De forløbne år, siden krisen startede, er gået med at tro at krisen snart var slut, vi skulle bare overbevise os selv om at det ville vende, så ville vi blive gode forbrugere, og så ville samfundsøkonomien komme i orden igen.
Alle de forsøg man har gjort er imidlertid løbet ud i sandet og har alt i alt vist sig virkningsløse. Til gengæld har vi fået en voldsom forvridning af de økonomiske og samfundsmæssige forhold.
Årsagen til at det er gået sådan er, at forståelsen af krisens oprindelse har været forkert.
Frembruddet af den økonomiske krise var i virkeligheden det første synlige tegn på den underliggende produktionskrise!
DEN MANGLENDE FORSTÅELSE
Grunden til at vi og alle de andre vestlige lande samtidig er endt i økonomisk uføre, er dybest set en manglende forståelse af de reelle økonomiske mekanismer.
Den etablerede økonomiforståelse går på at et land især bliver konkurrencedygtigt ved at dets virksomheder har lavere omkostninger end andre landes virksomheder. Jo lavere omkostninger virksomhederne har, jo bedre går det landet!
HVIS DET VAR RIGTIGT SÅ VAR DANMARK GÅET BAG AF DANSEN FOR MERE END EN MENNESKEALDER SIDEN!
Det danske omkostningsniveau har, i mere end en menneskealder været højere end i de lande vi konkurrerer med, så der må altså være en anden økonomisk mekanisme som har virket til gunst for os gennem alle årene.
I århundreder har vi haft gavn af en konstruktiv, selvforstærkende økonomisk mekanisme som har virket til gunst for os frem til 1980erne. En mekanisme som vi uforvarende har givet afkald på, og der er ingen vej tilbage. Heldigvis er der derimod en ny vej frem, men først må vi forstå den omtalte mekanisme og derefter forstå at produktionskrisen og den finansielle kriser egentlig er to sider af samme sag og har sin oprindelse i 1980erne!
DEN DYNAMISKE PROCES
Det er almindelig viden, at virksomheder som enten udvikler nye produkter og/eller udvikler nye mere effektive produktionsmetoder har en konkurrence fordel. Denne konkurrence fordel har virksomheden imidlertid kun indtil de andre virksomheder når op på samme niveau. For at opretholde forspringet må virksomheden derfor investere dele af den ekstra indtjening i R&D, altså i potentielle nye produkter og nye fremstillingsmetoder.
Det man hidtil har overset er, at det der gælder for den enkelte virksomhed, i lige så høj grad gælder for det enkelte land.
Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun de producerede produkter som blev eksporteret. Derved blev der skabt national værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med. Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten fra det innovative forspring samlet var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.
Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem megen og billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.
I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv.
Danmark, der aldrig har haft andre tilgange end landbrugsjord og sin befolkning, er det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes!
NEDTUREN
Da de vestlige lande åbnede deres økonomier og gjorde det let at eksportere såvel kapital som virksomheder, savede de vestlige lande i virkeligheden den frugtbare gren over som de havde siddet på siden 1400 tallet. Ligesom når man tisser i bukserne virkede det i første omgang varmt og godt at vore firmaer ekspanderede i udlandet. Selv om forandringerne gik langsomt i begyndelsen var den dynamiske sammenhæng mellem firmaerne og nationaløkonomierne imidlertid brudt, og foruden de stedse flere arbejdspladser som forsvandt til udlandet, kunne flere og flere firmaer også etablere udenlandske datterselskaber, således at overskuddet kunne flyttes der hen hvor skattetrykket var mindst. Dermed minimerede firmaerne national beskatning. https://www.dr.dk/nyheder/penge/erhvervskorrespondent-saadan-sender-virksomheder-overskud-milliarder-uden-om-0
("Fidusen er kendt, og det handler ifølge skatterådgiver Robert Willens
om, at flytte værdifuld intellektuel ejendomsret til lande med lav skat,
hvor der så betales i omegnen af 5 pct. på den udenlandske indtjening.
Afsløringen af Gileads skatteunddragelse er det seneste i rækken af
amerikanske selskaber, der samlet har mere end 2.000 mia. dollar
svarende til 13.280 mia. kr. parkeret i udlandet, hvor de ikke er blevet
beskattet i USA.")
http://finans.dk/live/erhverv/ECE7496323/Biotekgigant-betaler-5-pct.-i-skat-af-sin-svimlende-indtjening/
Meget
værre var det imidlertid, at den innovation der blev skabt i de gamle
industrilande, i mange tilfælde blev direkte eksporteret ud af landet
til lande hvor hele nye industrier opstod som eksempelvis den
elektroniske fremstillingsindustri i det fjerne østen.
Tilbage sidder de gamle industrilande med et dyrt samfundsapparat og dyre lønninger men uden at få tilført de midler som er nødvendige for opretholdelse og udvikling af landene.
DET BLINDE ØJE
Et af de økonomiske mantraer har været at går det godt for firmaerne går det godt for landet. Selv om firmaerne gradvist blev mere internationale end nationale identificerede vi os fortsat med dem, på trods af at de gradvist bidrog mindre og mindre til den nationale økonomis opretholdelse. Som det kan læses anden steds på bloggen, er det nu dokumenteret, at det udelukkende er de firmaaktiviteter som findes i et land der gavner landet!
Følelsen af at det gik godt gjorde, at der blev løsnet på de økonomiske skruer, og da de herskende økonomiske teorier ikke indeholdt en forståelse af hvad der var ved at ske, viste de etablerede økonomiske indikatorer heller ikke nogen faresignaler. Indikatorerne var ude af stand til at opfange at der var tale om en boble og ikke om reel samfundsøkonomisk vækst. Man abstraherede fra at samfundet løbende måtte foretage nedskæringer, og at der ikke blev vedligeholdt og fornyet i tilstrækkeligt omfang. Hovedparten af befolkningen fik jo flere penge mellem hænderne efterhånden som ejendomspriserne steg og steg, og de få der råbte vagt i gevær blev overhørt.
FREMTIDEN
Så længe man fastholder at den finansielle krise nok skal gå over, og at produktionskrisen nok skal løse sig af sig selv, vil nedturen fortsætte uhæmmet.
Al snak om at vi fremover skal overleve på vor viden og kreativitet har intet hold i virkeligheden, så længe de juridiske og økonomiske vilkår er således, at viden og ideer forsvinder til de billigste produktions lande.
De forholdsvis lukkede nationaløkonomier sikrede i sin tid et indenlandsk provenu af innovation. I dag hvor såvel kapital som firmaer er internationale må der altså en ny mekanisme til, for at de gamle industrilande kan genoprette deres position.
Som jeg allerede beskrev i min afhandling "Videnskaben, Historien og Fremtiden" offentliggjort for snart 30 år siden (set fra 2019), er der en mulighed for at vende udviklingen til gunst for os og de andre gamle industrilande. En sådan ændring havde naturligvis været lettere at iværksætte den gang, hvor man fortsat ville have haft økonomisk råderum, men det kan stadig lade sig gøre.
Før krisen var der meget fokus på fremtidens informations - viden - ide samfund, og det er der vi skal hen igen, men for at vor kreativitet skal kunne virke til gunst for os og ikke blot blive eksporteret, må der ske nogle grundlæggende juridiske forandringer.
Vi har alle kunnet konstatere, at software udvikling og salg gennem en "APP markedsplads" er et fremragende forretningskoncept. Det der mangler at blive forstået er, at de forretningsmæssige principper som "APP markedspladserne" hviler på, kan bredes ud til at blive det juridisk økonomiske grundlag for fremtidens Idesamfund.
Før "APP markedspladserne" var kreative programudviklere, (undtagen de meget få der formåede at etablere en monopol lignende position), i det store hele henvist til at forære deres programmer væk, det "APP markedspladserne" har gjort er, at etablere faste juridiske og økonomiske forhold, således at sandsynligheden for at en ide og det nødvendige udviklingsarbejde af APPs vil føre til forretningsmæssig succes for små program udviklere bliver uhørt meget større.
Selve den dynamiske, generelle udvekslingsmekanisme for ikke fysiske frembringelser kan ses nedenfor, men det helt centraler er, at lige som den private ejendomsret er sikret med alle midler (jura politi, militær) i vort nuværende industrisamfund, må ideer (til forskel fra patenterede ting og metoder) sikres tilsvarende i fremtidens Idesamfund.
Der bliver imidlertid ikke tale om monopol ret til ideer, men derimod ideophavsmandens ret til (fastsat) procentuel andel i det provenu en ide i fremtiden resulterer i, men kun når og hvis der er et provenu!
HER OG NU
Det står ilde til og det vil beklageligvis også bliver værre, for grundlæggende forandringer tager tid.
De dårlige udviklingstendenser med udflagning af snart sagt alt der ikke skal konsumeres i Danmark, vil imidlertid pludselig ophøre indenfor kort tid, når det går op for erhvervslivet, at den globale situation allerede nu er ved at udvikle sig hen imod protektionisme og måske også handelskrige.
Pludselig vil det ikke være et spørgsmål om at optimere de sidste procenter af indtjeningen gennem outsourcing, men om at sikre at firmaernes produkter ikke bliver udsat for de forskellige økonomiske blokkes handelshindringer.
DEN NYE BEGYNDELSE
En ægte løsning af krisen kan kun lade sig gøre som et internationalt projekt.Et sådant projekt vil kunne gennemføres fordi det fortsat er de gamle industrialiserede lande der har såvel den økonomiske magt, som det militære overtag.
Søren H. Basse
