Den økonomiske krise og produktionskrisen er to sider af samme sag.

Takket være en massiv økonomisk indsats fra ECB, FED og Japans nationalbank side er den finansielle krise blevet midlertidigt stabiliseret.

DEN MANGLENDE FORSTÅELSE

Grunden til at vi og alle de andre vestlige lande er endt i den uholdbare økonomiske situation er dybest set en manglende forståelse af de reelle økonomiske mekanismer.

Den etablerede økonomiforståelse går på at et land især bliver konkurrencedygtigt ved at dets virksomheder har lavere omkostninger end andre landes virksomheder. Jo lavere omkostninger virksomhederne har, jo bedre går det landet!   

HVIS DET VAR RIGTIGT SÅ VAR DANMARK GÅET BAG AF DANSEN FOR MERE END EN MENNESKEALDER SIDEN!

Det danske omkostningsniveau har, i mere end en menneskealder været højere end i de lande vi konkurrere med, så der må altså være en anden økonomisk mekanisme som gennem alle årene  har virket til gunst for os og de andre gamle industrilande .

Den faktor der siden middelalderen begunstigede landene i Europa, og senere alle de vestlige industrilande er kreativitet.

Gennem generationer er vi blevet opdraget til at tage for givet, at vi var bedre end de andre, og at det var derfor at kreativiteten især virkede til gunst for os. Krisen er derfor en såvel kulturel som økonomisk øjenåbner! Det er en smertelig opvågnen, at vi må konstatere, at vi hverken er bedre mennesker og ej heller evner at udnytte kreativiteten bedre end borgerne i de nyindustrialiserede lande.

Vi hverken var eller er bedre, der eksisterede derimod en konstruktiv, selvforstærkende økonomisk mekanisme som har virket til gunst for os siden middelalderen og frem til 1980erne. En mekanisme som vi uforvarende har givet afkald på, og der er ingen vej tilbage. Heldigvis er der derimod en ny vej frem, men først må vi forstå den omtalte mekanisme og derefter forstå at produktionskrisen og den finansielle kriser egentlig er to sider af samme sag og har sin oprindelse i 1980erne!

DEN DYNAMISKE PROCES

Det har længe været almindelig kendt, at virksomheder som enten udvikler nye produkter og/eller udvikler nye mere effektive produktionsmetoder har en konkurrence fordel. Denne konkurrence fordel har virksomheden imidlertid kun indtil de andre virksomheder når op på samme niveau. For at opretholde forspringet må virksomheden derfor investere dele af den ekstra indtjening i R&D, altså i potentielle nye produkter og nye fremstillingsmetoder.

Hvor det for hvert enkelt firma kan betyde liv eller død om de er det firma der formår at præstere fornyelse, har det samfundsmæssigt set mindre betydning hvilket firma der klarer sig bedst, så længe denne kreative og dynamiske proces fortsætter.

Det man hidtil har overset er, at det der gælder for den enkelte virksomhed, i lige så høj grad gælder for det enkelte land.   

Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun produkterne fra produktionen som blev eksporteret. Derved blev der skabt værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med. Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten af det innovative forspring var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.

Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem megen og billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.

I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv.

Danmark, der aldrig har haft andre tilgange end landbrugsjord og sin befolkning, er det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes!

NEDTUREN

Da de vestlige lande åbnede deres økonomier og gjorde det let at eksportere såvel kapital som virksomheder, savede de vestlige lande i virkeligheden den frugtbare gren over som de havde siddet på siden 1400 tallet. Ligesom når man tisser i bukserne virkede det i første omgang varmt og godt at vore firmaer ekspanderede i udlandet. Selv om forandringerne gik langsomt i begyndelsen var den dynamiske sammenhæng mellem firmaerne og nationaløkonomierne imidlertid brudt, og foruden de stedse flere arbejdspladser som forsvandt til udlandet, kunne firmaerne også etablere udenlandske datterselskaber således at overskuddet kunne flyttes der hen hvor skattetrykket var mindst. Dermed minimerede firmaerne national beskatning. Meget værre var det imidlertid, at den innovation der blev skabt i de gamle industrilande, i mange tilfælde blev direkte eksporteret ud af landet til lande hvor hele nye industrier opstod som eksempelvis den elektroniske fremstillingsindustri i det fjerne østen.

