Da strukturen blev offentliggjort for over 25 år siden er mange af aspekterne af den allerede blevet bekræftet af virkeligheden, men det er beklageligvis noget helt andet end at den er blevet forstået og accepteret.
I begyndelsen af 2007 udskrev UVBA - UBVA - Udvalget til beskyttelse af videnskabeligt arbejde tre prisopgaver. Nedenstående besvarelse blev udfærdiget foråret 2007.
Ingen af de indsendte besvarelser blev accepteret eller blev prisbelønnet.
På trods af at vi havde grund til at tro, at sekretariatet havde forventet at den nedenstående besvarelse ville vinde sin kategori, blev den af professor Mads Bryde Nielsen afvist med den begrundelse, at den ikke var juridisk (formuleret).
UBVA havde annonceret prisopgaven i en lang række akademiske tidsskrifter, herunder Psykolog Nyt, hvor vi blev opmærksomme på den, og bedømmelsesudvalget bestod da også af en jurist, en arkitekt og en historiker. På trods heraf var man udelukkende interesseret i juridiske besvarelser! En sådan reaktion er desværre mere reglen end undtagelsen når man betragter den i et videnskabshistorisk perspektiv.UBVA prisopgave
Denne prisopgave besvarelse hører ind under Opgave Nr. 2 – Formidlingsprisen.
”Denne pris tildeles for et populærvidenskabeligt værk, der henvendt til ikke-jurister formidler information og viden om ophavsretlige spørgsmål af relevans for den akademiske verden”.
Den umiddelbare opfattelse af begrebet populærvidenskab er, at det pågældende arbejde skal være tilgængeligt for folket/almenheden. Når begrebet indsnævres ved specifikt at skulle være af relevans for den akademiske verden, må det tolkes således, at UBVA forventer et arbejde på et rimeligt højt abstraktionsniveau, et arbejde som formidler væsentlige, komplicerede og abstrakte problemer men uden de restriktioner som et videnskabeligt arbejde normalt er underlagt. Det er i det mindste den tolkning som vi har lagt til grund for denne prisopgave besvarelse.
Af:
Cand. psych. Kirsten Basse
Videnskabsteoretiker Søren Hetland Basse
1 Et samfund baseret på dynamisk udveksling af ideer
Sigtet med denne besvarelse er at anskueliggøre, at ophavsretsproblematikken, som allerede er væsentlig, i fremtiden vil udvikle sig til ligefrem at blive det samfundsmæssige omdrejningspunkt. Et sådan standpunkt kan virke langt fra den virkelighed som vi ser nu, men ved at have dette mere langsigtede perspektiv for øjer, vil det være muligt at tilpasse lovgivningen til fremtidens behov.
Det grundlæggende fænomen som dagens ophavsretsbeskyttede ikke-fysiske frembringelser er baseret på er nytænkning / ideer.
Ikke fysiske frembringelser har længe haft stor betydning for samfundet, og man har derfor forsøgt at tage højde for disse ikke-fysiske frembringelsers betydning ved at tilpasse de eksisterende juridiske strukturer, således at de dækker dette felt bedst muligt.
Den nuværende samfundsstruktur er imidlertid baseret på dynamisk udveksling af fysiske varer, og det er derfor ikke muligt at indpasse kreativitet/ideer direkte i lovgivningen. Den løsning på problemet som man historisk set har valgt, er at udstede monopoler i form af patenter og copyright beskyttelse til specifikke udtryk for kreativitet/ideer, men de til grund liggende ideer er fortsat ubeskyttede. Monopoler er imidlertid aldrig dynamiske løsninger, hvad enten det drejer sig om fortidens handelsmonopoler eller nutidens patenter eller copyright. At ophavsretslovgivningen i dag er udformet som en form for monopoler demonstrerer blot med al tydelighed at der er tale om en arbitrær løsning, og at man endnu ikke er i besiddelse af den dynamiske struktur som er en nødvendighed for at løse problemet.
Den offentlige debat beskæftiger sig ofte med begreber som ”vidensamfund”, ”ikke fysiske frembringelser”, ”marked for ideer” og ”intellektuel ejendomsret”. Det fremgår imidlertid også tydeligt af debatten, at selv om man tager disse nye fænomener meget alvorligt, idet de betragtes som udtryk for væsentlige aspekter ved fremtidens samfund, søger man blot erkendelsesmæssigt at indpasset disse nye fænomener i den etablerede forståelse af vort nuværende samfund.
Det er mere reglen end undtagelsen, at nye grundlæggende fænomener bliver fejlvurderet og fejlfortolket, fordi de tolkes ud fra den herskende forståelse. Den elektriske pære kunne ikke patenteres fordi man lige havde fået de udmærkede petroleumslamper! Telegrafen havde ingen fremtid! osv.
At forstå fremtidens ophavsretsproblematik ud fra den herskende samfundsforståelse er lige så umuligt, som det var at forstå det fremvoksende kapitalistiske samfund ud fra feudaltidens samfunds- og virkelighedsopfattelse. Det er lige netop derfor, at den eneste mulighed for at etablere en sådan forståelse af fremtidens ophavsretsstrukturer går via en yderligere udvikling af det videnskabelige forståelsesapparat. Kun gennem videnskabelige ræsonnementer er det muligt at afdække fremtidens radikalt anderledes samfundsmæssige strukturer.
En af de centrale pointer i denne prisopgave besvarelse er, at uden fundamentale ændringer af lovgivningen, vil Danmark og de øvrige ”Gamle industrilande” på sigt tabe konkurrenceevnen og dermed deres nuværende position i verdenssamfundet.
For virkelig at forstå hvad der er på spil er det nødvendigt først at ridse de væsentligste udfordringer op.
1.1 Fremtidens allerstørste udfordring
Selv om mange andre ting også har stor offentlig bevågenhed, er den helt afgørende globale problematik i øjeblikket den økonomiske internationalisering og flytningen af det globale økonomiske og udviklingsmæssige tyngdepunkt fra ”De gamle industrilande” til de nyindustrialiserede lande i især Fjernøsten. Fortsætter denne udvikling, hvilket er overvejende sandsynligt, vil den økonomiske balance, og dermed også magtbalancen forskydes således at de gamle industrilande ikke kun økonomisk, men også politisk havner i en stedse mere defensiv position. De i dette afsnit fremsatte standpunkter vil blive belyst og uddybet i prisopgave besvarelsen.
Konsekvensen af en fremskrivning af nutidens udviklingstendenser er, at ”De gamle industrilandes” økonomier, herunder også Danmarks, i bedste fald vil fortsætte med at vokse 2 – 3 % om året, samtidig med at de store nyindustrialiserede lande i Fjernøsten fortsætter deres tocifrede vækstrater. Det forventes eksempelvis at Kinas BNP allerede passerer U.S.A.’s om ca. 19 år.
I den periode hvor vi har skrevet på denne opgave (foråret 2007), har medierne været fulde af udsagn om at ”vi i Danmark aldrig har været så rige som vi er nu”. Spørgsmålet er imidlertid om den nuværende store individuelle velstand er reel, eller om den blot skyldes, at vi kollektivt har vedtaget, at vor faste ejendom er 121 % mere værd end den var for 10 år siden!
På trods af de store muligheder som de seneste års radikale handelsmæssige og teknologiske landvindinger har givet, har vi i dag blot en national vækstrate der svarer til gennemsnittet af de foregående 50 års vækst!
Jo mere avanceret et samfund er, jo mere kræves for at videreudvikle det, og selv om vi måske individuelt aldrig har været så rige som vi er nu, er det derfor et åbent spørgsmål hvorvidt den nuværende vækstrate er tilstrækkelig til ikke blot at vedligeholde samfundet men også til at udvikle det til højere niveauer.
Hovedparten af de ændringer, som politikerne ønsker foretaget, har til formål at tilpasse samfundet til denne, globalt set, relativt lave vækstrate. Ideologisk set passer det som hånd i handske med ønsket om at stabilisere verdens forbrug af ressourcer og at modvirke global opvarmning m.m., men den virkelige årsag til denne strategi er de økonomiske vilkår vort land allerede nu er underlagt. Det er symptomatisk at forsøg på samfundsmæssig udvikling ikke er noget der spontant opstår i samfundet, men at det derimod primært er ovenfra kommende politisk ønsketænkning!
Efterhånden som de store nyindustrialiserede lande i Fjernøsten ikke alene kan konkurrere på priser, men snart også på deres akademiske, teknologiske og kreative præstationer, vil magtbalancen ændre sig til ugunst for os. Oplevelsen af stagnation kan desuden snart blive en realitet på grund af ”De gamle industrilandes” aldrende befolkninger, som lægger en øget forsørgerbyrde på fremtidens erhvervsaktive borgere.
Ikke kun det overordnede historiske forløb, men også vor samtidshistorie har klart vist, at der ikke skal særlig store forringelser til, før landenes befolkninger reagere voldsomt. Indtil videre har befolkningsmajoriteten i såvel U.S.A. som i EU og Japan ikke oplevet væsentlige forringelser, men når det begynder at ske, vil det få store politiske konsekvenser. Det vil derfor være yderst naivt at tro, at især U.S.A., men også EU og Japan vil acceptere en økonomiske og politiske deroute uden sværdslag. Sandsynligheden for voldsomme og måske væbnede konflikter mellem ”De gamle industrilande” og de nyindustrialiserede lande vil i den situation være meget stor, og da der i givet fald vil blive tale om konflikter mellem to grupperinger som begge er i besiddelse af atomvåben, er chancerne for at forløbet kommer helt ud af kontrol beklageligvis til stede.
Den usikre balance, som i øjeblikket, for et historisk set kort tidsrum, er til stede, består i, at det fortsat er ”De gamle industrilande” der har magten, selv om den erhvervsmæssige dynamik allerede er flyttet til Fjernøsten.
Såfremt den nuværende usikre balancesituation, som muliggør en aktiv drejning af historien, forpasses, vil den menneskelige natur nødvendigvis føre til en gentagelse af de mange tidligere historiske forløb, hvor store riger er sunket i grus og civilisationer er sygnet hen. Det nye vil blot være, at det er ”De gamle industrilande” og dermed os der denne gang står for tur!
Med den i denne prisopgave besvarelses stipulerede omlægning af lovgivningen, især ophavsretslovgivningen vil situationen kunne stabiliseres, idet ”De gamle industrilande” efter omlægningen vil kunne fortsætte i deres nuværende ledende position, samtidig med at de nyindustrialiserede lande vil kunne fortsætte med at hæve deres levestandard op mod ”De gamle industrilandes” levestandard.
Som det vil fremgå af denne prisopgave besvarelse vil en ændring af ophavsretslovgivningen give de bedste muligheder for fornyet opblomstring og social fremgang for alle og for en stabil og fredelig politisk og økonomisk og bæredygtig global udvikling ud over en overskuelig fremtid.
For at forstå og især for at kunne acceptere hvilken betydning ophavsretsproblematik vil få i fremtiden, er det imidlertid først nødvendigt at udvide den samfundsvidenskabelige forståelsesramme.
1.2 Problemet med at forudse fremtiden
At fremsætte forudsigelser om fremtidens samfundsudvikling er i dag ganske kontroversielt. Hvor det indenfor naturvidenskaberne er muligt at forudsige hændelsesforløb, kan dette, med den nuværende forståelse, ikke lade sig gøre indenfor samfundsvidenskaberne. (I det følgende vil termen samfundsvidenskab blive brugt til at repræsentere både samfundsvidenskab og humaniora). Når man i dag beskæftiger sig med fremskrivninger af samfundsvidenskabelige forhold, bevæger man sig altså rent videnskabeligt ind i ”ukendt land”! Det der i dag kendetegner samfundsvidenskaberne herunder også fremtidsforskningen er nemlig, at det højst kan lade sig gøre at foretage begrænsede fremskrivninger af nutidige fænomener, data og tendenser. Dette udtrykkes udmærket i det følgende citat fra en ”Institut for Fremtidsforskning” publikation: ”25 år er så lang tid, at man sagtens kan forestille sig radikale forandringer i samfundet, som ligger ud over vor fantasi i dag indenfor stort set alle områder spændende fra storpolitik og teknologi til holdninger, tidsånd og økonomi. Selv vor opfattelse af livet kan være radikalt ændret som følge af den teknologiske udvikling. Når fremtidsforskere diskuterer fremtiden – selv på kort sigt – gør de det til en central pointe, at fremtiden er ”usikker”. Det er i endnu højere grad tilfældet på så lang sigt som 25 år………Hvem husker ikke forudsigelserne om, at fremtidens elektroniske kontor og post ville føre til ”det papirløse kontor”?.........Det er baggrunden for, at man normalt, for at diskutere fremtiden, må formulere scenarier. De kan så tage udgangspunkt i de megatrends, man ”tror på” i fremtiden og tage højde for den generelle usikkerhed……… I erkendelse af at fremtiden er usikker, vil et scenario aldrig kunne opfattes som udtryk for en forudsigelse, et postulat om ”at sådan bliver det”. (”Industrien på et 25 års sigt” side 2. Instituttet for Fremtidsforskning 2003).
Hvis fremtiden indeholder deciderede brud på de allerede observerede udviklingstendenser, vil det altså, med den eksisterende samfundsvidenskabelige metodik, være umuligt at sandsynliggøre et sådant skift i udviklingen.
Den følgende videnskabsteoretiske diskussion har således til formål at vise, hvordan det ved at ophæve det videnskabsteoretiske dødvande samfundsvidenskaberne befinder sig i, bliver muligt at fremsætte kvalificerede forudsigelser om den fremtidige langsigtede samfundsudvikling. Der igennem bliver det muligt at sandsynliggøre, at ophavsretsproblematikken vil komme til at indtage en dominerende position hvad angår såvel fremtidens samfundsøkonomi som hvad angår den fremtidige samfundsstrukturering.
1.2.1 Nutidens videnskabsteorier
I første halvdel af det tyvende århundrede gjordes forsøg på at opstille videnskabsteorier som skulle kunne rumme samtlige videnskaber, men disse forsøg lykkedes ikke:
Positivismen og neopositivismen er kendt ugyldig, blandt andet på grund af at de opstillede kriterier for videnskabelighed ender i en cirkelslutningsproblematik.
Poppers falsifikationisme har vist sig ikke at være i overensstemmelse med hvorledes nye videnskabelige teorier opstår.
Kuhns ”Videnskabelige revolutioner” udgør derimod en reel forståelse af observerbare empiriske forhold, men er til gengæld ingen egentlig videnskabsteori, det er derimod en videnskabssociologisk teori, som altså videnskabeligt set befinder sig et niveau lavere end en egentlig videnskabsteori.
Endelig giver hermeneutikken ikke mulighed for at skelne mellem videnskabelige niveauforskelle som dem man jo direkte kan observere hos samfundsvidenskaberne på den ene side og naturvidenskaberne på den anden side.
I dette videnskabsteoretiske tomrum har samfundsvidenskaberne vendt sig bort fra ambitionen om at nå op på samme stade som naturvidenskaberne,[1] og man har slået sig til tåls med at et hvert samfundsvidenskabeligt arbejde er afhængigt af, og nødvendigvis må fortolkes ud fra den sociologiske og historiske kontekst hvori det er tilvejebragt. De teorier der i dag benyttes indenfor samfundsvidenskaberne er derfor primært af sociologisk og historievidenskabelig karakter og er altså ikke egentlige grundlæggende videnskabsteorier.
Som det altid er tilfældet når der er problemer som virker uløselige, abstraherer de videnskabelige samfund naturligt nok fra dette videnskabsteoretiske tomrum, og arbejder videre med udfordringer som lader sig håndtere og bearbejde. Det er vort indtryk at dette i så høj grad gør sig gældende, at mange akademikere end ikke er bevidst om, at der eksisterer et sådant grundlæggende videnskabsteoretisk problem.
Havde den forståelse af ophavsretsproblematikken, som vi er nået frem til, ligget i direkte forlængelse af den nuværende forståelse, ville vi have kunnet klare os med at fremsætte en hypotese på basis af den herskende samfundsvidenskabelige metodik, men da det drejer sig om en forståelse af ophavsretsproblematikken som på radikal vis bryder med den herskende forståelse, er vi nødsaget til først at gå den tunge vej og påvise, at det er muligt at ophæve det videnskabsteoretiske dødvande som samfundsvidenskaberne befinder sig i, hvorefter det bliver muligt at fremkomme med egentlige samfundsvidenskabelige forudsigelser på linje med dem der findes indenfor naturvidenskaberne.
Selv om vi bestræber os på at gøre det så kort som muligt, vil fremtidens ophavsretsproblematik beklageligvis ikke kunne blive forstået og accepteret, før vi har været omkring både videnskabsteori, historievidenskab, psykologi og økonomi.
1.3 Brud på den etablerede videnskabelighed!
Indenfor eksempelvis historievidenskaben er den videnskabelige grundstruktur fortsat den Kildekritiske metode, som blev introduceret allerede i midten af det 19 århundrede. På sin vis er historikerne nået meget længere end det niveau historievidenskaben teoretisk befinder sig på, for ifølge den herskende teori, er det f.eks. ikke videnskabeligt stringent at drage sammenligninger mellem forskellige samfund der er adskilt i tid og rum! Da historikerne selv sagt lader sig inspirere af andre videnskabelige discipliner, og også af udviklinger i samfundet, er det i dag blandt historikere særdeles udbredt, at foretage sådanne ”uvidenskabelige” paralleliseringer og sammenligninger. Det store spørgsmål er så, om det er historieteorien som ikke rækker til, eller det er de pågældende historikere som er uvidenskabelige!
Lige som historikerne bryder deres teoretiske spændetrøje, er det fortsat almindelig udbredt (især indenfor naturvidenskaberne) at abstrahere fra neopositivismens ”kortslutninger” og fortsat benytte denne videnskabsteoretiske forståelsesmodel, hvilket vil vise sig ikke at være så galt endda.
Neopositivismen accepterer kun, at fænomener som er direkte observerbare og forståelige indgår i teorierne. Dermed bliver neopositivismen låst fast i den berømte cirkelslutningsproblematik. Desuden forventer neopositivismen at neopositivistiske teoridannelser kan blive eksakte og universelt gyldige. Den moderne neurologiske og neuropsykologiske forskning har imidlertid ført til en konstatering af, at al ny erkendelse (til forskel fra nye opdagelser) har sin oprindelse i hjernens underbevidste ikke-lineære processer. Et afgørende element ved formuleringen af nye teorier er altså ideer og impulser som kommer fra det underbevidste, og som følgelig ikke på forhånd er erkendt. Når det er tilfældet eksisterer der ingen cirkelslutnings problematik!
Allerede David Hume (1711-76) påviste at det ikke var muligt at etablere entydige sandheder, og med den moderne kosmologiske forståelse, er det vist almindeligt anerkendt, at alt i universet må opfattes som et samlet hele, og at det dermed er umuligt at sige noget entydigt om noget som helst, også indenfor naturvidenskaberne. Alle teorier er nødvendigvis ufuldkomne og midlertidige. Man kunne på den baggrund fristes til at tro, at alle videnskabelige teorier derfor også er på samme niveau, men som det kan ses nedenfor er dette langt fra tilfældet.
1.3.1 Revision af August Comte’s videnskabsteori
Hvor brugen af den neopositivistiske forståelsesmodel hidtil har været en nødløsning, fordi det var åbenbart at dens grundforudsætninger ikke var korrekte, åbner der sig, med annulleringen af cirkelslutningsproblematikken, mulighed for formulering af en stringent og fuldt funktionsdygtig videnskabsteoretisk grundstruktur. En videnskabsteori som er i stand til at rumme alle videnskabelige fænomener. En sådan teori gør det muligt at forstå, at der kun findes en form for videnskab, men at de individuelle fagvidenskaber til gengæld befinder sig på forskellige videnskabelige udviklingsniveauer.
August Comte (1798-1857) opstillede 3 videnskabelige kategorier, som blev formuleret på basis af hans umiddelbare observationer af datidens videnskaber. De pågældende kategorier benævntes:
Det teologiske niveau
Det metafysiske niveau
Det positive niveau
Hvis man reformulerer de 3 kategorier, så de i stedet kommer til at udtrykke de specifikke egenskaber som er karakteristiske for videnskaber der befinder sig på sådanne 3 forskellige udviklingsniveauer, kommer kategorierne til at blive benævnt:
Det Systematiserende-videnskabelige niveau.
Det (beskrivende og koordinerende) Beko-videnskabelige niveau.
Det Deduktiv-videnskabelige niveau.
1.3.1.1 Det Systematiserende-videnskabelige niveau
Det der hæver områder og aktiviteter op fra at være almindelige samfundsmæssige fænomener til at være etableret som videnskaber er ikke selve indholdet, men derimod den måde dette indhold bliver behandlet på.
Historievidenskaben blev f.eks. netop etableret på ”Det Systematiserende-videnskabelige niveau” med indførelse af den Kildekritiske metode der fastsætter regler for hvorledes alt kildemateriale skal bearbejdes. Før den tid blev historien behandlet som al anden litterær aktivitet.
1.3.1.2 Det Beko-videnskabelige niveau
Når en videnskab har været etableret tilstrækkelig længe til at en stor mængde data er blevet undersøgt og systematiseret, vil der dermed blive etableret tilstrækkeligt overblik til at det på et tidspunkt bliver åbenlyst, at fænomener som er beskrevet på en måde og i en sammenhæng dybest set er de samme som andre fænomener som er beskrevet på en anden måde og i andre sammenhænge. Når det sker begynder arbejdet med at opstille beskrivende og koordinerende teorier som formår at rumme disse hidtil adskilte felter indenfor den samme teoretiske ramme.
Det mest berømte eksempel på et sådant videnskabeligt niveauskifte findes indenfor kemien.
I mange århundreder blev der benyttet rimeligt avancerede kemiske teknikker. I en del tilfælde var der i virkeligheden tale om de samme kemiske processer, men fordi de var opstået og udviklet isoleret fra hinanden, eksempelvis til fremstilling af medikamenter, og isoleret herfra til fremstilling af parfume, blev de beskrevet og forklaret helt forskelligt, og man havde dengang ingen forståelse for, at det i virkeligheden drejede sig om identiske kemiske processer.
For ca. 300 år siden havde den kemiske praksis imidlertid nået en instrumentel nøjagtighed som gjorde det åbenlyst, at der i en del tilfælde var tale om de same processer, og der blev opstillet forskellige beskrivende og koordinerende teorier, hvor nogle teorier virkede bedre dækkende for et område og andre for andre områder. Den sidste og mest berømte Beko-videnskabelige teori indenfor kemien var Flogistonteorien. På daværende tidspunkt var det muligt at måle og veje så præcist, at man kunne konstatere, at når man blandede visse stoffer blev den resulterende blanding tungere end summen af stofferne. Flogistonteorien faldt da det lykkedes at isolere luftens forskellige bestanddele, derved kunne de kemiske blandingers øgede vægt forklares ved at der f.eks. tilførtes ilt fra atmosfæren til de kemiske processer, hvorved den resulterende kemiske blanding blev tungere end de bevidst sammenførte stoffer. Selv om Flogistonteorien faldt efter opdagelsen af ilt i 1774, var det imidlertid først 100 år senere, i 1869, at kemien, gennem opstilling af det periodiske system, nærmede sig det Deduktiv-videnskabelige niveau. Først endnu senere, med formuleringen af den kvantemekaniske forståelsesmodel, blev kemien definitivt hævet op på det Deduktiv-videnskabelige niveau.
For at vende tilbage til samfundsvidenskaberne kan vi konstatere, at historievidenskaben, med sin teoretiske forankring i Kildekritikken, fortsat befinder sig på det første, Det Systematiserende-videnskabelige niveau, medens nutidens faghistorikere, gennem deres udbredte praksis med at beskrive og koordinere historiske fænomener der er adskilt af tid og rum, i praksis, benytter sig af det højere Beko-videnskabelige niveau. Det er altså ikke historikerne der opfører sig uvidenskabeligt, men derimod den overordnede teoretiske forståelsesramme som halter bagefter historikernes praksis.
1.3.1.3 Det deduktiv-videnskabelige niveau
Når en videnskabelig disciplin har fået beskrevet og koordineret hele sit genstandsfelt under en enkelt eller nogle få konkurrerende Beko-videnskabelige teorier, vil det derigennem opnåede videnskabelige overblik på et tidspunkt gøre det muligt for en videnskabsmand at erkende grundlæggende mønstre og elementer, som er af determinerende betydning for fænomenologien indenfor den pågældende videnskab. Ud fra sådanne determinerende grundelementer vil det, som noget radikalt og dramatisk nyt, være muligt at formulere egentlige teoretiske forudsigelser, til forskel fra intuitivt inspirerede hypoteser.
Hvor neopositivismen opfattede opstillingen af sådanne teorier som adgangstærsklen til det hypotetisk deduktive niveau (hvorved alle teorikonstruktioner egentlig kunne opnå en sådan status), er det afgørende kriterium i denne videnskabsteoretiske sammenhæng hvorvidt forudsigelserne efterfølgende, gennem sammenligning med empirien, lader sig bekræfte med en for det pågældende videnskabelige felt tilfredsstillende nøjagtighed. Dette verifikations kriterium opfyldes i dag primært af de videnskaber som vi kategoriserer som naturvidenskabelige.
Til forskel fra Positivismens ”Hypotetiske deduktive metode” bør den her fremførte videnskabsteori følgelig kaldes ”Den verificerede deduktive metode”. I det følgende vil den imidlertid blot blive benævnt ”Den deduktive metode”.
Det interessante i denne sammenhæng er, at ikke kun de oprindelige naturvidenskaber matematik, fysik og kemi er nået op på dette videnskabelige niveau, men at andre discipliner gradvist udvikler sig, så det også er muligt at fremsætte egentlige verificerbare teorier indenfor deres genstandsområder.
Inden for astronomien udgjorde skiftet fra det Ptolemæiske system til det Kopernikanske system overgangen fra det Beko-videnskabelige til det Deduktiv-videnskabelige niveau, idet det Ptolemæiske system kun var i stand til at beskrive allerede observerede fænomener, medens det Kopernikanske system muliggjorde fremsættelse af teoretiske forudsigelser, som efterfølgende lod sig verificere.
Det var Galilæo Galilæi som introducerede fysikken på det Deduktiv-videnskabelige niveau, medens det var Newton som definitivt forankrede den der. Hvad angår kemien, har vi jo allerede beskrevet overgangen.
Carl von Linné (1707-1778) etablerede biologien på det Systematiserende-videnskabelige niveau, Charles Darwin (1809-1882) formulerede den definitive Beko-videnskabelige biologiske teori, medens Gregor Mendel (1822-1884), gennem sine eksperimenter med krydsning af ærteplanter introducerede den første Deduktiv-videnskabelige biologiske teori. Det er karakteristisk at Darwin, af angst for sin samtids reaktioner, udskød offentliggørelsen af sit arbejde i mange år, og at Mendel’s afhandling om krydsning af ærteplanter blev overset i 40 år, før faget biologi som helhed nåede et stade hvor hans værk blev forstået og accepteret.
For at anskueliggøre at enhver videnskab, der er nået op på det Deduktiv-videnskabelige niveau, altid også vil indeholde elementer der befinder sig på de to lavere videnskabelige niveauer, kan metrologien bruges som et udmærket eksempel.
På basis af fænomener så som Jordens rotation om Solen, og de overordnede atmosfæriske forhold, er det muligt med Deduktiv-videnskabelig præcision at forudsige, at foråret efterfølger vinteren og så videre, men fordi der foruden disse overordnede faktorer indgår uhyre mange andre variabler i dannelsen af vejret, bliver kompleksiteten hurtigt så voldsom, at metrologerne må forlade det Deduktiv-videnskabelige niveau og benytte sig af tilnærmede modeller og statistiske beregninger, hvorved det videnskabsteoretiske niveau bliver sænket til det Beko-videnskabelige niveau. Selv med brug af nogle af verdens største computere og mest avancerede computermodeller, må metrologen, før han præsentere vejrmeldingen for os på TV, vælge mellem forskellige mulige vejrudviklinger, hvorved det videnskabsteoretiske niveau sænkes yderligere, til det Systematiserende-videnskabelig niveau, eller ligefrem til at der bliver formuleret en intuitiv ikke videnskabelig fremstilling.
De videnskabsmænd som arbejdede med formuleringen af neopositivismen var nogle af datidens mest anerkendte naturvidenskabsmænd. Man kan undre sig over, at det ikke lykkedes dem at bryde ud af den ovenfor beskrevne videnskabsteoretiske blindgyde. Det er i den sammenhæng relevant at rekapitulere den berømte anekdote om opdagelsen af Benzens hexagonale struktur, hvor August Kekulé i en tale i 1890 beskrev følgende: ”En aften medens han boede i Ghent, havde han siddet i sit arbejdsværelse og blundet foran kaminen. Bedst som han sad der og kiggede sløvt ind i flammerne, begyndte der at danne sig dansende atomer for øjnene af ham. De greb fat i hinanden i kæder, og pludselig greb den ene ende af en kæde fat i den anden ende og dannede en ring.” (Oversat af Stine Belslev i ”Myte og virkelighed i Kekulés opdagelse af benzens ringstruktur”, afløsningsopgave ved IEVH 1995.)
Det vil undre os meget hvis neopositivismens fædre ikke har kendt denne berømte beretning, som helt klart beskriver hvorledes impulser fra det underbevidste bryder igennem til bevidstheden og som derved kommer til at danne grundlag for løsningen af et naturvidenskabeligt problem, et problem som indtil da havde voldt store bryderier.
Det kan desuden tilføjes (2011) , at Ruslands mest berømte videnskabsmand Dmitrij Mendelejev, der i 1869 formulerede Det periodiske system, fik indskydelsen til løsning af de problemer, der hidtil havde hindret en rationel udformning, efter at han havde givet sig selv en fridag og slappede af fra arbejdet.
Desuden fik Enrico Fermi (1901-1954), medens han spillede tennis, indskydelsen til at man kunne bombardere grundstoffer med neutroner, hvilket førte frem til den praktiske udnyttelse af kernespaltning.
Årsagen til at neopositivisterne ikke, og ej heller økonomen Milton Friedmann (The Methodology of Positive Economics, University of Chicago Press, 1953), løste/ophævede cirkelslutningsproblemet, må nok skyldes, at de dels ikke har været sporet ind på en neurologisk / psykologisk indfaldsvinkel, og dels at det formodentlig var dem meget om at gøre, at ”deres” videnskab allerede befandt sig på det højeste, det Deduktiv-videnskabelige niveau, hvilket partikelfysikken (som var de toneangivende tidlige neopositivisters primære arbejdsfelt) fortsat ikke gør[2], og som økonomividenskaben ej heller gør. Lige som August Comte erklærede at alle videnskaber i hans tid ville nå op på det Positive videnskabelige niveau (det Deduktiv-videnskabelige niveau), har neopositivisterne formodentlig også ladet deres ambitioner på deres eget fagområdes vegne blænde for klarsyn!
Beskrivelser af alle andre samfundsvidenskabers videnskabsteoretiske stade vil ud fra det ovenstående kunne foretages, og lige som Gregor Mendel’s arvelighedslære hævede et område af biologien op på det Deduktiv-videnskabelige niveau længe før biologien som helhed nåede dette stade, findes der formodentlig allerede i dag Deduktiv-videnskabeligt udviklede områder indenfor samfundsvidenskaberne, men hvor de pågældende videnskaber som helhed endnu ikke er nået dette stade. Da sigtet her imidlertid udelukkende er at nå frem til en forståelse af ophavsretsproblematikkens centrale rolle i fremtidens samfund, er det vort håb, at de ovenfor beskrevne eksempler af allerede kendte videnskabelige niveauskift vil være tilstrækkelige til, at læseren forstår og forhåbentlig også accepterer det fremførte videnskabsteoretiske standpunkt.
Grunden til at vi har fundet det nødvendigt at beskrive ovenstående videnskabsteoretiske forhold er, at en højnelse af historievidenskabens videnskabsteoretiske niveau er en forudsætning for at forstå hvorledes ophavsretten i fremtiden kommer til at dominere den samfundsmæssige udvikling.
For at kunne komme med en Deduktiv-videnskabelig forudsigelse om ophavsretten, er det imidlertid ikke nok at historievidenskaben bliver hævet til det Beko-videnskabelige niveau, som historievidenskaben umiddelbart er klar til. Vi bliver nødt til at demonstrere, at historievidenskaben, som den første egentlige samfundsvidenskab kan hæves op på det Deduktiv-videnskabelige niveau, således at det bliver muligt at forudsige reelle fremtidige udviklinger inden for historievidenskaben.
2 Den dynamiske metahistoriske udvikling
Som tidligere nævnt er forståelsen af samfundsvidenskabelige forhold fortsat afhængige af deres sociologiske og historiske kontekst. Uden at komme ind på tidligere tiders opfattelser af historien kan det konstateres, at de politiske ideologiers kollaps, især den kommunistiske ideologis, har ført til berøringsangst hvad angår fremtidsvisioner. Francis Fukuyama blev vældig populær med sin artikel ”The end of history” fra 1989. I artiklen gør han sig til talsmand for at: ”democracy may constitute the “end point of mankind’s ideological evolution” and the “final form of human government,””. Det interessante i den sammenhæng er ikke så meget hans standpunkt, men mere den omstændighed, at hans statiske historiesyn er blevet vældig populært!
I det følgende vil vi udfolde en dynamisk historieforståelse der gennem stilisering af de tidligere historiske udviklingsniveauer og deres dynamik, vil muliggøre en perspektivering af den metahistoriske udvikling i fremtiden. Uden en sådan dynamisk metahistorisk forståelse, vil det ikke være muligt, at komme med reelle langsigtede samfundsmæssige forudsigelser, forudsigelser som indeholder fremtidens ophavsretslige struktur.
2.1 Historiens retning
Det helt overordnede spørgsmål er følgelig om historien udvikler sig, og om historien har en retning. Betragter man samfundsudviklingen / historien fra det mest overordnede niveau, kan man konstatere, at menneske samfundene uden skygge af tvivl gradvist har bevæget sig fra primitive forhistoriske grupper og samfund til dagens komplicerede samfund. Der har altså ikke kun været tale om at menneskeracen kvantitativt er kommet til at dominere planeten. Hvor andre dyr kun har formået at kolonisere nye habitater ved at repetere deres arts adfærd, eksempelvis bygge nye myretuer med den samme struktur men placeret nye steder, er det åbenbart, at de menneskelige samfund, foruden deres kvantitative udbredelse også har undergået kvalitative forandringer fra primitive strukturer mod stedse mere komplekse strukturer, hvor de sidste desuden er helt anderledes strukturerede end de første. Historien udvikler sig altså og bevæger sig uden skygge af tvivl fra det simple og primitive mod det komplekse og avancerede.
Det der har kompliceret og sløret disse indlysende forhold er, at historikerne primært beskæftiger sig med det tidsrum og de samfund hvorfra der findes skriftligt kildemateriale, og indenfor dette relativt korte tidsrum (på ca. 5000 år) er man kun stødt på 3 væsen forskellige overordnede typer samfundsstruktureringer, nemlig Jægersamfund, Agrarsamfund og Vareproducerende samfund (Bysamfund / nationalstater). Til gengæld er kulturer opstået, har udviklet sig, og er siden gået til grunde, og andre kulturer er opstået, har udviklet sig og er også siden forsvundet.
Da nutidens statsdannelser er baseret på de samme grundlæggende produktionsmæssige og vareudvekslingsmæssige mekanismer, som de første bystater opstod på basis af, har det været fristende at betragte historien som et repeterende system, hvor kulturer opstår og forsvinder men hvor de grundlæggende strukturer ikke ændrer sig.
Konstateringen af at historien både udvikler sig og har en retning er altså baseret på at Jægersamfund nok har eksisteret i mere end 100.000 år. Agrarsamfund har eksisteret i mere end 10.000 år, medens den periode som historikerne primært beskæftiger sig med kun strækker sig lidt over 5000 år tilbage i tiden.
Den logiske konsekvens af ovennævnte forståelse, at menneskesamfundene har udviklet sig fra at være biologiske grupper på linje med andre grupper af dyr til at være organiseret som Jægersamfund, derefter til Agrarsamfund og videre til nutidens Vareproducerende samfund, må nødvendigvis blive, at det er overvejende sandsynligt, at menneskesamfundene i fremtiden udvikler sig videre til nye grundlæggende samfundsmæssige struktureringer som vi hidtil ikke har kunnet forestille os.
Det spørgsmål der derefter ligger lige for er om sådanne forandringer, som historisk set vil være det mest radikale der er sket i de sidste 5000 år, er lige om hjørnet, eller om det bare er en hypotetisk mulighed som fortoner sig ude i en fjern fremtid!
Det der kendetegner naturvidenskaberne er, at man ud fra allerede kendte og accepterede fakta (plus fra det ubevidste kommende ”inspiration”) opstiller en teori, som på basis af disse elementer fører frem til et specifikt resultat, et resultat som efterfølgende kan sammenlignes med empirien. En af de helt store udfordringer for naturvidenskabelig forskning er fortsat at ”frasortere urenheder og forstyrrende elementer”, således at processerne fremstår i så ren form som mulig. Ingen videnskabelig teori er som sagt endelig eller fuldkommen, og det er netop ud fra de områder hvor teorierne ikke passer helt / hvor der er forstyrrende elementer, at den pågældende teori i fremtiden vil kunne udvikles til et endnu højere stade.
Da de første Deduktiv-videnskabelige naturvidenskabelige teorier blev fremført, var de revolutionerende, men set med nutidens øjne er de rimeligt grove og primitive sammenlignet med dagens teoretiske sandpunkter. Lykkes det at opstille en Deduktiv-videnskabelig historieteori, vil den nødvendigvis også være overordnet og stiliseret. Det er gennem det videre arbejde med en allerede etableret Deduktiv-videnskabelig teori (Hvilket faktisk er de videnskabsteoretiske processer som Poppers Falsifikationisme beskriver!) at flere og flere nuancer og variabler bliver tilføjet, således at de teoretiske modeller ikke kun afspejler et stiliseret billede af virkeligheden, men derimod den nuancerede empiri.
Etableringen af en Deduktiv-videnskabelig historieteori vil, ligesom de tilsvarende, tidlige naturvidenskabelige teorier, være en overordnet abstraktion fra den komplekse historiske virkelighed, men med tiden vil de overordnede forudsigelser kunne udvikles og nuanceres så den kommer tættere på den faktiske empiri.
Vi ved nu at historien udvikler sig, og at den går fra det primitive mod det mere komplekse, men for at finde ud af hvad der skal til for at vore nuværende Vareproducerende samfund afløses af en ny og mere avanceret samfundsstruktur, må vi nødvendigvis afdække hvad det er for elementer som har været determinerende for at menneskesamfundene har udviklet sig fra Jægersamfund til Agrarsamfund og nok så afgørende videre fra Agrarsamfund til nutidens vareproducerende, kapitalistiske demokratier. Lykkes det at påvise sådanne afgørende mekanismer, vil det, ved at sammenholde disse determinerende mekanismer med nutidens dynamiske kræfter, være muligt, at opstille teoretiske modeller som beskriver fremtidige samfundsstrukturelle elementer. Hagen ved dette er at det er fremtiden der kan bekræfte hvorvidt de teoretiske modeller er korrekte og således bevise at den til grund liggende teori var korrekt. Der findes imidlertid også en anden mulighed for at få verificeret en sådan Deduktiv-videnskabelig historieteori, og den består i at bruge den pågældende teori til at forudsige forhold i nutidige samfund eller i historiske samfund, forhold som ikke hidtil har været klarlagt, og gennem efterfølgende at undersøge sådanne forudsagte forhold empirisk, vil man få en høj grad af klarhed af hvor præcis teorien passer. I den sammenhæng er det relevant at påpege, at eksempelvis Relativitetsteorien i den grad satte presserende naturvidenskabelige problemer på plads, at teorien blev alment accepteret, selv om den først lod sig egentlig verificere adskillige årtier efter at den var blevet fremsat og accepteret.
2.2 Historiens grundlæggende drivkraft
Nu da vi har konstateret at historien har en retning, kan vi gå videre til at beskæftige os med hvad det er som forårsager dette. I det følgende vil vi derfor introducere ”optimeringsteorien” som grundlag for historiens udfoldelse, hvilket fører frem mod forståelse af fremtidens samfundsstrukturering omkring produktionen og udvekslingen af ideer, ideer som jo er kernen i ophavsretsproblematikken.
Den historieskabende proces har, helt overordnet set, to hovedbestanddele Jorden / naturen og mennesket. Da Jorden / naturen er beskrevet meget grundigt og disse videnskabelige undersøgelser ikke umiddelbart fremviser historie-udviklende elementer, må det især være mennesket som vil være interessant at fokusere på, hvis man vil finde ud af hvad det er som gør at mennesket, modsat andre dyrearter udvikler sig historisk.
Det som for 28 år siden førte os to forfattere af denne prisopgave besvarelse sammen, var lige præcis dette spørgsmål. Kirsten Bergfjord, nu Kirsten Basse havde beskæftiget sig med problematikken ud fra en psykologisk indfaldsvinkel, nærmere bestemt Berlingerskolens formulering af et optimeringsbegreb forankret i fylogenesen. Helt uafhængigt heraf og uden forhåndskendskab til dette, havde Søren H. Basse formuleret et optimeringsbegreb baseret på biologiske ræsonnementer. Sidstnævnte ræsonnement er det mest grundlæggende, og det kan i korthed forklares således. For at højere livsformer skal kunne klare sig i konkurrencen med de hurtigt reproducerende mikrober, må de højere livsformer foruden reproduktionsdriften besidde en anden egenskab, som er lige så grundlæggende og afgørende for overlevelsen som seksualdriften / reproduktionsdriften. Denne egenskab er kodningen / driften mod at opsøge / optimere livsbetingelserne. Tøffeldyrene tøfler mod lyset, bladene vender sig mod lyset og alle flercellede dyr prøver hele tiden, ud fra deres specifikke forudsætninger, at finde de bedste livsbetingelser. Denne helt grundlæggende drift mod at optimere sine livsbetingelser har mennesket naturligvis til fælles med den øvrige fauna. Det der adskiller mennesket fra dyrene er, at mennesket desforuden har udviklet den højest kendte intelligens. Kombinationen af den altid virkende optimeringsdrift og menneskets intelligens, er hvad der ligger til grund for den historiske udvikling, og i det følgende skal vi se hvad det har for konsekvenser.
Da der er tale om et væsentligt og fundamentalt træk ved mennesket, er det naturligvis ikke kun Berlingerskolen og Søren H. Basse som har formuleret og arbejdet med en form for optimeringsbegreb, de fleste sociologiske og psykologiske ”skoler” operere med instinkter som bagvedliggende drivkræfter, både Freud og C.G.Jung benytter sig af begrebet ”Eros Instinkt”, selv om de tillægger dette begreb lettere forskellig betydning. Indenfor økonomi videnskaben blev den i en lidt primitivere form formuleret af Adam Smith gennem den berømte sætning: It is not from the benevolence of the butcher, the brewer or the baker that we expect our dinner, but from their regard for their own interest.” ( The Wealth of Nations Vol. 1, Ch. 2). Desuden er begrebet på sin vis indlejret i Darvinismens tese om “survival of the fittest”! Der er sikkert også adskillige andre tilsvarende begrebsdannelser indenfor andre fagområder.
Alle disse begreber, fra forskellige videnskabsgrene, kan nu samles under en enkelt Beko-videnskabelig teori nemlig den på biologien baserede ”Optimeringsteori”, idet den er i stand til at rumme både de mest grundlæggende og de mest nuancerede sider af det pågældende fænomen.
Det helt afgørende ved forståelsen af Optimeringsdriften er, at individets handlinger altid, på et grundlæggende plan bliver påvirket af den. Individets vurdering af hvad der i den konkrete situation er det optimale afhænger imidlertid af det pres der lægges på individet, og hvor stort et overblik individet er i stand til at skabe sig.
Bisonokserne, der når de blev jaget af jægere flygtede hen over sletten, troede at de gennem deres flugt optimerede deres overlevelsesmuligheder. De kunne ikke overskue at der forude lå en kløft, og at konsekvensen af deres flugt denne gang ville resultere i, at hele flokken styrtede i døden.
Befolkningen på Påskeøen forsøgte at optimere eksistensbetingelserne ud fra deres forudsætninger, men de kunne ikke overskue, at konsekvensen af deres sociale adfærd ville blive en økologisk katastrofe og et sammenbrud af deres kultur.
Optimeringsdriften er altså på ingen måde en garanti for hensigtsmæssig adfærd, men blot en altid virkende biologisk drift.. Vi kan imidlertid, ved at kigge tilbage på det forhistoriske og det historiske forløb, konstatere, at det set i et makrohistorisk perspektiv hidtil har medført en fremadskridende udvikling. Med mindre der med vor øgede teknologiske kunnen også følger en højnelse af det gennemsnitlige menneskelige udviklingsniveau, kan vi imidlertid i fremtiden godt risikere at menneskeheden uforvarende ”styrter i afgrunden”!
2.3 En stiliseret fremstilling af de 3 historie kategorier
Et problem ved historievidenskaben er, at i den ca. 5000-årige periode, som historievidenskaben beskæftiger sig med, har alle 3 historiske kategorier eksisteret sideløbende. Konsekvensen af dette er, at de konkrete historiske forløb, hvad enten det har drejet sig om jægersamfund, agrarsamfund eller vareproducerende samfund, har været påvirket / ”kontamineret” af elementer fra de andre samfundsstrukturer. Sådanne ”kontamineringer” er jo også alment forekommende i naturvidenskaberne, og det man forsøger at gøre er at opstille modeller af stiliserede / ”rene” forløb af de pågældende processer, hvad enten det drejer sig om kemiske processer, fysiske processer eller som her historiske forløb. Det der i denne sammenhæng / fremstilling interesserer os er altså ikke konkrete progressive eller regressive udviklinger forskellige steder på jorden og på forskellige tidspunkter, men derimod de grundlæggende strukturer og de progressive overgange fra en struktur til den næste.
2.3.1 Jægersamfund
Det der karakteriserer et jægersamfund er at grundlaget for samfundsstrukturen er jagt og samleraktivitet. Samfundsorganiseringen i store familiegrupper eller små stammer, afspejler livsvilkårene på dette teknologiske niveau, og variationer i gruppestørrelser er primært afstedkommet af de klimatiske og geografiske forhold som gruppen lever under.
De klimatiske og geografiske forhold nødvendiggør et vist areal per person for at brødføde gruppen. Mennesket er udviklet med en relativt høj reproduktionsrate, og dette, sammenkædet med den store hjernekapacitet og optimeringsdriften, medfører at gruppen / stammen relativt hurtigt vokser, således at jagtarealet må udvides. På et tidspunkt bliver det upraktisk at opretholde en enkelt stor gruppe i jagtarealet, og i stedet splittes gruppen i to, og processen gentages.
Indtil da kan det antages at et sådant jægersamfund har været løst struktureret, der har været mad nok, og der har derfor ikke været det store behov for organisering. Alle individerne er jo påvirket af deres optimeringsdrift og da det er gruppen som giver dem identitet og tryghed, prøver hver især at bidrage til fællesskabet uden det store behov for hierarki.
På et tidspunkt bliver alt land optaget af andre grupper, således at vor gruppe ikke mere kan ”knopskyde” til nye jagtmarker, og så sker der noget radikalt nyt. Hvor den enkeltes optimeringsdrift før blot var kommet til udtryk gennem samspillet med naturen, til gavn for gruppen, bliver denne mulighed nu gradvist begrænset. Gruppen vil naturligvis forsøge at tilkæmpe sig et større jagtområde, og pludselig bliver mændene vigtigere for gruppen og kommer til at indtage dominerende positioner. Under sådanne, mere pressede forhold, forsøger alle individer naturligvis at opnå den bedste position i gruppen, i takt med at livsbetingelserne forringes på grund af gruppens voksende størrelse og begrænsede jagtareal. Denne udvikling medfører en tiltagende hierarkisk strukturering hvor visse personer får monopol på de vigtigste ressourcer og aktiviteter, og for at livet i gruppen skal kunne forløbe så gnidningsløst som muligt, bliver gruppens individer opdraget/socialiseret til at acceptere de herskende sociale tilstande. Da den ovenfor beskrevne proces som oftest er langsom og glidende, har de fleste individer ingen oplevelse af at vilkårene har forandret sig.
For at overleve under de skærpede vilkår har man altså kæmpet mod andre stammer, man har formodentlig også foretaget børnebegrænsning gennem aflivning af nyfødte pigebørn og man har måske også måtte ”sige farvel” til de ældste inden disse døde en naturlig død. Man har desuden nok forsøgt at effektivisere jagten, blandt andet ved at forsøge sig med nye våben, men sådanne nye initiativer hæmmes og modarbejdes af den hierarkiske struktur og socialiseringen – sådanne nye tiltag og initiativer truer den samfundsmæssige magtbalance og dermed samfundsstabiliteten!
