De danske multinationale bidrager kun lidt til den danske velfærd

Hidtil har det i vid udstrækning været holdninger og ikke facts der har styret debatten om hvorledes Danmark skal klare krisen.

Et centralt element i vores forståelse af samfundets drivkræfter kan sammenfattes i udtrykket "går det godt for virksomhederne, går det også godt for samfundet.

For et år siden skrev Rolf Ask Clausen en leder i "Ingeniøren", overskriften var "A.P.Møller som fremtidens danske motor", hvor han forestillede sig, at de store dynamiske virksomheder - især Mærsk - skulle fungere som dynamo for fornyet vækst.
R.A.C. og "Inginøren" var tidligt ude med erkendelsen af, at faldet i antallet af industriarbejdspladser var yderst dramatisk. Som kommentar til den pågældende leder påpegede jeg den gang, at hans fremførte ræsonnementer byggede på den fejlagtige antagelse, at det var "business as usual". Jeg påpegede at der her var tale om noget grundlæggende nyt, som den vestlige verden ikke havde oplevet før.

I forgårs (23/2-11) kom så øjenåbneren på dr.dk "penge" af Kasper Birk Hansen. Artiklen hed "Ikke længere en stjerne for dansk økonomi", hvor det på basis af Sydbanks økonom Jacob Pedersen slås fast at: "Det bliver ikke Mærsk der skal trække dansk økonomi ud af vadestedet".

Det der gør den pågældende artikel interessant er, at den giver et tydeligt fingerpeg om, hvilke konsekvenser internationaliseringen af danske virksomheder har for Danmark.

Artiklen påpeger, at det kun er de firma aktiviteter der er fysisk til stede i Danmark, som gavner Danmark og dansk økonomi.
Mærsk har en imponerende vækst i udlandet, men aktiviteterne i Danmark skrumper og de imponerende
OVERSØISKE AKTIVITETER BIDRAGER IKKE TIL DANMARKS OVERLEVELSE.

Efter min bedste overbevisning kan denne konklusion udstrækkes til at gælde så godt som alle internationaliserede danske virksomheder.

Al den stund flere og flere danske virksomheder internationaliseres, trækkes stedse flere arbejdspladser og øvrige aktiviteter ud af Danmark.
Selv om firmaernes børskurser i mange tilfælde vidner om succes, gavner det altså ikke Danmark og dansk økonomi.

Når TVavisen rapporterer om fremgang på børsen, får vi alle det indtryk, at den fremgang også gælder os, men det er altså langt fra altid tilfældet.

Lige som med fodboldlandsholdet kan vi være stolte af, at danske virksomheder klarer sig godt internationalt, men i begge tilfælde drejer det sig kun om følelsesmæssigt velvære - det giver os ikke smør på brødet!

En vismandsrapport påpegede, at det er en uomgængelig nødvendighed, at omlægge skatter og afgifter således, at det bliver det at bo i Danmark og nyde godt af det danske samfundssystem som bør beskattes. Det ved alle politikere, men de ved også, at de ikke bliver valgt hvis de hæver boligskatterne! Her er en pædagogisk opgave af dimensioner!

Da der er tale om en grundlæggende samfundsøkonomisk systemfejl, ville det ikke engang være nok at følge den pågældende vismandsrapport til punkt og prikke, men det ville da hjælpe væsentligt mere, end de småjusteringer og stramninger som nu er på den politiske dagsorden.

Såfremt selve systemfejlen skal elimineres, må der ganske andre og grundlæggende ændringer til. Dette beskriver jeg på http://videnskabeligindsigt.blogspot.com  især den første/nederste artikel "Idesamfundet".
Der refereres til artiklerne:ing.dk/.../107605-leder-ap-moeller-som-fremtidens-danske-motor
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2011/02/23/104334.htm

En enkelt algoritme kan redde den vestlige verden!

Den nuværende økonomiske krise og den produktionsmæssige krise som den vestlige verden er midt i, er i virkeligheden udtryk for at vi befinder os i overgangsfasen mellem industrisamfundet og det fremspirende idesamfund.

Industrisamfundet er kendetegnet ved, at dets omdrejningspunkt er markedet for fysiske vare, fremtidens idesamfund er kendetegnet ved, at dets omdrejningspunkt er et ægte marked for nytænkning - ideer.

Einsteins relativitetsteori kunne udtrykkes gennem en utrolig simpel ligning E=mc2, men afstedkom en total omvæltning fra det Newtonske verdensbillede til det nye relativistiske verdensbillede.

På tilsvarende vis kan det nye marked for ideer udtrykkes utrolig simpelt, men det kommer til at ændre vores forståelse af de økonomiske samfundsmekanismer lige så voldsomt som relativitetsteorien ændrede vor forståelse af fysikken.

Lige som det ikke umiddelbart er forståeligt hvad E=mc2 er udtryk for, er det heller ikke umiddelbart forståeligt at grundalgoritmen for dynamisk, markedsmæssig ideudveksling IO→C→IC skulle være noget bemærkelsesværdigt.

Det nye og afgørende element i IO→C→IC er det midterste led C, en registrerings og clearing funktion.

Medens markedet for fysiske varer, i sin grundstruktur kan nøjes med 2 deltagere, en sælger og en køber, fordi der er en fysisk vare at overdrage, må et dynamisk marked for ikke fysiske ideer nødvendigvis indeholde et ekstra element, en registrerings- og clearing instans.
Dynamikken i såvel det fysiske varemarked som i idemarkedet opstår ved at købers og sælgers interesser varetages ligeligt.
Handlen med en fysisk vare kan gentages som fornyede sælger → køber transaktioner, medens den dynamiske handel med og videreudvikling af ideer kommer til at bestå af gentagne treparts transaktioner. Dermed bliver diagrammet således.

  

De fleste af os har ikke sat sig ind i alle de komplicerede ræsonnementer og ”mellemregninger” som var nødvendige for at forstå gyldigheden af E=mc2, vi accepterer bare at det er sådan, og at det afgørende nye var indførelsen af en ekstra dimension – tiden.

Det bliver også de færreste der i fremtiden vil interessere sig for de ræsonnementer og ”mellemregninger” som førte frem til etablering af idemarkedet og det deraf følgende idesamfund, man vil blot acceptere det som et faktum og konstatere, at den helt afgørende forskel på markedet for fysiske vare og markedet for ideer er, at det er de fysiske vares værdi i handelsøjeblikket som er det afgørende, medens det er ideers fremtidige værdi som er det afgørende i idemarkedet.

 De utrolig dynamiske og succesfulde "App Markedspladser" er primitive forløbere for denne udvikling men man har endnu ikke forstået at dette kan bredes ud til at være selve det samfundsdynamiske omdrejningspunkt! 

Siden 1400 tallet har den vestlige verden levet højt på, at vi producerede vare og udviklede vores teknologi. Det var kun produkterne vi sendte ud af landet, medens vi i vid udstrækning beholdt vores teknologi indenlands, indtil vi havde udviklet ny og mere avanceret teknologi.

Med globaliseringen slap vi ”ånden ud af flasken” idet firmaerne frit kunne etablere sig i de nyindustrialiserede lande og med sig har de ikke kun taget arbejdspladserne, men også den nyeste teknologi. Elektronik industrien er det mest spektakulære eksempel på dette.

Før internationaliseringen var det således, at det der var godt for firmaerne var godt for landet, sådan er det desværre ikke altid nu. Firmaet var den ko vi skulle passe godt på så den trivedes, så gav den os til gengæld mad på bordet. Nu har vi fjernet hegnet, koen kan gå hvor den vil, og i de fleste tilfælde går den andre steder hen, og så får vi ikke mad på bordet!

Såvel kapital som produktion lever i dag stort set sit eget selvstændige internationale liv uafhængigt af nationalstaterne. Der er i dag flere ansat i danske firmaer i udlandet end i Danmark.

Grundlaget for de gamle I-landes fremgang er dermed forsvundet ud i verden.
Skal vi have fremgang må vi i ekspresfart omstille vore økonomier til det fremspirende idesamfunds struktur.
Det uspiselige alternativ er, at vi fortsætter som hidtil, men uden den konkurrencemæssige fordel vi før havde. I så fald må vi belave os på at skulle ned på samme levestandard og prisniveau som de har i de nyindustrialiserede lande som vi konkurrerer med.

Ved at omstille til idesamfundets struktur og dynamik vil vi i vesten kunne beholde førertrøjen, samtidig med at de nyindustrialiserede lande ikke bliver hæmmet i deres udvikling.

