne avancerede og for vore landes økonomi og sociale stabilitet alt afgørende ressource glider os af hænde og hurtigt og nærmest vederlagsfrit, via internationale selskaber, ender i de ny-industrialiserede lande. Den pågældende ideeksport kan naturligvis i et historisk perspektiv ses som en global udligningsfaktor.

Som beskrevet , blandt andet i afsnittet "Den økonomiske dynamik - "Back to the basics"", er det Danmarks og de øvrige gamle industrilandes evne til at udnytte ideer og generere ekstra merværdi, der har bragt os/dem teknologisk og samfundssocialt foran resten af verden. Medens sådanne ekstra merværdi skabende innovationer tidligere kunne fastholdes i de nationale økonomier i længere tid til gavn for beskæftigelsen og eksporten, har åbningen af de nationale økonomier og etableringen af et egentligt globalt marked på kort tid fjernet denne hidtidige defacto beskyttelsesmekanisme. Det der i disse år så pludseligt og voldsomt forandrer vore samfundsmæssige vilkår er ikke i sig selv den nye teknologi, men derimod den igangværende overgang fra lukkede nationale markeder til et åbent globalt marked. Medens det både er rimeligt og hensigtsmæssigt for alle parter i den globale økonomi, at markedet for fysiske varer globaliseres, er den manglende mulighed for effektiv beskyttelse af intellektuelle frembringelser en trussel mod den globale stabilitet, idet firmaernes globalisering og den nærmest vederlagsfrie eksport af ideer og know how udhuler de gamle industrilandes mulighed for at generere ekstra merværdi, og dermed udhules muligheden for at opretholde og udbygge disse landes komplekse infrastrukturer. Stagnation og eventuel økonomisk tilbagegang for de gamle industrilande vil resultere i social uro i disse lande, eventuelt mundende ud i krige.

 Skal de gamle industrilande ikke stagnere, men derimod fortsat kunne udvikle sig samfundsmæssigt, er det på høje tid, at der etableres et dynamisk udvekslingssystem for intellektuelle frembringelser/ideer. Kun et sådant dynamisk udvekslingssystem, og de dertil hørende juridiske og politiske strukturer, vil nemlig kunne sikre, at de personer og de lande der frembringer den kreative nytænkning/ideer, også høster udbyttet deraf.

Som tidligere nævnt egner de samfundsmæssigt vedtagne markedsmekanismer for udveksling af fysiske varer sig ikke for dynamisk udveksling af ideer. Problemet er, at medens den markedsmæssige udvekslingsmekanisme for fysiske varer "blot" skal reflektere den pågældende vares værdi i udvekslingsøjeblikket, må en dynamisk udvekslingsmekanisme for ideer nødvendigvis sikre ideophavsmandens/ideophavslandets interesser ved den fremtidige udnyttelse af ideen.

I ”Science, History and the Future” (Side 138 - 144.) er en sådan dynamisk udvekslingsstruktur for ny erkendelse/ideer beskrevet. Det væsentlige i denne sammenhæng er imidlertid at erkende karakteren af den fremtidige samfundsmæssige dynamik og derigennem også karakteren af de udfordringer, vi allerede i dag er konfronteret med.

Danmark.

Da Danmark gik fra den feudal-agrare struktur over i den vareproducerende struktur, var vi relativt sent udviklede, og vi kunne derfor støtte os til de andre industrilandes erfaringer. I dag er Danmark i den heldige, men også vanskelige situation, at vi er et af de højest udviklede lande i verden. Dette giver os en yderst positiv udgangsposition; men såfremt vi skal kunne udnytte denne, kræver det, at vi er modne til og indstillede på at foretage lige så drastiske og vidtrækkende forandringer som dem, der foretoges ved landets overgang fra den feudale samfundsstrukturering til den nuværende vareproducerende samfundsstruktur.

Såvel Danmarks som de øvrige gamle industrilandes langsommere økonomiske vækst siden halvfjerdserne, og de ny-industrialiserede landes høje vækstrater, taler deres tydelige sprog om, at vi og de øvrige gamle industrilande taber terræn, og at det varekategoriale vækstcentrum (på trods af midlertidige tilbagefald) er ved at flytte fra den nordatlantiske region til Stillehavsregionen.(se "The East Asean Miracle".)

 Med lav vækst eller ligefrem stagnation og den samme produktions- og samfundsdynamik som hidtil vil den sociale balance og velfærdssamfundet i Danmark gradvist blive undermineret, blandt andet fordi vi også under sådanne vilkår vil være tæt knyttet til de øvrige EU-lande med deres gennemsnitligt lavere niveau. Uden udsigt til samfundssocial vækst vil den individuelle motivation for socialt samarbejde blive svækket og den individuelle optimeringstrang, der i så fald ikke vil kunne få ordentligt afløb indenfor den formaliserede samfundsdynamiske struktur, vil søge alternative udfoldelsesmuligheder såsom korruption, sort arbejde, øgede "gør det selv"-aktiviteter og andre tiltag som det ikke er muligt at gribe effektivt regulerende og udlignende ind i.

Fra anden verdenskrigs afslutning og til begyndelsen af halvfjerdserne var den samfundsmæssige ideologi baseret på ekspansion og økonomisk vækst. Oliekrisen i begyndelsen af halvfjerdserne og den efterfølgende lavere vækstrate har ført til en ny samfundsmæssig ideologi, hvor idealet er et ligevægtssamfund i økologisk balance. Med de nuværende samfunds- og produktionsformer er den gamle og den ny ideologi modsætninger. Hvis man imidlertid forestiller sig et samfund, hvor den dynamiske og økonomiske drivkraft er generering og udveksling af ideer/ny erkendelse, vil samfundsmæssig udvikling ikke komme til at stå i noget modsætningsforhold til ønsket om et ligevægtssamfund i økologisk balance. Det centrale ved et samfund, hvor udveksling af nye ideer er drivkraften, er netop, at sådan ny erkendelse vil blive brugt til at effektivisere og forfine samfundet på snart sagt alle områder, og samfundsmæssig udvikling kan dermed opnås samtidig med ressourcemæssig ligevægt og økologisk balance.

Da det samfundsmæssige niveau er afgørende for såvel det kollektive som det individuelle bevidstheds- og modenhedsniveau, vil et sådant mere avanceret og forfinet samfund medføre en højnelse af det generelle bevidstheds- og modenhedsniveau. Et af de karakteristiske træk ved større individuel modenhed er, at behovet for personlig tilfredsstillelse ændres fra fokus på materiel tilfredsstillelse til intellektuel og psykologisk tilfredsstillelse. Et mere avanceret samfund med mere avancerede borgere fører følgelig ikke nødvendigvis til et mere forbrugende samfund, snarere tværtimod.

Så længe og i den udstrækning den samfundsmæssige dynamik er baseret på produktion og udveksling af fysiske varer, vil teknologiske fremskridt og øget beskæftigelse i det store og hele være hinandens modsætninger, idet produktion på basis af den mere arbejdskraftintensive teknologi fortsat vil flytte til de nyindustrialiserede lande. I den udstrækning den samfundsmæssige dynamik bliver baseret på intellektuel produktion og udveksling, vil teknologiske fremskridt imidlertid medføre øget beskæftigelse, da vi fortsat hører til avantgarden indenfor disse områder. Også indenfor produktion af intellektuelle ydelser vil teknologiske fremskridt naturligvis medføre arbejdsbesparende rationaliseringer; men fordi teknologiske fremskridt vil fremme denne form for produktion, som i al overskuelig fremtid vil have et drastisk vækstpotentiale, vil teknologiske fremskridt indenfor denne sektor fortsat kunne føre til øget beskæftigelse. Hvis vi ikke får etableret den fjerde historiekategori/ide-kategorien, vil den intellektuelle produktion imidlertid også i accelererende tempo blive overført til de ny-industrialiserede lande, efterhånden som deres samfund og borgere udvikles.(Bilag 11.)

