Dobbeltspalte problematikken i et multidimensionalt perspektiv

Nedenstående afsnit fra ”Ingeniørens-kvanteskole” giver et fint billede af hvad dobbeltspalte problematikken drejer sig om. Artiklen gør imidlertid ikke opmærksom på at dobbelt spalte problematikken ikke er løst, men blot omgået, hvilket har ført til en ensidig og utrolig kompliceret og krøllet forståelse af de subatomare fænomener. En forståelse som jeg nedenfor det saksede afsnit tillader mig at stille et stort spørgsmålstegn ved.

Det er fristende at sige at den forståelse man har opnået gennem sine videnskabelige observationer og eksperimenter afspejler virkeligheden, hvor forkert et sådant ræsonnement er , kan anskueliggøres ved at gå tilbage til Tycho Brahes tid, hvor den daværende geocentriske forståelse af kosmos resulterede i at de observerede planetbevægelser fremstod kompliceret og krøllede.

 Alt det krøllede og mærkelige blev som bekendt ligefremt, logisk og klassisk fysisk forudsigeligt, da Kopernikus og siden Kepler brugte Tycho Brahes  den gang uovertrufne præcise observationer i en Heliocentrisk fremstilling af solsystemet.

Om hundrede år vil man undres over hvor mange ressourcer der blev brugt på at arbejde med de krøllede og utrolig komplicerede kvantemekanisk beskrevne subatomare fænomener, fordi feltet til den tid formodentlig har undergået en tilsvarende ”Kopernikansk Vending” og derfor fremstår indlysende, simpelt og ligefremt!

Fra ”Ingeniørens- Kvanteskole”

Mystikken ved dobbeltspalten

I slutningen af 1600-tallet havde Newton og Huygens diskuteret, hvad lys var. Var det en strøm af partikler, som Newton mente, eller en bølge, som Huygens sagde.

Thomas Young havde allerede omkring år 1800 udført det såkaldte dobbeltspalteeksperiment, hvor lys blev sendt ind mod en plade med to tynde spalter. Efter at lyset havde passeret pladen, blev dannet et diffraktionsmønster, der beviste lysets bølgenatur. Det samme ville ikke ske, hvis lys var partikler. Huygens havde altså ret.

Efter Planck og Einstein stod det i begyndelsen af 1900-tallet klart, at lys også havde partikelegenskaber, da det bestod af klumper, som Newton havde ment.

Hvad betød den erkendelse så for dobbeltspalteeksperimentet? Det undersøgte den britiske fysiker G.I. Taylor i 1909. Han brugte et meget svagt lys, så der kun var en foton til stede ved dobbeltspalten ad gangen, men han så alligevel et diffraktionsmønster ganske langsomt bygge sig op – præcis som om fotonen havde bevæget sig gennem begge spalter på samme tid og interfererede med sig selv. Fotoner var altså bølger.

Senere eksperimenter viste, at hvis man placerede en detektor ved dobbeltspalten for at bestemme, hvilken spalte fotonen gik igennem, så forsvandt interferensmønsteret. Fotoner var altså partikler.

Da ingen nogensinde havde set kanonkugler eller andre partikler, der også var bølger, stod det tindrende klart, at verden på mikroskala var helt anderledes på makroskala – og forklaringen skulle findes i størrelsen af virkningskvantet.

Ligesom Einsteins specielle relativitetsteori er en korrektion til Newtons love for store hastigheder, men i praksis giver samme resultat ved mere almindelige hastigheder, så skulle en ny kvanteteori betyde, at store partikler opfører sig som Newtons love foreskriver, mens små partikler opfører sig anderledes i fuld overensstemmelse med eksperimenterne.

Arbejdet med at formulere en konsistent kvanteteori foregik verden over og var i høj grad centreret omkring Niels Bohrs Institut for Teoretisk Fysik i København i 1920’erne og 1930’erne. Udover dobbeltspalteeksperimentet skulle teoretikerne tage højde for andre besynderligheder, som eksperimentalfysikerne så.

https://ing.dk/artikel/ingenioerens-kvanteskole-del-1-elektroner-har-spin-187425

Dobbeltspalte problemet i et multidimensionalt perspektiv:

”Det var Albert Einstein, der i 1905 tillagde virkningskvantet en reel fysisk egenskab og forklarede, at lyset energimæssigt altid bestod af pakker med en energi, som var frekvensen gange Plancks konstant.”

Einstein formulerede også Relativitetsteorierne hvor tilføjelsen af en ekstra dimension – tiden - var en uomgængelig forudsætning.

Lad det være sagt med det samme, at Einstein og Schrødinger og Bohn aldrig accepterede kvantemekanikken som andet end en kogebogsmodel der muliggjorde at man kunne komme videre med den praktiske udforskning af de registrerede fænomener. Det er her at den erkendelsesmæssige vej skiller sig fra den klassiske fysik. Det unikke ved den klassiske fysik er jo at man ud fra entydige begreber kan forudsige den videre udvikling. Og det kan man jo også ud fra Einsteins relativitetsteorier.

Der har også tidligere været uforenelige fænomener indenfor naturvidenskaberne . Sådanne fænomener har så ledt til konkurrerende ”skoler” hvor den ene var egnet til bedst at tolke nogle af videnskabens områder, og den anden var bedst til andre. I tidligere tilfælde er sådanne uoverensstemmelser blevet forenet gennem videreudviklingen af den pågældende videnskab. Det særlige ved kvantemekanikken er, at den på trods af åbenlyse brister har tilkæmpet sig total dominans, nok fordi de fleste tænker ”når resultaterne er brugbare er teorien nok det nærmeste man kan komme på den underlige virkelighed”! Havde man brugt det argument efter Tycho Brahes tid, ville vi måske stadig sidde med en Geocentrisk forståelse af solsystemet!

Billedligt stod fysikerne med dobbeltspalte problematikken i den situation, at de indenfor synsfeltet havde et nyt for dem ret fremmed og derfor næsten usynligt fænomen ”multidimensionalitet” – Einstein havde jo lige indført den ekstra dimension tiden. De var imidlertid alle oplært i den klassiske tænkemåde, så de holdt sig til de begreber de allerede var vant til at arbejde med, og måtte derfor hævde, at verden på kvanteniveauet ikke bare så mystisk ud men reelt var mystisk.

Det var som at bevæge sig ind i en ukendt skov (men dog en skov – et fænomen man kendte) hvor man for at orientere sig ikke kan klare sig med sine 10% bevidste lineære logiske hjernefunktioner, men hele tiden må forklare det nye man ser ved hjælp af sine 90% underbevidste parallelt processerende kreative hjernefunktioner. Man må så at sige føle, gætte og forklare sig frem gennem den ukendte skov fra træ til træ!Fra et kvantefenomen til næste kvantefænomen!

De fleste der bevæger sig ind i en ukendt skov kommer ud igen, netop fordi de har en kreativ, nærmest genial underbevidst hjerne, og det er umådelig imponerende hvor langt kvantevidenskaben er kommet ved hjælp af den metode.

Forståelse og accept af begreber er noget der sker inde i hovedet på mennesker der tolker fysiske fænomener. Forståelsen er altså noget andet end den registrerede fysik.

Ud fra resultatet af dobbeltspalte eksperimentet accepterede man at verden var spaltet i en makro fænomenologi og en uforenelig kvante verden fænomenologi, der var så mystisk at den stedse forklaringsmæssigt måtte korrigeres og selv om disse korrektioner gjorde det muligt at komme videre med forskningen, afstedkom korrektionerne også stedse mere komplicerede og snørklede beskrivelser af de registrerede sub atomare fænomener.

Den indlysende (og tør jeg sige med Einstein, Schrødingers  og Bohns skepsis i ryggen) klassiske fysiske vej ud af denne forvirrende og mystiske situation vil være, at konkludere, at dobeltspalte problematikken synliggør en dualitet der kan forventes opløst gennem indførelse af en 5 dimension, indenfor hvilken de to fænomener partikler og lys fremstår som det højere enkeltfænomen det nok i virkeligheden drejer sig om.

A thought experiment - a straight forward understanding of the quantum phenomena. 