Utallige eksempler på sådanne forhold findes beskrevet i den antropologiske litteratur.
Den større bofasthed har betydet at man kendte sit areal indgående, og på et tidspunkt har et opmærksomt samfundsmedlem observeret, at der hvor hun tabte en håndfuld frø sidste år er der nu en koncentreret gruppe af planten. Kvinder og indsamling af frø har ikke truet den herskende samfundsorden, og dermed er kimen til udvikling af agrarsamfundet lagt.
2.3.2 Agrarsamfund
Med indførelsen af agerbruget blev det lige pludselig muligt at brødføde hvert individ på basis af et meget mindre areal, og de hidtidige restriktive sociale praksisser har igen kunnet blødes op. Var nogen individer utilfredse med de herskende vilkår, kunnet man danne sin egen agrare produktionsfamilie ved at flytte væk fra hovedgruppen og ud i det der hidtil havde været gruppens jagt territorium.
Da fjenderne fra de tilstødende territorier også har kunnet tilegne sig den agrare teknologis velsignelser, har fjendtligheden aftaget og man har kunnet leve stille og fredeligt med periodevise udflytninger og opdyrkning af mere land som den væsentligste forandring.
Når al opdyrkelig jord er taget i brug og individet ikke længere kan optimere sine livsbetingelser gennem øgede agrare aktiviteter, indtræder igen en monopol fase, hvor optimeringsdriften vendes indad gennem individets forsøg på i stedet at optimere sin samfundssociale position. Der opstår på ny gnidninger med tilstødende grupper, og de agrarfamilier som kan stille med flest våbenføre mænd, opnår en privilegeret position, en position som gradvist udvikler sig til egentligt herrevælde.
Etableringen af arvelige privilegier i monopol fasen af såvel Jæger kategorien som i den Agrare kategori, gør det blandt andet nødvendigt med en meget hård seksualmoral, da man ikke har mulighed for prævention, og kun kan hævde sine privilegier, såfremt man med sikkerhed kan demonstrere afkommets biologiske tilhørsforhold.
Det er i denne sammenhæng væsentligt at holde sig for øje, at livsvilkårene har afgørende betydning for måden at tænke på. Individer i såvel jægersamfund som agrarsamfund har ikke alene andre normer end os, deres måde at opfatte virkeligheden på er også helt anderledes.
2.3.3 Det vareproducerende samfund
Efterhånden som monopoliseringen i agrarsamfundet øgedes, fik de produkter man kunne frembringe på det stedse mere begrænsede areal større og større betydning, og man begyndte at tage nogle af de produkter som man ikke umiddelbart havde brug for med sig, når man gik på visit hos andre produktionsfamilier. Sådan bytteaktivitet blev gradvist et formål i sig selv, og efterhånden opstod der egentlige markeder hvor man mødtes og byttede sine produkter.
Hvor det revolutionerende nye i Jægersamfundet var udvikling af primitive våben, hvorved jagten blev mere ”livsopretholdende” end den hidtidige samleraktivitet, var det revolutionerende nye i Agrarsamfundet den systematiske og effektivere udnyttelse af planter og dyr gennem bofasthed og dyrkning af jorden.
Fremkomsten af det Vareproducerende samfund var derimod revolutionerende på to måder. Det revolutionerende aspekt som på sin vis svarede til de to hidtidige overgange var, at man, ved at specialisere og effektivisere fremstillingen af ting, gradvist opnåede et langt større udbytte end gennem tilsvarende (ufaglært) produktion indenfor agrarfamilien. Det andet og endnu mere revolutionerende var, at dette opnåede man gennem fælles overenskomst om en samfundssocial abstraktion! Da man ikke altid havde brug for de ting som man umiddelbart kunne bytte sig til, kunne man jo altid bytte sig til et husdyr, som var let at bytte videre på et senere tidspunkt. Dette udviklede sig af praktiske årsager til den revolutionerende sociale abstraktion penge som et alment symbol for værdi.
Den første overgang fra brugsværdi bytte til egentlig bytteværdi økonomi er lang og diffus. Selv i dag benytter man sig såvel individuelt som i mega-handler af brugsværdi bytte, men det der er afgørende for samfundsstrukturen er muligheden for at benytte sig af bytteværdi abstraktionen. I antikken benyttede man sig f.eks. i vid udstrækning af personlige kreditdokumenter, hvilket altid har været sikrere end at bære rundt på rede penge, men sådanne kreditter forudsætter eksistensen af abstraktionen penge.
Inden vi går over til en mere nuanceret beskrivelse af samfundsudviklingen er der to forhold som bør berøres, Det ene er at samfund som er baseret på vareproduktion og vareudveksling, som en nødvendig konsekvens må indføre privat ejendomsret. Den anden er at når alle materielle ressourcer er bragt ind under den private ejendomsret begynder en gradvis monopolisering svarende til dem i de to tidligere kategorier.
Alt dette for at konstatere, at historien udfolder sig på grund af optimeringsdriften, og at hver historisk kategori består af to væsen forskellige faser. En fase hvor der er fri tilgang til de for den pågældende kategori grundlæggende ressourcer, og en efterfølgende monopol fase, som er afstedkommet af at individernes optimeringsdrift gradvis bliver mere og mere hæmmet. Konsekvensen af denne udvikling er, at individernes optimeringsdrift bliver vendt indad mod samfundets sociale struktur, og samfundet bliver derfor gradvist mere og mere hierarkisk, polariseret og ufleksibelt.
Så længe de nuværende Vareproducerende samfund ikke bliver afløst af en ny, overordnet og mere avanceret måde at udnytte verdens ressourcer på, så længe vil nogle samfund blomstre for så siden at sygne hen, hvorefter andre vil blomstre op for så også at sygne hen på et tidspunkt. Lige som det var tilfældet ved overgangen fra Jægerkategorien til den Agrare kategori og fra den Agrare kategori til det Vareproducerende kategori, hvor mange flere mennesker, på basis af de nye produktivkræfter kom til at leve godt på de samme ressourcer og samfundene derfor blomstrede op igen, således vil overgangen fra det kapitalistiske Vareproducerende samfund til en ny form for samfundsstrukturering sandsynligvis give mulighed for fornyet dynamik og opblomstring. Uden en sådan radikalt ny samfundsstrukturering, vil også det fremtidige historiske forløb med stor sandsynlighed komme til at bestå af en lang række militære konfrontationer, der kan resultere i spild af uhyre mængder af menneskeliv og ressourcer, samtidig med at den globale udvikling bliver sat tilbage.
2.3.4 Interaktion mellem forskellige kategoriale elementer
Som nævnt har alle tre kategoriale niveauer været aktive i hele det tidsrum historievidenskaben beskæftiger sig med. Nøglen til forståelse af konkrete historiske forløb er, at sådanne konkrete forløb altid består af elementer fra flere forskellige kategoriale niveauer.
Langt op i historien kom den Vareproducerende kategori primært til udtryk i form af bystater, men sådanne bystater var næsten altid omgivet af et feudalt udviklet opland. Styringsstrukturen i bystaterne var følgelig følsom for ændringer i balancen mellem håndværkere og købmænd på den ene side, og de feudale kræfter på den anden side. Havde de feudale kræfter overtaget, ville den samlede struktur have en hersker som var afhængig af herremændene, og samfundet, også byen, ville være præget af feudal samfundsbevidsthed og samfundsorganisation. Havde de vareproducerende håndværkere og købmænd overtaget ville herskeren være afhængig af disse, og samfundsstrukturen ville tendere mod den form for samfundsstrukturering som er kendt fra den Vareproducerende kategori. Det absolutte monarki/diktaturet indikerer det historiske balancepunkt, hvor de feudale agrare kræfter og de handelsorienterede kræfter balancerer, så kongemagten / diktatoren kan spille disse to fløje / samfundskræfter ud imod hinanden og derigennem tiltvinge sig enevældig magt.
Selv om Danmark er et af de gamle demokratier hvor den Vareproducerende kategori / det kapitalistiske samfund og dets demokratiske styreform fungerer bedst, er det tankevækkende, at de agrare interesser her i landet fortsat indtager en position som er helt ude af proportion med antallet af landbrugere eller med landbrugets betydning for økonomien. Et misforhold der er endnu mere slående hvad angår resten af EU!
Som nævnt ovenfor har interaktionen mellem de agrare og de vareproducerende kræfter stor betydning for de pågældende samfunds struktur og udvikling. Det der var karakteristisk for oldtidens højest udviklede bystater var, at deres agrare oplande var relativ begrænsede, sammenlignet med andre statsdannelsers. Bystaterne ved Eufrat og Tigris havde smalle agrart opdyrkelige områder langs floderne til rådighed. I Ægypten var forholdene tilsvarende. De pågældende bystater var altså hæmmet af at de havde et begrænset agrart udviklet opland, men til gengæld havde de med floderne optimale vandværts (eksportorienterede) handelsmuligheder, og dette var på et tidspunkt i historien, hvor skibsbygningsteknologiens niveau begrænsede maritim handel. Den utilsigtede fordel ved det begrænsede hjemmemarked / agrart udviklede opland var, at disse byer ikke i samme grad blev holdt udviklingsmæssigt tilbage af et lavere udviklet opland. De begrænsede dyrkbare arealer blev derimod hurtigt udviklet (med kunstvanding og vejnet) forbi hvad en feudal struktur ville kunne præstere.
Det samme forhold gjorde sig senere gældende med de Græske bystater. Disse opstod i karrige kystområder hvor de agrare muligheder var begrænsede. De græske bystaters opblomstring var sammenfaldende med at skibsbygningsteknologien netop da gjorde det muligt at udvide den søværts handel. Det var netop disse græske bystater som kom til at udvikle antikkens reneste form for vareproducerende samfund, med de dertil hørende kulturelle og samfundsmæssige strukturer.
Da Rom begyndte at udvikle sig, var kystområderne allerede domineret af græske og fønikiske bystater, og dette blev afgørende for Romerrigets udvikling. Som følge af at kystområderne og den maritime handel allerede var ”optaget”, kom Romerrigets udvikling i de første århundreder til primært at basere sig på landværts anneksion af nye byer og agrare områder.
Det vil i denne sammenhæng føre for vidt at komme ind på dynamikken i forbindelse med regressive overgange fra et højere kategorialt niveau til et lavere kategorialt niveau, hvad en sådan forståelse angår, må vi derfor nøjes med at henvise til ”Science, History and the Future.” af Søren Hetland Basse.
2.3.5 Udviklings paradoks
Under beskrivelsen af Jæger-kategorien nævnte vi, at den samfundsmæssige socialisering samtidig virkede som en bremse på udvikling af nye jagtvåben og metoder. Dette gjorde sig i allerhøjeste grad også gældende i Romerriget. Det teknologiske niveau var det hidtil højeste, men med en meget stor slavebefolkning var nye arbejdsbesparende tiltag en trussel mod den samfundsmæssige stabilitet. Der er dokumentation for, at arbejdsbesparende opfindelser som følge deraf ligefrem blev forbudt af staten. Kun i provinser hvor der var mangel på arbejdskraft / slaver implementeredes arbejdsbesparende teknologi.
Medens udviklingsniveauet i Kina indtil 1400 tallet var langt højere end i Europa, stoppedes denne på handel og søfart baserede udvikling af et kejserligt dekret. Kejseren blev helt konkret bange for at miste kontrollen. Al maritim handel blev forbudt, og Kina vendte sig indad og stagnerede.
Avanceret teknologi bliver udviklet i avancerede kulturer, men avancerede kulturer har normalt også et problem med et fødselsoverskud. Så længe man kan få billig arbejdskraft ligger det lige for at udnytte denne arbejdskraft i stedet for at blive tvunget ud i de eksperimenter og store investeringer, som er en nødvendig forudsætning for udvikling af arbejdsbesparende teknologi.
Det helt unikke som skete i Europa i 1400 tallet var, at befolkningen, på grund af pestepidemierne blev reduceret med op til en tredjedel. Kendskab til arbejdskraft besparende teknologier fra Romerrigets blomstringstid havde imidlertid overlevet i klostrenes biblioteker. Arbejdskraften blev en mangelvare, lønningerne steg voldsomt, og incitamentet til at erstatte arbejdskraft via tekniske og rationaliserende forbedringer var stort. Da agterstavns roret også blev indført på dette tidspunkt, og skibenes manøvreegenskaber dermed blev voldsomt forbedret, var grunden lagt til en søværts handelsekspansion, som medvirkede til at udvide behovet for arbejdskraft og dermed forlænge motivationen for at fortsætte den tekniske udvikling. En udvikling som bragte Europa teknologisk foran resten af verden, og som har fortsat helt til vore dage.
2.3.6 Nutidens udviklingslande
Selv om der kun findes små og marginaliserede jægersamfund i dag, findes de dog, og selv om udviklings landene er meget forskellige, er de karakteriserede ved primært at bestå af en meget stor landbrugssektor, samt af by strukturer som er mere eller mindre industrielt udviklede. Foruden samspillet mellem disse produktionsmæssige strukturer er de fleste udviklingslande også voldsomt influeret af den industrialiserede verden. Det er kun gennem kortlægning af såvel de agrare strukturers stade, de vareproducerende strukturers stade, handelen med råstoffer, uddannelsesniveau, udviklingsbistand, samt den stabiliserende og den destabiliserende påvirkning af nødhjælpsarbejde, at man vil kunne danne sig et realistisk overblik over de individuelle udviklingslandes niveau, som altså alle er forskellige.
Når det gælder de såkaldte nyindustrialiserede lande, står de i dag med de samme problemer som vi stod med i overgangsfasen til den Vareproducerende kategori. Majoriteten af befolkningen befinder sig fortsat på et agrart niveau, og den samfundsmæssige stabilitet er afhængig af hvor godt man formår at omstille den store agrarbefolkning til vilkårene under den vareproducerende, kapitalistiske, demokratiske samfundsstruktur.
Grunden til at industrialiseringen og demokratiet udviklede sig så exceptionelt fredeligt og dynamisk i Danmark var, at det netop var udviklingen af landbruget og den maritime handel der hos os drev industrialiseringen frem. Landbefolkningens forbedrede levevilkår og forbedrede uddannelsesniveau var et centralt element i denne udvikling. Det dilemma nutidens udviklingslande og nyindustrialiserede lande står med er, at bybefolkningerne i de pågældende lande kan få deres livsfornødenheder og varer billigere gennem import, og at de dermed er uvillige til at betale en overpris for lokalt (ineffektivt) fremstillede fødevarer og livsfornødenheder, hvilket imidlertid er forudsætningen for at den agrart udviklede majoritet af befolkningen kan få hævet levestandarden og dermed også udviklingsniveauet, hvilket igen er en forudsætning for en stabil og dynamisk samfundsudvikling.
3 Fundamentale neurologiske og psykologiske mekanismer
Vor fremstilling af historien har hidtil primært været beskrevet ud fra den på biologien hvilende optimeringsdrift. Optimeringsdriften er imidlertid blot den mest grundlæggende egenskab hvormed mennesket påvirker samfundsudviklingen.
Vi bliver dagligt konfronteret med nyheder og situationer som er uforståelige ud fra den samfundssociale virkelighed som vi lever i. Den mest almindelige tolkning, af sådanne anderledes reaktions- og handlings mønstrer ”ude i verden”, er, at de agerende har en anden samfundsmæssig eller kulturel baggrund, og at det er derfor vi ikke kan forstå dem. Dette er naturligvis også mange gange tilfældet, men en overordentlig stor del af de fænomener, som vi er tilbøjelige til at tolke ud fra en etnisk / kulturel indfaldsvinkel, er i virkeligheden ikke unikke kulturelle manifestationer. Der er derimod tale om manifestationer af alment menneskelige psykologiske mekanismer, som blot får forskellige udtryk, fordi de pågældende personer eller samfund befinder sig i udviklingsmæssige faser som er forskellige fra vores. For at kunne opnå en dynamisk forståelse af sociale og samfundsmæssige strukturer, både ”de andres”, og de strukturer vi selv er en aktiv del af, er det nødvendigt at tage højde for nogle grundlæggende, alment menneskelige, neurologiske og psykologiske mekanismer. Uden de nedenfor beskrevne neurologiske og psykologiske mekanismer, vil det være yderst vanskeligt at etablere en dynamisk forståelse af den konkrete udfoldelse af historien.
3.1 Bevidsthedens niveaudelte struktur
Såvel psykologien som sociologien og historievidenskaben opererer med forskellige former for niveaudelt kategorisering af individets bevidsthed, men den bedste formulering af disse fænomener kommer efter vor mening fra den indiske kulturkreds som opererer med 7 niveauer, hvoraf det dog kun er de tre første som har relevans her.
Det første bevidsthedsniveau er det niveau hvor vi betragter alt som sort eller hvidt enten eller, rigtigt eller forkert, godt eller skidt og så videre.
Når vi befinder os på det andet bevidsthedsniveau formår vi at erkende både og, at både det ene og det andet er rigtigt.
På det tredje bevidsthedsniveau kan vi erkende helheder og dermed at tingene bare er.
Alt efter vor modenhed og det stres vi individuelt eller kollektivt er underlagt opfatter vi enten unuanceret og firkantet eller dualistisk / flere sider af samme sag, medens det tredje helhedsopfattende bevidsthedsniveau er noget som de færreste formår at fastholde i mere end korte glimt.
3.2 Bevidsthedens manglende stabilitet
Menneskets virkelighedsoplevelse er meget kortlivet. Det er kun gennem samvær med andre mennesker, at vi opretholder vor oplevelse af normalitet og kontinuitet. Dette er grundigt beskrevet i den sociologiske faglitteratur, på basis af situationer hvor enkeltindivider eller små grupper af individer, af den ene eller den anden grund, har været isoleret i længere tid. Fænomenet er også alment kendt i forbindelse med gruppedynamiske kurser, hvor gruppens opmuntring eller negative pres i løbet af få timer kan få et gruppemedlem til radikalt at ændre opfattelse af sig selv og situationen.
Når vi kan opretholde illusionen om en fasttømret bevidsthed som rækker årtier tilbage, er det kun fordi vi samfundsmæssigt hele tiden bekræfter hinanden i en fælles virkelighedsopfattelse. I virkeligheden forandrer vor virkelighedsopfattelse sig hele tiden i takt med vor kontakt med andre mennesker og med forandringer i samfundet.
3.3 Bevidsthedens begrænsning.
Sigmund Freud (1856-1939) benyttede sig af analogien med et isbjerg da han beskrev forholdet mellem hjernens bevidste og ubevidste funktioner. Både når det drejede sig om isbjerge og når det drejede sig om menneskets mentale processer var 90 % skjult under overfladen og altså ude af syne. Da vi for små 30 år siden begyndte at beskæftige os med dette fagområde, var den tilgængelige forskning baseret på nogle få og sjældne medicinske tilfælde, især fra Korea krigen, hvor ofre med hjernelæsioner fremviste karakteristika som der kunne eksperimenteres ud fra og forskes i. Med de sidste årtiers udvikling af hjerneskannere er der sket en sand revolution indenfor dette forskningsfelt. Selv om billedet i dag er meget mere nuanceret end det var tidligere, var de tidligere observationer stort set korrekte, Ca. 90 % af vor hjerneaktivitet foregår i det ubevidste, og disse ubevidste hjerneaktiviteter er resultatet af en form for ikke lineær bearbejdning af input. Denne ubevidste bearbejdning kommer til bevidsthedens kendskab i form af billeder, følelser, fornemmelser og intuitive indfald.
3.4 Bevidsthedens begrænsende indvirkning på historiens udfoldelse
Individets bevidste virkelighedsforståelse har altså sin oprindelse i de ca. 90 %, underbevidste, ikke-lineære hjerneaktiviteter. Disse underbevidste processer kommer op til bevidsthedens overflade i form af billeder, følelser, fornemmelser, og intuitive indfald, og de må hver gang først oversættes og udtrykkes på en måde som gør dem forståelige for andre mennesker. Da nogle mennesker primært er visuelle, andre følelses-orienteret, atter andre fornemmende og andre intuitivt orienteret, vil deres bevidste formuleringer af synspunkter og erfaringer også være forskellige.
Når vi skal kommunikere med andre mennesker er det derfor nødvendigt at have en fælles referenceramme, og som naturvidenskaben har vist er den sikreste referenceramme den materielle virkelighed.
3.5 Konsensus virkelighed
På baggrund af de ovenfor skitserede psykologiske mekanismer kan det konstateres at konsensus-virkeligheden nødvendigvis må være tæt forbundet med den materielle virkelighed. Konsekvensen af dette tætte samspil mellem et samfunds materielle stade og borgernes bevidsthed er, at de samfundsmæssige og kulturelle manifestationer også afspejler det pågældende samfunds udviklingsniveau.
En af grundene til at det er så væsentligt at forstå, at vor flygtige virkelighedsopfattelse er meget tæt knyttet til de materielle vilkår og det samfund vi lever i, er, at samfundsvidenskaberne hidtil i vid udstrækning har indtaget det modsatte standpunkt, nemlig at det er vores bevidste og på vilje baserede handlinger som afstedkommer de samfundsmæssige forandringer, men i virkeligheden er det de samfundsmæssige forandringer som ændrer vor bevidsthed og dermed også vore handlemønstre!
Lige som vi ikke er i stand til at sætte os op imod naturlovene, men derimod gennem indsigt er i stand til at udnytte naturlovene til vor egen fordel, således er vi heller ikke i stand til at sætte os op imod menneskets natur og de kollektive kræfter som skaber historien, men gennem Deduktiv-videnskabelig indsigt i samfundsmæssige forhold, vil det kunne lade sig gøre, at få klarhed over hvor, hvornår og hvordan det reelt kan lade sig gøre at påvirke den fremadskridende historiske proces.
4 Den økonomiske dynamik
Økonomien er i vid udstrækning vort samfunds omdrejningspunkt, og uden en forståelse af den mest grundlæggende økonomiske dynamik, vil det heller ikke være muligt at forstå fremtidens ophavsretslovgivnings rolle. Udfordringen er jo netop at etablere en ophavsretslovgivning som på dynamisk vis kan inkorporere ikke-fysiske frembringelser i den kapitalistiske markedsøkonomi.
Det står vist klart for enhver der har beskæftiget sig en smule med økonomi videnskaben, at denne videnskab, på trods af mange landvindinger, ikke har løst sine grundlæggende videnskabelige problemer. Økonomi videnskaben befinder sig helt klart på det Beko-videnskabelige niveau, hvor den undersøgte empiri bliver beskrevet og forklaret ved hjælp af forskellige teorier, hvoraf nogen er bedre i stand til at forklare nogle fænomener, og andre teorier er i stand til at forklare andre fænomener, uden at der findes en enkelt overordnet teori, indenfor hvilken alle økonomiske forhold kan forstås. Nok så væsentligt gør de mere overordnede teorier det ikke muligt at forudsige økonomiske udviklingsforløb, hvilket resulterer i, at der fortsat er stor afstand mellem økonomividenskaben på den ene side og den konkrete økonomiske virkelighed på den anden side.
4.1 Ekstramerværdi
Grundlæggende kan vi konstatere, at det mennesket forsøger at opnå via økonomien er tilfredsstillelse og medgang, men det der udvikler økonomien er de menneskelige egenskaber nysgerrighed / kreativitet i forening med optimeringstrangen.
Uden at besvære læseren med de nærmere detaljer kan det konstateres, at både den neoklassiske økonomi og Karl Marx’s økonomiske model når frem til at merværdiraten falder og at den økonomiske motor følgelig burde være gået i stå. Da den kapitalistiske økonomi fortsat lever i bedste velgående, må der altså være noget væsentligt, som de pågældende teorier ikke tager højde for.
Økonomen Poul Romer forsøgte i 1980erne at råde bod på det ovenfor nævnte grundlæggende problem ved at påpege, at uddannelse fører til vækst, og at denne på uddannelse hvilende vækstfaktor burde kunne forklare den observerede diskrepans mellem økonomisk teori og virkelighed.
Paul Romer: Dynamic Competitive Equilibria with Externalities, Increasing Returns and Unbounded Growth”, University of Chicago, 1983.
Da den pågældende forklaring imidlertid ikke var dybere funderet end observationen af at uddannelse leder til vækst, er det os bekendt ikke lykkedes at udvikle teorien videre.
Løsningen på det pågældende problem har imidlertid ligget og ventet i over 100 år. I ”Kapitalen” ((1867)Rhodos 1970, s 475 – 481) formulerer Marx ekstramerværdibegrebet, som med dagens sprog i korthed kan beskrives således: ”Ekstramerværdi er den ekstra værdi som en producent kan opnå ved at være teknologisk foran sine konkurrenter.”
At Marx kun ofrede 6 sider på denne grundlæggende forståelse og brugte resten af det 1200 sider store værk til at udfolde merværdibegrebet, skyldes tilsyneladende at han primært fokuserede på lønarbejderens vilkår. At de neoklassiske økonomer heller ikke har beskæftiget sig med ekstramerværdi begrebet, kan bero på det historiske og politiske forløb. En anden årsag til at hverken Marx eller de neoklassiske økonomer har interesseret sig for ekstramerværdibegrebet kan være, at ekstramerværdien tilsyneladende kun havde betydning for den ene (opfindsomme) fabrikant. Så snart de øvrige fabrikanter havde tilegnet sig den pågældende teknologi var forskellen udlignet, og der skabtes ikke mere ekstramerværdi ud fra den pågældende teknologiske forbedring. Udviklingen gik relativt langsomt den gang, og ekstramerværdien spillede følgelig en meget lille rolle i samfundsøkonomien, i forhold til merværdien. Det der er sket i de mellemliggende 100 år er imidlertid, at ekstramerværdien / den teknologiske udvikling er accelereret og har fået større og større betydning, således at den, i ”De gamle industrilande” efterhånden er en større økonomisk faktor end merværdien.
De nødvendige forudsætninger for en dynamisk makroøkonomisk teori har altså været til stede hele tiden. Hvad enten man bruger Adam Smith’s udsagn om egeninteresse eller Optimeringsbegrebet, så har man den nødvendige dynamiske menneskelige drivkraft, og ekstramerværdibegrebet er hvad der mangler for at man kan opstille en teori der på et overordnet plan kan beskrive hvilke faktorer der på lang sigt gør lande mest konkurrencedygtige, således at man kan forudsige hvilke højt industrialiserede lande der på sigt vil udvikle sig mest dynamisk.
Da ekstramerværdien jo har sin oprindelse i kreativitet og dermed er tæt knyttet til ophavsretsproblematikken, må vi nødvendigvis give læseren en forståelse for den pågældende teoretiske struktur.
4.1.1 De overordnede vækst faktorer
I udviklingslandene og i de nyindustrialiserede lande hvor store dele af befolkningen fortsat befinder sig på det agrare niveau, og hvor levevilkårene som følge heraf er meget ringere end dem vi har, er befolkningerne indstillet på at acceptere utrolig dårlige leve og arbejdsvilkår indenfor den vareproducerende økonomi, fordi sådanne vilkår under alle omstændigheder giver bedre muligheder end de muligheder der var der hvor de kom fra på landet.
Med de lave lønninger og nærmest ubegrænsede mængder af arbejdskraft til rådighed, er det muligt for de nyindustrialiserede økonomier, at generere en utrolig mængde merværdi, især fordi man ved at importere teknologi fra de højest udviklede lande kan udnytte arbejdskraften optimalt.
Da ”De gamle industrilande” gennemgik den samme udviklingsfase gik det langsommere, fordi teknologien den gang skulle udvikles sideløbende med den kvantitative ekspansion. Efterhånden som der opstod knaphed på arbejdskraft i ”De gamle industrilande”, og arbejdskraften derfor formåede at organisere sig og kræve bedre vilkår, tilflød en stigende del af merværdien lønarbejderne og staten, og de pågældende økonomier gled gradvis over i en ny fase.
Merværdibegrebet hviler på den antagelse, at arbejdskraften betales hvad det, i videste forstand, koster at regenerere den pågældende arbejdskraft. Når arbejdsgiveren, gennem at organisere arbejdet og finansiere og udnytte maskiner, formår at generere mere værdi end arbejdskraften koster, opnår han dermed en merværdi. Merværdien er således det element i økonomien som holder hjulene i gang. Hvor stor andel af merværdien de forskellige aktører i økonomien tilegner sig, kommer imidlertid an på magtfordelingen i samfundet og dermed på den politiske situation.
Det dynamiske samspil mellem merværdien og ekstramerværdien kan lettest beskrives gennem et stiliseret eksempel.
Hvis man forestiller sig, at nogle firmaer fra forskellige lande, med den samme teknologi fremstiller de samme varer, vil arbejdskraft omkostningerne være den afgørende konkurrencemæssige faktor. Firmaet i det land der har den billigste arbejdskraft (af samme kvalitet) vil følgelig udkonkurrere de andre landes firmaer.
Den negative effekt ved rigelig tilgang af billig arbejdskraft er imidlertid, at firmaerne dermed ikke har noget særligt incitament til at videreudvikle deres produktionsmetoder.
Som nævnt tidligere, i forbindelse med Europas udvikling i middelalderen, er der store usikkerhedsmomenter og store omkostninger forbundet med udvikling af ny teknologi. Maskiner skal desuden betales med det samme – uden garanti for at de når at forrente sig. Arbejdskraft skal derimod blot betales løbende efterhånden som den bliver udnyttet.
Såfremt en fabrikant oplever kapacitetsproblemer, eller markedsmæssig konkurrence fra andre fabrikanter, vil den letteste og billigste løsning altså være at sætte flere lønarbejdere ind, eventuelt i flere skift, og eventuelt presse arbejdskraften yderligere, under henvisning til at arbejdspladserne vil forsvinde såfremt de ikke går med til forringelser (dette sidste sker f.eks. også i Tyskland i øjeblikket!).
Vi vender os nu fra lande uden regulerede arbejdsmarkedsvilkår, og retter opmærksomheden mod et land hvor regler og lovgivning sikrer at såvel lønarbejderne som staten får en betragtelig andel af merværdien i form af højere lønninger og skatter. I et sådant land vil lønarbejdernes levestandard være forbedret og staten vil være i stand til at præstere et langt højere serviceniveau, bedre skoler, bedre sygehuse, bedre infrastruktur og så videre.
Ifølge eksisterende teori ville det pågældende land imidlertid være sygnet hen fordi dets fabrikanter ikke ville være konkurrencedygtige!
I virkeligheden resulterer det pres, som påføres fabrikanterne på grund af deres reducerede andel af merværdien i, at de forsøger at optimere deres eksistensbetingelser ved at formindske antallet af lønarbejdere gennem rationalisering og indførelse af ny teknologi! Gennem kreativitet og udvikling genererer den pressede fabrikant altså ekstramerværdi, og denne ekstramerværdi kompenserer ham for den til lønarbejderne og staten afgivne andel af merværdien, således at han forbliver konkurrencedygtig i forhold til fabrikanterne i andre lande hvor der er lavere lønninger.
Medens kapitalens interesse nødvendigvis er centreret omkring profitabiliteten, er lønarbejdernes interesse meget bredere end den blotte opretholdelse af livet. Lønarbejdernes optimeringsdrift kommer i væsentlig grad til udtryk gennem videreuddannelse og gennem et ønske om at børnene får gode uddannelser. Statens andel af merværdien går til forbedret infrastruktur, uddannelse, hospitaler m.m.
Det øgede pres på erhvervslivet genererer altså en højere samfundsmæssig tilvækst, og resulterer i en positiv økonomisk og social spiral. De forbedrede samfundsmæssige vilkår giver effektivere infrastruktur og højere udviklede og uddannede borgere, som er i stand til at opfinde og udvikle ny ekstramerværdi genererende teknologi, som fører til endnu bedre infrastruktur og endnu bedre uddannede borgere og så videre og så videre.
Det der ved første øjekast virker som et negativt økonomisk og konkurrencemæssigt pres på fabrikanterne, viser sig ved nærmere øjesyn, at være den helt afgørende dynamiske mekanisme og konkurrenceparameter for de højtindustrialiserede lande. I de uregulerede økonomier genereres primært merværdi, medens der i de regulerede økonomier desforuden genereres tilstrækkelig ekstramerværdi til at det historisk set hidtil har kunnet holde disse lande konkurrencedygtige.
I skrivende stund (april 2007) er det eksempelvis konstateret, at de danske virksomheder som fremstiller produkter til energisektoren har en dobbelt så høj lønsomhed som den øvrige industri. Set i det ovenfor beskrevne perspektiv kan det tolkes på følgende måde. Der har i Danmark været strengere lovgivning og et højere afgiftsniveau på energiforbrug end i de fleste andre lande, presset fra sådanne strengere love og højere afgifter har ansporet de danske virksomheder indenfor energi sektoren til at leve op til disse strengere krav og den øgede beskatning, og dette øgede pres har resulteret i at de pågældende virksomheder har fokuseret på innovation, således at de har fået forbedret deres lønsomhed og konkurrenceevne overfor udlandet markant. Et andet eksempel. Da Danmark for en del år siden lagde øgede afgifter på vandforbrug var industrien i stand til at reducere sit vandforbrug dramatisk. På Daniscos sukkerfabrikker blev vandforbruget på kort tid reduceret med over 80 %. Et helt nyt eksempel er de enorme Svenske papir / træ og massefabrikker. (Sveriges Radio P 1. juni 2007 + ”Ingeniøren” 12/10-07 ”Mælkekarton med egen energi” Produktion s.10) Hidtil har al den i forbindelse med fabrikationen nødvendige vanddamp så at sig gået op i røg. På grund af de øgede svenske elpriser er man nu begyndt at udnytte vanddampen til el produktion. På det første ”Pappersbruk”, som har gennemført en sådan omstrukturering, har dette ført til produktion af el svarende til el opvarmning af 20.000 svenske parcelhuse, og denne el produktion bidrager nu med 20 % af det pågældende ”Pappersbruks” økonomiske overskud. Uden det øgede pres som de højere elpriser har lagt på disse virksomheder, var energi for milliarder fortsat blevet sløset væk.
Valutarisk revaluering har faktisk en tilsvarende effekt på en national økonomi. Dette er konsistent med at Tyskland, Holland og Schweiz i anden halvdel af det tyvende århundrede oplevede god konkurrenceevne samtidig med at deres valutaer revaluerede i forhold til deres samhandelspartnere. Frankrig og England, som i samme tidsrum havde en kraftig indvandring af billig arbejdskraft fra deres gamle kolonier, fulgte derimod ikke lige så godt med udviklingen.
Øgede krav og fremsynet pres på arbejdsgiverne resulterer altså i samfundsmæssige forbedringer og bedre konkurrenceevne.
4.2 Nutidens gamle industrilande
Ud fra den ovenfor beskrevne forståelsesmodel er det muligt at opstille en helt overordnet forudsigelse af hvilke lande som ud fra den nuværende kapitalistiske dynamik vil udvikle sig mest dynamisk.
De lande hvor lønninger og skatter er høje og disse bruges til at udvikle borgerne og samfundet, vil alt andet lige generere mest værdi i form af merværdi plus ekstramerværdi. Historisk set har det været sådan. De Skandinaviske lande og især Danmark er tydelige eksempler på dette. Når vi fremhæver Danmark er det fordi de andre Skandinaviske lande har naturressourcer hvilket slører billedet. Danmark derimod har aldrig haft andre ressourcer end sin dyrkbare jord og sin arbejdskraft. Den ovennævnte mekanisme og den relativt homogene udvikling af hele befolkningen har ført til, at Danmark i dag befinder sig blandt de rigeste lande i verden. Da Danmark siden anden verdenskrig, næsten hele tiden har haft et højere lønniveau end omverdenen, burde Danmark, ud fra den herskende teori, være udkonkurreret for længe siden!
Hverken Marx eller de neoklassiske økonomer kunne overskue, at genereringen af ekstramerværdi, som indenfor nationalstaternes grænser blot gav en fordel til enkelte fabrikanter, i en global økonomisk sammenhæng har udviklet sig til, at en hel gruppe af nationalstater, ”De gamle industrilande”, har opnået tilsvarende fordelagtige udviklingsmæssige og konkurrencemæssige positioner.
4.3 U.S.A’s deroute
I en længere årrække har der været tendens til at beundre U.S.A. for den dynamiske udvikling, nærmere bestemt amerikanske firmaers høje profitabilitet. Man har altså sat lighedstegn mellem at det gik godt for firmaerne i U.S.A. og at det derfor også nødvendigvis måtte gå godt for landet! Det har dog i den sammenhæng været svært at forstå, at den amerikanske middelstands levestandard kun har udviklet sig minimalt siden 1970erne. Med udgangspunkt i ekstramerværdi begrebet kan der formuleres følgende forklaring på dette tilsyneladende paradoks.
Fordi der foregår en massiv import af billig arbejdskraft, og især fordi en væsentlig del af denne arbejdskraft er illegal, (nærmere bestemt 12.000.000 illegale indvandre) bliver lønningerne holdt kraftigt nede. (den nyligt forhøjede officielle mindsteløn er 7,25 $ ~ 39,65 Kr.).
Med lave skatter og billig arbejdskraft er virksomhederne ganske profitable. Den billige arbejdskraft og de lave skatter betyder imidlertid, at virksomheder udenfor eksportsektoren, og det er langt de fleste, ikke har et lige så stort incitament til at effektivisere og indføre ny teknologi. Da den samlede økonomi derfor ikke genererer så meget ekstramerværdi, og da skatterne er lave bliver uddannelsesniveauet ikke i tilstrækkelig grad hævet. Den store middelstand står mere eller mindre i stampe, og de lave skatter betyder desuden, at de offentlige myndigheder ikke er i stand til i væsentlig grad at forbedre infrastruktur og service. Det ringe gennemsnitlige uddannelsesniveau i U.S.A. bliver blandt andet kompenseret gennem import af højtuddannet arbejdskraft fra resten af verden.
Ifølge den her fremførte teori skulle U.S.A.’s økonomi for længe siden have vist tegn på stagnation.
Det kan tolkes som en succes når U.S.A. har en vækst der ligger en hel % højere end EU’s vækst, men da U.S.A. desuden har et enormt betalingsbalance underskud, vendes billedet om til EU’s fordel. Foruden U.S.A’s enorme betalingsbalance underskud, er der desuden også udsigt til at mange store amerikanske firmaer ikke vil være i stand til at klare deres pensionsforpligtelser, nu da baby boom generationen går på pension. Og det er desuden etableret viden, at det offentlige pensionssystem ikke vil være i stand til at klare sine forpligtelser når de store årgange går på pension: ”Social Security vill bust the budget when the baby-boomers retire” (The Economist 30/6-07 side 46).
En sandsynlig årsag til at U.S.A.’s økonomi fortsat holder sig flydende kan være, at den amerikanske dollar fortsat er verdens største reservevaluta, at de asiatiske økonomier, især Kina, foretager massive dollar opkøb for ikke selv at blive tvunget til at revaluere. Desuden tiltrækker amerikanske firmaer med deres høje profitabilitet fortsat udenlandske investeringer, heriblandt en stor del af de enorme petrodollar overskud fra Mellemøsten.
4.4 E.U’s dilemma
Stod det til EU’s politikere havde EU nok for længst ændret sig radikalt i retning af den amerikanske model. Årsagen til dette er den herskende teoretiske standpunkt, hvor billig arbejdskraft og pres på arbejdskraften regnes for at være et konkurrencemæssigt gode. Også her er det formodentlig den fejlagtige tro på at ”Hvad der er godt for virksomhederne er også godt for EU!”, der spøger i baggrunden. Heldigvis har det vist sig yderst vanskeligt at overbevise EU borgerne om det hensigtsmæssige i en sådan strategi. Import af billig udenlandsk arbejdskraft kan naturligvis være et gode i en akut arbejdskraft mangel situation, men på længere sigt virker sådan import af billig arbejdskraft hæmmende på et lands udvikling.
Selv om EU’s statistiske materiale og U.S.A.’s statistiske materiale kun vanskeligt lader sig sammenligne, tyder det dog på, at EU, modsat den populære opfattelse, er U.S.A. overlegen hvad angår produktivitet. En af de forhold som slører billedet er at man i U.S.A. ikke har nær så megen ferie og fritid, og at produktivitetsstigningen i U.S.A. primært har været af lavteknologisk karakter, især indenfor detailhandelen.
I øvrigt er det et åbent spørgsmål om de officielle statistikker overhovedet er i stand til at afspejle landenes økonomiske udvikling, idet de fleste ikke materielle økonomiske aktiviteter fortsat ikke reflekteres i de officielle statistikker. Som det fremgår af en artikel i The Economist udgør ”Intangible investments” i England en ikke uvæsentlig del af de samlede investeringer (”The Economist” 4/8-07 s.30 ”Intangible measures”). Da sådanne investeringer imidlertid varierer meget fra land til land, betyder udeladelsen af disse ”intangible investments” i statistikkerne, at økonomiske sammenligninger landene imellem bliver misvisende. Dette forhold gør sig i allerhøjeste grad også gældende hvad angår den danske økonomi.
En af de helt afgørende historiske udviklinger i de sidste årtier er overgangen fra lukkede nationale økonomier til etableringen af et globalt marked. Dette har medført fornyet vækst i ”De gamle industrilande”, og spredning af velstand til en lang række nyindustrialiserede lande.
EU’s politikeres strategi med at forsøge at sikre en lav men stabil samfundsudvikling, er logisk, set i et historisk perspektiv. Ud fra forståelse af at lande / kulturer er opstået, har blomstret og derpå igen er sygnet hen, hvorpå andre kulturer er blomstret op og så videre, er det med den herskende økonomiske teori og den globale situation logisk at antage, at det bedste ”De gamle industrilande” i denne situation kan gøre, er at forberede sig på en så blød landing som mulig, i takt med at Kina og de andre nyindustrialiserede lande udvikler sig fra ikke alene at kunne konkurrere på billig arbejdskraft, men til også at kunne konkurrere på et højt uddannelsesniveau og på kreativitet. Det forventes som tidligere nævnt at Kinas BNP passerer U.S.A’s omkring år 2026, altså allerede om 19 år! (Goldman Sachs)
4.5 ”De gamle industrilande” bløder
Såfremt globaliseringen ikke havde medført andet end øget global samhandel af varer, ville det tage lang tid før balancen ville tippe over, således at det var de nyindustrialiserede lande der kom til at indtage den økonomiske og politiske førerposition. ”De gamle industrilande” ville derfor have tid til at omstille sig til de nye men forringede forhold. Globaliseringen har imidlertid medført en anden væsentlig ændring, som på dramatisk vis forskyder tidsperspektivet.
For at tænke avancerede tanker og udvikle avancerede ideer, må man leve i avancerede miljøer / samfund. Da vi før i tiden havde forholdsvis lukkede nationaløkonomier, blev vore avancerede tanker både udviklet og udnyttet indenfor vor egene nationale økonomier i en længere periode, inden den pågældende knowhow gradvis sivede ud i resten af verden. I den periode ideerne og den nye knowhow blev udnyttet lokalt og kun produkterne af knowhowen blev eksporteret, tilflød der den nationale økonomi indtægter fra ekstramerværdi / profit af det teknologiske forspring, og den pågældende merværdi og ekstramerværdi forblev i den lokale økonomi. Den pågældende ekstramerværdi er som nævnt en nødvendighed for at opretholde et arbejdsmarked med højere lønninger end omverdenen. Sagt meget kort er den pågældende ekstramerværdi en forudsætning for at opretholde avancerede samfund og avancerede samfund er en forudsætning for at generere avancerede ideer og knowhow. Med etableringen af en åben global økonomi, hvor flere og flere firmaer økonomisk set bliver mere internationale end nationale, er genereringen af ideer og knowhow geografisk blevet løsrevet fra udnyttelsen af ideerne. Den positive samfundsmæssige feedback mekanisme er dermed allerede på nuværende tidspunkt brudt. Avancerede ideer og knowhow bliver fortsat primært genereret i ”De gamle industrilande”, ibrugtagningen og udnyttelsen af disse nye ideer og knowhowen sker imidlertid i stedse stigende grad i de nyindustrialiserede lande. Merværdien genereres altså i stedse stigende grad i de nyindustrialiserede lande, og ekstramerværdien fra de nye ideer glider i dag med de internationaliserede firmaer ud i den internationale økonomi og unddrager sig altså i vid udstrækning national beskatning. I dag opretter selv ret små virksomheder filialer i udlandet, og dermed er disse firmaers vej åbnet for ”skattearbitrage” hvormed menes at firmaerne kan placere deres overskud udenlands, og dermed i vid udstrækning unddrage sig national beskatning. Eksempelvis betalte firmaet ”Hjem Is” en million kroner om året i selskabsskatter, men fra det øjeblik den internationale virksomhed ”Nestlé” overtog virksomheden, var der pludselig ikke noget overskud som der skulle betales selskabsskat af! Det er i øvrigt påfaldende så mange multinationale virksomheder der fortsat er motiverede for at virke i Danmark, i betragtning af at deres aktiviteter i Danmark tilsyneladende ikke giver noget overskud!
Konsekvensen er, at ”De gamle industrilande”, som fortsat (for en historisk set stakket stund) genererer de mest avancerede ideer, ikke længere får tilført de økonomiske ressourcer der skal til for i tilstrækkelig grad at videreudvikle samfundene. Det bedste som i den situation kan gøres, er at stabilisere samfundet på det eksisterende niveau. På sigt vil ”De gamle industrilande” imidlertid ikke længere være at betragte som avancerede, og de vil følgelig heller ikke være dem der leverer de fleste og mest værdiskabende ideer og knowhow. Det eneste der i den situation vil kunne gøres for at overleve i konkurrencen med de nyindustrialiserede lande, vil være at sænke lønniveauet og samfundsniveauet ned til samme samfunds og lønniveau som det der findes i de nyindustrialiserede lande! ”De gamle industrilande” er desuden handikappede af at have aldrende befolkninger!
Det er altså udviklingen af nye ideer og ny knowhow som har skaffet os en placering blandt verdens højest udviklede lande, det er ligeledes det samfundsmæssige tab af indtægter genereret på basis af ideer og knowhow som er årsag til vores nuværende defensive og trængte situation.
5 Fremtiden
5.1 Den fjerde historie kategori
Da vi gennemgik den historiske udvikling, konstaterede vi, at der historisk set hidtil havde været udviklet 3 fundamentalt forskellige måder at overleve og organisere samfundene på. Jægersamfund, Agrarsamfund og Vareproducerende samfund. De første vareproducerende samfund / bysamfund blev udviklet for over 5000 år siden på basis af stenalderteknologi, men de var, set i dette overordnede perspektiv, strukturelt set ikke anderledes end nutidens avancerede byer og nationalstater.
Som anskueliggjort ovenfor i afsnittet om neuropsykologiske og psykologiske problemer, og som historiens udvikling også har vist, sker ingen nye strukturelle gennembrud før mulighederne i den eksisterende historiekategori er monopoliseret og nærmest opbrugt. Selv i den situation vil historien blot føre til sammenbrud af nogle kulturer og fremvæksten af nye kulturer som strukturelt set ikke adskiller sig fra deres forgængere. Først når nye instrumentelle muligheder opstår, så en ny historiekategori kan vokse frem, sker en egentlig udvikling. Under den første fase af en ny historiekategori kan langt flere mennesker leve og optimere deres individuelle muligheder gennem den nye produktivkraft.
Man kunne ønske sig, at Francis Fukuyama’s vision om at overføre de markedsmæssige og demokratiske mekanismer til hele verdenssamfundet vil lykkes, og at verden dermed kan glide ind i en form for stabilt globalt 1000 års rige. En sådan vision ville måske have været en mulighed såfremt verdenssamfundet allerede i dag var stabilt og homogent. Virkeligheden er imidlertid, at verdens lande er meget forskelligt udviklede, goderne er meget skævt fordelt, energiressourcerne nærmer sig en krise, og den globale opvarmning ser ud til at ville komme til at destabilisere verdenssamfundet yderligere.
Det psykosociale udviklingsniveau i de højest udviklede lande, heriblandt Danmark, er nået op på et stade, hvor individerne i det store og hele er indstillet på at tilsidesætte egne umiddelbare behov til fordel for fællesskabet. Borgerne i disse lande er modne nok til at kunne overskue, at man gennem at gavne fællesskabet skaber en dynamik som gavner alle, dermed også en selv. En sådan kollektiv modenhed er imidlertid ikke særlig udbredt globalt set, og der er derfor stor sandsynlighed for, at det vil gå som utallige gange før i historien. Magtkampe og krige vil formodentlig med tiltagende voldsomhed finde sted, efterhånden som eksistensmulighederne bliver begrænset.
Det historiske forløb har vist, at der kun har været en vej ud af en sådan blindgyde, og det har været når der ved overgangen fra Jægerkategorien til den Agrare kategori eller fra den Agrare kategori til den Vareproducerende kategori, blev udviklet en ny og mere dynamisk måde at optimere udnyttelsen af de til rådighed værende ressourcer på. Når det skete blev der med et slag skabt nyt råderum hvorved flere mennesker kunne leve på de eksisterende ressourcer, og ikke nok med det, hvert udviklingstrin har også ført til et generelt højere samfundsmæssigt / psykologisk stade.
Hvor individets stofskifte med naturen var i højsædet i Jægersamfundene, var de menneskeskabte kulturelle aktiviteter allerede langt vigtigere for overlevelsen i Agrarsamfundet. Den Vareproducerende kategori er helt og holdent funderet på de socialt vedtagne fænomener, penge og privat ejendomsret, ud fra hvilke hele vor komplekse samfundsstruktur er organiseret.
Lige som Jægersamfundene blev skabt på basis af menneskets evne til at optimere sine eksistensbetingelser gennem at bruge redskaber til at jage bytte dyrene, og Agrarsamfundene blev skabt på basis af menneskenes evne til at udnytte jordens fødevareressourcer endnu mere effektivt, blev de Vareproducerende samfund skabt ud fra menneskets evne til på effektiv måde at fremstille og udveksle fysiske frembringelser, varer.
Agrarsamfundene, der i det store hele var selvtilstrækkelige produktions og konsumptions kredsløb, etablerede stier og veje for at optimere udnyttelsen af deres overskudsprodukter. Dette udviklede sig med tiden til markeder og siden til en helt ny historie kategori, i form af de vareproducerende kapitalistiske demokratier.
I den nuværende situation, hvor den Vareproducerende kategori helt klart er langt inde i monopol fasen, forsøger virksomhederne at optimere deres konkurrenceevne gennem etablering af ikke-fysiske stier og veje, i form af datanetværk og systemer. De fysiske veje var i sig selv ikke det revolutionerende nye der omdannede Agrarsamfundene til det Vareproducerende samfund. De var imidlertid den nødvendige forudsætning for at markedet kunne etableres og udvikle sig til vore dages højt specialiserede Vareproducerende samfund.
På ganske samme vis er den moderne datateknologi og de globale datanetværk ikke det revolutionerende i sig selv, men derimod den nødvendig forudsætning for at ”et marked” for ikke fysiske frembringelser kan etableres og udvikle sig til den fjerde historiekategori. Fornemmelsen af, at de nuværende teknologiske landvindinger kan føre til noget banebrydende nyt, er derfor korrekt. Det er første gang i mere end 5000 år, at der er udviklet muligheder for at en fundamentalt ny produktivkraft kan udvikle sig. Ud fra denne nye produktivkraft vil de dertil hørende nye overbygningsmæssige – juridiske, kulturelle og normative strukturer udvikle sig.
Det er Optimeringsdriften (egeninteressen i videste forstand), som har været den dynamiske drivkraft bag historien og menneskesamfundenes hidtidige udvikling. Skal en ny samfundsstruktur udvikle sig til at være det nuværende vareproducerende kapitalistiske samfundssystem overlegen, må dynamikken bag et sådant nyt system naturligvis også være menneskets ønske om at optimere sine eksistensbetingelser. En nødvendig forudsætning for etablering af et egentligt markedssystem for ikke-fysiske frembringelser er derfor etablering af privat ret til ikke-fysiske frembringelser især deres mest grundlæggende struktur, ideer. Som det senere vil blive beskrevet, bliver denne ret imidlertid ikke en monopol rettighed, men derimod en ret til andel i de overskud som genereres på basis af de pågældende ideer.
Mennesket har gennem hele den historiske udvikling gjort brug af alle sine evner, men det er bestemte evner som har været dominerende i de forskellige historiekategoriale epoker. I stedet for at gå ind i en beskrivelse og diskussion af de evner som allerede har været de mest dominerende, vil vi vende problemet på hovedet og påpege, at på trods af at kreativitet samt intellektuelle og kunstneriske præstationer har været vigtige op igennem historien, har disse egenskaber aldrig været dem der styrede samfundene. Magten lå hos jægerne under Jæger kategorien, hos bonden / herremanden under den Agrare kategori og hos fabrikanten / forretningsmanden under den Vareproducerende kategori. Kun i de tilfælde hvor en kreativ, intellektuel eller kunstnerisk person også har forretningstalent, fører disse egenskaber i dag til velstand og position!
Det er vigtigt at huske på, at en fjerde historie kategori ikke er afhængig af at nye menneskelige egenskaber pludselig opstår, det drejer sig derimod om, at nye instrumentelle muligheder udvikles hvorved allerede eksisterende menneskelige egenskaber kan komme til fuld udfoldelse, således at de bliver de dominerende egenskaber i en ny og mere dynamisk samfundsmæssig struktur.
I vort nuværende samfund er den sociale aktivitet centreret omkring udveksling af fysiske varer, derfor er det fabrikanten og forretningsmanden som indtager den dominerende position i samfundet.
I den fjerde historiekategori vil den sociale aktivitet centreres omkring udveksling af ikke-fysiske frembringelser, og de kreative og højtuddannede vil derfor nødvendigvis komme til at indtage en dominerende position i fremtidens samfund.
Fysiske ting blev også fremstillet under både Jæger kategorien og den Agrare kategori, og de blev også udvekslet, uden at denne aktivitet dog var afgørende for disse samfund. Det var først gennem etableringen af et formaliseret og systematiseret udvekslingssystem - varer markedet (og accepten af privat ejendomsret), at vareproduktionen muliggjorde den eksponentielle udvikling som vi har oplevet.
Ideer blev også udviklet under både Jæger kategorien, den Agrare kategori og under den nuværende Vareproducerende kategori, og de blev også udvekslet, uden at denne aktivitet dog var afgørende for samfundenes struktur. Det er først gennem etableringen af et formaliseret og systematiseret udvekslingssystem, markedet for ideer (og accepten af privat ret til ideer), at udviklingen af nye ideer og andre ikke fysiske frembringelser vil muliggøre en ny eksponentiel samfundsmæssig udvikling.
Egentlig værdisætning af, og dynamisk udveksling af ikke-fysiske frembringelser og især af nye ideer er ikke mulig på de nuværende juridiske vilkår. Hele det nuværende juridiske system er tilpasset den Vareproducerende kategoris vilkår, og til grund for dette ligger produktion og udveksling af fysiske varer. For at en ide skal kunne værdisættes under de nuværende juridiske og samfundsmæssige vilkår, må den først konverteres til en fysisk vare, eller i det mindste konverteres til et system som kan sidestilles med en fysisk vare. Selve den nye ide er i dag både ubeskyttet og uomsættelig!
5.2 Den ophavsretslige problematik
Det grundlæggende fænomen som dagens ophavsretsbeskyttede ikke-fysiske frembringelser er baseret på er nytænkning / ideer.
Ikke fysiske frembringelser har længe haft stor betydning for samfundet, og man har derfor forsøgt at tage højde for disse ikke-fysiske frembringelsers betydning ved at tilpasse de eksisterende juridiske strukturer, således at de dækker dette felt bedst muligt.
Den nuværende samfundsstruktur er imidlertid baseret på dynamisk udveksling af fysiske varer, og det er derfor ikke muligt at indpasse kreativitet / ideer direkte i lovgivningen. Den løsning på problemet som man historisk set har valgt, er at udstede monopoler i form af patenter og copyright beskyttelse til specifikke udtryk for kreativitet / ideer, men ideerne er fortsat ubeskyttede. Monopoler er imidlertid aldrig dynamiske løsninger, hvad enten det drejer sig om fortidens handelsmonopoler eller nutidens patenter eller copyright. At ophavsretslovgivningen i dag er udformet som en form for monopoler demonstrerer blot med al tydelighed at der er tale om en midlertidig løsning, og at man endnu ikke er i besiddelse af den dynamiske struktur som er en nødvendighed for at løse problemet.
5.2.1 Viking handel
Den bedste måde at forstå den nuværende situation for udveksling af ideer og de derfra udviklede ikke-fysiske frembringelser på, er at drage paralleller til hvorledes man ”udvekslede” fysiske varer i eksempelvis det Homeriske Grækenland eller i Vikingetidens Europa. På et vikingetogt ranede man andres varer når man selv havde overmagten, handlede i neutralt område (eksempelvis på en bred strand) hvis man mødte folk med tilsvarende styrke og flygtede over hals og hoved hvis man mødte en overlegen styrke. Man pralede med sine erobringer og det var mere mandigt at røve end at handle. Det er vist indlysende for alle, at det set ud fra et produktions og handelssynspunkt ikke var en særlig dynamisk eller effektiv måde at udveksle varer på. Det var da også først efter at der var etableret faste rammer for vareudvekslingen og en beskyttelse af denne vareudveksling via lovgivning, politi og militær magt, at vareproduktionen førte til den eksponentielle samfundsmæssige vækst som vore samfund stadig nyder godt af.
Udvekslingen af ideer og andre intellektuelle frembringelser foregår imidlertid stadig på præmisser der svarer til vikingetidens handel. Ophavsmanden til intellektuelle præstationer, ”ide ophavsmanden”, har ingen retsbeskyttelse og ofte bliver vedkommende frarøvet sine frembringelser som andre så i stedet profiterer af.
Lige som en viking højest sandsynlig følte at der på hans tid var en overflod af varer til rådighed, er den almindelige opfattelse i dag, at der er en overflod af ideer til rådighed. Det var imidlertid først da samfundet magtede at beskytte håndværkere, fabrikanter og købmænd, at den virkelige eksponentielle vækst i vareproduktionen fandt sted. Tilsvarende frembringes der godt nok en del ideer i dag, men såfremt feltet af kreativitet / ideer skal have mulighed for at blive udviklet til en dynamisk, bærende samfundsmæssige drivkraft, må der nødvendigvis etableres en lovgivning som yder beskyttelse af ideerne, således at disse kan udveksles og videreudvikles uden fare for at ideerne blive røvet eller stjålet.
Man kan tænke at det samfundsmæssigt set kan være ligegyldigt om det er ”ide ophavsmanden” eller en anden der profiterer af nye kreative ideer, så længe de nye ideer kommer samfundet til gode, men en sådan antagelse er langt fra korrekt. Ideer er ikke en ressource som blot opstår og naturligt tilflyder samfundet. Lige som der er oliekilder der af sig selv bobler op gennem jordoverfladen, så man blot skal samle olien op, således er der naturligvis også ideer som trænger igennem til bevidsthedens overflade så at sige af sig selv. I langt de fleste tilfælde skal olien imidlertid både findes og under store omkostninger hentes op til overfladen, og sådan er det også med anvendelige ideer. ”Ide kim” kommer op til bevidsthedens overflade som resultatet af en mental indsats hos individer med den rette erkendelsesmæssige kapacitet. For at sådanne spæde ”ide kim” skal blive udviklet til velformulerede problemstillinger og videre til brugbare og samfundsgavnlige projekt ideer, kræves en høj grad af beredthed og motivation hos ”ide ophavsmanden”. Det er nødvendigt at have et mentalt overskud for at frembringe nye ideer og problemløsninger. Frembringelsen af nye ideer kræver desuden en høj grad af motivation, og som vi ved fra alle andre aspekter af livet, er en af de mest motiverende faktorer, at individet bliver honoreret for sin præstation. Bliver ”ide ophavsmanden” ikke ordentligt honoreret, og er der for meget stres fra andre aktiviteter eller for mange hindringer, så bliver de spæde erkendelsesmæssige impulser aldrig udfoldet / videreudviklet til egentlige realiserbare ideer. Alle mennesker har et kreativt potentiale, men det er opvækst, uddannelse og livsstrategi som enten fremmer eller hæmmer individets mulighed for at være kreative på en nyttig måde!
5.3 ”Ide kategoriens” forudsætninger
Hvis man, som det er almindeligt, projicerer de nuværende tendenser ud i fremtiden, fremkommer et scenario hvor ikke-fysiske frembringelser blot bliver opfattet som en ny type varer på linie med markedets fysiske varer. Ud fra denne betragtning er der følgelig ikke sket noget radikalt nyt, og den pågående centralisering og monopolisering af verdenssamfundets ressourcer forventes at fortsætte, blot med en eventuel ændring af det geopolitiske tyngdepunkt.
Så længe de ikke-fysiske frembringelser blot udnyttes på de eksisterende markedsvilkår er en sådan fremskrivning korrekt. Pointen er imidlertid, at udviklingen af elektroniske databearbejdning og kommunikation giver mulighed for at omstrukturere samfundet på basis af dynamisk udveksling af ideer. De lande der først forstår og også tager højde for de nye og fundamentalt anderledes muligheder, vil få et forspring i den globale konkurrence.
Da der altså på sigt bliver tale om overgang fra den nuværende vareproducerende historiekategori til den fjerde historiekategori, ”Ide kategorien”, vil samfundets overbygning (etiske, juridiske og kulturelle strukturer), komme til at ændre sig lige så meget væk fra den nuværende overbygningsstruktur, som overbygningsstrukturen i feudalsamfundet ændrede sig ved overgangen fra den Agrare kategori til vort nuværende vareproducerende samfund.
Det der skete ved overgangen til det vareproducerende samfund var, at bystater og grupper af bystater som eksempelvis Hansestæderne, internt etablerede velfungerende markeder og vare-kategoriale (kapitalistiske) overbygningsstrukturer, selv om de befandt sig i et ”hav” af feudalt udviklede stater. Det varede derefter flere hundrede år før de omkringliggende agrart udviklede stater nåede op på et tilsvarende niveau. På ganske samme måde er det overvejende sandsynligt at den ”Ide kategoriale” struktur først vil blive udnyttet af større firmaer og organisationer, før samfundet som helhed vil indføre den. Dette vil blive uddybet i hovedafsnit 6.
På grund af de tidligere beskrevne psykosociale faktorer, kan man ikke springe et samfundsmæssigt udviklingsniveau over, men med den nødvendige videnskabelige indsigt kan man målrettet accelerere udviklingsforløb, således at disse bliver gennemløbet meget hurtigere end det ville være tilfældet med et spontant forløb.
Først når den samfundsmæssige overbygning i form af de etiske, kulturelle og juridiske strukturer er omformet så de svarer til den nye ”Ide kategoriale” produktivkrafts behov, vil samfundet definitivt være nået op på det ”Ide kategoriale” niveau.
Det er værd at bemærke, at der ved overgangen til den fjerde historiekategori, ligesom under første fase af de tidligere historiekategorier, vil opstå uanede ekspansive muligheder for enkeltindividet og samfundet, og at denne første fase af ”Ide kategorien”, lige som første fase af de tidligere historiekategorier, vil være kendetegnet ved at langt flere mennesker vil kunne leve særdeles godt på de til rådighed værende ressourcer.
At samfundet overgår til det ”Ide kategoriale” niveau betyder jo ikke, at den materielle produktion bliver mindre, tværtimod. Ganske som overgangen fra det monopolagrare feudalsamfund til det vareproducerende samfund resulterede i en voldsom effektivisering af landbruget og et voldsomt forøget udbytte, vil overgangen fra den Vareproducerende kategori til ”Ide kategorien” betyde en endnu mere dynamisk udvikling af den fysiske produktion.
5.3.1 Ide markedets fundament
Særkendet ved det varekategoriale, kapitalistiske marked er, at det effektivt afbalancerer producentens interesser i forhold til konsumentens interesser. På de nuværende markedsmæssige vilkår er dette ikke muligt når det drejer sig om udveksling af ideer. Grunden hertil er, at den markedsmæssige udveksling af fysiske varer reflekterer værdien af den pågældende vare i udvekslingsøjeblikket, medens en markedsmæssig udveksling af ideer nødvendigvis må reflektere den fremtidige værdi som udnyttelsen af en ide vil resultere i. Lige som Singer symaskinens patent var ubrydeligt fordi patentansøgningen præciserede at øjet på symaskinens nål sad i spidsen af nålen, er det tilsvarende umuligt at etablere et dynamisk marked for ideer og de derfra afledte ikke-fysiske frembringelser, med mindre det pågældende markedssystem sikrer ”Ide ophavsmændene” en procentvis andel af udbyttet fra den fremtidige udnyttelse af ideerne. Et sådant markedssystem må desuden sigte på effektivt at afbalancere ”Ide ophavsmandens” udbytte af den fremtidige implementering / udnyttelse af ideen, og ”Ide konsumentens” interesse i at udnytte / implementere ideen!
Så længe udvekslingen af ideer og ikke-fysiske frembringelser foregår på de nuværende vilkår er det hovedsagelig de store og økonomisk stærke firmaer som er i stand til at håndhæve deres rettigheder, hvilket er decideret destruktivt for samfundet, idet det ikke er de store og stærke virksomheder som skaber nye ideer, og det ej heller er de store firmaer som bidrager med flest skattepenge. Det er enkeltindivider som skaber nye ideer, og grupper af enkeltindivider som videreudvikler sådanne ideer. Så snart den ”Ide kategoriale” overbygning er etableret, vil enkeltindividet opnå legal og social udbytte af produkterne af sin kreativitet.
Den fundamentale drivkraft i vort nuværende samfund er optimeringsdriften som får enkeltindividet til på alle måder at forsøge at optimere sine eksistensbetingelser. I monopol fasen af den vareproducerende kategori, som vore samfund nu med al tydelighed befinder sig i, er enkeltindividets muligheder for at agere, og optimere sine eksistensbetingelser via den varekategoriale produktivkraft, blevet stedse mere begrænset og hæmmet. I stedet bliver optimeringsdriften vendt mod individets samfundssociale position og de statussymboler som er produkter af disse bestræbelser. Med indførelse af den ”Ide kategoriale” struktur vil enkeltindividet imidlertid igen fuldt ud kunne udfolde sin optimeringsdrift gennem udvikling og bearbejdning af nye ideer og de deraf afledte ikke-fysiske frembringelser. Med den beskyttelse de nye ”ide kategoriale” love vil give, behøver det kreative enkeltindivid ikke samtidig at være en dygtig fabrikant, en dygtig forretningsmand, og en dygtig jurist. Disse funktioner varetages af andre som dermed også kommer til at leve af det øgede udbytte som udnyttelsen af ideen resulterer i.
Det at få unikke og brugbare ideer kræver ganske specielle egenskaber. Det at videreudvikle ideerne til et produkt kræver helt andre egenskaber. Det at afsætte produktet internationalt kræver atter andre egenskaber. De få tilfælde hvor alle disse egenskaber besiddes af en og samme person er i sandhed unikke.
Industriens succes havde sin oprindelse i det håndværksmæssige arbejdes opsplitning i separate processer. Den pågældende arbejdsdeling muliggjorde den kontinuerlige effektivisering som stadig er drivkraften i vort produktionssystem..
For at udnyttelsen af samfundsbærende nye ideer skal kunne effektiviseres, må samfundet gøre det muligt at gå fra den nuværende ”håndværksmæssige” udvikling af projekter, hvor ”ide ophavsmanden”, for ikke at blive snydt og bedraget, ser sig tvunget til at være involveret i udnyttelsen af ideen, til en arbejdsdeling hvor ”ide ophavsmanden” trygt kan henvende sig til etablerede firmaer der allerede besidder de nødvendige udviklingskompetencer.
6 De tekniske forudsætninger for ”Ide kategorien”
Når et videnskabeligt felt skal videreudvikles er der tre distinkte
faser. Den første fase er at kritisere den herskende forståelse og påvise, at
den ikke på tilfredsstillende vis dækker det pågældende felt. Den næste fase er
at fremkomme med et eller flere forslag til alternative forståelsesmodeller,
hvilket er hvad vi i det foregående har tilstræbt at gøre. Den største
udfordring er imidlertid at udfolde en sådan ny forståelsesmodel, således at
områdets konkrete funktionalitet beskrives med sigte på efterfølgende
afprøvning på basis af den nye forståelsesmodel.
I det følgende vil Idekategoriens forskellige bestanddele og
funktionsmåde blive beskrevet og forklaret.
Medens nationalstater er underlagt en lang række faktorer som er
med til at hæmme og forsinke fundamentale ændringer, er firmaer ikke underlagt
sådanne begrænsninger.
Viser en ny forretningsmodel sig at være de eksisterende modeller og
strukturer langt overlegen, kan en sådan ny struktur med kort varsel indføres i
firmaer.
I erhvervslivet er der ligefrem en hungrende efterspørgsel efter nye
effektiviserende tiltag, denne hunger kommer til udtryk ved at der med jævne
mellemrum opstår nye organisatoriske modeller. I øjeblikket er den dominerende model
”Lean”.
Lige som bystater, ikke nationalstater, først accepterede og udbyggede det varekategoriale
(kapitalistiske) samfundssystem, vil den markedsmæssige udveksling af ideer
(som beskrevet nedenfor), formodentlig først blive accepteret og udnyttet af
firmaer og gruppere af firmaer. Først når den nye ”Ide udvekslingsstruktur” har
vist sig de nuværende strukturer langt overlegen i firma sammenhæng, vil den blive samfundsmæssigt
accepteret, for siden at blive indført som det dominerende samfundsstrukturerende element som den grundlæggende er.
Rent bortset fra at ide udvekslingsstrukturen er det centrale element
hvorom fremtidens ophavsretslovgivning vil blive udviklet, er en konkret
beskrivelse af ide-udvekslingsstrukturen også nødvendig, fordi en væsentlig
indvending mod den forståelse af ophavsretten som denne prisopgave besvarelse
indeholder, må formodes at blive, at den ikke vil kunne realiseres i
virkeligheden!
Hvis man tænker over hvor mange økonomiske, juridiske og sociale
faktorer som er involveret for at vort nuværende kapitalistiske markedssystem
(for fysiske vare) skal kunne fungere, er det måske lettere at forestille sig,
at beskrivelsen af ”Ide udvekslingsstrukturen” nødvendigvis også må trække veksler på læserens koncentration og tålmodighed.
Hele resten af afsnit 6 er udformet med henblik på implementeringen af
”Ide udvekslingsstrukturen” i firmaer og andre større organisationer,
ministerier, kommuner m.m.
Som tidligere nævnt er det først i disse år, at den tekniske udvikling
er nået et stade, hvor det er muligt at etablere et marked for ideer. Den
nødvendige data bearbejdningskapacitet eksisterer allerede, og de tilsvarende
nødvendige transmissionsnetværk findes også.
Den teoretiske beskrivelse af Ide-udvekslingsstrukturen blev
offentliggjort første gang i 1991, i afhandlingen ”Videnskaben, Historien og
Fremtiden”, men uafhængigt her af er der i de seneste år spontant fremkommet
rudimentære eksempler på Ide-udvekslingsstrukturen, dette er i form af
Apps-markedspladserne. Apps-markedspladsernes succes har tydeligt demonstreret hvor potent en
struktur der er tale om. (se http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2014/02/apps-markedspladserne-er-forlbere-for.html) Det der mangler at blive forstået er at den pågældende
model kan bredes ud til at blive den dynamiske grundstruktur i først firmaer og
siden i samfundet som sådan.
Et af de markante træk ved Internettet er, at der findes en utrolig
mængde data, men disse data udgør en nærmest uigennemskuelig masse. Rent
bortset fra at der på universitetsniveau forskes intensivt i dette problem, arbejdes
der i softwareindustrien også intensivt på at tilvejebringe brugbare løsninger på systematiserings problematikken,
idet en løsning af problemerne vil være en væsentlig konkurrenceparameter for
Internettets søgemaskiner.
Den nuværende forskning koncentrerer sig om metoder til systematisering
og kvalitetsvurdering af ”tilfældige” datamængder, hvilket på sigt måske kan
føre til den påkrævede sortering og kvalitetssikring.
Det er imidlertid yderst vanskeligt at vurdere kvaliteten af videnskabelige
arbejder m.m.
En nødvendig forudsætning for etablering af et marked for ideer er, at
det skal gøres muligt at adskille allerede etableret erkendelse fra ny
erkendelse / ideer.
Den indfaldsvinkel til sortering af data som der forskes mest i, vil
måske, på sigt blive den der sikrer den grundigste undersøgelse af
nyhedsværdien, men en anden indfaldsvinkel, som mere svare til dagen patent
klassificerings system, vil efter vor vurdering give det bedste resultat. Denne anden indfaldsvinkel er normativ. Hidtil har
videnskabelige arbejder blot benyttet grove tematiske inddelinger, eventuelt
med ad.hoc underinddelinger. Sådanne
inddelinger har ikke været særlig konsekvent og grundigt systematiseret og de
videnskabelige arbejder har ikke været sorteret og derefter samlet i et
centralt register.
