Psykologi – den videnskabelige spydspids!

En af de største barrierer for videnskabelig fremgang er samfundsvidenskabernes opsplitning i separate fagvidenskaber med hver deres begrebsdannelser og fagsprog. At disse separate begrebsdannelser og fagsprog desuden er yderligere opsplittet i mere eller mindre separate ”skoler” gør ikke sagen bedre.

Centralt placeret i denne problematik er videnskabsteorien, eller videnskabsfilosofien om man vil.

Lige siden Auguste Comte efter den Franske Revolution formulerede Positivismen, har der været gjort forsøg på at forstå videnskabernes struktur og deres indbyrdes relationer. De i dag accepterede videnskabsteoretiske forståelsesmodeller / ”skoler” hører som Auguste Comtes oprindelige positivisme til indenfor den filosofiske fagdisciplin, og det er karakteristisk for dem alle, at de er funderet på filosofiske antagelser og abstrakt tænken.

I mere end hundrede år, siden Freud formulerede sin Isbjerg Analogi (at ca. 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår underbevidst)  har der imidlertid været mulighed for at gennembryde de nuværende videnskabsteoriers begrænsninger gennem formulering af en psykologisk forankret videnskabsteori som fjerner barrieren mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne. En sådan videnskabsteori er i realiteten en videreførelse af Auguste Comtes oprindelige observationer.

Indtil for få år siden har man kunnet stille spørgsmålstegn ved om en erfaringsvidenskabelig psykologisk fundering, som den Isbjerg Analogien udgør, vil være bedre end de filosofiske funderinger som de etablerede videnskabsteorier gør brug af. Det spørgsmål er nu endegyldigt afgjort til fordel for Isbjerg Analogien, idet denne gennem de sidste 20 år, er blevet naturvidenskabeligt bekræft ved hjælp af hjernescanninger.

I dag er det neurologisk ”main stream” forståelse, at over 90% af hjernens aktivitet består af helhedssammenkørte underbevidste processer, og at disse ca. 90 %  hjerne aktivitet er af en helt anden karakter end den af filosofien benyttede abstrakte logiske tænken.

Den retning der i 1920verne genoptog Auguste Comtes arbejde, de Logiske Positivister eller Wienerkredsen, var alle orienteret mod filosofi og naturvidenskab, hvilket formodentlig var årsagen til at de endte i den erkendelsesmæssige blindgyde som Cirkelslutningsproblematikken udgjorde, hvorefter de måtte konstatere, at deres logiske ræsonnementer ikke førte til det ønskede resultat. Sammenbruddet åbnede op for andre filosofisk funderede videnskabsteoretiske ”skoler”, for hvem det imidlertid heller ikke lykkedes konsistent at bygge bro mellem naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne.

Med den nu naturvidenskabeligt bekræftede forståelse af, at over 90% af menneskets hjerneaktivitet foregår i form af underbevidste processer, falder Cirkelslutningsproblematikken og dens præmisser, idet det kan konstateres, at al nytænkning – til forskel fra opdagelser – har sin oprindelse i de helheds bearbejdende underbevidste processer, der efterfølgende kommer op til bevidsthedens overflade  i form af intuitive indfald, billeder, følelser og fornemmelser. De fra det underbevidste kommende impulser bliver så forsøgt sammenkædet med individets etablerede forståelse, og danner derigennem grundlag for små eller store nybrud. Erkendelsen af benzens cirkel struktur skete medens videnskabsmanden sad og slappede af i sin dagligstue. Erkendelsen af det periodiske systems dynamiske opstilling skete medens videnskabsmanden tog sig en fridag. Muligheden for atomkraftens praktiske udnyttelse blev erkendt medens videnskabsmanden spillede tennis o.s.v.

Ud fra den forståelse er det, med udgangspunkt i Auguste Comtes 3 kategoriale videnskabelige udviklingsniveauer, muligt, at opstille en videnskabsteori der behandler samfundsvidenskaberne efter de samme principper som naturvidenskaberne, og giver mulighed for at kortlægge på hvilket udviklingsniveau hver enkel fagvidenskab befinder sig.

Det mest epokegørende er imidlertid at en sådan på neuropsykologien funderet videnskabsteori fremadrettet giver mulighed for at etablere forudsigelighed indenfor samfundsvidenskaberne. Man må dog huske på, at de forudsigelser det i begyndelsen vil være mulige at fremsætte og få videnskabeligt verificeret, vil være på samme overordnede / grove niveau som dem der (med stor succes) etablerede naturvidenskaberne som ”eksakte” videnskaber for flere hundrede år siden. Ikke desto mindre resulterede disse tidlige naturvidenskabelige fremskridt i den eksplosive samfundsmæssige udvikling som vort nuværende samfund hviler på.

Hidtil har det været menneskets beherskelse af dets fysiske omgivelser via naturvidenskaberne som har været det dominerende samfundsudviklende element.

På nuværende tidspunkt er udviklingen imidlertid nået til et punkt hvor det er menneskets samfundsmæssige interaktion som både udgør den største udfordring men som også, i bedste fald, muliggør en fremtidig harmonisk og dynamisk samfundsudvikling, hvilket beskrives i nedenstående arbejder.

Lige som naturvidenskabernes udvikling til ”eksakte” videnskaber førte til eksplosiv samfundsmæssig opblomstring, vil videreudviklingen af det samfundsvidenskabelige felt, på basis af denne forståelsesstruktur, fremadrettet give mulighed for en tilsvarende samfundsmæssig opblomstring og kernen i en sådan udvikling bliver den stedse bedre forståelse af menneskets psyke!

Den oprindelige afhandling i engelsk oversættelse (ca.160 sider):

http://unifiedscience.blogspot.com

En forkortet dansk udgave ”Idesamfundet” (ca.90 sider):

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

5 fase af nationalstaternes krise - og nu også den 6 og 7 og 8!

 Internationaliseringen førte til de gamle industrilandes tab af produktion. Da man ikke forstod, at der er forskel på det internationaliserede erhvervslivs succes og nationalstaters succes, fattede man ikke hvad der var ved at ske, og troede at erhvervslivets succesfulde udenlandske ekspansion også var tegn på national succes.
Derfor slækkede man på den nationale økonomiske styring, hvilket medførte en boble. Da boblen sprang, fik vi krisens FØRSTE FASE, hvor især finanssektoren, men også resten af erhvervslivet sad med aben.

Den situation klarede de gamle industrilande ved at gøre som Japan gjorde efter dot.com boblen sprak for snart 20 år siden (en krise som Japan nok så bekendt aldrig er kommet ud af! https://www.theguardian.com/world/2017/jan/17/japans-rising-child-poverty-exposes-truth-behind-two-decades-of-economic-decline). De gamle industrilandes borgere (FED og ECB med flere) overtog risikoen og en del af gælden og med uhørt lave rentesatser fortsatte man i realiteten bobleøkonomien. Det var ANDEN FASE.

Da de gamle industrilande mistede en del af deres købekraft kunne de ikke aftage så mange varer fra Kina og de øvrige nye industrilande, hvorved tempoet i disse lande gik ned.
Det var TREDJE FASE.

Med et reduceret globalt tempo faldt råvarepriserne herunder også olien, som ydermere havde oplevet en opskruet produktion på grund af udvindingen af skiferolie m.m. Det var FJERDE FASE.
 
Nu da de nye industrilande og råvare producenterne får reduceret deres indtægter og reducerer deres investeringer i de gamle industrilande (http://finans.dk/live/okonomi/ECE9230654/kina-er-ikke-laengere-usas-stoerste-kreditor/), vender aben tilbage til de gamle industrilande, der på nuværende tidspunkt har opbrugt mulighederne for at feje aben ind under gulvtæppet og derfor må foretage samfundsøkonomiske omlægninger og stramninger. Det kan kaldes den FEMTE  FASE af den økonomiske/produktions krise, som man i det store og hele fortsat nægter at se i øjnene.

Den SJETTE  FASE udgøres af protester og oprør (på den ene eller anden måde f.eks. Brexit/Trumph/Marin Le Pen/Gert Wilders o.s.v.) fra den del af de gamle I-landes befolkninger som i mange år ikke har oplevet reel fremgang, og som er dem de økonomiske stramninger nu primært går ud over.

