Når det vender!

Lederen af Institut for fremtidsforskning J.P.Paludan udtalte sig søndag d.9/1 som ekspert i fjernsynet. I forbindelse med et spørgsmål om befolkningens tro på fremtiden brugte han termen ”NÅR DET VENDER”.

NÅR DET VENDER opsummerer meget godt den samfundsøkonomiske grundholdning som dominerer den offentlige debat. Selv om alt tyder på at der er ved at ske noget radikalt nyt, i form af en massiv flytning af industriarbejdspladser til Kina og teknologi eksport i stor skala, så forventer man at det kun er et spørgsmål om tid inden alt vender tilbage til de gode gamle tilstande. Antagelsen om AT DET VENDER er så veletableret, at man egentlig ikke interesserer sig for at forstå hvad der i virkeligheden er sket, for det er jo mindre væsentligt. VI HAR BARE HAFT ET OVERFORBRUG og nu skal vi få det til at køre indtil DET VENDER!

I en tid hvor vi alle trods alt er lidt utrygge, er kogebøger et hit, men hvor er nysgerrigheden blevet af?

Det er tankevækkende at da samfundet for 25 - 30 år siden vitterligt udviklede sig dynamisk, fandtes der masser af interesse for nytænkning og fremtidsperspektivering. Tænk bare på ”Oprør fra midten”, ”Megatrends”, osv. I dag hvor samfundet går tilbage, og det er åbenlyst at der er behov for nytænkning, er der mindre fokus på alternativ forståelse end nogen sinde. Den offentlige horisont rækker kun kvartaler frem, til nød et år!

Da den økonomiske situation mildest talt ikke er opmuntrende, har meningsdannerne i lang tid prøvet at komme med optimistiske udsagn og forudsigelser for derigennem at opmuntre befolkningen til at forbruge, så det samfundsmæssige maskineri ”kan komme op i omdrejninger”. Der er desværre ingen objektive og reelle langsigtede forhold der peger på de postulerede positive udviklinger! Det eneste optimisterne i virkeligheden har at hænge deres hat op på er at ”det gik jo godt før, så det kommer nok til at gå godt igen”, hvilket jo unægtelig er et noget spinkelt fundament at bygge de gamle I-landes fremtid på! Især når historiens generelle forløb er at kulturer blomstrer en tid for siden at forgå.

Vi kan helt objektivt konstatere, at arbejdspladserne fosser ud af I-landene, og at der ikke blot er tale om lavtløns arbejdspladser men i lige så høj grad om akademikerjob.

Vi ved godt at vor velfærd og konkurrenceevne afhænger af et effektivt samfundsmaskineri og højt uddannede borgere, men det eneste der reelt er på tegnebrættet er indskrænkninger og forringelser, hvilket i bedste fald er ”som at tisse i bukserne – en stakket varme” og i værste fald ”som at skære den gren over vi sidder på”!

Selvfølgelig er vi nødt til at skære i budgetterne og omlægge skatter når situationen har fået lov til at udvikle sig så dramatisk, men er det, i en så alvorlig situation, ikke fornuftigt at få undersøgt hvordan

det vi, på basis af 2- 4 % vækst, troede GIK UFATTELIG GODT, pludselig kunne vise sig at udgøre en reelt negativ vækst og resultere i den største økonomiske krise siden 1930verne!

Jo længere vi stikker hovedet i busken, jo dårligere bliver vi i fremtiden stillet og jo vanskeligere bliver de nødvendige omstillinger.

HVAD ER GRUNDEN?

Der er historiske årsager til at det gik os i vesten så godt!

Helt tilbage i 1400 tallet fandt to afgørende begivenheder sted. Den ene var at Kina, der den gang var langt højere udviklet end Europa, pludselig, på grund af indre politiske problemer, forbød al udenrigshandel, og derfor gradvis stagnerede. Dermed opstod der i østen et politisk og handelsmæssigt vakuum som europæerne gradvist udfyldte! Det andet forhold var at Europas befolkning var blevet reduceret med op til 30 % af gentagne pest epidemier. Manglen på arbejdskraft i Europa førte til store lønstigninger og man rationaliserede derfor brugen af arbejdskraft hvor det kunne lade sig gøre. De mere effektive produktionsformer gjorde varerne billigere og bedre, og den søværts ekspansion skaffede nye markeder. Denne mekanisme har været opskriften på ”vesterlandenes” succes lige siden.

