Når vi tænker på gennemslaget af nye ideer og ny erkendelse, er vi ofte ikke opmærksom på, at årsagen til dette gennembrud ikke så meget er selve tilvejebringelsen/skabelsen af den nye erkendelse, som vores personlige og også samfundets beredthed til at acceptere den pågældende nye erkendelse.
Indenfor patent området opererer man med begrebet ”faglige fordomme”, som udtryk for det problem, at ethvert fagligt felt har sine etablerede forklaringsmodeller. Foruden at skabe en nødvendig faglig struktur som er stabiliserende for faget, er sådanne etablerede forklaringsmodeller imidlertid også en voldsom hæmsko hvad angår det samfundsmæssige gennembrud af ny erkendelse.
Det er stabiliserende for samfundet, at individet har en ”sund skepsis” overfor nye fænomener og nye forståelsesmodeller, men man skal være opmærksom på, at denne skepsis i virkeligheden er en dybt forankret artsbiologisk bremsemekanisme, som i det moderne, meget foranderlige samfund måske ikke altid er hensigtsmæssig.
Giordano Bruno blev brændt på bålet for at udtale sig om et nyt verdensbillede, Charles Darwin ventede en halv menneskealder før han turde udgive sin ”Arternes Oprindelse”, Gregor Mendel formulerede grundlaget for genetikken, men hans arbejde blev ignoreret af samtiden og først genopdaget 40 år senere.
Wegener, som i 1912 formulerede teorien om kontinentaldriften, blev først ignoreret, så forhånet for derefter at blive aktivt modarbejdet. Først da man over ½ århundrede senere havde været nede ved den Midtatlantiske højderyg og "set" at kontinantaldriften faktis fandt sted, blev teorien endelig accepteret. O.S.V.
Wegener, som i 1912 formulerede teorien om kontinentaldriften, blev først ignoreret, så forhånet for derefter at blive aktivt modarbejdet. Først da man over ½ århundrede senere havde været nede ved den Midtatlantiske højderyg og "set" at kontinantaldriften faktis fandt sted, blev teorien endelig accepteret. O.S.V.
Disse eksempler er ikke undtagelser, men derimod udtryk for de generelle vilkår for accepten af al ægte ny erkendelse. Selv om Einsteins Relativitetsteori blev hurtigt accepteret, er den ikke en undtagelse fra reglen. Newtons Fysik havde på det tidspunkt, i næsten 100 år været utilstrækkelig til at forklare en lang række observerbare fysiske forhold. Fysikerne sukkede så at sige efter en ny forståelsesmodel der inkorporerede disse ellers uforklarlige fysiske forhold. Fysikken var altså ”overmoden” for et paradigmeskifte da Einstein fremlagde sin relativitetsteori.
Når et individ er i stand til at udtrykke noget længe før det bliver alment accepteret, siger det naturligvis noget om den pågældendes erkendelsesniveau (inden for det specifikke felt), men gennemslaget af nye ideer og ny erkendelse, er altså først og fremmest afhængig af andre individers og samfundets beredthed til at acceptere den nye forståelsesramme. Uden en sådan accept af den nye forståelsesramme / det nye paradigme, vil de nye ideer blive oplevet som værende betydningsløse og værdiløse.
Når den nye forståelsesramme først er blevet accepteret, er de tilknyttede nye ideer og problemløsninger derimod ofte let tilgængelige og indlysende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar