lørdag den 29. juni 2013

Historien gentager sig – næsten!


Det klassiske Grækenland sygnede hen, Romerriget kollapsede til sidst, og nu er ”De gamle industrialiserede lande” helt åbenlyst på vej ned ad samme glidebane, efter 600 års fremgang.

HVILKEN MEKANISME FORÅRSAGEDE DISSE 3 MARKANTE HISTORISKE AFVIKLINGER?

De Klassiske Græske bystater blomstrede op på basis af vareproduktion og søværts handel. Succesen var så stor, at det næste naturlige skridt i udfoldelsen af deres aktiviteter blev anlæggelse af kolonibyer ude i markederne i Syditalien, Nordgrækenland og i Sortehavsregionen. Konsekvensen af denne udvikling blev, at satellit byerne/kolonierne gradvis selv tilfredsstillede deres lokalområders og fjernere eksportområders behov, gennem lokal produktion af vare.
I begyndelsen hvor befolkningen i den Klassiske Græske bystat var tæt knyttet til befolkningen i byens kolonier, gav det ikke anledning til problemer. Efterhånden som kolonierne blev mere selvstændige, og udvidede deres egne aktiviteter, aftog de imidlertid færre og færre varer fra deres Klassiske Græske bystater. De Klassiske Græske bystater mistede dermed det økonomiske overskud som var en forudsætning for deres høje kulturelle og samfundsmæssige niveau og sygnede hen. Til gengæld fortsatte den Hellenistiske kultur med at brede sig via de Hellenistiske koloniers succes. Alexander den stores erobringer, og de efterfølgende Hellenistiske statsdannelser, blev toppunktet i denne udvikling.

I Middelhavsregionen kom nye kræfter til. Fønikierne havde succes med maritim handel, og Rom annekterede gradvis hele den Italienske Halvø. Da kystområderne allerede var koloniserede, blev Roms ekspansion i lang tid hovedsagelig landværts orienteret.
For at et politisk system skal kunne udvikle samfundet dynamisk, må det nødvendigvis afspejle samfundets økonomiske kræfter, og disses fluktuationer, som er afgørende for samfundets udvikling og trivsel.
Roms ekspansionsstrategi på den Italienske Halvø, indebar fuld økonomisk og politisk integration af de annekterede samfund, som i øvrigt befandt sig på nogenlunde samme udviklingstrin som Rom. Dermed var den økonomiske og politiske dynamik sikret – Republikken trivedes.
Romerrigets efterfølgende ekspansion udenfor den Italienske Halvø, kom imidlertid til strukturelt at svare til de Klassiske Græske bystaters koloni ekspansion. Det nye element var dog, at selv om selve Rom (den Italienske Halvø) fik mindre og mindre produktion og handelsmæssig betydning i forhold til provinsernes økonomier, blev den politiske og militære magt fastholdt i Rom.
Provinsernes statholdere var de facto diktatorer, som ikke skulle stå til ansvar for hvorledes deres provins udviklede sig, men til gengæld var ansvarlig for inddrivelsen af skatter og for den militære situation.
Efterhånden som Roms producenter fik mindre og mindre politisk indflydelse og betydning, forsvandt Republikkens dynamik, og den politiske, samfundsmæssige overbygning faldt tilbage i diktatur – kejserdømme!
Det særlige ved den handelsmæssige dynamik er, at alle som er involveret har en direkte personlig interesse i at samarbejde og udvikle, medens en økonomi styret af skatteinddrivelse og militære plyndringer blot motiverer de involverede til at rage til sig.
Under diktaturet – kejserdømmet reduceredes Rom efterhånden til administrativt center uden egentlig økonomisk betydning. Magten lå hos den til en hver tid militære hersker som havde rådighed over skatter og rov fra militære plyndringstogter.
Længe før Romerrigets endelige kollaps, var opløsningstendenserne åbenbare, og til sidst ulejligede de herskende kejsere sig slet ikke med at manifestere deres position i Rom.
Selv om Romerriget først kollapsede omkring år 400, skete det afgørende udviklingsmæssige skift altså allerede i tiden inden vor tidsregning. Havde man kunnet fortsætte med fuld integration af de annekterede områder udenfor den Italienske Halvø, havde den handelsbaserede økonomiske dynamik måske kunnet opretholdes og Republikken ville måske have kunnet fortsætte med at udvikle sig. De annekterede provinser udenfor den Italienske Halvø var imidlertid lavere udviklede og derfor vanskeligere at integrere, og mulighederne for en eventuel integration var for længst forpasset da man endelig politisk opdagede at Republikken var i fare.
Den mekanisme som førte til at det Antikke Grækenlands sygnede hen og som også førte til Romerrigets kollaps, var altså at produktion og handel flyttede væk.

Lige som det afgørende skift i Romerrigets udvikling skete længe før samfundsøkonomien udviste krisetegn, er det afgørende skifte for ”De gamle Industrialiserede Landes” vedkommende sket for adskillige årtier siden.
I U.S.A. begyndte internationaliseringen efter Anden Verdenskrig, men tog først rigtig fart i slutningen af 1960erne, hvilket medførte at den amerikanske middelklasses levestandard har været stangneret siden 1970erne. For Danmarks vedkommende skete skiftet i 1984, da valutarestriktionerne blev ophævet og det derefter blev ”et officielt nationalt projekt” at flytte produktion og firmaer udenlands.
I begyndelsen gik udflytningen langsomt, men efterhånden som flere og flere producenter fik succes med det, accelererede udflytningstakten. Danskerne troede (og tror desværre fortsat) at ”det der er godt for firmaerne også er godt for landet”, det er desværre kun korrekt for de firmaaktiviteter som findes i Danmark. At det gik strygende (i udlandet) for de internationaliserede virksomheder, tolkedes som national økonomisk succes, og på den baggrund tillod politikerne sig derfor at løsne på de nationaløkonomiske ”skruer”, de tillod øget belåning af boligmassen O.S.V.!
Lige som det Antikke Grækenlands og Roms ekspansionspolitik umiddelbart lignede bragende succeser, men i virkeligheden var begyndelsen til enden, således også ”De Gamle industrialiserede landes” internationaliseringssucces.
Det er nu dokumenteret, at det kun er de firmaaktiviteter som findes i landet som gavner landets økonomi.
http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2011/02/de-danske-multinationale-bidrager-kun.html

Det er fortsat ”De Gamle Industrialiserede Landes” nationale opgave at opretholde et velfungerende samfund, uddannelse, infrastruktur, sygehusvæsen og øvrige velfærdsopgaver samt forsvar, men produktionen og dermed de økonomiske forudsætninger for at kunne opretholde alt dette er nu i årtier flygtet ud af landet.
Troen på at internationaliseringen ville resultere i forøget national økonomisk vækst har jo desværre vist sig ikke at have hold i virkeligheden. De internationaliserede virksomheder lægger naturligvis deres aktiviteter hvor det bedst kan betale sig, og ansætter hellere billigere udenlandske eksperter end dyre danske.
Det der lignede økonomisk fremgang var i virkeligheden tiltagende økonomisk tilbagegang for Danmark og de øvrige ”Gamle Industrialiserede Lande”, men på grund af den herskende økonomiske forståelse så man ikke hvad der var ved at ske, og stor var derfor forbavselsen da den økonomiske boble sprak.
Som det fremgår af ovenstående er dette ikke primært en økonomisk krise, det er ”De Gamle Industrialiserede Landes” produktionskrise, som har haft og fortsat vil få tiltagende økonomiske konsekvenser.
For mig at se findes der 3 mulige udviklinger på denne situation. Den umiddelbart forståelige er at de ”Gamle Industrialiserede Lande” stille og fredeligt sygner hen samtidig med at de forsøger at udskyde/forlænge denne proces gennem effektivisering af alle samfundsparametre.
Den lidt vanskeligere forståelige udvikling, som jeg desværre er mest tilbøjelig til at tro bliver virkelighed er, at det folkelige pres på politikerne i fremtiden vil medføre konfrontationer mellem de ”Gamle Industrialiserede Lande” og de ”Nye Industrialiserede Lande”, konfrontationer og magtkampe som desværre sagtens kan køre helt ud af kontrol. For at forstå dette scenarie er det nyttigt at huske på at Tyskland i 1920erne var ”det mest socialdemokratiske land i verden”, men at hyperinflation og krise bevirkede at Tyskland allerede i midten af 1930verne var en militariseret og totalitær stat.
Som det fremgår af de nuværende politiske tendenser i Sydeuropa, skal der ikke særlig store forringelser til før ”de mørke kræfter” får det politiske overtag, og hvad der så sker, kan man frygte!
Den tredje, mindst sandsynlige men mest konstruktive udvikling er baseret på en forståelse af at menneskehedens historiske udvikling hidtil har gennemløbet 3 markant forskellige faser – jægersamfund – landbrugssamfund og vareproducerende handelssamfund. Når det er tilfældet er det overvejende sandsynligt at der i fremtiden også vil opstå en 4 helt ny og mere avanceret fase – idesamfund – hvor den dominerende samfundsmekanisme bliver dynamisk udvikling og udveksling af ikke fysiske frembringelser – ideer.
Før krisen var der megen opmærksomhed omkring ”informationssamfund” – ”vidensamfund” – ”idesamfund”, men efter det i forbindelse med krisen er gået op for meningsdannerne at vi fortsat er uhjælpelig afhængige af industrisamfundet, lader det til at man mentalt er gået i skyttegravene og derfor blot fokuserer på at få det hensygnende industrisamfund til at fungere så godt som muligt.
Som ovenfor beskrevet er det let nok intellektuelt at forstå, at den historiske udvikling fra jægersamfund til landbrugssamfund og videre til vareproducerende industrisamfund vil kunne fortsætte over i en fremtidig udvikling som er lige så forskellig fra vores nuværende industrisamfund som industrisamfundet er forskelligt fra det tidligere feudale landbrugssamfund. Det der er vanskeligt at forstå er, at en sådan udvikling kan blive en mulighed og en vej ud af vor nuværende krise.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar