Psykologi – den videnskabelige spydspids!

En af de største barrierer for videnskabelig fremgang er samfundsvidenskabernes opsplitning i separate fagvidenskaber med hver deres begrebsdannelser og fagsprog. At disse separate begrebsdannelser og fagsprog desuden er yderligere opsplittet i mere eller mindre separate ”skoler” gør ikke sagen bedre.

Centralt placeret i denne problematik er videnskabsteorien, eller videnskabsfilosofien om man vil.

Lige siden Auguste Comte efter den Franske Revolution formulerede Positivismen, har der været gjort forsøg på at forstå videnskabernes struktur og deres indbyrdes relationer. De i dag accepterede videnskabsteoretiske forståelsesmodeller / ”skoler” hører som Auguste Comtes oprindelige positivisme til indenfor den filosofiske fagdisciplin, og det er karakteristisk for dem alle, at de er funderet på filosofiske antagelser og abstrakt tænken.

I mere end hundrede år, siden Freud formulerede sin Isbjerg Analogi (at ca. 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår underbevidst)  har der imidlertid været mulighed for at gennembryde de nuværende videnskabsteoriers begrænsninger gennem formulering af en psykologisk forankret videnskabsteori som fjerner barrieren mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne. En sådan videnskabsteori er i realiteten en videreførelse af Auguste Comtes oprindelige observationer.

Indtil for få år siden har man kunnet stille spørgsmålstegn ved om en erfaringsvidenskabelig psykologisk fundering, som den Isbjerg Analogien udgør, vil være bedre end de filosofiske funderinger som de etablerede videnskabsteorier gør brug af. Det spørgsmål er nu endegyldigt afgjort til fordel for Isbjerg Analogien, idet denne gennem de sidste 20 år, er blevet naturvidenskabeligt bekræft ved hjælp af hjernescanninger.

I dag er det neurologisk ”main stream” forståelse, at over 90% af hjernens aktivitet består af helhedssammenkørte underbevidste processer, og at disse ca. 90 %  hjerne aktivitet er af en helt anden karakter end den af filosofien benyttede abstrakte logiske tænken.

Den retning der i 1920verne genoptog Auguste Comtes arbejde, de Logiske Positivister eller Wienerkredsen, var alle orienteret mod filosofi og naturvidenskab, hvilket formodentlig var årsagen til at de endte i den erkendelsesmæssige blindgyde som Cirkelslutningsproblematikken udgjorde, hvorefter de måtte konstatere, at deres logiske ræsonnementer ikke førte til det ønskede resultat. Sammenbruddet åbnede op for andre filosofisk funderede videnskabsteoretiske ”skoler”, for hvem det imidlertid heller ikke lykkedes konsistent at bygge bro mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne.

Med den nu naturvidenskabeligt bekræftede forståelse af, at over 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår i form af underbevidste processer, falder Cirkelslutningsproblematikken og dens præmisser, idet det kan konstateres, at al nytænkning – til forskel fra opdagelser – har sin oprindelse i de helheds bearbejdende underbevidste processer, der efterfølgende kommer op til bevidsthedens overflade  i form af intuitive indfald, billeder, følelser og fornemmelser. De fra det underbevidste kommende impulser bliver så forsøgt sammenkædet med individets etablerede forståelse, og danner derigennem grundlag for små eller store nybrud. Erkendelsen af benzens cirkel struktur skete medens videnskabsmanden sad og slappede af i sin dagligstue. Erkendelsen af det periodiske systems dynamiske opstilling skete medens videnskabsmanden tog sig en fridag. Muligheden for atomkraftens praktiske udnyttelse blev erkendt medens videnskabsmanden spillede tennis o.s.v.

Ud fra den forståelse er det, med udgangspunkt i Auguste Comtes 3 kategoriale videnskabelige udviklingsniveauer, muligt, at opstille en videnskabsteori der behandler samfundsvidenskaberne efter de samme principper som naturvidenskaberne, og giver mulighed for at kortlægge på hvilket udviklingsniveau hver enkel fagvidenskab befinder sig.

Det mest epokegørende er imidlertid at en sådan på neuropsykologien funderet videnskabsteori fremadrettet giver mulighed for at etablere forudsigelighed indenfor samfundsvidenskaberne. Man må dog huske på, at de forudsigelser det i begyndelsen vil være mulige at fremsætte og få videnskabeligt verificeret, vil være på samme overordnede / grove niveau som dem der (med stor succes) etablerede naturvidenskaberne som ”eksakte” videnskaber for flere hundrede år siden. Ikke desto mindre resulterede disse tidlige naturvidenskabelige fremskridt i den eksplosive samfundsmæssige udvikling som vort nuværende samfund hviler på.

Hidtil har det været menneskets beherskelse af dets fysiske omgivelser via naturvidenskaberne som har været det dominerende samfundsudviklende element.

På nuværende tidspunkt er udviklingen imidlertid nået til et punkt hvor det er menneskets samfundsmæssige interaktion som både udgør den største udfordring men som også, i bedste fald, muliggør en fremtidig harmonisk og dynamisk samfundsudvikling, hvilket beskrives i nedenstående arbejder.

Lige som naturvidenskabernes udvikling til ”eksakte” videnskaber førte til eksplosiv samfundsmæssig opblomstring, vil videreudviklingen af det samfundsvidenskabelige felt, på basis af denne forståelsesstruktur, fremadrettet give mulighed for en tilsvarende samfundsmæssig opblomstring og kernen i en sådan udvikling bliver den stedse bedre forståelse af menneskets psyke!

Den oprindelige afhandling i engelsk oversættelse (ca.160 sider):

http://unifiedscience.blogspot.com

En forkortet dansk udgave ”Idesamfundet” (ca.90 sider):

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html