Tilbage sidder de gamle industrilande med et dyrt samfundsapparat og dyre lønninger men uden at få tilført de midler som er nødvendige for opretholdelse og udvikling af landene.

DET BLINDE ØJE

Et af de økonomiske mantraer har været at går det godt for firmaerne går det godt for landet. Selv om firmaerne gradvist blev mere internationale end nationale identificerede vi os fortsat med dem, på trods af at de gradvist bidrog relativt mindre og mindre til den nationale økonomis opretholdelse. Som det kan læses anden steds på bloggen, er det nu dokumenteret, at det udelukkende er de firmaaktiviteter som findes i et land der gavner lande!

Følelsen af at det gik godt gjorde, at der blev løsnet på de økonomiske skruer, og da de herskende økonomiske teorier ikke indeholdt en forståelse af hvad der var ved at ske, viste de etablerede økonomiske indikatorer heller ikke nogen faresignaler. Indikatorerne var ude af stand til at opfange at der var tale om en boble og ikke om reel samfundsøkonomisk vækst. Man abstraherede fra at samfundet løbende måtte foretage nedskæringer, og at der ikke blev vedligeholdt og fornyet i tilstrækkeligt omfang. Hovedparten af befolkningen fik jo flere penge mellem hænderne efterhånden som ejendomspriserne steg og steg, og de få der råbte vagt i gevær blev overhørt.

På den finansielle front skrev The Economist eksempelvis i et årti begejstret om de fantastiske nye "økonomiske instrumenter" uden at forklare hvad det gik ud på. Først i 2007 kom en artikel der beskrev at det i virkeligheden drejede sig om godt gammelt bondefangeri hvor man solgte en sekunda vare som prima kvalitet. Det er svært at bebrejde politikerne og den almindelige befolkning at de intet forstod når den økonomiske elite enten holdt tand for tunge eller som The Economist åbenbart ikke forstod hvad der skete.

FREMTIDEN

Så længe man fastholder at den finansielle krise er ved at være overstået, og at den produktionskrisen nok skal løse sig af sig selv, vil nedturen fortsætte uhæmmet.
Al snak om at vi fremover skal overleve på vor viden og kreativitet har intet hold i virkeligheden, så længe de juridiske og økonomiske vilkår er således, at viden og ideer forsvinder til de mest effektive lande.
Som jeg allerede beskrev i min afhandling "Videnskaben, Historien og Fremtiden" offentliggjort for 20 år siden, er der en mulighed for at vende udviklingen til gunst for os og de andre gamle industrilande. En sådan ændring havde naturligvis været lettere at iværksætte for 20 år siden, hvor man fortsat ville have haft økonomisk råderum, men det kan stadig lade sig gøre.

U.S.A. var det første land der åbnede sin økonomi, og det er derfor også U.S.A. som sidder dybest i mudderet. På grund af interne udligningsordninger i USA, er det mindre synligt, at mange af delstaterne er lige så dårligt økonomisk funderet som landene i Sydeuropa.

SKRÆMMEBILLEDET

Vi har i de sidste årtier vænnet os til at der skal skæres ned, og dette har været lettere at få til at glide ned fordi nedskæringerne er blevet pakket ind som økologisk ønskværdige, selv om den egentlige årsag er økonomisk nødvendighed!

Det sidste års forskellige oprør og demonstrationer i Sydeuropa peger frem imod meget voldsommere samfundsmæssige brydninger, når det går op for befolkningerne, at vi dybest set skal ned på lønmæssige og samfundsmæssige niveauer svarende til de nyindustrialiserede landes niveauer, med mindre noget helt nyt og radikalt anderledes formår at vende skuden.

Forestiller man sig hvordan U.S.A.´s udenrigspolitik kommer til at se ud om et par år, når de ultrakonservative får en dominerende indflydelse, begynder det at virke som en decideret gyser!

Det kan også udtykkes ud fra et rent historievidenskabeligt perspektiv

 http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2013/06/historien-gentager-sig-nsten.html

For en dybere forståelse af de fremtidige muligheder se

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

Søren H. Basse