Our three‑dimensional reality may be compared with a room. A room which by us is experienced as completely closed . This room has in reality  openings into other rooms, into other dimensions, but we who are inside the room have no knowledge of those openings, let alone of the other rooms. Even though we are not aware of the openings into other rooms (other dimensions), we who are inside this three-dimensional room can nevertheless register the fact that things suddenly turn up in the room that were not previously present, and also that things that have been registered there suddenly vanish. We can furthermore calculate the statistical probabilities for things turning up or vanishing, and we can also register "non‑locality", i.e. that certain of our actions are linked ”non-causally” with other events in the room!

 Imagine a ball or something else in the room being hit and  consequently jump out of  one of the unknown openings in the room (out of our three-dimensional reality). Outside our room it  interacts with something and as a consequence of this interaction it influences something else in our room (by way of another opening) and that phenomenon will by us be perceived as “non-locality”!

Such a causal explanation (incorporating hitherto unknown real dimensions) would explain vanishing particles as well as the spontaneous creation of particles and also explain the phenomenon’s of “non locality” and “entanglement”! 

                             Although seemingly mystical and incomprehensible, all this becomes uncomplicated and easy to grasp as soon as we recognise the existence of openings leading into other rooms , and that the reality of our own three-dimensional room is bound up with and dependent on the existence of other rooms in the house! The existence of other real dimensions. 
Within the social sciences like phenomenon´s are recognized as "meaningful coincidences"!

Fra
“Science History and the Future”

http://unifiedscience.blogspot.com/2011/02/science-history-and-future_11.html

Det er vildt imponerende hvor langt man med den nuværende ”Standard model” forståelse er kommet, og at udviklingen indenfor feltet efter sigende er klar til at ”kvantespringe”fremad, men det er min påstand, at den pågældende udvikling ville blive markant effektiviseret og meget billigere, såfremt man formåede at formulere fænomenologien klassisk fysisk ud fra en reel multidimensionalitet.
Agter man at begynde at lede efter de øvrige dimensioners specifikke karakteristika, vil det være en god ide, at starte med at se på de for den nuværende forståelse nødvendige naturkonstanter - lysets maksimale hastighed, Plancks konstant m.fl. Virkeligheden / universet er alment accepteret et ubrydeligt interagerende hele, og natur konstanter er udtryk for noget der mangler i vor forståelse af helheden.
Lige som Kopernikus og siden Kepler brugte Tycho Brahes  observationer til den banebrydende Heliocentrisk fremstilling af solsystemet, Kan noget tilsvarende gøres med de eksisterende subatomare data. Det vil allerede i dag være muligt at "fodre" et AI system med de allerede opnåede subatomare forskningsresultater (målinger), et AI system hvis præmis er at beskrive resultaterne ud fra et 5 dimensional, en 6 dimensionalt og en 7 dimensionalt standpunkt. Ud fra resultatet vil forskere på basis af deres nærmest geniale underbevidste kunne pin pointe karakteren af den pågældende ekstra dimension.
Som ovenfor beskrevet udgør menneskets bevidste logiske tænken maksimalt 10 % af hjerneaktiviteten. Ud fra de 90 % underbevidste (geniale) aktiviteter har højt udviklede individer gennem århundreder (også indenfor den europæiske tradition) hævdet at der findes 7 - 9 dimensioner, hvilket gør det rimeligt at satse på 7 dimensioner. Jo flere dimensioner der inddrages jo flere reelle observationer lader sig beskrive, men jo mere kompliceret bliver det også!
Når man tænker på hvor langt man nåede ved at inkorporere tiden i den klassiske fysik, vil det nok være tilrådeligt at begynde med undersøgelse af de eksisterende subatomare forskningsresultater (målinger) ud fra en 5 dimensional model.
Det der vil kunne få supermagterne til at finansiere en sådan forskning, vil være at den for dem meget vigtige men ubrydelige fremtidige kvante-kryptering, formodentlig vil kunne brydes efter overgangen fra den nværende "kvantemekaniske forståelsen" til en "multi-dimensional forståelse"!
 

Fremtidens beslutningstagning i firmaer

Det er et gennemgående træk at succesfulde firmaer opstår, blomstrer og i de fleste tilfælde sygner hen eller bliver opslugt af andre firmaer indenfor 3 generationer. At det forholder sig sådan har naturligvis noget med ledelse og beslutningstagning at gøre.

Det er åbenbart at nogle ledere er mere succesfulde end andre og at sådanne ledere ikke hænger på træerne. Det er desuden vanskeligt at udskille de egenskaber hos en leder som føre til kontinuerlig succes, for det der giver succes i en periode af et firmas liv, kan i en anden periode og under andre omstændigheder give det modsatte resultat.

Der kan derfor være utrolig meget at vinde, såfremt man kan finde frem til en proces som kan hæve succesraten hvad angår beslutningstagning.

I det følgende vil jeg argumentere for en radikalt anderledes form for beslutningstagnings proces, som muliggør at beslutninger kommer til at ligge i nærheden af 10 % af det optimale, en proces som løsner men ikke fjerner beslutningstagningen fra den enkelte leder og som muliggør en ophævelse af den fremherskende 3 generationers grænse for firmaers succesfulde livslængde.

Beslutningstagning har jo sin oprindelse i hvorledes mennesket forstår og bearbejder sine indtryk af de situationer og forhold som indgår i problemet eller udfordringen. Det er derfor yderst relevant i den sammenhæng at se på og forstå hvorledes menneskets hjerne fungerer.

I vid udstrækning er det der har ført til succes for de vestlige kulturer vores evne til succesfuldt at generalisere og systematisere, hvilket igen har optimeret kommunikation mellem mennesker og over kontinenter, så man i dag kan få øjeblikkelig kontakt med hinanden næsten over alt på jorden. På den baggrund har det været naturligt at udråbe logiske, rationel tænken som det vigtigste element. Der ud over har man godt nok et forholdsvis udefineret andet element ”mavefornemmelse”, men som navnet antyder vurderes det ikke lige så højt som den rationelle tænken.

Intet kunne imidlertid være mere forkert, for i virkeligheden er forholdet det diametralt modsatte.

For over 100 år siden da Freud formulerede sin psykoanalytiske teori, fremkom han med et billede på forholdet mellem den bevidste lineære tænken og de underbevidste hjerne processer. Han sammenlignede hjernens funktionsmåde med et isbjerg hvor 10 % er over vandet og 90 % befinder sig ude af syne under vandet. Denne forståelse har siden været alment accepteret indenfor psykologien, men fordi den blot byggede på vurdering af noget som ikke umiddelbart kunne observeres, har den haft trange kår udenfor det psykologiske fagområde.

Det nye som er sket indenfor de sidste 10 år er, at man ved hjælp af hjernescannere har kunnet naturvidenskabeligt dokumentere, at det faktisk forholder sig sådan. I dag er det derfor blevet ”main stream” forståelse indenfor neurologien, at de bevidste processer udgør under 10 % af hjernens funktioner.

”Mavefornemmelserne” er altså kommet ind på midten af scenen! Det er følgelig ikke fyldestgørende at tale om ”mavefornemmelser”, man må se på hvad sådanne ”mavefornemmelser”, som ikke opstår i maven men i hjernen i virkeligheden er.

De 10 % bevidste hjernefunktioner kan med en vis ret sammenlignes med hvorledes en datamaskine bearbejder input – som nogle på hinanden følgende logiske kæder af ræsonnementer som kan efterprøves, men som til gengæld er totalt ukreative.

De 90 % underbevidste processer foregår på en helt anden måde. Når et problem takles af den underbevidste del af hjernen, bliver problemet samkørt med samtlige af individets erfaringer der bare svagt tangere problemet, hvilket ud over at give en uhyre bred fundering også muliggør nye kreative løsninger. Udfordringen er til gengæld, at det hele foregår i det underbevidste! Det ”output” som kommer op til overfladen og som kan registreres bevidst er følelser, fornemmelser, billeder og intuition.

For at kunne handle ud fra det fantastiske ”output” af disse 90 % helhedssammenkørte, på den samlede livserfaringsmasse baserede processer, skal vi altså ”bare” følge vore følelser, fornemmelser og/eller intuition!

Så nemt er det imidlertid ikke, hvilket virkeligheden dagligt demonstrerer med al tydelighed.

Vi er dyr med behov og drifter, og ovenpå disse voldsomme dyriske impulser har vi gennem opdragelse og livet tilegnet os mere eller mindre hensigtsmæssige holdninger og normer. Alt dette kæmper en vedvarende kamp om at indtage føringen. Når vore fantastiske og præcise underbevidste impulser dukker op til overfladen, bliver de derfor enten fortrængt eller vendt og vredet og derefter tolket ud fra egoets, kulturen, og den dyriske naturs råbende behov.