Den dynamiske proces.

Det har længe været almindelig kendt, at virksomheder som enten udvikler nye produkter og/eller udvikler nye mere effektive produktionsmetoder har en konkurrencemæssig fordel. Denne konkurrencemæssige fordel har virksomheden imidlertid kun indtil de andre virksomheder når op på samme niveau. For at opretholde forspringet må virksomheden derfor investere dele af den ekstra indtjening i R&D, altså i nye lovende produkter og nye fremstillingsmetoder.

Hvor det for hvert enkelt firma kan betyde liv eller død om de bliver det firma der formår at præstere fornyelse, har det samfundsmæssigt set været af mindre betydning hvilket firma der klarede sig bedst, så længe den dynamiske proces fortsatte.

Det man hidtil har overset er, at det der gælder for den enkelte virksomhed, i lige så høj grad gælder for det enkelte land.  

Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun produkterne fra produktionen som blev eksporteret. Derved blev der skabt værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med. Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne (lige siden1400 tallet) formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten af det innovative forspring var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.

Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.

I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv.

Danmark, der aldrig har haft andre aktiver end landbrugsjord og sin befolkning, er det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes!

Internationaliseringen af verdensøkonomien har ophævet den ovenfor beskrevne dynamiske mekanisme. Firmaerne er blevet internationale og såvel arbejdspladser som knowhow og ideer eksporteres uden at det giver de gamle I-lande skatteindtægter.

Danmarks reelle konkurrencefordel begyndte formodentlig at blive reduceret fra 1988, og den pågældende proces har altså, med accelererende styrke og konsekvenser, varet 22 år.

De herskende økonomiske modeller afspejler ikke virkeligheden. Tolkningen af data på basis af teorierne har følgelig været forkerte, indikatorerne sandsynliggjorde at det gik UFATTELIGT GODT, og at man derfor roligt kunne blive ved med en løs økonomisk politik. Lige indtil krisen knuste illusionen!

Vi må nu se i øjnene, at vi har mistet den ovenfor beskrevne dynamiske fordel, og at vi derfor nu, for første gang siden 1400tallet, konkurrerer på lige vilkår med Kina og de andre nyindustrialiserede lande.

Der er imidlertid håb forude. Håbet består i at vi forstår de reelle processer, således at vi aktivt kan videreudvikle de grundlæggende mekanismer som giver mulighed for fornyet overskud på statsfinanserne.

IDESAMFUND

Før krisen overdøvede alt andet, var der faktisk en del skriverier om Informationssamfund, Vidensamfund og Idesamfund, og i den nuværende situation, hvor industriarbejdspladserne fosser ud af ”de gamle I-Lande”, er det håbet, at vor veluddannede og menneskeligt modne borgere kan sikre velfærdsstatens og samfundets overlevelse, især gennem kreativitet.

Krisens dybde tyder imidlertid på, at målrettet støtte til uddannelse og innovation ikke vil være tilstrækkeligt til at vende udviklingen. Dybere og mere grundlæggende forandringer er absolut nødvendige. Især fordi de nuværende strukturer ikke gør det muligt at skabe et samfundsmæssigt provenu på basis af innovation.

I bogen ”Videnskaben, Historien og Fremtiden” fra 1991 skitserer jeg forudsætningerne for et skifte fra Industrisamfund til Idesamfund, og giver desuden et bud på hvorledes en dynamisk markedsmæssig udveksling af ideer vil kunne fungere.

 Det kunne være ønskværdigt at der kom en debat og nogle bud på hvad der helt konkret skal til for at kreativitet reelt kan erstatte samfundets massive tab af arbejdspladser og indtægter.

Det er aldrig rart at blive tvunget til at foretage radikale ændringer, men uden grundlæggende ændringer må vi se i øjnene, at vores forspring gradvis vil blive elimineret, og at det derefter kun vil være muligt at overleve, hvis vi får lige så lavt et løn og serviceniveau som i de fjernøstlige lande vi konkurrerer med.

Da Danmark i sin tid stod ved overgangen fra feudalsamfundet til handels/industrisamfundet, havde vi oplyste og fremsynede ledere som sørgede for, at Danmark fik Europas mest dynamiske og ublodige politisk/økonomiske overgang. Det bliver mere end spændende at se, om vi også vil være i stand til gennem aktiv indgriben at få overgangen fra industrisamfund til Idesamfund til at udvikle sig til gunst for os.