Efter at det er gået op for de etablerede politikere, at de på grund af den folkelige majoritets utilfredshed sidder løst i sædet, er deres forudsigelige svar på situationen, at forsøge at styrke deres lands umiddelbare situation gennem protektionisme som kan udvikle sig til deciderede handelskrige. Det kan meget vel kaldes den SYVENDE FASE, som jeg advarede imod i 2011.

Svækkelsen af USA og de øvrige gamle industrialiserede lande åbner mulighed for de øvrige ( primært Rusland og Kina) kan forskubbe magtbalancen gennem ”Cyper War” og forsøg på aktivt at destabilisere og kompromittere modparten politisk. (Se fodnote) Hvilket passende kan betegnes som den OTTENDE FASE af de gamle industrialiserede landes krise. 
Krigs aktiviteterne i Mellemøsten har gennem de sidste 20 år vist, at selv om USA er militært langt stærkere end ex.vis Rusland og Kina til sammen, er aktiveringen af USA`s krigsmaskine så omkostningskrævende, at USA nu afholder sig fra direkte interventioner, med mindre de selv er direkte truet.

Under hele forløbet har der som altid været nogen som i udpræget grad evnede at udnytte de samfundsmæssige ubalancer til at berige sig selv, og da der er tale om en bobleøkonomi finansieret af nationalbanker og med nærmest 0 rente niveau, vil den udbredte spekulation med "næsten gratis" penge  men med uhyre stor risiko, resultere i en desto mere dramatisk situation.

”Viden er magt” men forkert viden føre til afmagt. I forsøget på at TALE sig ud af krisen (Bare hjulene kommer i gang skal vi nok komme tilbage til de gode gamle dage!) har politikere og økonomer medvirket til tab og forvridning af umådelige samfundsmæssige værdier, idet firmaer og samfundet som helhed har disponeret som om (den nu over 8 år lange) krise nok snart ville være overstået. Eksempelvis er det åbenbart at Mærsk har satset på at krisen er cyklisk og derfor allerede burde være overstået for længe siden. Det vi oplever nu er desværre blot en midlertidig stabilisering.

En af de ting jeg ikke havde forudset var, at Danmark, som en af de ”mindst ringe” gamle industrilande, ville klare sig lidt bedre end gennemsnittet.


Vil du blot have forståelse af de økonomiske mekanismer kan du læse det her
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/10/byg-ikke-et-hus-pa-sand.html

Og den historievidenskabelige fremstilling her
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2013/06/historien-gentager-sig-nsten.html

(  )

Op til Anden Verdenskrig gik de store nationer fysisk i klinch med hinanden. Efter Anden Verdenskrig og atom bombernes indtog, droslede man ned og lod vasal stater udkæmpe "proxy wars" ( ex.vis Cuba mod Sydafrika i Angola), den slags gør man jo stadig, MEN nu er der kommet et nyt led ind "information war" og "blackmail attacks".
De to positive aspekter ved dette er, at der dermed bliver/er endnu et - lidt mindre voldeligt - lag mellem stormagternes konfrontationer. På det individuelle og personlige plan er det positive, at det nu må være gået op for alle magthavere, at en højnelse af den generelle informations sikkerhed er langt at foretrække (selv om overvågnings samfundet er bekvemt for magthaverne), frem for at "fjenden" kan trænge ind i alle systemers og personers data. Nøglen til denne nye sikkerhed bliver nok kommunikation via blockchain (bit coin) teknologi!
Jeg forestiller mig, at USA og Vestens svar på angrebene bliver udrulning  af  teknologi som muliggør omgåelse af Ruslands og Kinas interne censur og internet blokering systemer, som i dag giver dem kontrol over deres befolkninger. Fri information udgør altid det svage led for diktaturer. Med mulighed for fri information vil Vesten kunne true med at destabilisere de undertrykkende regimer i såvel Rusland som Kina. Kina virker meget stærk og mere og mere truende, men fundamentet - den indre stabilitet - er meget svagt!

App-markedspladserne er forløbere for fremtidens Idesamfund!

