En af de største barrierer
for videnskabelig fremgang er samfundsvidenskabernes opsplitning i separate fagvidenskaber
med hver deres begrebsdannelser og fagsprog. At disse separate begrebsdannelser
og fagsprog desuden er yderligere opsplittet i mere eller mindre separate
”skoler” gør ikke sagen bedre.
Centralt placeret i denne
problematik er videnskabsteorien, eller videnskabsfilosofien om man vil.
Lige siden Auguste Comte
efter den Franske Revolution formulerede Positivismen, har der været gjort
forsøg på at forstå videnskabernes struktur og deres indbyrdes relationer. De i
dag accepterede videnskabsteoretiske forståelsesmodeller / ”skoler” hører som
Auguste Comtes oprindelige positivisme til indenfor den filosofiske fagdisciplin,
og det er karakteristisk for dem alle, at de er funderet på filosofiske antagelser og abstrakt
tænken.
I mere end hundrede år, siden
Freud formulerede sin Isbjerg Analogi (at ca. 90% af menneskets hjerneaktivitet
foregår underbevidst) har der imidlertid
været mulighed for at gennembryde de nuværende videnskabsteoriers begrænsninger
gennem formulering af en psykologisk forankret videnskabsteori som fjerner
barrieren mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne. En sådan
videnskabsteori er i realiteten en videreførelse af Auguste Comtes oprindelige observationer.
Indtil for få år siden har man kunnet stille
spørgsmålstegn ved om en erfaringsvidenskabelig psykologisk fundering, som den
Isbjerg Analogien udgør, vil være bedre end de filosofiske funderinger som de
etablerede videnskabsteorier gør brug af. Det spørgsmål er nu endegyldigt afgjort
til fordel for Isbjerg Analogien, idet denne gennem de sidste 20 år, er blevet naturvidenskabeligt
bekræft ved hjælp af hjernescanninger.
I dag er det neurologisk ”main
stream” forståelse, at over 90% af hjernens aktivitet består af
helhedssammenkørte underbevidste processer, og at disse ca. 90 % hjerne aktivitet er af en helt anden karakter
end den af filosofien benyttede abstrakte logiske tænken.
Den retning der i 1920verne genoptog
Auguste Comtes arbejde, de Logiske Positivister eller Wienerkredsen, var alle
orienteret mod filosofi og naturvidenskab, hvilket formodentlig var årsagen til
at de endte i den erkendelsesmæssige blindgyde som
Cirkelslutningsproblematikken udgjorde, hvorefter de måtte konstatere, at deres
logiske ræsonnementer ikke førte til det ønskede resultat. Sammenbruddet åbnede
op for andre filosofisk funderede videnskabsteoretiske ”skoler”, for hvem det
imidlertid heller ikke lykkedes konsistent at bygge bro mellem naturvidenskaberne
og samfundsvidenskaberne.
Med den nu
naturvidenskabeligt bekræftede forståelse af, at over 90% af menneskets
hjerneaktivitet foregår i form af underbevidste processer, falder Cirkelslutningsproblematikken
og dens præmisser, idet det kan konstateres, at al nytænkning – til forskel fra
opdagelser – har sin oprindelse i de helheds bearbejdende underbevidste
processer, der efterfølgende kommer op til bevidsthedens overflade i form af intuitive indfald, billeder, følelser
og fornemmelser. De fra det underbevidste kommende impulser bliver så forsøgt sammenkædet med individets etablerede forståelse, og danner derigennem grundlag for små eller store nybrud. Erkendelsen af benzens cirkel struktur skete medens videnskabsmanden sad og slappede af i sin dagligstue. Erkendelsen af det periodiske systems dynamiske opstilling skete medens videnskabsmanden tog sig en fridag. Muligheden for atomkraftens praktiske udnyttelse blev erkendt medens videnskabsmanden spillede tennis o.s.v.
Ud fra den forståelse er det,
med udgangspunkt i Auguste Comtes 3 kategoriale videnskabelige
udviklingsniveauer, muligt, at opstille en videnskabsteori der behandler
samfundsvidenskaberne efter de samme principper som naturvidenskaberne, og
giver mulighed for at kortlægge på hvilket udviklingsniveau hver enkel
fagvidenskab befinder sig.
Det mest epokegørende er
imidlertid at en sådan på neuropsykologien funderet videnskabsteori fremadrettet
giver mulighed for at etablere forudsigelighed indenfor samfundsvidenskaberne.
Man må dog huske på, at de forudsigelser det i begyndelsen vil være mulige at
fremsætte og få videnskabeligt verificeret, vil være på samme overordnede /
grove niveau som dem der (med stor succes) etablerede naturvidenskaberne som
”eksakte” videnskaber for flere hundrede år siden. Ikke desto mindre
resulterede disse tidlige naturvidenskabelige fremskridt i den eksplosive
samfundsmæssige udvikling som vort nuværende samfund hviler på.
Hidtil har det været
menneskets beherskelse af dets fysiske omgivelser via naturvidenskaberne som
har været det dominerende samfundsudviklende element.
På nuværende tidspunkt er
udviklingen imidlertid nået til et punkt hvor det er menneskets samfundsmæssige
interaktion som både udgør den største udfordring men som også, i bedste fald,
muliggør en fremtidig harmonisk og dynamisk samfundsudvikling, hvilket beskrives i nedenstående arbejder.
Lige som naturvidenskabernes udvikling
til ”eksakte” videnskaber førte til eksplosiv samfundsmæssig opblomstring, vil
videreudviklingen af det samfundsvidenskabelige felt, på basis af denne forståelsesstruktur,
fremadrettet give mulighed for en tilsvarende samfundsmæssig opblomstring og kernen
i en sådan udvikling bliver den stedse bedre forståelse af menneskets psyke!
Den oprindelige afhandling i
engelsk oversættelse (ca.160 sider):
En forkortet dansk udgave
”Idesamfundet” (ca.90 sider):