Værdien af forskning er afhængig af at forskningen bliver brugt af
andre, og jo sværere det er at finde den relevante forskning, (som ofte ikke er
den der får flest ”hits” på internettet) jo mindre værdi har den for samfundet.
Der er derfor behov for en avanceret systematisering, der ikke
blot gør det muligt at præcisere nøjagtigt hvor det pågældende arbejde hører
til blandt andre arbejder, men også hvilke væsentlige ideer og standpunkter som indgår i det pågældende
arbejde, og allervæsentligst fremhæve eventuel ny erkendelse / nye ideer, således at disse kan
indsættes i en finmasket systematik. At gennemføre et sådant systematiseringsarbejde med tilbagevirkende kraft kan virke urealistisk, men med maskinlæsning og den pågående udviklingen af Artificial Intelligens AI, vil det blive muligt. Når Ide udvekslingssystemet er blevet implementeret, vil dette generere selvstændig finansiering, og i en overgangsfase kan der blive tale om at systematiseringen, på basis af denne finansiering, først gøres som en efterfølgende søgning i forbindelse med undersøgelse af specifikke ideers nyhedsværdi. (Tilføjet januar 2017)
Medens en samfundsmæssig implementering af et marked for ideer først
kan finde sted når det er muligt at sondre mellem erkendelse / ideer som er
skabt før ”Ide markedet” træder samfundsmæssigt i kraft (altså gammel erkendelse!), og ny
erkendelse / nye ideer, kan et ”Ide marked” imidlertid godt etableres internt i firmaer uden
at en sådan ekstern, global systematik er på plads.
I dag er det sådan
at firmaer håber at deres medarbejdere leverer fornyende ideer, men på trods af
at især store virksomheder poster milliarder i intern R&D, I håb
om fornyelse, viser virkeligheden, at den tilgang I det store og hele ikke
er kost effektiv. Det meget benyttede alternativ er, at bruge formuer på opkøb af små
kreative virksomheder, og så udnytte deres ide og know how til at forny det større
firmas vækst med. Dette er en succes i en del tilfælde, men det ender også i
ganske mange tilfælde som et særdeles dyrt flop.
For virkelig at forstå de nuværende vilkår for kreativitet, må man altså blandt andet se nærmere på hvorledes små firmaer, baseret på nye ideer, opstår og udvikler sig. Overordnet og skematisk kan den proces beskrives på følgende måde: En person får en virkelig god ide. I dagens samfund er en sådan person oftest løn ansat i et firma. Såfremt han giver ideen til firmaet, får han højst et klap på skulderen for det, eller hans umiddelbare chef giver ideen videre som mere eller mindre sin egen og får derigennem klappet på skulderen. Da ideer ikke kan retsligt beskyttes, er det eneste alternativ at ideophavsmanden, eventuelt sammen med nogen venner han kan stole på, opretter et lille selskab og finansiere den første udvikling af ideen gennem personligt at gældsætte sig til op over ørerne. Næste fase er at få venture kapital ind, og derefter senere yderligere venture kapital ind, hvilket resulterer i at den/de oprindelige ideophavsmænd som regel ender med at eje en andel af firmaet på mellem 10 og 20 %.
For virkelig at forstå de nuværende vilkår for kreativitet, må man altså blandt andet se nærmere på hvorledes små firmaer, baseret på nye ideer, opstår og udvikler sig. Overordnet og skematisk kan den proces beskrives på følgende måde: En person får en virkelig god ide. I dagens samfund er en sådan person oftest løn ansat i et firma. Såfremt han giver ideen til firmaet, får han højst et klap på skulderen for det, eller hans umiddelbare chef giver ideen videre som mere eller mindre sin egen og får derigennem klappet på skulderen. Da ideer ikke kan retsligt beskyttes, er det eneste alternativ at ideophavsmanden, eventuelt sammen med nogen venner han kan stole på, opretter et lille selskab og finansiere den første udvikling af ideen gennem personligt at gældsætte sig til op over ørerne. Næste fase er at få venture kapital ind, og derefter senere yderligere venture kapital ind, hvilket resulterer i at den/de oprindelige ideophavsmænd som regel ender med at eje en andel af firmaet på mellem 10 og 20 %.
Det nedenstående
ideudvekslingssystem vil bevirke, at der hænger en gulerod foran næsen på medarbejderne , således
at alle medarbejderne gør deres yderste – også i fritiden – for at være
kreative for og med firmaet. Guleroden består i at medarbejderne kan se frem til at få
10 – 20 % af udbyttet fra deres ide eller forbedrings forslag, NÅR OG HVIS
firmaet får et udbytte af den pågældende ide eller forbedring! Firmaet får altså ca. 80 % af noget som de erfaringsvis ellers går glip af!
Jeg formoder at de
fleste ved nærmere overvejelse kan se, at en sådan fremgangsmåde vil være meget
mere dynamisk og give mulighed for et højere afkast end de to hidtidige metoder. Firmaer
som indfører systemet vil således blive deres konkurrenter overlegent.
(tilføjet januar 2017)
Det centrale for et firma, er om der tilføres firmaet ideer som resulterer i øget profitabilitet. Hvor disse ideer kommer fra er imidlertid mindre væsentligt for firmaet, så længe ideerne er frit tilgængelige.
For at et ”Ide marked” kan etableres internt i et firma, skal personalet, inden
implementering af ”Ide markedet”, ”blot” registrere den erkendelse / de ideer
som allerede er blevet udnyttet eller i nærmeste fremtid vil blive udnyttet af
firmaet. På basis af et sådant register kan det konstateres, hvad der, efter
indførelsen af et internt ”Ide marked”, er nye ideer for firmaet.
En helt afgørende forskel mellem den nuværende ophavsretslovgivning og
fremtidens ”Ide-udvekslingslovgivning” er, at den nuværende lovgivning giver
indehaveren af den pågældende ophavsret fuld kontrol over sin frembringelse. I
en fremtidig dynamisk ”Ide udvekslingsstruktur” vil det derimod være lovligt
for enhver, at udnytte og videreudvikle enhver ide eller de derfra afledte
ikke-fysisk frembringelse. Til gengæld skal enhver der udnytter og
videreudvikler en ide eller en ikke-fysisk frembringelse give den oprindelige
”Ide ophavsmand” en procentuel andel af det udbytte som en videreudviklet
ikke-fysiske frembringelse måtte indbringe.
Kontrol af dette kan i fremtiden uden vanskeligheder automatiseres ved brug af AI og søgemaskiner.
Kreativiteten bliver altså sat i fokus til gavn for alle involverede og især for samfundet, og ”Ide ophavsmænd” vil kunne videreformidle deres ideer og ikke-fysiske frembringelser i tryg forvisning om at samfundet vil sætte lige så mange ressourcer ind på at sikre deres ”Ide-ophavsretslige” rettigheder, som samfundet i dag sætter ind på at sikre den private ejendomsret til fysiske ting.
Kreativiteten bliver altså sat i fokus til gavn for alle involverede og især for samfundet, og ”Ide ophavsmænd” vil kunne videreformidle deres ideer og ikke-fysiske frembringelser i tryg forvisning om at samfundet vil sætte lige så mange ressourcer ind på at sikre deres ”Ide-ophavsretslige” rettigheder, som samfundet i dag sætter ind på at sikre den private ejendomsret til fysiske ting.
Denne forskellighed mellem den nuværende ophavsretslovgivning og
fremtidens lovgivning er det meget væsentligt at læseren efterfølgende holder
sig for øje, idet den nuværende monopol lignende ophavsrets lovgivning hæmmer udvikling medens fremtidens lovgivning fremmer kreativitet og udvikling.
Lige som dagens patent og copyright lovgivning giver
ophavsretsindehaveren tidsbestemte rettigheder, vil en fremtidigt ”Ide
udvekslingslovgivning” formodentlig give ”Ide ophavsmanden” og ”Ide
videreudviklerne” tidsbegrænsede rettigheder. Da der er tale om et dynamisk
system hvor den pågældende ikke-fysiske frembringelse teoretisk set kan blive
ved med at blive videreudviklet, vil det mest praktiske og dynamiske være, at
”Ide ophavsmandens” eller ”Ide videreudviklernes” procentuelle andel i et
udbytte gradvis nedtrappes over en længere årrække, med en maksimal
rettighedsperiode for hver af de respektive registreringer.
Menneskelige samfund, og ikke mindst vore moderne samfund, er funderet
på individets uophørlige forsøg på at optimere sine livsbetingelser, og såfremt
et markedssystem for ideer skal fungere optimalt, må dets struktur
tilfredsstille denne menneskelige egenskab lige så godt som det kapitalistiske (fysiske
vareduvekslings) system gør i dag.
Det er tankevækkende, at medens økonomisk fremgang og markedskræfterne
med rette erklæres for at være hjørnestenene for dynamiske moderne
virksomheder, fungerer virksomhedernes indre struktur på helt andre præmisser.
Det forventes at en virksomheds ansatte gør deres yderste for
virksomheden ud fra sociologiske strukturer som svarer ganske nøje til
feudalsamfundets sociologiske opbygning. De ansatte i dagens firmaer forventes at gøre deres
yderste for virksomheden på basis af loyalitet og entusiasme for firmaet,
ganske lige som vasallerne forventedes at gøre deres yderste for deres
lensherre. En ansats avancement og lønforhøjelse er fortsat afhængig af
hans ”foresattes” velvilje, ganske lige som vasallernes skæbne var afhængig af
deres ”foresattes” velvilje.
Feudalsystemet blev opgivet fordi det var ineffektivt og udynamisk, og
det blev derfor erstattet af det dynamiske kapitalistiske system.
Ved implementeringen af ”Et marked for ideer” vil virksomheder og
organisationers forældede interne feudale organisering gradvist blive erstattet
af dynamiske strukturer baseret på markedskræfterne og dermed på medarbejdernes
iboende individuelle optimeringsdrift.
Selv om meget er blevet gjort for at reducere de negative virkninger af
den hierarkiske strukturering af store virksomheder, er det grundlæggende
problem fortsat ikke løst. Nye forretningsstrategier kan blive implementeret
for at motivere de ansatte til at frigøre sig fra de traditionelle hierarkiske
strukturer og kommunikere på tværs af organisatoriske skel, men så længe det er
nødvendigt at opretholde en lagdelt pyramidestruktur med forskellige
ledelsesniveauer, forbliver grundproblemet det samme.
Den nævnte feudale strukturering får den konsekvens, at medarbejderen
vil forsøge at handle i overensstemmelse med sin overordnedes ønsker og
synspunkter. Der findes mange uudtalte forventninger i et hierarkisk system, og
en af disse uudtalte forventninger er, at medarbejderen forventes at fremme sin
overordnedes position og image. Al kommunikation og alle initiativer som den
ansatte måtte tage udenom sin umiddelbare foresatte, er derfor principielt en
trussel mod den foresatte. En sådan fundamental faktor lader sig ikke eliminere
gennem organisatoriske modeller designet til at nedbryde afdelingsgrænser og
fremme den frie bevægelighed af ideer og initiativer, den kan højest
modificeres en smule. Som en ledende medarbejder i IBM´s europæiske
organisation udtalte: ”Man går aldrig udenom
sin umiddelbare chef!”
Når man tænker på hvor let der opstår misforståelser i almindelig
kommunikation, er det ikke svært at forstå at det er endnu vanskeligere når det
drejer sig om at kommunikere nye ideer og initiativer gennem flere
organisatoriske niveauer. Hvis det drejer sig om et initiativ eller en ide som
vil få virkelig betydning, vil den umiddelbare chef forvente og fordre at blive
informeret, således at han selv har mulighed for at præge og videreformidle
ideen eller initiativet. Dette forhold gør sig gældende hele vejen op i den
hierarkiske struktur, og på vej op igennem organisationen er der stor chance
for at ideen eller initiativet vil blive filtreret bort. Der kan være mange
grunde til at initiativer og nye ideer strander i organisationen, lederne har
måske divergerende meninger. På et niveau ofrer lederen måske ikke initiativet
tilstrækkelig opmærksomhed til at det bliver sendt videre opad, eller en anden
leder har simpelthen for travlt med andre ting til at beskæftige sig seriøst
med forslaget / initiativet.
For at den ansatte skal være motiveret for at forbigå den officielle
kommandostruktur i alt andet end trivielle sager, og dermed risikere sin
umiddelbare chefs uudtalte misbilligelse, må der derfor nødvendigvis findes væsentligt motiverende incitamenter til
at gøre det.
En yderligere hæmsko for udviklingen af ideer og initiativer er, at når
virkelig gode nye ideer er forstået og accepteret, forekommer de ofte så
indlysende og simple, at alle andre føler at den ide kunne de da selv være
kommet med. Det er naturligvis et kompliment til ”Ide ophavsmanden” at hans
chef efter mødet føler at han selv fik ideen, eller at andre fra mødet
videregiver ideen som om det var deres egen, hvilket ofte sker, men det
motiverer jo ikke ”Ide ophavsmanden” til en anden gang at ulejlige sig med
udvikling og formulering af nye ideer, når han ikke selv får noget ud af det.
Som tidligere nævnt kan det være fristende at konkludere, at det er
mindre væsentligt hvem der fik ideen ”man er jo et team”, og det gavner jo
firmaet, men dette er altså ikke korrekt.
Nytænkning kræver en høj grad af motivation. Den spæde kim til en ny
ide opstår i vore ca. 90 % helhedsperciperende men ubevidste hjerne og kommer
op til bevidstheden i form af følelser, fornemmelser, billeder eller intuitive
indfald. Disse gennembrud til bevidstheden skal allerførst genkendes som
værende en respons på et aktuelt problem, og derefter skal de bearbejdes og
oversættes til et sprog som andre forstår, først da er det muligt at
videreformidle dem til andre. Denne kreative erkendelsesproces foregår i
konkurrence med alle den pågældende persons andre aktiviteter og forpligtelser.
Der skal følgelig etableres en høj grad af motivation for at ideerne
overhovedet når så langt. Med mindre en kreativ medarbejder bliver både
opmuntret og honoreret, vil de næste ”Ide kim” formodentlig aldrig blive
viderebearbejdet.
I store organisationer må den enorme strøm af informationer
nødvendigvis filtreres for at ledelsen ikke skal drukne i informationer, og den
hierarkiske struktur er effektiv til dette. Hvis man lader ideer og initiativer
følge den almindelige kommandovej og den almindelige filtrering i en hierarkisk
struktureret organisation risikerer man imidlertid at ”smide barnet ud med
badevandet”. For at afhjælpe dette problem kan man opretter en speciel gruppe
til at vurdere nye ideer og initiativer, men en sådan specialiseret gruppe vil
hurtigt blive ”professionaliseret” - uengageret og kynisk. Desuden kan en sådan
gruppe ikke indeholde alle de nødvendige kompetencer til at vurdere fremtidige
meget varierede ideer og initiativer. Havde en sådan løsning været svaret på
problemet, havde manglen på kreativitet og dynamik i store organisationer ikke
været så udtalt som den rent faktisk er, idet de fleste større firmaer allerede
i dag har en sådan funktion i deres organisation.
De ovenfor nævnte negative effekter hvad angår ideer og nye initiativer
kan imidlertid elimineres, hvis man introducerer en struktur som giver de
ansatte mulighed for at udtrykke vigtigheden af den pågældende
meddelelse, et system som også konsekvent belønner medarbejderen for
ideer og initiativer som er økonomisk gavnlige for firmaet, en belønning som
står i forhold til ideens værdi for firmaet. En sådan belønning aktiveres
imidlertid ikke før firmaet allerede har fået den økonomisk gevinst af
initiativet, og den bliver derfor ikke en belastende udgift, men blot en
omkostning i forbindelse med udvikling af noget, som måske ellers ikke var
blevet til en indtægt!
Det pågældende ”Ide udvekslingssystem” kan uden problemer implementeres
som et supplement til de eksisterende organisationsstrukturer, da det nye
system blot bidrager med mere avancerede funktioner.
Ved at indføre det omtalte system vil
store organisationer kunne blive lige så kreative og nytænkende og dynamiske
som kun små nystartede virksomheder er i dag!
Den klassiske kommunikationsstruktur hvor informationer eller ordre
sendes fremad eller opad til bearbejdning, en bearbejdning som forventes at
lede til et resultat (IPO – Input, Process, Output) er strukturelt set en
envejs kommunikation.
Det nyere (Winograd & Flores (Lotus©)) Workflow system er et
formaliseret tovejs system hvor det nye er at enhver der modtager en meddelelse
også sender et svar eller bekræftelse tilbage til afsenderen. Denne
kommunikationsform er hvad modne mennesker naturligt benytter. Det nye er blot
at denne fremgangsmåde bliver formaliseret og indbygget i et edb software
produkt, således at alle medarbejdere bliver sporet ind på rutinemæssigt at
melde tilbage. En sådan tovejskommunikation har imidlertid den svaghed at den
tager for givet at de to deltagere i kommunikationen er ligemænd. I hierarkisk
opbyggede organisationer (og det er så godt som alle) er det imidlertid ikke
tilfældet. I praksis har Workflow strukturen derfor vist sig ikke at blive
benyttet særlig entusiastisk, da den kun virker optimalt indenfor samme
hierarkiske niveau. Selv når Workflow strukturen er implementeret kan en
medarbejder ikke forvente en rutinemæssig tilbagemelding og bekræftelse af
modtagelsen af ideen, og det er beklageligvis en alment forekommende situation,
at ens foresatte eller en anden medarbejder videregiver initiativet eller ideen
som sin egen. Når det drejer sig om formidling af ideer og initiativer er
problemet altså endnu mere akut end når det drejer sig om andre former for
kommunikation.
For at ”ikke-lige” personer i en firmaorganisation altid skal kunne
være trygge og sikre på, at de ideer og initiativer som de kommer med vil
fortsætte med at blive krediteret dem, er der behov for en tredje part i
kommunikationen, en registreringsfunktion.
Som en konsekvens af denne forståelse har Søren H. Basse udformet ”Et
marked for Ideer” der er organiseret på basis af en tre vejs kommunikation. Den
første part er ”Ide ophavsmanden”, den kreative medarbejder. Den anden part er
en Clearing Central som er en ny uafhængig eller delvist uafhængig funktion.
Den tredje part er ”Ide konsumenten”, en anden medarbejder i firmaet eller firmaet
som sådan.
Funktionen som Clearing Central kan varetages af en delvis uafhængig
afdeling i firmaet, eller endnu bedre af et konsulent / revisionsfirma som er
uafhængigt af såvel ide ophavsmanden / medarbejderen som af ”Ide konsumenten” /
firmaet. Der kan også blive tale om, at adskillige firmaer samarbejder om
udnyttelsen af ideer og initiativer, altså opretter et fælles regelsæt
(ophavsretslove) om hvorledes udvekslede ideer og initiativer skal beskyttes og
udnyttes.
6.2.5 Grundstrukturen
Den omstændighed, det faktum, at ideer og initiativer ikke bliver dynamisk
og systematisk belønnet af virksomhederne kommer til udtryk ved at ”Ide
ophavsmænd” ofte hellere vil risikere hus og hjem og hvad de i øvrigt ejer for
at starte et firma som udvikler og udnytter deres ide. Selv om erhvervslivet
allerede er i besiddelse af alle de andre nødvendige kompetencer, er det altså den
barske virkelighed, at ”Ide ophavsmænd” er nødt til selv at starte fra grunden
med stor risiko for at projektet mislykkes på grund af kapitalmangel eller
manglende forretningsmæssige kompetencer. Først når en ide er realiseret og har
vist at den kan blive profittabel, er erhvervslivet villig til at give ”Ide
ophavsmanden” en (tilnærmelsesvis) rimelig betaling for ideen! Ofte er en sådan
ide vokset frem medens ”Ide ophavsmanden” beskæftigede sig med beslægtede
problemer i en virksomhed, men hvor der enten ikke var lydhørhed for ideen,
eller ikke udsigt til at ”Ide ophavsmanden” ville få en rimelig andel af
udbyttet fra ideen. At det er sådan er yderst beklageligt. Rent samfundsmæssigt
og for firmaerne, vil det jo være meget mere effektivt hvis ”Ide ophavsmanden”,
med udsigt til at få eksempelvis 10 % af udbyttet af det provenu ideen i
fremtiden genererer, overlod de øvrige funktioner til firmaet, der jo som
oftest allerede besidder produktions, salgs, og de øvrige nødvendige
kompetencer, og som ydermere selv ville kunne opnå de ca. 90 % af udbyttet fra
ideen som de ellers overhovedet ikke ville få gavn af. De fleste ”Ide
ophavsmænd” ville med glæde videregive deres bedste ideer såfremt de uden
risiko og yderligere arbejde kunne få 10 % af udbyttet fra ideen, og så i
øvrigt igen koncentrere sig om det de er bedre til end andre, nemlig at frembringe
nye ideer.
For at få optimeret udnyttelsen af ideer og initiativer i firmaer og
andre organisationer, er det derfor nødvendigt at etablere et dynamisk og
konsekvent system som sikrer at ”Ide ophavsmanden” / medarbejderen får et rimeligt
økonomisk afkast fra de ideer som ender med at give økonomisk gevinst til
firmaet.
Tanken om at de kreative ansatte skal være berettiget til en procentuel
andel af det udbytte et firma får fra ideer og initiativer er nok fremmed for
de fleste. I virkeligheden er det en ”win win” situation for alle. Med udsigt
til et reelt udbytte for kreative præstationer vil alle de ansatte blive yderst
motiverede for at bidrage med konstruktive ideer og initiativer. Ved blot at
afstå 10 % af det udbytte som firmaerne formodentlig ellers ikke ville have
fået, opnår firmaerne en dynamisk struktur som gør dem lige så fleksible og
kreative som det ellers i dag kun er små nystartede virksomheder der er.
En væsentlig funktion ved den hierarkiske organisationsstruktur er at
filtrere den enorme mængde informationer, således at de højere
organisationsniveauer kun får informationer som er relevante for deres
funktioner som ledere og beslutningstagere. Selv om filtreringen af
informationer giver ledelsen mulighed for at etablere det nødvendige overblik,
er det åbenbart, at ledelsen dermed også mister den helt afgørende kontakt med
hvad der egentlig foregår i firmaet. Udfordringen for ”Et marked for ideer” er
følgelig at gøre det muligt at filtrere den store informationsmængde, samtidig
med at ideer og initiativer hverken bliver hæmmet, forsvinder eller bliver
overtaget / stjålet af andre medarbejdere. Løsningen på dette problem må
nødvendigvis indeholde en mekanisme som gør det muligt for ”Ide ophavsmanden”
at udtrykke ideens / initiativets vigtighed og værdi, samtidig med at
mekanismen skal kunne afbalancere dette overfor vigtigheden af ikke unødigt at
ulejlige højere lag i organisationen. Den mekanisme som bedst er i stand
til at løse en sådan opgave er penge eller rettere interne virtuelle penge.
Gennem at betale et beløb, der bliver større og større jo højere oppe i
organisationen en ide stiles, udtrykker ”Ide ophavsmanden” derved sin tro på
ideens fremtidige værdi. Er hans vurdering forkert, har han indbetalt et beløb
uden at få noget (fremtidigt) udbytte af sin indsats! Er hans vurdering rigtig,
har han vundet ved at omgå det hierarkiske system, således at den rette person
får direkte kendskab til ideen, og firmaet har, hvad enten initiativet bliver
realiseret eller ej, vundet tid og ressourcer og måske også de omtalte 90% af
fortjenesten såfremt ideen bliver realiseret.
Firmaet / organisationen etablerer altså en ”uafhængig” Clearing
Central eller køber denne funktion hos et velrenommeret service firma som
eksempelvis IBM eller et af de store internationale revisions og mannagement
konglomerater, som til den tid vil have opbygget afdelinger til varetagelse af
denne funktion, på basis af den her beskrevne ”Et marked for ideer” struktur.
For at få ideen registreret og sendt til det relevante niveau i
firmaet, indbetaler den / de kreative medarbejdere altså et på forhånd fastlagt
beløb til Clearing Centralen. Er den pågældende ide, det pågældende initiativ
blot egnet til at forbedre arbejdsgangen i medarbejderens egen afdeling,
indbetales der blot et lille beløb. ”Ide ophavsmanden” / medarbejderen vil så
til gengæld kun kunne få procenter af forbedringerne i den pågældende afdeling,
og ikke af forbedringer som måske kunne opnås i andre afdelinger såfremt ideen
viser sig at kunne videreudvikles. Ideer / initiativer der stiles til det næste
niveau i organisationen koster mere, men registreringen vil så blive bredere.