Er man interesseret i de idesamfundsmæssige ”mellemregninger”, kan man gå til
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/model-til-udveksling-af-ideer-og-anden.html
hvilket er den korteste version.
Vil man have den fulde version om Idesamfundet, skal man gå til
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

Ønsker man at sætte sig ind i den samlede teori, inklusiv naturvidenskaberne og en udvidet historievidenskabelig forståelse, kan man gå til

 http://unifiedscience.blogspot.com/

Demokratiets problem og dets løsning

Politikerlede, troværdighedskrise og ekstraparlamentariske manifestationer er alle udtryk for at der er et grundlæggende problem hvad angår udformningen og opbygningen af vores demokratiske styreform.
Politikerne prøver naturligvis at arbejde sig forbi disse synlige udtryk for problemer, men da der ikke findes en grundlæggende forståelse af årsagen, får politikernes indsats på dette felt ingen varige virkninger
Vort repræsentative demokratiske system har ikke undergået grundlæggende ændringer siden det blev indført i 1849. Når man sammenholder det med den omstændighed, at næsten alt andet i samfundet har undergået radikale forandringer, kan det ikke undre, at en så gammel styringsstruktur ikke længere kan fungere optimalt.
Årsagen til at det repræsentative demokratiske system i 1849 fik den form vi også kender i dag var, at samfundet bestod af en meget lille gruppe veluddannede vælgere, og en meget stor gruppe vælgere med begrænsede kundskaber, samt så hårde arbejdsvilkår, at de ikke havde mulighed for og overskud til anden end forholdsvis enkel politisk stillingtagen. Den gang var der desuden yderst begrænsede muligheder for detaljeret formidling af samfundsinformationer. Med de vilkår var det både rimeligt og fornuftigt at etablere et system hvor borgerne udpegede enkeltpersoner som de mente var i stand til at varetage deres politiske interesser. En konsekvens af dette blev, at politikerne, efter at de var/er valgt, juridisk set kun er ansvarlige overfor sig selv og i princippet ikke overfor deres vælgere eller de politiske partier de er tilknyttet.

Nutidens virkelighed.
I dag er det sådan, at hovedparten af Danmarks vælgere er bedre uddannet end eliten var i 1849. Den gang var det rimeligt at acceptere et system der medførte store muligheder for persondyrkelse og manipulation, samt deraf følgende personlige magtkampe og intriger, for systemet var det bedst mulige. I dag er det helt klart at vælgerne ikke finder det rimeligt, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem de ovennævnte fænomener,  politikerlede og troværdighedskrise.
Medens Stauning uantastet kunne ”forære den danske undergrund til en amerikaner” fordi Stauning var forgabt i amerikanerens tante, slipper politikerne i dag kun af sted med væsentligt mere beskedent magtmisbrug Nutidens borgere og medier er i stand til at afdække misbruget, og det er jo godt. Men da den politiske struktur fortsat er den samme, er det kun gradsforskelle det drejer sig om. I mange tilfælde overskygger politikernes intriger og manipulationer en hensigtsmæssig løsning af samfundsproblemer, og det får borgerne til i lede at vende sig væk fra politik som sådan.

En ny politisk struktur.

En ny politisk strukturering skal grundlæggende tage højde for to af nutidens realiteter. Den væsentligste er, at hovedparten af borgerne er i stand til at tage moden og detaljeret stilling til politiske spørgsmål. Den anden realitet er, at en sådan moden og detaljeret holdning ikke nødvendigvis afspejles i de etablerede politiske grupperingers standpunkter. For at imødekomme disse to væsentlige forhold er det nødvendigt at omlægge det politiske system således, at demokratiet får en ny og anderledes grundstruktur og funktion end den hidtidige.

Folketing = firmabestyrelse.
Medens politikerne hidtil har blandet sig i enkeltsager uanset hvor små disse måtte være, bare sagerne havde vælgernes (følelsesmæssige) interesse, bør en ny struktur have indbygget en meget skarpere adskillelse mellem administration og politik.
Det bør være Folketingets opgave at udstikke principielle retningslinjer, og at føre kontrol med at administrationen følger de udstukne retningslinjer, det sidste mangler i vid udstrækning i dag! Folketinget bør derimod ikke blande sig i enkeltsager eller den daglige administration. Kun enkeltsager, der overstiger en nærmere fastlagt procentdel af nationalbudgettet, bør gøres til genstand for direkte politisk indblanding. Man bør f. eks udstikke principielle retningslinjer for hvorledes offentlige arbejdspladser og investeringer skal fordeles i landet, men man bør overlade det til administrationen at foretage den faktiske fordeling. For at dette skal kunne fungere, er det nødvendigt at åremålsansætte alle ledende medarbejdere i administrationen. På den måde kan vælgerne via elektronisk afstemning udtrykke deres utilfredshed gennem udskiftning af ledende medarbejdere der ikke på en tilfredsstillende måde følger de udstukne retningslinjer.


Folketinget
Stemmerne i Folketinget bør fordeles til de politiske grupperinger/partier der ved en afstemning får mindst 3 % af stemmerne, og fordeles i forhold til hvor mange stemmer hver gruppering får. Det nye element er, at det er de (politiske) grupperinger der råder over stemmerne, og ikke de enkelte politikere. De politiske grupperinger kan så hver især bestemme om deres pladser i Folketinget hele tiden skal varetages af de samme personer, eller om pladserne skal rotere iblandt deres medlemmer.


Elektroniske folkeafstemninger.
Det bør være muligt at afholde telefonisk eller internet folkeafstemning hver gang mindst 10 % af landets vælgere ønsker det. Det skal ikke umiddelbart være Regering eller Folketing der formulerer spørgsmålene til folkeafstemningerne. Enhver gruppering der ved (elektronisk) underskriftindsamling kan skaffe mindst 3 % opbakning, skal have ret til at få deres formulering med ved afstemningen. Herved imødekommes de samfundskræfter der ellers ville være henvist til at komme til orde via ekstraparlamentariske manifestationer.
Da alle vælgere fremover har en Nem Id konto, vil afvikling af (hyppige) elektroniske folkeafstemninger ikke være noget teknisk/økonomisk problem. Selv om sådanne folkeafstemninger oftest vil være affødt af enkeltsager, skal de formuleringer der stemmes om være principielle og ikke sag - relaterede. Folketinget kan efter valget enten acceptere folkeafstemningsresultatet, eller opløse sig selv og udskrive (elektronisk) nyvalg til Folketinget. Der kan nemlig meget vel ske det, at Folketinget vurdere at folkeafstemningsresultatet ikke er økonomisk eller teknisk foreneligt med den øvrige lovgivning, og at resultatet følgelig vil bringe helheden i ubalance. Efter at der er foretaget et nyvalg til Folketinget, kan dette nye Folketing, med en eventuel ny stemmefordeling og magtbalance, ud fra en helhedsbetragtning afgøre den pågældende enkeltsag.

Ombudsmand.
Når vi nu engang har besluttet os for at gå (helhjertet) ind i EU, kan Danmark bede EU parlamentet om at udnævne og aflønner en politisk ombudsmands institution for Danmark. Denne ombudsmand skal påse at Danmarks politikere holder sig indenfor de for politikere afstukne rammer. Desuden skal ombudsmanden varetage de individuelle borgeres interesser i forhold til Folketinget.

Administrationen.
Ansættelsen af medarbejdere skal frigøres fra det politiske system. Folketinget udstikker rammerne for de overordnede stillinger. Et bredt funderet udvalg udpeges ved elektronisk folkeafstemning. 25 % af udvalget udskiftes hvert år. Dette udvalgs opgave er så, ud fra de af politikerne udstukne kriterier, at ansætte generaldirektører, departement chefer og lignende. Alle skal naturligvis være åremålsansatte.
Ved at frigøre administrationen fra politikernes indblanding i enkeltsager og i de daglige arbejdsgange, vil administrationens lederstillinger blive mere attraktive, og sådanne stillinger vil følgelig tiltrække såvel kvalificerede som selvstændige ledere.

Aktivering af borgerne.
For at demokratiet skal kunne blomstre, må borgerne være aktive. Det der er altafgørende for om borgerne engagerer sig er imidlertid, om deres stemmer får reel betydning for de politiske beslutninger. Muligheden for folkeafstemninger vil give borgerne en mere central rolle i de politiske beslutningsprocesser end det er tilfældet i dag, og muligheden for hyppige valg til Folketinget vil gøre at vælgerne ikke blot sætter sig tilbage i sofaen og venter på at der igen er gået 4 år!
Da magten kommer til at ligge hos de valgte (politiske) grupperinger, og ikke hos enkelte politikere, sikres den politiske kontinuitet, også i tilfælde af at der skulle blive hyppige nyvalg til Folketinget.
Ved at reducere enkeltpolitikernes betydning til fordel for de politiske gruppers betydning, vil personlige magtkampe og intriger træde i baggrunden, idet sådanne magtkampe og intriger fremover i hovedsagen vil blive henvist til at foregå internt i de politiske grupper. De politiske grupper vil som sådan ikke have nogen interesse i eksponering af underlødige magtkampe og intriger, og den offentlige politiske dialog vil derfor blive højnet, hvorved vælgernes respekt for det politiske system øges.

Faglige fordomme

Når vi tænker på gennemslaget af nye ideer og ny erkendelse, er vi ofte ikke opmærksom på, at årsagen til dette gennembrud ikke så meget er selve tilvejebringelsen/skabelsen af den nye erkendelse, som vores personlige og også samfundets beredthed til at acceptere den pågældende nye erkendelse.

Indenfor patent området opererer man med begrebet ”faglige fordomme”, som udtryk for det problem, at ethvert fagligt felt har sine etablerede forklaringsmodeller. Foruden at skabe en nødvendig faglig struktur som er stabiliserende for faget, er sådanne etablerede forklaringsmodeller imidlertid også en voldsom hæmsko hvad angår det samfundsmæssige gennembrud af ny erkendelse.

Det er stabiliserende for samfundet, at individet har en ”sund skepsis” overfor nye fænomener og nye forståelsesmodeller, men man skal være opmærksom på, at denne skepsis i virkeligheden er en dybt forankret artsbiologisk bremsemekanisme, som i det moderne, meget foranderlige samfund måske ikke altid er hensigtsmæssig.

Giordano Bruno blev brændt på bålet for at udtale sig om et nyt verdensbillede, Charles Darwin ventede en halv menneskealder før han turde udgive sin ”Arternes Oprindelse”, Gregor Mendel formulerede grundlaget for genetikken, men hans arbejde blev ignoreret af samtiden og først genopdaget 40 år senere.
Wegener, som i 1912 formulerede teorien om kontinentaldriften, blev først ignoreret, så forhånet for derefter at blive aktivt modarbejdet. Først da man over ½ århundrede senere havde været nede ved den Midtatlantiske højderyg og "set" at kontinantaldriften faktis fandt sted, blev teorien endelig accepteret. O.S.V.

Disse eksempler er ikke undtagelser, men derimod udtryk for de generelle vilkår for accepten af al ægte ny erkendelse. Selv om Einsteins Relativitetsteori blev hurtigt accepteret, er den ikke en undtagelse fra reglen. Newtons Fysik havde på det tidspunkt, i næsten 100 år været utilstrækkelig til at forklare en lang række observerbare fysiske forhold. Fysikerne sukkede så at sige efter en ny forståelsesmodel der inkorporerede disse ellers uforklarlige fysiske forhold. Fysikken var altså ”overmoden” for et paradigmeskifte da Einstein fremlagde sin relativitetsteori.

Når et individ er i stand til at udtrykke noget længe før det bliver alment accepteret, siger det naturligvis noget om den pågældendes erkendelsesniveau (inden for det specifikke felt), men gennemslaget af nye ideer og ny erkendelse, er altså først og fremmest afhængig af andre individers og samfundets beredthed til at acceptere den nye forståelsesramme. Uden en sådan accept af den nye forståelsesramme / det nye paradigme, vil de nye ideer blive oplevet som værende betydningsløse og værdiløse.

Når den nye forståelsesramme først er blevet accepteret, er de tilknyttede nye ideer og problemløsninger derimod ofte let tilgængelige og indlysende.

DANMARK LIGGER I TOPPEN MED IDEER

I en EU undersøgelse viser det sig ifølge Ritzau at ”Danmark ligger i top med idéer”! Vi bliver kun overgået af Sverige hvad angår kreativitet! Så langt så godt, men ifølge Dansk Erhverv er det paradoksalt at Danmark placerer sig i toppen. ”Blandt andet, fordi Danmark ligger tredjesidst, når det kommer til vækst i innovation.”

At det forholder sig sådan er såmænd ikke så underligt. Danske firmaer er noget nær verdensmestre i at oprette datterselskaber og eksportere arbejdspladser. Der er i dag flere personer beskæftiget i danske datterselskaber i udlandet end i Danmark. For alle disse selskaber ligger det følgelig også lige til højre fod at springe leddet med implementeringen af gode danske ideer over i Danmark, og i stedet eksporterer ideerne direkte til datterselskaberne eller samarbejdspartnerne i de mest lønsomme produktionslande.

Det er en stor illusion at tro at innovation under de nuværende markedsforhold vil kunne redde Danmarks og de øvrige gamle industrilandes økonomier. Dette er ikke blot noget jeg mener. I New York Times d. 29/01-2011. skriver økonomiprofessor Tyler Cowen,   “Innovation Is Doing Little for Incomes” om innovation og indkomst udviklingen i USA i perioden 1905 til i dag.

Det er helt korrekt at vor eneste vej ud af den nuværende samfundsøkonomiske knibe er via ide-udvikling, men der er altså nogle store ”mellemregninger” som man skal have på plads inden det kan lade sig gøre!

Ønsker man at sætte sig ind i ”mellemregningerne”, kan man gå til www.videnskabeligindsigt.blogspot.com

Klik på januar og se efter artiklerne ”Udnyttelse af ideer”, - som er ”light” udgaven, der i let omarbejdet form blev bragt i Ingeniøren for nogle år siden. Eller ”Model til udveksling af ideer og anden ny erkendelse” - som er business udgaven. Eller nederst til ”Idesamfundet”, - som er den komplette udgave fra 2007.

