Demokrati I Udviklingslande.

For 200 år siden var både Danmark og Egypten feudale landbrugslande med befolkninger på samme størrelse. Især held, men også dygtighed bevirkede at Danmark udviklede sig dynamisk. Hele befolkningens levevilkår blev hævet, og demokratiets spilleregler blev forstået og respekteret.

Processen hen imod den form for demokrati som vi har i dag, gik i Danmark og de fleste europæiske lande gennem adskillige udviklingstrin. Først var det alle med fast ejendom som fik stemmeret, så fik alle rige mænd stemmeret, derefter var det alle frie (skyldfri) mænd, så var det alle mænd og allersidst fik også kvinderne stemmeret. Senere er aldersgrænsen for stemmeret blevet sat ned ad flere omgange.

Egypten har et diktatur, og det er der beklageligvis gode grunde til.

De store byers borgere forstår demokratiets spilleregler, og de har gennem deres ikke voldelige demonstrationer og opofrelser til fulde vist, at de er modne til vores form for demokrati. Vores form for demokrati er imidlertid baseret på at hver borger har en stemme, og for at den form for demokrati skal kunne fungere, er det en forudsætning, at majoriteten af befolkningen forstår, accepterer og understøtter de demokratiske spilleregler.

Egypten og andre udviklingslande er konfronteret med det problem, at det er byernes (store) minoriteter der kan håndtere demokrati. Det er naturligt at de kræver det, men så længe majoriteten af befolkningen ikke er klar til, og dybest set ikke er indstillet på demokrati, vil den ene diktator blot afløse den anden. Det er da helt sikkert sundt at få smidt gamle diktatorer på porten, også selv om de uundgåeligt bliver afløst af nye diktatorer, men det bedste ville jo være, at få etableret et system som gradvist og harmonisk udvikler sig hen imod vores form for demokrati.

De demokratiske intentioner, baseret på begreberne frihed, lighed og broderskab, kan være beundringsværdige, men rækken af eksempler på fejlslagne forsøg er nærmest uendelig. Vi kan starte med den blodige franske revolution der efter et sandt rædselsvælde førte diktatoren Napoleon til magten. Vi kan fortsætte med den samfundsmæssige opblomstring under den Russiske revolution som imidlertid førte diktatoren Stalin til magten. Vi kan tage Tyskland som fik Hitler. Vi kan tage alle de afrikanske lande som på papiret har demokratiske forfatninger, men i praksis er diktaturer. Vi har Thailands demokratiforsøg i frisk erindring, hvor en rig og grådig forretningsmand har forsøgt at udnytte landbefolkningens majoritet til egen fordel, og hvor bybefolkningernes minoritet gør oprør mod dette OSV. Selv Tyrkiet, der virkede som et solstråle eksemplet ballancerer  nu på grænsen af  udemokratisk flertalsvælde baseret på den mindst udviklede majoritet i befolkningen!

Forståelsen af den historiske udvikling som de fleste af Europas demokratier gennemløb, gør det imidlertid muligt at skitsere en overgangs styreform for udviklingslande, en styreform som gradvist og uden ødelæggende tilbagefald til diktatur, vil kunne udvikle sig harmonisk hen imod vores form for demokrati.

Naturligvis skal alle, også i udviklingslandene, have en stemme, men ud fra forståelsen af demokratiets reelle udviklingsforløb i Europa, vil det give en dynamisk og stabiliserende effekt såfremt alle der har gået i skole og kan læse og regne tilfredsstillende får en ekstra stemme, alle der har en videregående uddannelse yderligere en stemme, og at personer så som landsbyældste, tillidsmænd og andre ledere der har et samfundsmæssigt ansvar også får ekstra stemmer.

Det kunne eventuelt også give en ekstra stemmer hver gang man betaler dobbelt så meget i skat som gennemsnittet (1 ny stemme hver gang man dobler op!), derved ville man reducere middelklassen og overklassens notoriske tilbøjelighed til såvel skattefifleri som udbredt under bordet magt misbrug!

Systemet giver mulighed for reel borger medvirken i de styrende processer.

 Med et sådant valgsystem styrkes byernes demokratiske kræfter, og det bliver vanskeligere for magtsyge ledere at ”forføre” den større, ikke demokratisk indstillede del af befolkningen. Gradvist, efterhånden som uddannelse og oplysning breder sig ud i hele befolkningen, og der dermed bliver flere og flere med ekstra stemmer, vil landet nærme sig en situation hvor det vil være hensigtsmæssigt at ændre stemmesystemet til vores nuværende 1 stemme pr person demokrati.
 
Vores (vestens) tilbøjelighed til at stikke hovedet i busken og urealistisk insistere på det ideelle her og nu, altså ignorere virkeligheden, og af ideologiske grunde kræve vores form for demokrati indført i udviklingslande, har og vil fortsat resultere i store menneskelige omkostninger og langsommere samfundsmæssige udvikling, i de udviklingslande som bliver gjort til genstand for de fortsatte dødfødte 1 stemme per person demokrati eksperimenter!