Det bliver altså dyrere og dyrere jo længere op i organisationen man (via
Clearing Centralen) stiler sin i ide. Pointen med at det er virtuelle penge og
ikke almindelige penge er, at firmaet dermed kan fastsætte kursen på de
virtuelle penge, således at balancen mellem at fremme ”Ide flowet” balanceres
bedst mulig med behovet for ikke at forstyrre højere niveauer unødigt.
Den nye procedure er altså, at man mailer sin ide til Clearing
Centralen før man går videre med ideen til andre i organisationen. Clearing
Centralen registrerer ideen og undersøger om den er ny (for firmaet!) og sender
så ideen videre til den person / det niveau som ”Ide ophavsmanden” har betalt
for. Såfremt ideen / initiativet bliver udnyttet skal værdien af udnyttelsen
klargøres. De relevante data sendes derefter til Clearing Centralen, således at
centralen kan vurdere det økonomiske udbytte af ideen.
På basis af disse data får ”Ide ophavsmanden” sin procentuelle andel af
udbyttet, og for at anspore Clearing Centralen til at gøre sit arbejde bedst
muligt, og som en supplerende finansieringsform til at drive Clearing Centralen,
får Clearing Centralen også en promille andel af udbyttet. Udbytte
procentsatsen kan gradvist reduceres over tid, startende fra tidspunktet hvor
ideen første gang medfører en økonomisk gevinst for firmaet. Et udbytte på 5%
det femte år kan derfor meget vel give en større royalty end 10% det første år.
Den afdeling / den medarbejder (sagsbehandler) som en ny ide stiles til
er forpligtet til (og som det vil fremgå senere også dynamisk motiveret for) at
foretage en grundig bearbejdning og evaluering af ideen. Resultatet af bearbejdningen
/ vurderingen bliver derefter sendt til ”Ide ophavsmanden” via Clearing
Centralen. I fald sagsbehandleren beslutter at ideen skal viderebearbejdes af
andre sagsbehandlere, forbliver informationer om ideen og arbejdet i et lukket
kredsløb, hvor det kun er sagsbehandlerne, ”Ide ophavsmanden” og Clearing
Centralen som holdes informeret. Såfremt ideen ikke bliver afvist, men det
videre arbejde med ideen stoppes for kortere eller længere tid, vurderer den
sidste sagsbehandler på hvilket sikkerhedsniveau ideen / projektet skal
placeres. Sikkerhedsniveauet bestemmes primært ud fra en vurdering af
projektets økonomiske potentialer. Alle firmaets medarbejdere vil have fået
tildelt et sikkerhedsniveau, og da sikkerhedsniveauet bestemmer hvor økonomisk
perspektivrige projekter man får tilgang til, vil medarbejderne forsøge at opnå
så højt sikkerhedsniveau som mulig. Afviger man fra ”dydens smalle sti” ved at
lække oplysninger fra firmaet eller rapse kontorartikler m.m., risikerer man at
få reduceret sit sikkerhedsniveau og dermed muligheden for attraktive
informationer.
Når udviklingen af en ide stoppes af en sagsbehandler, har ”Ide
ophavsmanden”, efter at have vurderet det pågældendes arbejde, mulighed for at
betale for og indsende ideen til et højere niveau end ideen p.t. befinder sig
på, gør han ikke det bliver projektet gjort tilgængeligt for medarbejdere på
det anviste sikkerhedsniveau. Den pågældende medarbejdergruppe får dermed
mulighed for at videreudvikle projektet gennem at bidrage med nye kreative
impulser og ideer, således at projektet kan udvikles videre. Sådanne kreative
bidrag vil give den / de nye ”Ide videreudviklere” andel i royaltyen. Er der
ingen af medarbejderne, på det pågældende sikkerhedsniveau, der indenfor en
fastsat tidsramme kan bidrage med knowhow eller ideer, hvorved projektet kommer
i gang igen, frigøres projektet til medarbejderne på det næste, lavere
sikkerhedsniveau o.s.v. indtil alle medarbejdere har adgang til projektet. ”Ide
ophavsmanden” og Clearing Centralen har adgang til alle informationer under
hele forløbet, således at de, der jo har direkte økonomisk interesse i
projektet, kan tage stilling til om de er tilfredse med forløbet. Et sådant
system må dog også tage højde for den juridiske spidsfindige situation som
opstår, såfremt ”Ide ophavsmanden” har en lavere sikkerhedsclearing end
projektet er nået op på.
Såfremt en eller anden medarbejder, som beskrevet ovenfor, er i stand
til at videreudvikle ideen, således at projektet bliver bedre eller bredere
anvendeligt, altså må formodes at kunne føre til større indtjening eller
besparelser for firmaet, indsender en sådan ”Ide videreudvikler” sit kreative
bidrag og en registreringsafgift til Clearing Centralen. Efterfølgende vil han
så være berettiget til den del af royaltyen som hans andel i ide udviklingen
har afstedkommet.
En ide kan altså blive kreativt udviklet gennem flere led af ”Ide
videreudviklere” og royaltyen vil følgelig blive delt mellem alle der har
bidraget kreativt til projektet. Sagsbehandlere der ”blot” har brugt deres
faglige kunnen til at strukturere, vurdere og analysere ideen, får derimod ikke
del i royaltyen.
Fordelingen af royaltyen mellem ”Ide ophavsmanden” og en eller flere
”Ide videreudviklere” vil blive foretaget af Clearing Centralen, med mulighed
for efterfølgende at få Clearing Centralens vurdering juridisk bedømt og måske
ændret.
Lige som indførelse af varemarkedet i sin tid ændrede det feudale
system, vil indførelse af ”Et marked for ideer” i de ”feudalt strukturerede”,
hierarkisk opbyggede firmaorganisationer, resultere i en gradvis udvikling,
hvor de primære interne succeskriterier ændres fra arbejdsmæssig kvantitet til
arbejdsmæssig kvalitet. At der allerede i dag er et stort behov for dette ses
med al tydelighed af, at man efterspørger kvalitet og kreativitet, men fortsat
primært bedømmer medarbejderne efter hvor flittige de er / hvor mange timer de
lægger i firmaets tjeneste o.s.v.. Med ”Et marked for ideer” får man altså, som
en form for sidegevinst, løst et problem som man allerede har erkendt, men som
man hidtil ikke har haft en reel løsning på. Med udsigt til reel økonomisk
vinding gennem kreativitet, vil medarbejderne desuden skabe ny dynamik ved at
konkurrere indbyrdes om at rationalisere arbejdsgange, fremelske nye ideer og
udvikle nye projekter til gavn for virksomheden.
6.2.8 Videreudvikling af ideer
Det er formodentlig kun en begrenset del af medarbejderne som er i
stand til at frembringe realistiske kreative ideer. Ved at uddele virtuelle
penge til hele personalet vil der derfor opstå et internt marked for virtuelle
penge, hvilket vil medvirke til at finjustere vekselkursen mellem virtuelle
penge og rigtige penge. Ved med rigtige penge at købe ekstra virtuelle penge på
det interne marked, vil det være muligt for særligt kreative medarbejdere, at
betale for flere kreative bidrag end deres tildeling af virtuelle penge ellers
giver mulighed for. Og de medarbejdere som formodentlig er flittige og dygtige
men ikke kreative får et frynsegode ved at de kan sælge de virtuelle penge som
de har fået tildelt. En nyansat medarbejder som måske befinder sig nederst i
firma hierarkiet, og som følge deraf kun vil få få virtuelle penge tildelt, vil
således have mulighed for at købe sig til ekstra point/ virtuelle penge, og ved
hjælp af dem få sin ide behandlet af direktionen eller ligefrem af bestyrelsen,
såfremt han skønner at hans ide har det tilstrækkelige potentiale.
Personer som allerede har bidraget med profitable ideer kan eventuelt,
som en motiverende opmuntring, få tildelt ekstra virtuelle penge.
Hvad enten et firma implementerer ”Et marked for ideer” eller ej, vil
det være en stor fordel at etablere en database hvori hver enkelt medarbejder
har beskrevet sine kompetencer, såvel de faglige kompetencer som de kompetencer
og interesser som vedkommende har erhvervet sig og bruger privat. Det særlige
ved nye ideer og initiativer er, at de kombinerer virkeligheden på nye måder.
De egenskaber som en ”Ide ophavsmand” søger efter hos en kommende sagsbehandler
kan altså ikke på forhånd rubriceres. Jo dybere og mere detaljeret en sådan
database er, jo bedre mulighed er der for at matche den nye ide med den rette
sagsbehandler. De nuværende private netværk er blandt andet et forsøg på at
udfylde denne funktion.
Indholdet af en sådan database vil nok anses for at være for følsomt
til at det kan være direkte tilgængeligt. I stedet kan databasen udformes
således, at ”Ide ophavsmanden” kan søge ved hjælp af en række søgekriterier og
så få en prioriteret liste over personer der matcher de pågældende kriterier.
Der kan naturligvis også lægges andre filtreringsmekanismer ind for at sikre
mod misbrug.
Såfremt ”Et marked for ideer” bliver implementeret i et firma, vil
modstand mod et sådant register blive elimineret af det forhold, at jo flere
relevante oplysninger en medarbejder opgiver til databasen, jo større
sandsynlighed er der for at han vil få tilsendt en ide som han er skræddersyet
til at bearbejde, og nok så væsentligt, som han selv vil have optimale
egenskaber til at videreudvikle og profitere af.
Såfremt en medarbejder, for at få flere ideer tilsendt, skulle føle sig
fristet til at snyde ved at tilskrive sig kompetencer som han ikke er i
besiddelse af, vil en sådan fristelse blive stærkt reduceret ved at ”Ide
ophavsmanden” har ret til (efter den obligatoriske feedback fra
sagsbehandleren) dels at klage over kvaliteten af sagsbehandlingen, og dels har
”Ide ophavsmanden” ret til at betale for at ideen bliver behandlet igen på et
højere niveau. På den måde vil sagsbehandlerens manglende kompetence blive
stillet til skue, og der vil måske blive foretaget en (lukket) undersøgelse af
rigtigheden af hans databaseoplysninger. Da en sagsbehandler primært er en
lønnet medarbejder, vil hans stilling således blive kompromitteret i tilfælde
af snyd.
De ideer som ikke umiddelbart lod sig realisere, og som følgelig er
gjort tilgængelige for alle medarbejdere, kan få endnu en chance ved at der
etableres et internt ”prediction market” hvor alle medarbejdere kan deltage i
udvælgelsen af de bedste ideer eller initiativer. Den bedste måde at gøre et
sådant marked dynamisk er at medarbejderne kan satse rigtige penge på
projekter. Medarbejdernes satsning kan være i form af lotteri lodder. En endnu
mere dynamisk løsning vil imidlertid være at give medarbejderne lov til at
foretage egentlige investeringer i udvikling af en ide, således at de, lige som
i et aktieselskab, får en rigtig andel i et fremtidigt udbytte af en ide som
firmaets topledelse ikke umiddelbart ønskede at investere i.
Prisen på sådanne investeringer kan fastlægges af firmaet, hvorved nogle
mere indlysende vinder ideer bliver dyrere. Ved at tillade medarbejderne at
investere i udviklingen af ideer / projekter, vil firmakulturen blive styrket.
Mange flere ideer vil kunne blive realiseret såfremt sådanne ide / projekter
delvist bliver finansieret af medarbejderne, idet firmaet dermed reducerer sine
risici og sparer på de nødvendige investeringer.6.3 Indholdet af de tre grundlæggende ”Et marked for ideer” funktioner
6.3.1 ”Ide ophavsmanden”
Det helt grundlæggende element er at en brugbar ide når op til bevidsthedens overflade i form af følelser, fornemmelser, billeder eller intuitive indfald. Den nyere forskning har dog vist (von Ripple 2007), at de fleste ideer som i dag udvikles og udnyttes i firmaer, slet ikke er skabt af medarbejderne, men er ”lånt” udenfor firmaet af firmaets medarbejdere. Dette vil fortsat kunne lade sig gøre, så længe ”Et marked for ideer” kun er implementeret i firmaer.
”Ide ophavsmanden” eller ”ide importøren” foretager en præliminær undersøgelse af at ideen er ny for firmaet (søgning i Clearing Centralens database). Hvad enten ideen er skabt af medarbejderen / ”Ide ophavsmanden” eller den er ”lånt” udenfor firmaet, skal Clearing Centralen naturligvis også sikre sig at den ikke allerede er beskyttet af samfundets nuværende ophavsretslovgivning.
”Ide ophavsmanden” udvikler ideen så langt hans kreativitet og faglige kompetencer rækker.
”Ide ophavsmanden” katalogiserer ideen så detaljeret som mulig i henhold til et formaliseret system, som eksempelvis det internationale patent system, men altså et system der er udvidet så det også kan rumme alle former for ikke-fysiske frembringelser.
”Ide ophavsmanden” finder frem til den bedste sagsbehandler på det valgte niveau i organisationen.
”Ide ophavsmanden” foretager en registrering af sin ide / projekt i Clearing Centralen. Registreringen af ideen er udformet så principielt og formaliseret som mulig.
”Ide ophavsmanden” indbetaler det krævede beløb til Clearing Centralen.
6.3.2 Clearing Centralen
Clearing Central funktionen kan varetages af et speciel, semi-uafhængig afdeling i firmaet. Når personalet i sådan en afdeling er lønnet af firmaet vil der imidlertid være nogle interesse konflikter, da Clearing Centralen ideelt set skal kunne agere uafhængigt af påvirkninger fra såvel firmaledelsen som fra medarbejderne.
Den bedste løsning, som også vil have en lang række tekniske fordele, er at Clearing Central funktionen bliver varetaget af et uafhængigt firma, som kan varetage denne funktion for adskillige firmaer, og som derfor kan udvikle og opretholde en langt højere kompetence, end når funktionen varetages internt i firmaet.
Clearing Centralens funktioner er:
At registrere ideer / initiativer og undersøge hvorvidt de er nye for firmaet på det pågældende niveau (eller højere). Såfremt ideen ikke er beskrevet på det pågældende niveau før ”Ide ophavsmandens” registrering af den, skal ideen betragtes som ny!
At fungere som udvekslings- og filter funktion mellem ”Ide ophavsmændene” og firmaet.
At indkassere virtuelle penge fra ”Ide ophavsmænd”.
At udregne og kontrollere korrektheden af de økonomiske konsekvenser / den gevinst firmaet har haft af implementeringen af en ide.
At indkassere den royalty der tilfalder ”Ide ophavsmanden” / ”Ide videreudviklerne” og Clearing Centralen.
At vurdere fordelingen af royaltyen mellem henholdsvis ”Ide ophavsmanden” og eventuelle ”Ide videreudviklere”. (Dette vil nødvendiggøre en høj grad faglig og også juridisk kompetence).
At videresende royaltyen til de relevante ”Ide ophavsmænd” og ”Ide videreudviklere”.
At registrere og foretage den optimale juridiske beskyttelse (patenter, copyright og lignende) som det pågældende land giver mulighed for.
Selv om det er firmaet / ”Ide konsumenten” som skal stille de nødvendige data til rådighed, er det Clearing Centralen der, som uvildig instans skal vurdere korrektheden af de pågældende data.
Det er IKKE clearing centralens opgave at vurdere anvendeligheden eller den formodede værdi af en ide!
6.3.3 ”Ide konsumenten” / firmaet / organisationen
Firmaet modtager ideen fra Clearing Centralen og sender den til det anviste niveau, den anviste afdeling / person.
Såfremt den anviste person / afdeling ”blot” bidrager med faglige kompetencer, er disse jo allerede betalt via lønnen, men såfremt medarbejderen / sagsbehandleren er i stand til at videreudvikle ideen ved at bidrage med nye kreative elementer, kan også han betale for registrering af sådanne nye kreative bidrag og få dem registreret i Clearing Centralen, hvorved han bliver berettiget til en andel af royaltyen af det færdige produkt.
Når den pågældende sagsbehandler videresendere projektet til en anden sagsbehandler i en anden afdeling, eller opgiver projektet, er han forpligtet til at melde tilbage (sende kopi af sagsmappen) til Clearing Centret, hvorfra en kopi automatisk tilsendes ”Ide ophavsmanden”. Sagsmappen skal indeholde en vurdering af ideen / projektet og en beskrivelse af hvad sagsbehandleren har foretaget sig i forbindelse med evalueringen / bearbejdningen af ideen.
I tilfælde af at ideen afvises / opgives har ”Ide ophavsmanden” og eventuelle ”Ide videreudviklere” mulighed for at genfremsætte projektet ved at betale for og stile
projektet til en anden relevant person eller / afdeling evt. højere i firmaorganisationen.
Firmaet / ”Ide konsumenten” udvikler projektet (og får 90 % af udbyttet), og stiller de data der er nødvendige for en økonomisk vurdering af projektet til rådighed for Clearing Centralen, således at denne får optimale forudsætninger for at foretage den omtalte kontrol af royaltyens størrelse og fordeling.
Det helt centrale element i ”Et marked for ideer” er at ”Ide ophavsmanden” over en årrække bliver tildelt en økonomisk godtgørelse som er en aftalt procentdel af det udbytte firmaet opnår fra udnyttelsen af en ide.
6.3.4 Horisontal udnyttelse af ideer
Det hidtil beskrevne system har fokuseret på den kvalitative udvikling af nye ideer, men for at et sådant nyudviklet projekt hurtigst muligt kan blive spredt og implementeret i organisationen vil det være hensigtsmæssigt hvis der bliver udviklet en mekanisme som belønner afdelingsledere i forhold til den gevinst afdelingen har af implementeringen af nye projekter. En anden model ville være at afdelingen som sådan får en mindre procentuel royalty af gevinsten, en royalty som vil blive uddelt som bonus til afdelingens medarbejdere.
6.3.5 Ideudvikling som bestillingsarbejde
Når ”Et marked for ideer” er blevet etableret i et firma kan hele processen naturligvis også vendes på hovedet. En medarbejder der arbejder på et projekt, men som støder på et problem der nødvendiggør en kreativ løsning, kan internt i firmaet publicere sit projekt og det pågældende problem, samt beskrive hvilke økonomiske perspektiver han formoder en løsning af problemet vil have. Da løsning af det pågældende problem vil give ret til en royalty, vil firmaets øvrige medarbejdere ikke blot prøve at løse problemet i deres arbejdstid, men de vil også benytte deres fritid (og natte drømme!) til at finde en brugbar løsning på problemet. Også her er Clearing Centralen af afgørende betydning som mellemled, for at der ikke skal kunne fuskes.
6.3.6 Optimering af kommunikation
Selv om ”Et marked for ideer kan implementeres som et supplement til de allerede etablerede firmastrukturer, vil dynamikken i ”Et marked for ideer” gradvist påvirke organisationens øvrige strukturer, således at flere og flere funktioner der ikke ensidigt har med kreativitet og nytænkning at gøre, også vil gøre brug af strukturen i ”Et marked for ideer”.
For at anskueliggøre dette, vil vi beskrive et hypotetisk tilfælde hvor ”Et marked for ideer” kunne have været brugt af FBI til at sikre en bedre arbejdsgang.
I god tid inden ”11 september” katastrofen, var der en lokal agent der observerede og rapporterede at unge arabiske mænd var ved at få flyveundervisning i Texas. Beklageligvis fik rapporten ikke tilstrækkelig opmærksomhed, hvilket viste sig at bidrage til at attentaterne blev ført ud i livet.
Såfremt ”Et marked for ideer” havde været implementeret i FBI organisationen ville den lokale agent i Texas have haft mulighed for at udtrykke sin rapports vigtighed ved at ”betale” for at den nåede højere op i organisationen. Efterfølgende ville evalueringen af forløbet (hvor katastrofen forhåbentlig var blevet forhindret) resultere i, at den lokale agent ville have fået en bonus som stod i rimeligt forhold til rapportens værdi for det konkrete forløb, hvad enten det i øvrigt lykkedes at forhindre katastrofen eller ej.
Såfremt sagsbehandleren som rapporten blev stilet til (med den højere prioritet) ikke håndterede rapporten tilfredsstillende, ville den obligatoriske tilbagemeldingspligt gøre det muligt for den lokale agent at betale og sende rapporten til en højere instans. Som et biprodukt af denne fremgangsmåde ville den første sagsbehandlers arbejde dermed også blive vurderet af en højere instans. Den blotte eksistens af en sådan mekanisme vil ”inspirere” sagsbehandlere til at gøre deres arbejde bedst muligt.
Sender en agent fejlagtigt en rapport for højt op I organisationen, kan systemet udvikles til, at agenten må betale en bøde for at have fejlvurderet rapportens vigtighed.
Det er jo kun de relativt få rapporter som skønnes at være af særlig værdi, som vil blive sendt udenom den almindelige kommandostruktur, og arbejdsgangen kan effektiviseres yderligere ved at det kun er de rapporter som agenten eller modtageren efterfølgende specifikt beder om en evaluering af, som bliver underkastet en sådan evaluering.
”Et marked for ideer” vil altså kunne udvikles til at forbedre alle former for kommunikationsprocesser, hvor en differentieret og dynamisk arbejdsgang er ønskværdig.
I små nystartede virksomheder er det nærheden mellem top og bund i firmaet der sikrer, at de kreative medarbejdere bliver anerkendt og krediteret for deres særlige præstationer, hvilket resulterer i en positiv udviklingsspiral. Erfaringen viser at en sådan dynamik ikke kan opretholdes når firmaer og organisationer vokser. ”Et marked for ideer” gør det muligt at tilvejebringe den samme form for dynamik, fordi de kreative medarbejdere konsistent bliver anerkendt og belønnet for deres særlige præstationer. ”Et marked for ideer” vil desuden få medarbejderne til at konkurrere om at udvikle firmaet / organisationen.
Fordi ”Et marked for ideer” er baseret på individets grundlæggende optimeringsdrift, og den menneskelige kreativitet allerede i dag er af større konkurrencemæssig betydning end evnen til at fremstille fysiske genstande, kommer firmaer der implementerer ”Et marked for ideer” til at udkonkurrere de firmaer som ikke i samme grad fremmer kreativiteten ved at tage højde for medarbejdernes trang til at optimere deres livssituation.
6.3.7 Horisontal og vertikal udvikling af ”Et marked for ideer”
”Et marked for ideer” vil i første omgang blive implementeret i enkelte firmaer, men så snart det viser sig, at denne nye måde at organisere ideudviklingen og at forbedre informations flowet på, er de hidtidige organisationsstrukturer økonomisk overlegen, vil der ikke kun blive flere og flere firmaer som implementerer systemet, firmaer vil også slutte sig sammen og enes om de juridiske betingelser for udveksling af ideer firmaerne imellem, for derved at kunne udnytte de nye ideer bedst muligt.
Den største sårbarhed ved ”Et marked for ideer”, så længe systemet ikke er samfundsmæssigt implementeret, er, at medarbejderne vil kunne stjæle ideer fra det firma de er ansat i, og sælge ideerne til andre firmaer. Rent bortset fra at en sådan medarbejder risikerer at blive afskediget, og efterfølgende formodentlig vil have vanskeligt ved at blive ansat i andre avancerede firmaer som har implementeret ”Et marked for ideer”, så vil denne sårbarhed aftage i takt med at flere og flere firmaer slutter sig sammen om Clearing Central funktionen.
Med fremkomsten af multinationale firmaer, som opbygger specielle Clearing Central funktioner, vil grunden være lagt til at store grupper af sådanne firmaers klienter slutter sig sammen. Sammenslutninger baseret på ”Et marked for ideer” vil udvikle sig så de dækker flest mulige brancher for at opnå tværfaglige synergi, stik modsat dagens sammenslutninger som jo er interesse og brancheorienterede.
6.3.8 Det er enkeltindivider der skaber de nye kreative ideer
Medarbejdernes kreative ideer har deres oprindelse i individernes eksistentielle helhed, og de kreative ideer er derfor ikke nødvendigvis egnede til at blive realiseret af det firma som den pågældende medarbejder arbejder i. Ved at danne sammenslutninger af meget forskellige firmaer der opbygger fælles regler for udnyttelse af ideer, optimeres udnyttelsen af ideerne.