Det indlysende svar på ovenstående er, at det bedste man kan gøre er at udvikle sig til det punkt hvor man er i stand til at opfange svarene - følelserne, fornemmelserne, billederne eller de intuitive indfald - fra det underbevidste i ren form, men rent bortset fra nogle få gestalter som Jesus, Buddha og nogle få andre lykkes det ikke helt. Nogle af os bruger imidlertid en hel del af livet til at tage nogle få skridt på vejen.

Det der ikke kan lykkes individuelt kan måske takles kollektivt, og med ovennævnte forståelse kan vi derfor vende tilbage til hvorledes man i firma regi vil kunne hæve beslutningsprocesserne op så træfsikkerheden bliver omkring 10 % fra det optimale.

Det er så heldigt at alle mennesker er forskellige, vi har forskellige livserfaringer, forskellige behov, forskellige handlemønstre og nogen opfatter bedst deres følelser, andre deres fornemmelser, andre ser billeder og atter andre får intuitive indfald.

Du kender formodentlig forsøget med at gætte hvor mange glaskugler der er i et stort syltetøjsglas. Ingen af deltagerne har eksakte informationer og på trods her af ender gennemsnittet af gættelegen hver gang mindre end 10% fra det korrekte resultat. Hyperlinket fører til et eksempel.

https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=4&cad=rja&uact=8&ved=0ahUKEwjDn864rLjJAhVC1SwKHVfAAfAQFgg_MAM&url=https%3A%2F%2Fprezi.com%2Fw--hhp73_4p5%2Fhow-many-marbles%2F&usg=AFQjCNENqcthFy0ogoXZfacCkFUTTABskQ   (scroll til full transcript)

Man kan så på baggrund af forståelsen af menneskets hjernes funktionsmåde konstatere, at når man samkører mange menneskers vurdering af “værdi neutrale” input giver det et resultat som hver gang kommer til at ligger omkring 10 % fra virkeligheden.

Da resultater som ligger 10 % fra virkeligheden er langt bedre end hvad samfundsvidenskabelige, økonomiske og andre teorier og metoder kan præstere, har vi altså her mulighed for at udvikle en metode til vejledning for beslutningstagning der langt overstiger de hidtidige benyttede.

Intet fører direkte ind i himmelen eller flyver som stegte duer direkte ind i munden! I dette tilfælde er problemet ”værdi neutral”. Det må formodes at deltagerne i ovennævnte type eksperimenter ikke har de store sociale eller følelsesmæssige bindinger til glaskugler, eller hvad man har valgt at lægge i glas beholderen. Følgelig kan vurderingen af antallet foregå forholdsvis ”værdi neutralt” og der er derfor ikke behov for en særlig stor gruppe for at få det til at fungere optimalt.

Når det drejer sig om beslutningstagning i den virkelige verden vil beslutningsgrundlaget i høj grad være ”kontamineret” af forskellige psykiske, fysiske, historiske og sociale forhold.

Demokratiets overlegne funktionsmåde i forhold til andre eksisterende styreformer, demonstrerer denne statistiske tilgangs brugbarhed, og det på trods af at der i demokratiske valg langt fra er tale om ”Værdi neutral” stillingtagen. Tværtimod gøres der i de politiske partier alt for at påvirke vælgerne med bestemte holdninger og dreje dem i bestemte retninger. Til gengæld er der tale om særdeles store grupper af deltagere. 

  Når man ser på de mest presserende "demokratiske" valg i vor nutid, BREXIT og USA´s præsident valg, er problemet, at man i begge tilfælde tvinger befolkningerne til at vælge mellem "pest eller kolera" hvor det befolkningerne i virkeligheden vil stemme om er noget helt andet - deres egen pressede økonomiske virkelighed!  Deraf følger totalt skævvredne protest resultater.

I firma regi vil det altså kunne betale sig at bruge ressourcer på at gøre grundlaget for beslutningstagning  så ”værdi neutralt” som mulig, idet man derigennem vil kunne opnå større præcision med en mindre gruppe deltagere. Under alle omstændigheder udstiller ovennævnte forståelse, at en effektiv og kontinuerlig udnyttelse af alle medarbejderes kollektive viden og forståelse vil kunne optimere beslutningsprocesserne, så firmaerne ikke ender som ringvrag på grund af ledelsens fejlagtige beslutningsgrundlag. Eksemplerne er mange, med Nokia som det mest spektakulære i nyere tid, men man kan med en vis ret også nævne IBM, Microsoft, Mærsk o.s.v..  

 

Psykologi – den videnskabelige spydspids!

En af de største barrierer for videnskabelig fremgang er samfundsvidenskabernes opsplitning i separate fagvidenskaber med hver deres begrebsdannelser og fagsprog. At disse separate begrebsdannelser og fagsprog desuden er yderligere opsplittet i mere eller mindre separate ”skoler” gør ikke sagen bedre.

Centralt placeret i denne problematik er videnskabsteorien, eller videnskabsfilosofien om man vil.

Lige siden Auguste Comte efter den Franske Revolution formulerede Positivismen, har der været gjort forsøg på at forstå videnskabernes struktur og deres indbyrdes relationer. De i dag accepterede videnskabsteoretiske forståelsesmodeller / ”skoler” hører som Auguste Comtes oprindelige positivisme til indenfor den filosofiske fagdisciplin, og det er karakteristisk for dem alle, at de er funderet på filosofiske antagelser og abstrakt tænken.

I mere end hundrede år, siden Freud formulerede sin Isbjerg Analogi (at ca. 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår underbevidst)  har der imidlertid været mulighed for at gennembryde de nuværende videnskabsteoriers begrænsninger gennem formulering af en psykologisk forankret videnskabsteori som fjerner barrieren mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne. En sådan videnskabsteori er i realiteten en videreførelse af Auguste Comtes oprindelige observationer.

Indtil for få år siden har man kunnet stille spørgsmålstegn ved om en erfaringsvidenskabelig psykologisk fundering, som den Isbjerg Analogien udgør, vil være bedre end de filosofiske funderinger som de etablerede videnskabsteorier gør brug af. Det spørgsmål er nu endegyldigt afgjort til fordel for Isbjerg Analogien, idet denne gennem de sidste 20 år, er blevet naturvidenskabeligt bekræft ved hjælp af hjernescanninger.

I dag er det neurologisk ”main stream” forståelse, at over 90% af hjernens aktivitet består af helhedssammenkørte underbevidste processer, og at disse ca. 90 %  hjerne aktivitet er af en helt anden karakter end den af filosofien benyttede abstrakte logiske tænken.

Den retning der i 1920verne genoptog Auguste Comtes arbejde, de Logiske Positivister eller Wienerkredsen, var alle orienteret mod filosofi og naturvidenskab, hvilket formodentlig var årsagen til at de endte i den erkendelsesmæssige blindgyde som Cirkelslutningsproblematikken udgjorde, hvorefter de måtte konstatere, at deres logiske ræsonnementer ikke førte til det ønskede resultat. Sammenbruddet åbnede op for andre filosofisk funderede videnskabsteoretiske ”skoler”, for hvem det imidlertid heller ikke lykkedes konsistent at bygge bro mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne.

Med den nu naturvidenskabeligt bekræftede forståelse af, at over 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår i form af underbevidste processer, falder Cirkelslutningsproblematikken og dens præmisser, idet det kan konstateres, at al nytænkning – til forskel fra opdagelser – har sin oprindelse i de helheds bearbejdende underbevidste processer, der efterfølgende kommer op til bevidsthedens overflade  i form af intuitive indfald, billeder, følelser og fornemmelser. De fra det underbevidste kommende impulser bliver så forsøgt sammenkædet med individets etablerede forståelse, og danner derigennem grundlag for små eller store nybrud. Erkendelsen af benzens cirkel struktur skete medens videnskabsmanden sad og slappede af i sin dagligstue. Erkendelsen af det periodiske systems dynamiske opstilling skete medens videnskabsmanden tog sig en fridag. Muligheden for atomkraftens praktiske udnyttelse blev erkendt medens videnskabsmanden spillede tennis o.s.v.

Ud fra den forståelse er det, med udgangspunkt i Auguste Comtes 3 kategoriale videnskabelige udviklingsniveauer, muligt, at opstille en videnskabsteori der behandler samfundsvidenskaberne efter de samme principper som naturvidenskaberne, og giver mulighed for at kortlægge på hvilket udviklingsniveau hver enkel fagvidenskab befinder sig.

Det mest epokegørende er imidlertid at en sådan på neuropsykologien funderet videnskabsteori fremadrettet giver mulighed for at etablere forudsigelighed indenfor samfundsvidenskaberne. Man må dog huske på, at de forudsigelser det i begyndelsen vil være mulige at fremsætte og få videnskabeligt verificeret, vil være på samme overordnede / grove niveau som dem der (med stor succes) etablerede naturvidenskaberne som ”eksakte” videnskaber for flere hundrede år siden. Ikke desto mindre resulterede disse tidlige naturvidenskabelige fremskridt i den eksplosive samfundsmæssige udvikling som vort nuværende samfund hviler på.

Hidtil har det været menneskets beherskelse af dets fysiske omgivelser via naturvidenskaberne som har været det dominerende samfundsudviklende element.

På nuværende tidspunkt er udviklingen imidlertid nået til et punkt hvor det er menneskets samfundsmæssige interaktion som både udgør den største udfordring men som også, i bedste fald, muliggør en fremtidig harmonisk og dynamisk samfundsudvikling, hvilket beskrives i nedenstående arbejder.

Lige som naturvidenskabernes udvikling til ”eksakte” videnskaber førte til eksplosiv samfundsmæssig opblomstring, vil videreudviklingen af det samfundsvidenskabelige felt, på basis af denne forståelsesstruktur, fremadrettet give mulighed for en tilsvarende samfundsmæssig opblomstring og kernen i en sådan udvikling bliver den stedse bedre forståelse af menneskets psyke!

Den oprindelige afhandling i engelsk oversættelse (ca.160 sider):

http://unifiedscience.blogspot.com

En forkortet dansk udgave ”Idesamfundet” (ca.90 sider):

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

5 fase af nationalstaternes krise - og nu også den 6 og 7 og 8!

 Internationaliseringen førte til de gamle industrilandes tab af produktion. Da man ikke forstod, at der er forskel på det internationaliserede erhvervslivs succes og nationalstaters succes, fattede man ikke hvad der var ved at ske, og troede at erhvervslivets succesfulde udenlandske ekspansion også var tegn på national succes.
Derfor slækkede man på den nationale økonomiske styring, hvilket medførte en boble. Da boblen sprang, fik vi krisens FØRSTE FASE, hvor især finanssektoren, men også resten af erhvervslivet sad med aben.

Den situation klarede de gamle industrilande ved at gøre som Japan gjorde efter dot.com boblen sprak for snart 20 år siden (en krise som Japan nok så bekendt aldrig er kommet ud af! https://www.theguardian.com/world/2017/jan/17/japans-rising-child-poverty-exposes-truth-behind-two-decades-of-economic-decline). De gamle industrilandes borgere (FED og ECB med flere) overtog risikoen og en del af gælden og med uhørt lave rentesatser fortsatte man i realiteten bobleøkonomien. Det var ANDEN FASE.

Da de gamle industrilande mistede en del af deres købekraft kunne de ikke aftage så mange varer fra Kina og de øvrige nye industrilande, hvorved tempoet i disse lande gik ned.
Det var TREDJE FASE.

Med et reduceret globalt tempo faldt råvarepriserne herunder også olien, som ydermere havde oplevet en opskruet produktion på grund af udvindingen af skiferolie m.m. Det var FJERDE FASE.
 
Nu da de nye industrilande og råvare producenterne får reduceret deres indtægter og reducerer deres investeringer i de gamle industrilande (http://finans.dk/live/okonomi/ECE9230654/kina-er-ikke-laengere-usas-stoerste-kreditor/), vender aben tilbage til de gamle industrilande, der på nuværende tidspunkt har opbrugt mulighederne for at feje aben ind under gulvtæppet og derfor må foretage samfundsøkonomiske omlægninger og stramninger. Det kan kaldes den FEMTE  FASE af den økonomiske/produktions krise, som man i det store og hele fortsat nægter at se i øjnene.

Den SJETTE  FASE udgøres af protester og oprør (på den ene eller anden måde f.eks. Brexit/Trumph/Marin Le Pen/Gert Wilders o.s.v.) fra den del af de gamle I-landes befolkninger som i mange år ikke har oplevet reel fremgang, og som er dem de økonomiske stramninger nu primært går ud over.

Efter at det er gået op for de etablerede politikere, at de på grund af den folkelige majoritets utilfredshed sidder løst i sædet, er deres forudsigelige svar på situationen, at forsøge at styrke deres lands umiddelbare situation gennem protektionisme som kan udvikle sig til deciderede handelskrige. Det kan meget vel kaldes den SYVENDE FASE, som jeg advarede imod i 2011.

Svækkelsen af USA og de øvrige gamle industrialiserede lande åbner mulighed for de øvrige ( primært Rusland og Kina) kan forskubbe magtbalancen gennem ”Cyper War” og forsøg på aktivt at destabilisere og kompromittere modparten politisk. (Se fodnote) Hvilket passende kan betegnes som den OTTENDE FASE af de gamle industrialiserede landes krise. 
Krigs aktiviteterne i Mellemøsten har gennem de sidste 20 år vist, at selv om USA er militært langt stærkere end ex.vis Rusland og Kina til sammen, er aktiveringen af USA`s krigsmaskine så omkostningskrævende, at USA nu afholder sig fra direkte interventioner, med mindre de selv er direkte truet.

Under hele forløbet har der som altid været nogen som i udpræget grad evnede at udnytte de samfundsmæssige ubalancer til at berige sig selv, og da der er tale om en bobleøkonomi finansieret af nationalbanker og med nærmest 0 rente niveau, vil den udbredte spekulation med "næsten gratis" penge  men med uhyre stor risiko, resultere i en desto mere dramatisk situation.

”Viden er magt” men forkert viden føre til afmagt. I forsøget på at TALE sig ud af krisen (Bare hjulene kommer i gang skal vi nok komme tilbage til de gode gamle dage!) har politikere og økonomer medvirket til tab og forvridning af umådelige samfundsmæssige værdier, idet firmaer og samfundet som helhed har disponeret som om (den nu over 8 år lange) krise nok snart ville være overstået. Eksempelvis er det åbenbart at Mærsk har satset på at krisen er cyklisk og derfor allerede burde være overstået for længe siden. Det vi oplever nu er desværre blot en midlertidig stabilisering.

En af de ting jeg ikke havde forudset var, at Danmark, som en af de ”mindst ringe” gamle industrilande, ville klare sig lidt bedre end gennemsnittet.


Vil du blot have forståelse af de økonomiske mekanismer kan du læse det her
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/10/byg-ikke-et-hus-pa-sand.html

Og den historievidenskabelige fremstilling her
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2013/06/historien-gentager-sig-nsten.html

(  )

Op til Anden Verdenskrig gik de store nationer fysisk i klinch med hinanden. Efter Anden Verdenskrig og atom bombernes indtog, droslede man ned og lod vasal stater udkæmpe "proxy wars" ( ex.vis Cuba mod Sydafrika i Angola), den slags gør man jo stadig, MEN nu er der kommet et nyt led ind "information war" og "blackmail attacks".
De to positive aspekter ved dette er, at der dermed bliver/er endnu et - lidt mindre voldeligt - lag mellem stormagternes konfrontationer. På det individuelle og personlige plan er det positive, at det nu må være gået op for alle magthavere, at en højnelse af den generelle informations sikkerhed er langt at foretrække (selv om overvågnings samfundet er bekvemt for magthaverne), frem for at "fjenden" kan trænge ind i alle systemers og personers data. Nøglen til denne nye sikkerhed bliver nok kommunikation via blockchain (bit coin) teknologi!
Jeg forestiller mig, at USA og Vestens svar på angrebene bliver udrulning  af  teknologi som muliggør omgåelse af Ruslands og Kinas interne censur og internet blokering systemer, som i dag giver dem kontrol over deres befolkninger. Fri information udgør altid det svage led for diktaturer. Med mulighed for fri information vil Vesten kunne true med at destabilisere de undertrykkende regimer i såvel Rusland som Kina. Kina virker meget stærk og mere og mere truende, men fundamentet - den indre stabilitet - er meget svagt!