Demokrati I Udviklingslande.

For 200 år siden var både Danmark og Egypten feudale landbrugslande med befolkninger på samme størrelse. Især held, men også dygtighed bevirkede at Danmark udviklede sig dynamisk. Hele befolkningens levevilkår blev hævet, og demokratiets spilleregler blev forstået og respekteret.

Processen hen imod den form for demokrati som vi har i dag, gik i Danmark og de fleste europæiske lande gennem adskillige udviklingstrin. Først var det alle med fast ejendom som fik stemmeret, så fik alle rige mænd stemmeret, derefter var det alle frie (skyldfri) mænd, så var det alle mænd og allersidst fik også kvinderne stemmeret. Senere er aldersgrænsen for stemmeret blevet sat ned ad flere omgange.

Egypten har et diktatur, og det er der beklageligvis gode grunde til.

De store byers borgere forstår demokratiets spilleregler, og de har gennem deres ikke voldelige demonstrationer og opofrelser til fulde vist, at de er modne til vores form for demokrati. Vores form for demokrati er imidlertid baseret på at hver borger har en stemme, og for at den form for demokrati skal kunne fungere, er det en forudsætning, at majoriteten af befolkningen forstår, accepterer og understøtter de demokratiske spilleregler.

Egypten og andre udviklingslande er konfronteret med det problem, at det er byernes (store) minoriteter der kan håndtere demokrati. Det er naturligt at de kræver det, men så længe majoriteten af befolkningen ikke er klar til, og dybest set ikke er indstillet på demokrati, vil den ene diktator blot afløse den anden. Det er da helt sikkert sundt at få smidt gamle diktatorer på porten, også selv om de uundgåeligt bliver afløst af nye diktatorer, men det bedste ville jo være, at få etableret et system som gradvist og harmonisk udvikler sig hen imod vores form for demokrati.

De demokratiske intentioner, baseret på begreberne frihed, lighed og broderskab, kan være beundringsværdige, men rækken af eksempler på fejlslagne forsøg er nærmest uendelig. Vi kan starte med den blodige franske revolution der efter et sandt rædselsvælde førte diktatoren Napoleon til magten. Vi kan fortsætte med den samfundsmæssige opblomstring under den Russiske revolution som imidlertid førte diktatoren Stalin til magten. Vi kan tage Tyskland som fik Hitler. Vi kan tage alle de afrikanske lande som på papiret har demokratiske forfatninger, men i praksis er diktaturer. Vi har Thailands demokratiforsøg i frisk erindring, hvor en rig og grådig forretningsmand har forsøgt at udnytte landbefolkningens majoritet til egen fordel, og hvor bybefolkningernes minoritet gør oprør mod dette OSV. Selv Tyrkiet, der virkede som et solstråle eksemplet ballancerer  nu på grænsen af  udemokratisk flertalsvælde baseret på den mindst udviklede majoritet i befolkningen!

Forståelsen af den historiske udvikling som de fleste af Europas demokratier gennemløb, gør det imidlertid muligt at skitsere en overgangs styreform for udviklingslande, en styreform som gradvist og uden ødelæggende tilbagefald til diktatur, vil kunne udvikle sig harmonisk hen imod vores form for demokrati.

Naturligvis skal alle, også i udviklingslandene, have en stemme, men ud fra forståelsen af demokratiets reelle udviklingsforløb i Europa, vil det give en dynamisk og stabiliserende effekt såfremt alle der har gået i skole og kan læse og regne tilfredsstillende får en ekstra stemme, alle der har en videregående uddannelse yderligere en stemme, og at personer så som landsbyældste, tillidsmænd og andre ledere der har et samfundsmæssigt ansvar også får ekstra stemmer.

Det kunne eventuelt også give en ekstra stemmer hver gang man betaler dobbelt så meget i skat som gennemsnittet (1 ny stemme hver gang man dobler op!), derved ville man reducere middelklassen og overklassens notoriske tilbøjelighed til såvel skattefifleri som udbredt under bordet magt misbrug!

Systemet giver mulighed for reel borger medvirken i de styrende processer.

 Med et sådant valgsystem styrkes byernes demokratiske kræfter, og det bliver vanskeligere for magtsyge ledere at ”forføre” den større, ikke demokratisk indstillede del af befolkningen. Gradvist, efterhånden som uddannelse og oplysning breder sig ud i hele befolkningen, og der dermed bliver flere og flere med ekstra stemmer, vil landet nærme sig en situation hvor det vil være hensigtsmæssigt at ændre stemmesystemet til vores nuværende 1 stemme pr person demokrati.
 
Vores (vestens) tilbøjelighed til at stikke hovedet i busken og urealistisk insistere på det ideelle her og nu, altså ignorere virkeligheden, og af ideologiske grunde kræve vores form for demokrati indført i udviklingslande, har og vil fortsat resultere i store menneskelige omkostninger og langsommere samfundsmæssige udvikling, i de udviklingslande som bliver gjort til genstand for de fortsatte dødfødte 1 stemme per person demokrati eksperimenter!

Når det vender!

Lederen af Institut for fremtidsforskning J.P.Paludan udtalte sig søndag d.9/1 som ekspert i fjernsynet. I forbindelse med et spørgsmål om befolkningens tro på fremtiden brugte han termen ”NÅR DET VENDER”.

NÅR DET VENDER opsummerer meget godt den samfundsøkonomiske grundholdning som dominerer den offentlige debat. Selv om alt tyder på at der er ved at ske noget radikalt nyt, i form af en massiv flytning af industriarbejdspladser til Kina og teknologi eksport i stor skala, så forventer man at det kun er et spørgsmål om tid inden alt vender tilbage til de gode gamle tilstande. Antagelsen om AT DET VENDER er så veletableret, at man egentlig ikke interesserer sig for at forstå hvad der i virkeligheden er sket, for det er jo mindre væsentligt. VI HAR BARE HAFT ET OVERFORBRUG og nu skal vi få det til at køre indtil DET VENDER!

I en tid hvor vi alle trods alt er lidt utrygge, er kogebøger et hit, men hvor er nysgerrigheden blevet af?

Det er tankevækkende at da samfundet for 25 - 30 år siden vitterligt udviklede sig dynamisk, fandtes der masser af interesse for nytænkning og fremtidsperspektivering. Tænk bare på ”Oprør fra midten”, ”Megatrends”, osv. I dag hvor samfundet går tilbage, og det er åbenlyst at der er behov for nytænkning, er der mindre fokus på alternativ forståelse end nogen sinde. Den offentlige horisont rækker kun kvartaler frem, til nød et år!

Da den økonomiske situation mildest talt ikke er opmuntrende, har meningsdannerne i lang tid prøvet at komme med optimistiske udsagn og forudsigelser for derigennem at opmuntre befolkningen til at forbruge, så det samfundsmæssige maskineri ”kan komme op i omdrejninger”. Der er desværre ingen objektive og reelle langsigtede forhold der peger på de postulerede positive udviklinger! Det eneste optimisterne i virkeligheden har at hænge deres hat op på er at ”det gik jo godt før, så det kommer nok til at gå godt igen”, hvilket jo unægtelig er et noget spinkelt fundament at bygge de gamle I-landes fremtid på! Især når historiens generelle forløb er at kulturer blomstrer en tid for siden at forgå.

Vi kan helt objektivt konstatere, at arbejdspladserne fosser ud af I-landene, og at der ikke blot er tale om lavtløns arbejdspladser men i lige så høj grad om akademikerjob.

Vi ved godt at vor velfærd og konkurrenceevne afhænger af et effektivt samfundsmaskineri og højt uddannede borgere, men det eneste der reelt er på tegnebrættet er indskrænkninger og forringelser, hvilket i bedste fald er ”som at tisse i bukserne – en stakket varme” og i værste fald ”som at skære den gren over vi sidder på”!

Selvfølgelig er vi nødt til at skære i budgetterne og omlægge skatter når situationen har fået lov til at udvikle sig så dramatisk, men er det, i en så alvorlig situation, ikke fornuftigt at få undersøgt hvordan

det vi, på basis af 2- 4 % vækst, troede GIK UFATTELIG GODT, pludselig kunne vise sig at udgøre en reelt negativ vækst og resultere i den største økonomiske krise siden 1930verne!

Jo længere vi stikker hovedet i busken, jo dårligere bliver vi i fremtiden stillet og jo vanskeligere bliver de nødvendige omstillinger.

HVAD ER GRUNDEN?

Der er historiske årsager til at det gik os i vesten så godt!

Helt tilbage i 1400 tallet fandt to afgørende begivenheder sted. Den ene var at Kina, der den gang var langt højere udviklet end Europa, pludselig, på grund af indre politiske problemer, forbød al udenrigshandel, og derfor gradvis stagnerede. Dermed opstod der i østen et politisk og handelsmæssigt vakuum som europæerne gradvist udfyldte! Det andet forhold var at Europas befolkning var blevet reduceret med op til 30 % af gentagne pest epidemier. Manglen på arbejdskraft i Europa førte til store lønstigninger og man rationaliserede derfor brugen af arbejdskraft hvor det kunne lade sig gøre. De mere effektive produktionsformer gjorde varerne billigere og bedre, og den søværts ekspansion skaffede nye markeder. Denne mekanisme har været opskriften på ”vesterlandenes” succes lige siden.

Den dynamiske proces.

Det har længe været almindelig kendt, at virksomheder som enten udvikler nye produkter og/eller udvikler nye mere effektive produktionsmetoder har en konkurrencemæssig fordel. Denne konkurrencemæssige fordel har virksomheden imidlertid kun indtil de andre virksomheder når op på samme niveau. For at opretholde forspringet må virksomheden derfor investere dele af den ekstra indtjening i R&D, altså i nye lovende produkter og nye fremstillingsmetoder.

Hvor det for hvert enkelt firma kan betyde liv eller død om de bliver det firma der formår at præstere fornyelse, har det samfundsmæssigt set været af mindre betydning hvilket firma der klarede sig bedst, så længe den dynamiske proces fortsatte.

Det man hidtil har overset er, at det der gælder for den enkelte virksomhed, i lige så høj grad gælder for det enkelte land.  

Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun produkterne fra produktionen som blev eksporteret. Derved blev der skabt værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med. Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne (lige siden1400 tallet) formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten af det innovative forspring var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.

Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.

I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv.

Danmark, der aldrig har haft andre aktiver end landbrugsjord og sin befolkning, er det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes!

Internationaliseringen af verdensøkonomien har ophævet den ovenfor beskrevne dynamiske mekanisme. Firmaerne er blevet internationale og såvel arbejdspladser som knowhow og ideer eksporteres uden at det giver de gamle I-lande skatteindtægter.

Danmarks reelle konkurrencefordel begyndte formodentlig at blive reduceret fra 1988, og den pågældende proces har altså, med accelererende styrke og konsekvenser, varet 22 år.

De herskende økonomiske modeller afspejler ikke virkeligheden. Tolkningen af data på basis af teorierne har følgelig været forkerte, indikatorerne sandsynliggjorde at det gik UFATTELIGT GODT, og at man derfor roligt kunne blive ved med en løs økonomisk politik. Lige indtil krisen knuste illusionen!

Vi må nu se i øjnene, at vi har mistet den ovenfor beskrevne dynamiske fordel, og at vi derfor nu, for første gang siden 1400tallet, konkurrerer på lige vilkår med Kina og de andre nyindustrialiserede lande.

Der er imidlertid håb forude. Håbet består i at vi forstår de reelle processer, således at vi aktivt kan videreudvikle de grundlæggende mekanismer som giver mulighed for fornyet overskud på statsfinanserne.

IDESAMFUND

Før krisen overdøvede alt andet, var der faktisk en del skriverier om Informationssamfund, Vidensamfund og Idesamfund, og i den nuværende situation, hvor industriarbejdspladserne fosser ud af ”de gamle I-Lande”, er det håbet, at vor veluddannede og menneskeligt modne borgere kan sikre velfærdsstatens og samfundets overlevelse, især gennem kreativitet.

Krisens dybde tyder imidlertid på, at målrettet støtte til uddannelse og innovation ikke vil være tilstrækkeligt til at vende udviklingen. Dybere og mere grundlæggende forandringer er absolut nødvendige. Især fordi de nuværende strukturer ikke gør det muligt at skabe et samfundsmæssigt provenu på basis af innovation.

I bogen ”Videnskaben, Historien og Fremtiden” fra 1991 skitserer jeg forudsætningerne for et skifte fra Industrisamfund til Idesamfund, og giver desuden et bud på hvorledes en dynamisk markedsmæssig udveksling af ideer vil kunne fungere.

 Det kunne være ønskværdigt at der kom en debat og nogle bud på hvad der helt konkret skal til for at kreativitet reelt kan erstatte samfundets massive tab af arbejdspladser og indtægter.

Det er aldrig rart at blive tvunget til at foretage radikale ændringer, men uden grundlæggende ændringer må vi se i øjnene, at vores forspring gradvis vil blive elimineret, og at det derefter kun vil være muligt at overleve, hvis vi får lige så lavt et løn og serviceniveau som i de fjernøstlige lande vi konkurrerer med.

Da Danmark i sin tid stod ved overgangen fra feudalsamfundet til handels/industrisamfundet, havde vi oplyste og fremsynede ledere som sørgede for, at Danmark fik Europas mest dynamiske og ublodige politisk/økonomiske overgang. Det bliver mere end spændende at se, om vi også vil være i stand til gennem aktiv indgriben at få overgangen fra industrisamfund til Idesamfund til at udvikle sig til gunst for os.