Med tiden vil mange firmaer der fungere som Clearing Centraler blive opkøbt af de største og mest dynamiske aktører, og til sidst vil der kun være nogle få, meget store og meget effektive Clearing Central aktører tilbage.
På et tidspunkt vil verdenssamfundet ikke alene indse, at ”Et marked for ideer” funktionen er for politisk betydningsfuld til at overlade til private investorer, men at det vil være mest hensigtsmæssigt at indføre de, af Clearing Centralerne udviklede love og andre juridiske strukturer som grundlag for en global organisering, ikke kun af ophavsretten men af hele samfundet.
7 Samfundsmæssig implementering af ”Et marked for ideer”
Den helt grundlæggende forskel mellem firmamæssige implementeringer af ”Et marked for ideer” og en samfundsmæssig implementering af samme er, at den samfundsmæssige implementering nødvendigvis må være globalt dækkende. Dette indebærer at der dels må etableres en overnational Clearing Central funktion, og at retten til ideer og de derfra udviklede ikke-fysiske frembringelser bliver mindst lige så godt beskyttet af samfundet som ejendomsretten til fysiske frembringelser er i dag. Tænk på hvor enorme samfundsmæssige ressourcer der i dag bruges på at sikre den private ejendomsret til fysiske ting, gennem opretholdelse af militær, politi, diplomatiske repræsentationer og en meget stor del af statsapparatet samt det meste af det juridiske system. Ved en global implementering af ide kategorien vil det være både nødvendigt og hensigtsmæssigt, at sådanne ressourcer også bliver brugt til at sikre retten til ikke fysiske frembringelser. Da der altså bliver tale om et globalt system, vil det mest hensigtsmæssige desuden være, at mange af de pågældende ressourcer bliver overdraget til en overnational myndighed.
Som vi beskrev i afsnittet ”Den økonomiske dynamik” er store dele af økonomien allerede i dag internationaliseret. Nationaløkonomierne / nationalstaterne er i dag ude af stand til effektivt at regulere den globale økonomi. Med initieringen af Ide kategorien vil det være logisk at udbygge internationale institutioner indenfor de fleste felter. Den mest effektive og dynamiske måde at få et sådant system til at fungere på er, at sammenkæde nationalstaternes økonomiske bidrag til verdenssamfundet med deres stemmeret / bestemmelsesret i verdenssamfundet!
7.1.1 Konsekvenser af implementeringen af ”Et marked for ideer”
Ved overgangen fra det feudalt strukturerede agrarsamfund til vort nuværende vareproducerende kapitalistiske samfund (Danmarks Guldalder!), var det ikke kun en ny produktivkraft der satte dagsordenen. Udviklingen af det markedsorienterede vareproducerende samfund førte også til indførelse af den repræsentative demokratiske styreform, og til en radikal ændring af samfundsopfattelse, kulturelle udtryk og individets selvforståelse.
Mange af de samfundsmæssige og kulturelle elementer, som efter overgangen til den vareproducerende kategori / det kapitalistiske samfund, kom til at være karakteristisk for vor nuværende samfundsstrukturering, fandtes allerede før den feudale samfundsmæssige overbygning ændredes, men det var først da love og regler var blevet ændret, efter demokratiets indførelse, at disse elementer trådte helt tydeligt frem.
Ud fra ”Et marked for ideer” vil det være muligt ret hurtigt at udforme juridiske strukturer som udvider den private ret, således at den også gælder ideer og andre ikke-materielle frembringelser (selv om det ikke kommer til at drejer sig om ejendomsret, men derimod om ret til en royalty). Det vil til gengæld være en større tværfaglig udfordring at finde frem til hvilke af nutidens holdningsmæssige og kulturelle tendenser som i fremtidens ”Ide samfund” vil blive de dominerende og dermed karakteristiske for denne nye samfundsform. Det forhold, at overgangen til ”Ide kategorien” sandsynligvis vil resultere i fremvæksten af en ny ”Guldalder”, skulle imidlertid kunne motivere til en sådan tværfaglig indsats.
7.1.2 De mest fremtrædende forskelle mellem vort nuværende samfund og ”Ide Samfundet”
At jordens ressourcer er begrænsede har fagfolk vidst i mange år, men det var med bogen ”Grænser for Vækst” © Gyldendal 1972, at en bredere offentlighed begyndte at få forståelse for denne problematik. Heldigvis er det i de mellemliggende år gået knap så galt som ”Romklubben” forudsagde i den pågældende publikation. Bogens / rapportens grundproblematikker er der imidlertid næsten ingen der sætter spørgsmålstegn ved i dag. Ressourceknaphed og ressourcemisbrug, samt en stor befolkningstilvækst er i dag mere aktuelle og akutte problemer end nogen sinde før.
Dagens vareproducerende kapitalistiske samfund forsøger at løse de pågældende problemer ved at pålægge samfunds- og erhvervslivet, politisk vedtagne restriktioner enten i form af begrænsninger og forbud, eller gennem selektiv beskatning der har til hensigt at ændre individers og firmaers adfærd. Problemet med denne fremgangsmåde er imidlertid, at det først er når den bredere offentlighed og dermed det politiske niveau har erkendt og accepteret et problem, at en løsning af problemet bliver søgt realiseret. I bedste fald er dette en yderst bekostelig og uhensigtsmæssig fremgangsmåde, idet problemerne dermed ikke bliver undgået, men i stedet først efterfølgende bliver søgt afhjulpet. Rent bortset fra at problemløsningen desuden ofte bliver forvredet og forsinket af økonomiske og politiske særinteresser, kan den pågældende fremgangsmåde betyde, at visse problemer når at vokse sig så store, at de ikke umiddelbart lader sig løse. Dermed kommer sådanne problemer til at forvride den samlede samfundsudvikling, hvilket i yderste konsekvens kan virke destabiliserende og det kan få katastrofale konsekvenser for samfundene.
7.1.3 Prevention is better than cure
Hvor den nuværende vareproducerende kapitalistiske dynamik altså i sig selv ikke indeholder en ressourcebesparende mekanisme, og forbedringer derfor nødvendigvis må tilskyndes, og andre forhold må begrænses eller ligefrem modvirkes via de politiske mekanismer, vil den ”Ide samfundsmæssige” dynamik være som skabt til udvikling af et samfund som er baseret på udnyttelse af en endelig / begrænset mængde fysiske ressourcer.
Det mest karakteristiske træk ved ”Ide samfundet” vil være, at borgerne vil kanalisere store dele af deres livsenergi / optimeringstrang over i forsøget på at udvikle og forbedre alle aspekter af samfundslivet, idet sådanne forbedringer vil give dem en personlig gevinst.
Modsat i dag, hvor løsning af samfundsproblemer og reguleringer må vente på at en bredere offentlighed (og dermed politikerne) kan se interessen i de pågældende forbedringer og reguleringer, vil enkeltindivider, og grupper af sådanne, have personlig økonomisk interesse i at være på forkant med forståelsen af, og udviklingen af samfundsforbedringer, og have økonomisk interesse i at fremme sådanne ændringer. Hvor samfundsmæssige forbedringer i dag fremkommer som lappeløsninger på eksisterende problemer, vil den nye samfundsmæssige dynamik i ”Ide samfundet” betyde, at problemerne kan identificeres og løses inden de vokser sig så store at de får samfundsmæssige dimensioner.
Når samfund transformeredes fra Jægerkategorien til den Agrare kategori og igen fra den Agrare kategori til vort nuværende Vareproducerende samfund, resulterede disse overgange i, at de pågældende samfund oplevede eksplosive opblomstringer hvor enkeltindividerne igen fik mulighed for at udfolde sig frit. De nye produktionsformer resulterede desuden i, at mange flere individer kunne leve godt på de til rådighed værende ressourcer. En sådan samfundsmæssig opblomstring vil følgelig også blive det sandsynlige resultat af overgangen fra det Vareproducerende samfundssystem til ”Ide samfundet”.
7.1.4 Fire andre karakteristiske forhold
7.1.4.1 Kollektiv psykologisk modenhed
De tidligere historiekategoriale overgange har resulteret i at de samfundsmæssige / kollektive psykologiske niveauer blev hævet. I vort nuværende samfund tager vi f.eks. for givet at alle voksne individer har en udviklet ”jeg bevidsthed”. Dette var imidlertid langt fra tilfældet under den agrare kategori og endnu mindre under jæger kategorien. Med udfoldelsen af den fjerde historiekategori kan det forventes at det generelle psykologiske niveau bliver yderligere hævet i forhold til dagens niveau.
Når individer når et vist psykologisk modenhedsniveau bliver det åbenbart, at øget tilfredshed ikke lader sig opnå gennem materiel velstand, men at oplevelsen af fremgang og udvikling derimod ligger lige for i form af tiltagende psykologisk balance og modenhed. Den højnelse af det samfundsmæssige bevidsthedsniveau, som vil være en af konsekvenserne af ”Ide samfundets” udfoldelse, vil altså af sig selv føre til en reduktion af behovet for materielle goder, hvilket vil have en stabiliserende effekt på fremtidens verdenssamfund. Det er i den sammenhæng interessant at konstatere, at en ny undersøgelse fra Gallup peger på, at en hvis grad af velstand er af betydning for om mennesker (statistisk set) føler sig tilfredse og lykkelige, men over en grænse bidrager øget materiel velstand ikke til oplevelsen af tilfredshed og lykke. Den pågældende undersøgelse påviser desuden, at oplevelsen af fremgang (optimering) er mindst lige så afgørende for oplevelsen af tilfredshed og lykke. (The Economist 14/7-07 side 59 ”When money seems to talk”)
7.1.4.2 Fokus på nytænkning
Det andet forhold som vil være karakteristisk for ”Ide samfundet” er, at da fremtidens produktivkraft er funderet på menneskets evne til nytænkning, vil fokus i endnu højere grad blive drejet fra traditionel indlæring mod menneskelig modenhed og udvikling. Faktuel viden vil være til rådighed via netværk og ”intelligente” databaser, medens nytænkning og kreativitet vil være det felt hvor mennesket fortsat kan excellere.
7.1.4.3 Den dynamiske ulighed
Det tredje forhold er, at da optimeringsdriften fortsat vil påvirke mennesket vil der stadig findes en dynamisk ulighed mennesker imellem. Hvor den dynamiske ulighed i de tidligste, primitive samfund resulterede i hvorvidt man overlevede eller ej, kom den dynamiske ulighed i feudalsamfundet til udtryk gennem individets placering i det samfundsmæssige hierarki, og i vort nuværende samfund kommer den dynamiske ulighed primært til udtryk i form af materiel ulighed. Selv om der i fremtidens ”Ide samfund” nødvendigvis må eksistere en meget højere grad af materiel lighed end den vi kender i dag, vil den dynamiske ulighed fortsat eksistere. I ”Ide samfundet” vil den dynamiske ulighed imidlertid være hævet et trin, således at den dynamiske ulighed primært kommer til udtryk i form af individets evne og mulighed for at udvikle sig og påvirke og forme sin egen tilværelse.
7.1.4.4 Det demokratiske system
Det fjerde forhold er at den samfundsmæssige styreform - demokratiet vil blive ændret. Den mere end hundrede år gamle repræsentative styreform er baseret på, at enkeltindividet ikke selv var i stand til at sætte sig ind i og tage stilling til samfundets komplekse spørgsmål og at kommunikationsmulighederne var begrænsede. Derfor valgte man personer til at repræsentere sig. Medens næsten alt andet i vort samfund har undergået voldsomme forandringer, har den demokratiske styreform stået i stampe. Allerede i dag er der et klart misforhold mellem den repræsentative demokratiske styreform og samfundets / borgernes behov, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem politikerlede og ekstraparlamentariske manifestationer. Fremtidens styreform vil formodentlig blive meget mere direkte, og selv om vi har formuleret et bud på sådanne ændringer, vil det i denne sammenhæng føre for vidt at beskrive de parlamentariske ændringer som allerede nu ville være relevante, og som måske også peger frem mod den styreform som vil komme til at fungere i fremtidens ”Ide samfund”.
7.2 Fremtidens allerstørste udfordring
Selv om denne prisopgave besvarelse har givet nogle ganske konkrete bud på en række samfundsmæssige forhold, kan det måske virke som om løsning af sådanne problemer hører en fjern fremtid til, og at nutidens ophavsretslige problemer indtil da bør løses på anden vis.
Det der kendetegner Deduktiv-videnskab / eksakt videnskab er imidlertid, at man ud fra forståelsen af nogle grundlæggende elementer, er i stand til at forudsige hvilke konsekvenser forskellige udviklingsscenarier vil få. Da vi beskrev den firmamæssige implementering af ”Et marked for ideer” fremskrev vi blot de rent funktionelle konsekvenser af indførelsen og udbredelsen af et nyt ophavsretsligt system. Vi lever imidlertid ikke i en sådan stiliseret virkelighed, men derimod i en meget kompleks virkelighed hvor der findes store og små nationalstater på vidt forskellige udviklingsniveauer, og hvor det internationale samarbejde fortsat er sporadisk og skrøbeligt.
Som vi tidligere har argumenteret for, er det i alt overvejende grad (samfunds)udviklingen der styrer mennesket og ikke omvendt, kun i de få og sjældne tilfælde hvor der opstår en ligevægt mellem forskellige samfundskræfter / udviklingsmuligheder, er det realistisk at tro, at organiseret handling vil kunne ændre et udviklingsforløb.
Den helt dominerende globale udviklingsfaktor i øjeblikket er den økonomiske internationalisering og flytningen af det globale økonomiske og udviklingsmæssige tyngdepunkt fra ”De gamle industrilande” til de nyindustrialiserede lande i især fjernøsten. Fortsætter denne udvikling, hvilket der er overvejende sandsynlighed for, vil den økonomiske balance, og dermed også magtbalancen forskydes således at ”De gamle industrilande” ikke kun økonomisk men også politisk havner i en stedse mere defensiv position.
Oplevelsen af stagnation vil desuden snart blive forstærket, på grund af ”De gamle industrilandes” aldrende befolkninger, som lægger en øget forsørgerbyrde på de erhvervsaktive borgere.
Ikke kun det overordnede historiske forløb, men også vor samtidshistorie har klart vist, at der ikke skal særlig store forringelser til, før landenes befolkninger reagerer voldsomt. Indtil videre har befolkningsmajoriteten i såvel U.S.A. som i EU og Japan ikke oplevet forringelser, men når det sker, vil det få store politiske konsekvenser. Det vil derfor være yderst naivt at tro, at især U.S.A., men også EU og Japan vil acceptere den allerede påbegyndte økonomiske og politiske deroute uden sværdslag. Sandsynligheden for store og måske væbnede konflikter mellem ”De gamle industrilande” og de nyindustrialiserede lande er meget stor. Da der i givet fald vil være tale om konflikter mellem to grupperinger som begge er i besiddelse af atomvåben, er chancerne for at forløbet kommer helt ud af kontrol beklageligvis til stede.
7.2.1 Chancen for at stabiliserer verden
Ud fra en historisk perspektivering er den eneste realistiske mulighed for at undgå sådanne konflikter, at verdenssamfundet fremskynder overgangen til den fjerde historiekategori, ”Ide kategorien”. Den ”Ide kategoriale” samfundsstruktur vil kunne tilvejebringe den nødvendige samfundsmæssige dynamik og opblomstring. Gennem accelererende innovation, rationalisering og strømligning af alle samfundsparametre, vil alle verdens landes befolkninger kunne opleve fremgang, samtidig med at de begrænsede ressourcer bliver bedre udnyttet og klimaproblemerne bliver søgt løst.
Den usikre balance, som for et historisk set kort tidsrum i øjeblikket er til stede, består i at det fortsat er ”De gamle industrilande” der har magten. Uden en radikal omlægning af ophavsretslovgivningen (til ”Ide kategoriens” lovgivning) kan ”De gamle industrilande” imidlertid se frem mod stagnation og deroute.
Selv om det ikke er særlig sandsynligt at det bliver gjort, har ”De gamle industrilande” altså, ”for en kort stund”, mulighed for at gennemtvinge globale ophavsretslige reformer som set i det store perspektiv vil være til gavn for alle, da alternativet til sådanne reformer ellers vil blive omfattende globale konflikter.
Ved en omlægning af lovgivningen, især ophavsretslovgivningen, således at den passer til den fjerde historiekategoris vilkår, vil ”De gamle industrilande” kunne fortsætte i deres nuværende ledende position, samtidig med at de nyindustrialiserede lande vil kunne få hævet deres levestandard op imod ”De gamle industrilandes” levestandard.
Når ”De gamle industrilande”, via den nye ophavsretslovgivning, igen får større andel i ekstramerværdien, vil de nyindustrialiserede landes vækstrater måske blive reduceret en smule, men til gengæld risikerer de ikke en global konflikt.
Såfremt den nuværende usikre balance situation, som muliggør en aktiv drejning af historien, forpasses, vil den menneskelige natur nødvendigvis føre til en gentagelse af de mange tidligere historiske forløb, hvor store riger er sunket i grus og civilisationer er gået til grunde.
En radikal ændring af ophavsretslovgivningen er altså menneskehedens bedste mulighed for ny opblomstring og social fremgang for alle, og for en stabil og fredelig politisk og økonomisk udvikling ud over en overskuelig fremtid.
Brøddegård d. 30/9-07
Kirsten Basse
Søren Hetland Basse
8 Bilag
8.1 Samfundsvidenskabelig selvforståelse
I den situation som samfundsvidenskaberne videnskabsteoretisk befinder sig i, læner man sig naturligt nok op ad det der i dag anses for at være det mest avancerede naturvidenskabelige felt nemlig partikelfysikken. Da partikelfysikken er kendt for en lang række tilsyneladende mystiske og også uforudsigelige fænomener, er det naturligt at samfundsvidenskaberne på den baggrund formoder, at ”tilværelsens inderste væsen” er mystisk og uforudsigelig, og at man derfor må nøjes med at bedrive forskning der rent videnskabelig er låst fast af den historiske og samfundsmæssige kontekst hvori den er skabt. Man har altså opgivet at komme på omgangshøjde med naturvidenskaben gennem at finde frem til mere overordnede, almengyldige samfundsvidenskabelige grundelementer som transcenderer samtidens historiske og samfundsmæssige forståelsesramme.
Selv om det partikelfysiske forskningsfelt udforsker nogle af materiens grundelementer, og som følge deraf også er meget præstigefyldt, foregår den pågældende forskning (blandt andet ifølge Albert Einstein, Erwin Schrödinger og andre) ud fra midlertidige forståelsesmodeller. Det partikelfysiske forskningsfelt er som følge heraf decideret uegnet som rollemodel for den samfundsvidenskabelige selvforståelse.
8.2 Particle physics is Deco-scientifically developed.
One of the benefits of having a functional and consistent theory of science is that it then is possible to chart the structural level of individual scientific disciplines.
As described earlier all scientific theories are necessarily temporary and even the highest developed scientific disciplines have areas that linger on the Deco-scientific or the Systematising-scientific levels.
Within Deductive-scientific developed sciences fundamental and determining elements has been discovered making it possible to make predictions about hitherto unexplored aspects within said science. As that is not the case on the Deco-scientific level, several theories has on that level to coexist in order to fully cover the phenomenology of such a science.
The quantum mechanical field displays all the characteristics of a science on the Deco-scientific level.
A fundamental characteristic of quantum mechanical science is its inability to incorporate particle theory and wave theory within the same scientific framework. Either one takes a particle approach or one takes a wave approach in order to observe and describe the phenomenology. Instead of seeing the split between particle and wave as a theoretical and scientific flaw that on a higher cognitive and technical level can be eliminated, said discrepancy is today perceived as a true and fundamental oddity of nature alongside numerous other oddities of nature. When perceived in this theory of science context the coexistence of such incompatible scientific approaches is a clear indication of science on the Deco-scientific level. Furthermore it is within Quantum Mechanics necessary to apply individual “properties” to the many different subatomic particles, properties that are odd and inexplicable but necessary in order to obtain a coherent theoretical framework, and that too is a clear indication of science on the Deco-scientific level. Although massive recourses and some of the worlds best brains has been applied to the field of Quantum Mechanics, it is still not possible to make Deductive-scientific predictions as opposed to brilliant and highly qualified guesswork, and that too indicates that said field has not reached the Deductive-scientific level. Last but not least the inclusion of “Dark matter” and “Dark energy” in the cosmological understanding (which is based on the quantum mechanical theories), is obviously parallel to the inclusion of Phlogiston within the Deco-scientific former understanding of chemistry, and that perhaps is the clearest indication of the Deco-scientific nature of the present cosmological theories. As was the case with Gregor Mendels work within biology/genetics there might very well exist partial fields within Quantum Mechanics that already has been developed to the Deductive Scientific level, and by way of such higher developed partial fields the whole scientific discipline might be further developed.
It is worth remembering that neither Albert Einstein nor Erwin Schrödinger ever accepted the Copenhagen Model as more than a preliminary approach.
Paradoxically, yet understandably, the greatest obstacle towards a further development of the Quantum Mechanical cognitive field has been the practical success of the Copenhagen model. Why should one try to replace anything that already functions with something that might be more coherent but not immediately useful? But the first step towards solving a problem is to recognise that it exists!
The last major problem that was Deductive-scientifically solved was when Einstein raised physics by way of introducing time as the fourth dimension, and as the following thought experiment demonstrates it would be logical to try to raise the Quantum Mechanical field by way of finding/introducing yet another real dimension as opposed to those obscure and folded theoretical dimensions that are included in some of the theories.
8.2.1 A thought experiment:
Our three‑dimensional reality may be compared with a room, a room that by us is experienced as a completely closed cube. The room has in reality doors opening up into other rooms, but we who are inside the room have no knowledge of those doors, let alone of the other rooms. Even though we are not aware of the openings into other rooms (other dimensions), we who are inside this one room can nevertheless register the fact that things suddenly turn up in our room that were not previously present, and also that things that have been registered there suddenly vanish. We can furthermore calculate the statistical probabilities for things turning up or vanishing, and we can also register “non‑locality”, i.e. that certain of our actions are linked non-causally with other objects and events in the room!
Imagine a ball or something else in the room being hit and consequently jump out of one of the unknown openings in the room (out of our reality). Outside our room it then interacts with something else and as a consequence of this interaction subsequently jumps back into our room again, where the phenomenon will be perceived as “non-locality”!
Such a causal explanation (incorporating hitherto unknown real dimensions) would explain vanishing particles as well as the spontaneous creation of particles and also explain the phenomenon of “non locality” and of “entanglement”!
Although seemingly mystical and incomprehensible, the strange behaviour of the atomic and subatomic particles becomes uncomplicated and easy to accept as soon as we recognise the existence of other real dimensions and that the reality of our known dimensions all the time are interacting with other unknown but never the less real dimensions. (Extract from “Science, History and the Future”, Søren H. Basse, 2007.)
9 Perspektiverende litteratur
Søren Hetland Basse: Videnskaben, Historien og Fremtiden. Christian Ejlers’ forlag 1991.
Science, History and the Future. Eget forlag 2007.
Itzak Benthow. Det vilde pendul. Borgen 1982
Kirsten Bergfjord: En videnskabsteoretisk forståelsesramme i relation til en esoterisk baseret individuation. Københavns Universitet 1982.
J.D.Bernal: Vitenskabens historie. Pax, Oslo 1978
Jes Bertelsen: Drømme, chakrasymboler og meditation. Borgen 1982.
Auguste Comte: The essential Comte. Harper and Row, USA 1974.
The Economist: Ugentligt tidsskrift.
Milton Friedman: The methodology of Positive Economics. University of Chicago Press 1953.
Jean Gimpel: Den industrielle revolution I middelalderen. Gyldendal 1978.
John Gribbin: In Search of Schrödingers Cat. Bantam 1984.
D.W.Hands: Carl Popper and Economic Methodology. Economics and Philosophy vol. 1. 1985.
J. Jacobi: C.G.Jungs Psykologi. Gyldendal 1976.
L.Kolakowski: Positivist Philosophy. Pinguin 1972.
Victor Kraft: The Vienna Circle. Greenwood Press 1969.
T.S.Kuhn: Videnskabens Revolutioner. Fremad 1973.
J.C.Lilly: Mental effects of reduction of ordinary levels of physical stimuli on intact, healthy persons. Psychiatrical recerch report No. 5. 1956.
Karl Marx: Kapitalen. Rhodos 1970.
W.H. McNeill: The Pursuit of Power. Blackwells 1983.
Sir John Woodroffe: The Serpent Power. Ganesh & Co. 1978.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar