Det klassiske Grækenland
sygnede hen, Romerriget kollapsede til sidst, og nu er ”De gamle
industrialiserede lande” helt åbenlyst på vej ned ad samme glidebane, efter 600
års fremgang.
HVILKEN MEKANISME FORÅRSAGEDE
DISSE 3 MARKANTE HISTORISKE AFVIKLINGER?
De Klassiske Græske bystater
blomstrede op på basis af vareproduktion og søværts handel. Succesen var så
stor, at det næste naturlige skridt i udfoldelsen af deres aktiviteter blev
anlæggelse af kolonibyer ude i markederne i Syditalien, Nordgrækenland og i
Sortehavsregionen. Konsekvensen af denne udvikling blev, at satellit
byerne/kolonierne gradvis selv tilfredsstillede deres lokalområders og fjernere
eksportområders behov, gennem lokal produktion af vare.
I begyndelsen hvor
befolkningen i den Klassiske Græske bystat var tæt knyttet til befolkningen i
byens kolonier, gav det ikke anledning til problemer. Efterhånden som
kolonierne blev mere selvstændige, og udvidede deres egne aktiviteter, aftog de
imidlertid færre og færre varer fra deres Klassiske Græske bystater. De Klassiske Græske
bystater mistede dermed det økonomiske overskud som var en forudsætning for
deres høje kulturelle og samfundsmæssige niveau og sygnede hen. Til gengæld
fortsatte den Hellenistiske kultur med at brede sig via de Hellenistiske
koloniers succes. Alexander den stores erobringer, og de efterfølgende
Hellenistiske statsdannelser, blev toppunktet i denne udvikling.
I Middelhavsregionen kom nye
kræfter til. Fønikierne havde succes med maritim handel, og Rom annekterede
gradvis hele den Italienske Halvø. Da kystområderne allerede var koloniserede af Grækere og Fønikiere ,
blev Roms ekspansion i lang tid hovedsagelig landværts orienteret.
For at et politisk system
skal kunne udvikle samfundet dynamisk, må det nødvendigvis afspejle samfundets
økonomiske kræfter, og disses fluktuationer, som er afgørende for samfundets
udvikling og trivsel.
Roms ekspansionsstrategi på
den Italienske Halvø, indebar fuld økonomisk og politisk integration af de
annekterede samfund, som i øvrigt befandt sig på nogenlunde samme
udviklingstrin som Rom. Dermed var den økonomiske og politiske dynamik sikret –
Republikken trivedes.
Romerrigets efterfølgende ekspansion
udenfor den Italienske Halvø, kom imidlertid til strukturelt at svare til de
Klassiske Græske bystaters koloni ekspansion. Det nye element var dog, at selv
om selve Rom (den Italienske Halvø) fik mindre og mindre produktion og
handelsmæssig betydning i forhold til provinsernes økonomier, blev den
politiske og militære magt fastholdt i Rom.
Provinsernes statholdere var
de facto diktatorer, som ikke skulle stå til ansvar for hvorledes deres provins
udviklede sig, men til gengæld var ansvarlig for inddrivelsen af skatter og for
den militære situation.
Efterhånden som Roms
producenter fik mindre og mindre politisk indflydelse og betydning, forsvandt
Republikkens dynamik, og den politiske, samfundsmæssige overbygning faldt
tilbage i diktatur – kejserdømme!
Det særlige ved den
handelsmæssige dynamik er, at alle som er involveret har en direkte personlig
interesse i at samarbejde og udvikle, medens en økonomi styret af
skatteinddrivelse og militære plyndringer blot motiverer de involverede til at
rage til sig.
Under diktaturet –
kejserdømmet reduceredes Rom efterhånden til administrativt center uden
egentlig økonomisk betydning. Magten lå hos den til en hver tid militære
hersker som havde rådighed over skatter og rov fra militære plyndringstogter.
Længe før Romerrigets
endelige kollaps, var opløsningstendenserne åbenbare, og til sidst ulejligede
de herskende kejsere sig slet ikke med at manifestere deres position i Rom.
Selv om Romerriget først
kollapsede omkring år 400, skete det afgørende udviklingsmæssige skift altså allerede
i tiden inden vor tidsregning. Havde man kunnet fortsætte med fuld integration af de
annekterede områder udenfor den Italienske Halvø, havde den handelsbaserede
økonomiske dynamik måske kunnet opretholdes og Republikken ville måske have kunnet
fortsætte med at udvikle sig. De annekterede provinser udenfor den Italienske
Halvø var imidlertid lavere udviklede og derfor vanskeligere at integrere, og
mulighederne for en eventuel integration var for længst forpasset da man
endelig politisk opdagede at Republikken var i fare.
Den mekanisme som førte til
at det Antikke Grækenlands sygnede hen og som også førte til Romerrigets
kollaps, var altså at produktion og handel flyttede væk.
Lige som det afgørende skift
i Romerrigets udvikling skete længe før samfundsøkonomien udviste krisetegn, er
det afgørende skifte for ”De gamle Industrialiserede Landes” vedkommende sket
for adskillige årtier siden.
I U.S.A. begyndte
internationaliseringen efter Anden Verdenskrig, men tog først rigtig fart i
slutningen af 1960erne, hvilket medførte at den amerikanske middelklasses
levestandard har været stangneret siden 1970erne. For Danmarks vedkommende skete
skiftet i 1984, da valutarestriktionerne blev ophævet og det derefter blev ”et
officielt nationalt projekt” at flytte produktion og firmaer udenlands.
I begyndelsen gik
udflytningen langsomt, men efterhånden som flere og flere producenter fik
succes med det, accelererede udflytningstakten. Danskerne troede (og tror
desværre fortsat) at ”det der er godt for firmaerne også er godt for landet”,
det er desværre kun korrekt for de firmaaktiviteter som findes i Danmark. At
det gik strygende (i udlandet) for de internationaliserede virksomheder, tolkedes
som national økonomisk succes, og på den baggrund tillod politikerne sig derfor
at løsne på de nationaløkonomiske ”skruer”, de tillod øget belåning af
boligmassen O.S.V.!
Lige som det Antikke
Grækenlands og Roms ekspansionspolitik umiddelbart lignede bragende succeser,
men i virkeligheden var begyndelsen til enden, således også ”De Gamle
industrialiserede landes” internationaliseringssucces.
Det er nu dokumenteret, at
det kun er de firmaaktiviteter som findes i landet som gavner landets økonomi.
http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2011/02/de-danske-multinationale-bidrager-kun.html
Det er fortsat ”De Gamle Industrialiserede
Landes” nationale opgave at opretholde et velfungerende samfund, uddannelse,
infrastruktur, sygehusvæsen og øvrige velfærdsopgaver samt forsvar, men produktionen og dermed de økonomiske forudsætninger for at kunne opretholde alt
dette er nu i årtier flygtet ud af landet.
Troen på at
internationaliseringen ville resultere i forøget national økonomisk vækst har
jo desværre vist sig ikke at have hold i virkeligheden. De internationaliserede
virksomheder lægger naturligvis deres aktiviteter hvor det bedst kan betale
sig, og ansætter hellere billigere udenlandske eksperter end dyre danske.
Det der lignede økonomisk
fremgang var i virkeligheden tiltagende økonomisk tilbagegang for Danmark og de
øvrige ”Gamle Industrialiserede Lande”, men på grund af den herskende
økonomiske forståelse så man ikke hvad der var ved at ske, og stor var derfor
forbavselsen da den økonomiske boble sprak.
Som det fremgår af
ovenstående er dette ikke primært en økonomisk krise, det er ”De Gamle
Industrialiserede Landes” produktionskrise, som har haft og fortsat vil få
tiltagende økonomiske konsekvenser.
For mig at se findes der 3
mulige udviklinger på denne situation. Den umiddelbart forståelige er at de
”Gamle Industrialiserede Lande” stille og fredeligt sygner hen samtidig med at
de forsøger at udskyde/forlænge denne proces gennem effektivisering af alle
samfundsparametre.
Den lidt vanskeligere
forståelige udvikling, som jeg desværre er mest tilbøjelig til at tro bliver
virkelighed er, at det folkelige pres på politikerne i fremtiden vil medføre
konfrontationer mellem de ”Gamle Industrialiserede Lande” og de ”Nye
Industrialiserede Lande”, konfrontationer og magtkampe som desværre sagtens kan
køre helt ud af kontrol. For at forstå dette scenarie er det nyttigt at huske
på at Tyskland i 1920erne var ”det mest socialdemokratiske land i verden”, men
at hyperinflation og krise bevirkede at Tyskland allerede i midten af 1930verne
var en militariseret og totalitær stat.
Som det fremgår af de
nuværende politiske tendenser i Sydeuropa, skal der ikke særlig store
forringelser til før ”de mørke kræfter” får det politiske overtag, og hvad der
så sker, kan man frygte!
Den tredje, mindst
sandsynlige men mest konstruktive udvikling er baseret på en forståelse af at
menneskehedens historiske udvikling hidtil har gennemløbet 3 markant
forskellige faser – jægersamfund – landbrugssamfund og vareproducerende
handelssamfund. Når det er tilfældet er det overvejende sandsynligt at der i
fremtiden også vil opstå en 4 helt ny og mere avanceret fase – idesamfund –
hvor den dominerende samfundsmekanisme bliver dynamisk udvikling og udveksling
af ikke fysiske frembringelser – ideer.
Før krisen var der megen
opmærksomhed omkring ”informationssamfund” – ”vidensamfund” – ”idesamfund”, men
efter det i forbindelse med krisen er gået op for meningsdannerne at vi fortsat
er uhjælpelig afhængige af industrisamfundet, lader det til at man mentalt er
gået i skyttegravene og derfor blot fokuserer på at få det hensygnende industrisamfund til at
fungere så godt som muligt.
Som ovenfor beskrevet er det
let nok intellektuelt at forstå, at den historiske udvikling fra jægersamfund til
landbrugssamfund og videre til vareproducerende industrisamfund vil kunne
fortsætte over i en fremtidig udvikling som er lige så forskellig fra vores
nuværende industrisamfund som industrisamfundet er forskelligt fra det
tidligere feudale landbrugssamfund. Det der er vanskeligt at forstå er, at en
sådan udvikling kan blive en mulighed og en vej ud af vor nuværende krise.