Da Danmark som sagt er i den heldige situation, at vi er et af verdens mest udviklede lande, vil det være muligt for os at udnytte denne udgangsposition til at fremme overgangen til den fjerde historiekategoris nye samfundsstruktur. En sådan mere forfinet samfundsstruktur er i allerhøjeste grad sart, ikke blot fysisk sårbar og sart, men også psykologisk sart. Det er følgelig af afgørende betydning, at bestræbelserne på at hæve niveauet for de dårligst fungerende medborgere intensiveres, og at alle midler tages i brug for at reducere struktur-arbejdsløsheden via videreuddannelser. Målet med en sådan indsats er ikke kun at få aktiveret de pågældende borgere erhvervsmæssigt, men først og fremmest at  få dem til at fungere bedre samfundsmæssigt.  

I stedet for at anskue social udjævning som målet for et menneskeligt og humant livssyn er det på tide, at vi indser, at det at hjælpe de dårligst fungerende først og fremmest er i vor egen interesse, idet dårligt fungerende borgere er en alvorlig hæmsko for den samfundsmæssige dynamik og udvikling. Da de færreste af os endnu er så modne, at vi altruistisk giver store dele af vor indtægter til vor "næste", vil den beskrevne mere egen-interesse orienterede indfaldsvinkel forhåbentlig motivere til en øget social udjævning, ikke primært for at fremme social retfærdighed, men derimod for at hæve de dårligst fungerende borgere op på et niveau, hvor de er velfungerende og således ikke virker bremsende på samfundsudviklingen.

Da udligning således ikke er det direkte formål med indsatsen - men formålet derimod er en generel højnelse af samfundsniveauet - vil det være muligt at opstille mindre følelsesladede og mere specifikke og målrettede kriterier for indsatsen.

                                                                                                          

Når borgere er dårligt fungerende, er det kun i begrænset omfang af fysiske årsager, og i disse tilfælde er samfundssystemet allerede i dag i det store og hele gearet til at assistere. I de allerfleste tilfælde, hvor borgere ikke er i stand til at udfylde en meningsfuld og produktiv plads i samfundet, er det af psykologiske og uddannelsesmæssige årsager. Har et menneske dybe psykologiske problemer heriblandt manglende selvværd og indlæringsblokeringer, nytter alverdens uddannelses- og beskæftigelsestilbud ikke. Sådanne forsøg vil blot føre til fornyede nederlag for de pågældende personer. Følgelig er det vigtigt med en forøget opmærksomhed og indsats for at afhjælpe psykiske problemer, hvilket i aller højeste grad er muligt, såfremt den samfundsmæssige viljen og forståelse er til stede.

Da målet er at højne samfundsniveauet, bør den samfundsmæssige indsats aldrig være passiv støtte; indsatsen bør derimod tage sigte på at motivere de pågældende borgere ved at appellere til deres individuelle optimeringstrang gennem belønning af opnåede delmål.

Da uddannelse primært bør ses som et afgørende samfundsmæssigt element og ikke som et individuelt problem, bør samfundet i så høj grad som muligt fremme og effektivisere uddannelsessektoren. Den ideologiske fokus bør ændres fra, at det er enkeltindividets ansvar at få en uddannelse, til, at det er samfundets ansvar og udfordring at tilrettelægge skoling, uddannelse og økonomsike perspektiver på en sådan måde, at alle ender med at have samfundsrelevante kundskaber.

Da den fremtidige konkurrenceparameter vil være kreative præstationer, er det centralt, at befolkningen sikres de bedste forudsætninger for udvikling af kreativitet. Når det drejer sig om udvikling af kreativitet, er individets alder omvendt proportional med påvirkningens betydning. Det vil sige, at den tidlige barndom er den mest betydningsfulde. Konsekvensen er, at det er i samfundets interesse at sikre små børn optimale opvækstvilkår. Såfremt lønningerne indenfor de forskellige pasnings- og undervisningsinstanser skulle reflektere deres betydning for udviklingen af intellektet og ikke mindst kreativiteten, burde spædbarnspleje og børnehavepædagogik lønnes højest og universitetsundervisning lavest. En sådan lønmæssig omlægning er nok ikke realistisk; men en økonomisk og holdningsmæssig opprioritering af plejen og undervisningen af de mindste børn vil være af stor betydning for vor fremtidige konkurrencedygtighed.

Medens en regulering og oprustning af borgernes udviklings- og uddannelsesmuligheder er et projekt, der først på længere sigt vil udkrystallisere sig som en konkurrencemæssig fordel, findes der en række tiltag, som i dag direkte kan fremme udviklingen af "informationssamfundet" hen imod overgangen til "idesamfundet". Den mest oplagte og i dag mest presserende er den elektroniske dataformidling. Denne vil få samme betydning for idesamfundet som stier, veje, land-, sø- og lufttransport har haft for udfoldelsen af det varekategoriale/kapitalistiske samfund. Konsekvensen af denne indsigt må være, at brug af elektroniske transmissionslinier bør være gratis, ligesom landets vejnet i dag er gratis. Gratis elektroniske transmissionslinier vil i allerhøjeste grad fremme udviklingen af "informationssamfundet", især når man tager i betragtning, at det er de kreative enkeltindivider, der skal have mulighed for at udvikle og kommunikere deres ideer. Ligesom land-, sø- og lufttransport er ydelser, der udbydes i fri konkurrence, men som sikkerheds- og kvalitetsmæssigt overvåges af samfundet, bør elektroniske serviceydelser også fungere i fri konkurrence, men med offentlig overvågning af kvalitet og sikkerhed.

Den private ejendomsret i vort nuværende samfund er sikret i alle ender og kanter, og privatlivets ukrænkelighed kan kun brydes i tilfælde af åbenlys kriminalitet. Det er tilsvarende en uomgængelig og presserende nødvendighed, at eksklusiviteten ved elektronisk datatransmission sikres gennem legalisering og opbygning af et lands/EU/verdensdækkende krypteringssystem med offentlige og private "nøgler". Da der i mindre demokratiske lande end Danmark er stor modstand mod at slippe den umiddelbare mulighed for, at det offentlige (efterretningsvæsnerne) kan kontrollere alt og alle, er det vigtigt, at Danmark m.fl. går foran for at demonstrere, at et sådant system kan fungere uden de store kriminalitetsmæssige omkostninger.

Udviklingen af mere komplekse og avancerede sociale strukturer har altid også medført social regulering og kontrol for at sikre, at de fælles vedtagne spilleregler overholdes. Ethvert potent instrument har både negative og positive anvendelsesmuligheder. At det er tilfældet, fik os jo ikke til at opgive kniven, da den blev udviklet, eller opgive ilden, da vi lærte at fastholde den. Vi lærte derimod at håndtere disse instrumenter, således at uheld og misbrug blev minimeret. I stedet for at se samfundsmæssig kontrol som noget negativt, bør vi der bor i velfungerende demokratier se det som et positivt træk, der godt nok hæmmer visse (illegale) individuelle udfoldelsesmuligheder, men som først og fremmest regulerer og er medvirkende til at fremme den samfundsmæssige udvikling. Med krypteringsteknologien er det allerede i dag muligt at lukke information, således at myndighederne i praksis ikke kan udøve kontrol på dette område. Konsekvensen må være, at alle former for offentligt tilgængelige data og registre samt privates og firmaers regnskaber bør kunne samkøres for at give samfundet mulighed for at udøve den nødvendige kontrol. Samtidig skal der naturligvis også udvikles, formaliseres og indføres stramme regler for, hvorledes disse samkøringer må foregå og til hvorledes de må bruges, samt lovgives således at misbrug straffes konsekvent. En sådan øget registrerings- og kontrolmulighed er i øvrigt en alt afgørende forudsætning for, at den fjerde historiekategori/ide-kategorien lader sig etablere, idet registrering og kontrol af udbyttet fra nye ideer kun kan fungere, hvis sådan samkøring af registre er mulig.

I denne overgangsfase, som vi kalder "informationssamfundet", er det vigtigt, at der fra den danske stats side gøres alt for at sikre ideophavsmænds rettigheder. Danmark kan ikke etablere et ideudvekslingssystem alene; et sådant system vil kun kunne fungere, såfremt det indføres globalt. Det, Danmark på nuværende tidspunkt kan gøre, er at udvikle en registreringsinstans, således at det også for ikke-patenterbare ideers vedkommende kan stadfæstes, hvem der fremkom med og  udviklede ideen. Det offentlige kan desuden forstærke indsatsen, hvad angår hjælp og støtte til ideophavsmænd, hvorved direkte røveri af ideer forhåbentlig minimeres. Desuden kan Danmark omlægge sin patentstrategi således, at den, lige så langt som de internationale konventioner gør det muligt, accepterer og beskytter intellektuelle frembringelser. Staten kan desuden afsætte recourcer til internationalt juridisk at beskytte danske privat personers patenter, således at petentbeskyttelsen bliver reel og ikke blot noget som store firmaer kan magte. At ressourcerne til og effektiviteten i Patentdirektoratet bør forøges drastisk, siger sig selv.

Foruden de tiltag, staten kan aktivere for at fremme "informationssamfundets" udvikling hen imod "ide-samfundet", har den enkelte virksomhed naturligvis i endnu højere grad mulighed for internt i deres egen organisation at indføre forhold, der begunstiger de kreative medarbejdere, og som sikrer, at sådanne medarbejdere får et på forhånd aftalt procentuelt udbytte af afkastet fra de ideer, som firmaet udnytter. Medens et samfundsmæssigt ide-udvekslingssystem kun vil kunne fungere effektivt, såfremt det implementeres globalt, vil et tilsvarende system udmærket kunne implementeres i større firmaorganisationer, hvorved den kreative dynamik og effektivitet, som er særkendet ved små nystartede virksomheder, også vil kunne blomstre i store hierarkisk strukturerede organisationer.

Da et lønmæssigt pres på virksomhederne er forudsætningen for en høj teknologisk vækstrate, bør virksomhederne ikke støttes via subsidierede lønninger. Der bør desuden slås hårdt ned på brugen af illegal udenlandsk arbejdskraft, da den blotte eksistens af sådan arbejdskraft vil virke som et pres på det samlede arbejdsmarked. Firma beskatningen kan derimod reguleres nedad, uden at det får væsentlig betydning for den udviklingsmæssige dynamik. Ydermere er det vigtigt at Danmark opretholder og udvider sit nuværende system, hvor de fleste sociale- og arbejdsmarkedsydelser enten financieres via personbeskatningen eller er entydigt knyttet til den enkelte arbejdstager i virksomheden, da et sådant system fremmer rationaliseringebestræbelserne.  Desuden kan erhvervslivet støttes gennem massive samfundsmæssige investeringer i forskning og infrastruktur i bredeste forstand, herunder også en velfungerende administration og et åbent og velfungerende politisk system.

Danmark er et meget lille land; men erfaringen har vist, at vores internationale politiske gennemslagskraft har været meget større, end vor fysiske størrelse berettiger til. Årsagen hertil har været, at "The Scandinavian Model" er blevet synonym med avanceret samfundsstruktur, og på trods af, at vi politisk/ideologisk i bogstavelig forstand har været som en rød klud for de store industrilande, har vore økonomiske og sociale resultater givet international politisk gennemslagskraft.

Danmark kan naturligvis rent verbalt forsøge at overbevise de store (lidt mindre udviklede) lande om, at det er på høje tid at etablere et dynamisk marked for ideer, således at ideophavslandene (i dag i det store og hele de gamle industrilande) sikres udbyttet af deres ideer; men det vil få et helt andet gennemslag og give bedre forståelse og umiddelbar accept, hvis Danmark m.fl. kan demonstrere den dynamiske effekt af de tiltag, som allerede nu i "informationssamfunds"-fasen lader sig implementere.

Sammenfattende kan det siges, at en fortsættelse af samfundsudviklingen på de nuværende produktionsmæssige, økonomiske og juridiske vilkår uvægerligt, på længere sigt, vil føre til stagnation for såvel Danmark som for de øvrige gamle industrilande, og at den individuelle optimeringstrang, i et stagnerende samfund, vil føre til forøget social lagdeling og social uro, som det er sket mange gange før i historiens forløb. Omvendt kan det konstateres, at Danmark og de øvrige gamle industrilande har mulighed for fornyet opblomstring, såfremt vi/de magter at fremskynde den naturlige udfoldelse af den fjerde historiekategori. En sådan opblomstring vil såvel økonomisk socialt og kulturelt være mindst lige så frodig, som renæssancen var for Italiens bystater og de sidste par hundrede år frem til halvfjerdserne har været for os. En væsentlig forudsætning for etablering af den fjerde historiekategori er, at samfundet er homogent udviklet. Social balance og videreudvikling af velfærdsstaten er altså en væsentlig forudsætning for den positive videreudvikling af Danmark, og det kan forventes, at en sådan udvikling vil føre til stedse mere lige adgang til de materielle goder. Det interessante er, at en sådan samfundsmæssig udligning var, hvad de forskellige utopiske retninger drømte om efter den franske revolution i 1789, og som socialismen og kommunismen havde som mål. Det, man ikke forstod dengang, var, at sådanne visioner lå yderligere et helt udviklingsled ude i fremtiden, og at der ej heller til den tid vil blive tale om lighed. Mennesker har alle en indbygget drivkraft, men er også forskellige, og denne indbyggede dynamiske ulighed vil i et højere udviklet samfund føre til, at den sociale ulighed blot vil blive hævet til et højere niveau. Hvor den sociale ulighed i de primitive samfund kom til udtryk ved, at nogle individer bukkede under og andre overlevede, kom uligheden på et lidt højere niveau til udtryk ved individets placering i et feudalt hierarki, og i dagens Danmark reflekteres uligheden i individets materielle levestandard. I det fremtidige idekategoriale samfund må den materielle ulighed nødvendigvis reduceres til et minimum; men ulighed vil fortsætte med at eksistere i form af intellektuel og psykisk ulighed, der udmønter sig i, hvor godt individet formår at udnytte sine sociale og individuelle ressourcer.

Henvisninger og bilag

Først nævnt:

S. 4         Bilag 1.  Videnskabsteoretisk afhandling af besvarelsens

                forfatter.

S. 6         Christian Knudsen: "Økonomisk metodologi", bind 1. DJØF

                1994.

S. 7         J.D.Bernal: "Science in History", A.C.Watts & Co. 1954.

S. 13       D.W.Hands: "Karl Popper and Economic Methodology",

                Economics and Philosophy, no. 1. 1985.

S. 20       A.R.Luria: "Om erkendelsesprocessernes historiske udvikling:

                En eksperimentalpsykologisk undersøgelse", Munksgård 1977.

S. 21       J.C.Lilly: "Mental Effects of Reduction of Ordinary Levels of

                Physical Stimuli on Intact, Healthy Persons", Psychiatrical

                Recerch Report, no. 5, 1956.

S. 22       Karel van Wolferen: "Den japanske gåde", Spektrum 1991.

S. 25       Francis Fukijama: "Historiens afslutning", Gyldendal 1993.

S. 27       The World Bank: "The East Asian Miracle", Washington DC,

                1993.

S. 29       Bilag 2. Richard Estes: "Trends in World Social Development:

                The Social Progress of Nations, 1970 - 1987", Connecticut

                1988.

S. 30       Poul Romer: "Dynamic Compettitive Equilibria with

                Externalities, Increasing Returns and Onbound Growth",

                University of Chicago 1983.

S. 33       Pierro Staffa: "The Works and Correspondance of David

                Ricardo", Cambridge 1951.

S. 34       International Monetary Fund: "World Economic Outlook",

                Washington DC, May 1995.

S. 34       Bilag 3. W.E.O. side 33. "Capital Formation and

                Employment".

S. 37       Erling Olsen: "Danmarks økonomiske historie siden 1750",

                Gad 1967

S. 37       Bilag 4. Computer World, 8/9-1995. "Info-samfundet vil skabe                                                             kaos".

S. 45       Bilag 5. The Economist, 27/5-1995. "In Praise of Knowledge".

S. 45       William H. McNeill  "The Pursuit of Power" , Blackwell ,           

                Oxford 1983.

S. 47       Bilag 6. The Economist, 23/12-1989. "Economy of the Mind".

S. 47       Bilag 7. Jyllands Posten, 14/6-1995. "Retten til en lys idé".

S. 47       Bilag 8. Jyllands Posten, juli 1995. "A.P.Møller skal betale