Enten udvikles samfundet, eller også afvikles samfundet!

Det eneste man kan være sikker på er at alt ikke bliver ved det gode gamle!

Heldigvis er der konstruktive udviklingsmuligheder langt ude i horisonten!

Som situationen er nu har man indset, at vi fortsat er totalt afhængige af industrisamfundet, men man har også indset, at vi er ved at blive overhalet. Vi kan lappe og optimere som vi gør nu, for at udskyde den uafvendelige nedgang, men det er under alle omstændigheder kun et spørgsmål om en stakket frist!

Før krisen var der megen tale om ”informationssamfund”, ”vidensamfund” og senest ”ide-samfund”, men de senere år har vist, at det at få vækst på basis af kreativitet ikke er så simpelt som man havde formodet.

Danmark er det land i Europa som er mest kreativt, men det viser sig desværre helt konkret, at det, på de nuværende betingelser, vanskeligt lader sig gøre at omsætte kreativiteten til arbejdspladser og skatteindtægter.

Som strukturerne er nu, er det nemlig ikke kun arbejdspladser og firmaer som flytter til andre lande, de nye processer og nye ideer flyttes også ud. Så snart et nyt produkt, som er udviklet på basis af dansk know-how og en ny ide er færdigudviklet, ser firmaerne sig naturligvis om efter de bedste og billigste produktionssteder, der som oftest findes i udlandet. Danmark står så tilbage uden at få overskud på basis af sin know-how og iderigdom!

Vejen til fremgang for Danmark er uden tvivl at udnytte det teknologiske og udviklingsmæssige forspring vi fortsat er i besiddelse af, men for at det kan lade sig gøre, mangler der nogle afgørende ændringer hvad angår udnyttelsen af know-how og nye ideer.

Det er altid vanskeligt at forklare og sandsynliggøre noget nyt. Langt lettere er det, såfremt man kan tage udgangspunkt i noget som allerede findes, og som allerede har vist sig at være en bragende succes!

Som det fremgår nedenfor, er den struktur, som kan lede til samfundsmæssig fremgang på basis af vor kreativitet, allerede ved at blive etableret i form af de super succesfulde App-markedspladser. Det der mangler at blive forstået er, at App-markedsplads strukturen kan videreudvikles, så den kan bruges til udveksling af alle former for kreativitet.

App-markedspladserne er de første konkrete, men fortsat rudimentære, eksempler på markedsmæssig Ide-udveksling.

Set fra dagens fysiske-vare udvekslings standpunkt, fremstår App-markedspladserne blot som en butik man køber en vare i.

Det er det også, men grunden til den bragende succes App-markedspladserne har, er at de tillige er meget mere end det!

For at forstå det unikke ved App-markedspladserne er man nødt til at tænke tilbage på hvorledes situationen var for programudviklere, før App-markedspladserne dukkede op.

Lige siden PCens fødsel har situationen for programudviklere været den, at nogle ganske få programmer opnåede stor markedsmæssig udbredelse. Dette gav et enormt afkast, som så blev brugt til at befæste og monopolisere firmaets position og til at udvide programsortimentet helt på de store firmaers præmisser. Vi taler her om især IBM, Microsoft, Oracle med flere - indenfor mere specialiserede områder.

For over 90 % af de kreative programudviklere var der ingen andre muligheder end at lægge deres programmer ud til gratis afbenyttelse. Derefter kunne de håbe på at de enten kunne tjene penge på reklamer, eller, når programmet havde opnået en større udbredelse, kunne de lave mere avancerede versioner som folk var villige til at betale for. Sådanne betalinger var dog i småpenge afdelingen, sammenlignet med hvad IBM, Microsoft o.s.v. kunne tillade sig at tage for et program. Udbredelsen af internettet og de bedre og bedre søgemaskiner hjalp lidt på situationen, men det helt store gennembrud for små programudviklere / små nystartede ide baserede firmaer, er i de sidste år kommet gennem etableringen af App-markedspladser.

EDB programmer / apps er ”ikke-fysisk knowhow” bygget op omkring en ide! Har man penge nok og er ideen tilstrækkelig banebrydende, kan et patentbureau udforme en patentansøgning som påstår at produktet kan opfattes som en fysisk vare, som dermed er patenterbar. Det gør de store firmaer i vid udstrækning, hvorpå de bruger patentet til at hævde deres dominans. Almindelige dødelige har sjældent penge til at gennemføre en sådan patentbeskyttelse i flere verdensdele, og desuden er der utallige eksempler på, at det ikke nytter noget, såfremt et af de store og kapitalstærke firmaer ønsker at blokere patentet. Patenter løber kun i 17 år + spidsfindige forlængelser, og i megen af den tid vil et stort firma, der ikke ønsker at respektere patentet, kunne føre en økonomisk udmarvende retssag som ”tager livet af” den lille patentindehaver. Den fremgangsmåde er en etableret og accepteret praksis!

Med introduktionen af App-markedspladser er hele problematikken vendt på hovedet. Nu er det ikke de store der sætter markedet for programmer, men derimod de små nye som tvinger de store til at åbne deres platforme og levere billige ydelser.

Da mobiltelefonien udviklede sig hen imod trådløst internet, troede teleselskaberne at det nu var deres tur til at sidde tungt på service og indholdsmarkedet, herunder også levering af de programmer som skulle få det hele til at fungere. Virkeligheden blev en helt anden, hvor det ikke er muligt at holde andre ude fra markedet, men derimod et spørgsmål om, på sin App-markedsplads, sin platform, at kunne tilbyde så mange og så gode Apps / programmer som mulig. Kreativiteten får dermed lov til at blomstre til glæde for programudviklerne, individet og for samfundet. 

Det der er nyt og unikt ved App-markedspladserne er, at der er indført faste regler for platformene samt køb og salg af programmer – Apps.

Det firma der ejer App-markedspladsen står for de økonomiske transaktioner og sørger også for at faste regler overholdes. Nok så vigtigt er alle programmer samlet på nogle få platform med klare specifikationer.  Hvor programudviklerne før var på ”herrens mark” hvad angik såvel markedsføring som betaling og beskyttelse, varetages disse funktioner nu i det store og hele af App-markedspladsen, således at programudviklerne kan koncentrere sig om det de er specielt gode til – nye ideer – og programudvikling.

Strukturen er som vist nedenfor, hvor ”Idea Originator” svarer til programudvikleren / programudviklerne i et firma. ”Clearing Center” svarer til App-markedspladsen som kan have lettere forskellige funktioner og betingelser, og ”Idea Consumer” er den der køber ideen / programmet.

   

      

Når jeg i andre sammenhænge har kaldt Apps-markedspladserne for blot at være primitive forløbere for et ægte marked for ideer, er det fordi App-markedspladserne fordre en færdigudviklet funktionalitet – en fungerende programvare – som kan sælges direkte.

På App-markedspladserne lader det sig ikke gøre, på sikker vis, at udveksle rene ideer, som så af andre kan udvikles til et fungerende produkt! Dette umuliggør det ægte ide-markeds dynamiske udveksling af ideer, som gennem flere led, og af flere person eller teams lader sig udvikle og måske forgrener sig til forskellige formål, som den oprindelige ide-ophavsmand slet ikke havde kunnet forestille sig!

   

Hvor ”Ide-ophavsmanden” let kan beskrives som den eller de personer som første gang registrerer en ide, kræver det meget mere plads at beskrive hvilke tekniske og juridiske elementer som en velfungerende ”Clearing Central” skal indeholde. Sådanne ”Indre betingelser” hvad angår Clearing funktionen kan og vil givetvis udvikle sig og ændres over tid. Tænk bare på hvilket enormt felt de økonomiske og juridiske regler omkring varetransaktioner for fysiske vare udgør i dag! Tilsvarende, men dog helt anderledes, strukturer vil også udfolde sig når Idesamfundet er kommet ”op at køre”!
Det helt centrale er at ideophavsmænd får et procentuelt udbytte af ideens fremtidige afkast
men kun NÅR OG HVIS der bliver et afkast!

Alle der modtager Ideen fra ”Clearing Centralen” er ”Ide-Forbrugere”, såfremt de blot bruger, fremstiller og sælger (fysiske eller ikke-fysiske) produkter på basis af den pågældende ide/udvikling.

Såfremt modtagere af ideen/ide videreudviklingen, selv bidrager med yderligere kreativitet/ide, og sender dette tilbage til ”Clearing Centralen”, er de, efter deres bidrag er blevet accepteret som værende nyt, ”Ide Videreudviklere”!

Den helt afgørende forskel på det nuværende patent og ophavsretssystem og Idesamfunds strukturen er, at medens patenter er monopoler der kan forhindre tredjepart i at videreudvikle ideer og produkter, giver Idesamfunds strukturen mulighed for at alle ide- og produktudvikler, forudsat de, når deres videreudviklede produkter sælges betaler procentuel royalty til den oprindelige ideophavsmand og eventuelle andre ideudviklere, som den nye produktudvikling er baseret på!

For at forstå forskellen på industrisamfundet og idesamfundet må man forstå den samfundsmæssige helhed.

Når alt (i samfundet og videnskaberne) går som forventet, er forståelse af helheden utrolig uinteressant, alle er grundlæggende enige på det overordnede plan, og der sker utroligt få forandringer på det niveau, men når samfundet ikke udvikler sig som forventet, og videnskaberne ikke tilfredsstiller deres egne teoretiske forudsætninger, men i stedet forsøger sig med spekulative ad hoc forklaringer, bliver ”helheden” pludselig uhyre interessant og vigtig.

For at forstå baggrunden for og perspektiverne ved et ægte marked for ideer, er det derfor givtigt at læse ”Idesamfundet”.

Et ægte marked for ideer lader sig ikke umiddelbart indføre på det samfundsmæssige niveau som er totalt domineret af den fysiske vareudvekslings strukturer, hvor det ikke er muligt at sikre ideen. Derimod vil Ide-markedet uden problemer kunne revolutionere ide udveksling og nye initiativer i grupper af firmaer eller i større organisationer, der internt kan sikre ideudvekslings strukturen, hvorved firmaer og organisationer bliver lige så dynamiske og kreative som små nystartede firmaer er kendt for at være.
 En sådan fase af fremvæksten af ide udvekslings strukturen svarer historisk til kapitalismens fremvækst i feudalsamfundene, i form af de handels baserede renæssance bystater i Italien, eller den sene middelalders Hansesteders dynamiske dominans i vort eget middelalder-agrarsamfunds udvikling. 
Er man primært interesseret i at forstå hvorledes en sådan Idesamfunds struktur fungerer, kan man nøjes med at gå til afsnit 6 i ”Idesamfundet, og læse om de strukturelle forudsætninger som må opfyldes.

Ønsker man derimod at forstå dynamikken og de fremtidige eksplosive vækst muligheder for samfundet, vil det ikke give nogen mening såfremt man springer i teksten. ”Idesamfundet” er et samlet tværvidenskabeligt ræsonnement, hvor adskillige vedtagne forståelsesmønstre og strukturer nødvendigvis må op til revision, før det er muligt at acceptere fremtidens helt anderledes potentiale for menneske samfundenes udvikling.

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

Markedsmæssig udveksling af ikke fysiske frembringelser har potentiale til at blive et lige så grundlæggende og dynamisk element som det fysiske varemarked er i dag.

 Det ”Idesamfundet” sandsynliggør er, at vi ved en aktiv indsats for udviklingen af ide-markedet, vil kunne dreje vor nuværende situation, så fremtidens muligheder for os og vore børn bliver lige så eksplosiv positive som da Stavnsbåndet blev ophævet og det kapitalistiske produktions og vare marked fik mulighed for at fortrængte feudalsamfundet.

Det var den meget fremsynede C.D.F. Reventlow, og hans venner A.P. Bernstorff og Christian Colbiørnsen som den gang så skriften på væggen og styrede os udenom blodig revolution og kaos, hvilket historisk har ført til at Danmark indtil for nylig var et dynamisk foregangsland.

Noget tilsvarende vil være muligt fremover – er det dig der bliver en af den nye udviklings foregangsmænd?!