App-markedspladserne er forløbere for fremtidens Idesamfund!

Enten udvikles samfundet, eller også afvikles samfundet!

Det eneste man kan være sikker på er at alt ikke bliver ved det gode gamle!

Heldigvis er der konstruktive udviklingsmuligheder langt ude i horisonten!

Som situationen er nu har man indset, at vi fortsat er totalt afhængige af industrisamfundet, men man har også indset, at vi er ved at blive overhalet. Vi kan lappe og optimere som vi gør nu, for at udskyde den uafvendelige nedgang, men det er under alle omstændigheder kun et spørgsmål om en stakket frist!

Før krisen var der megen tale om ”informationssamfund”, ”vidensamfund” og senest ”ide-samfund”, men de senere år har vist, at det at få vækst på basis af kreativitet ikke er så simpelt som man havde formodet.

Danmark er det land i Europa som er mest kreativt, men det viser sig desværre helt konkret, at det, på de nuværende betingelser, vanskeligt lader sig gøre at omsætte kreativiteten til arbejdspladser og skatteindtægter.

Som strukturerne er nu, er det nemlig ikke kun arbejdspladser og firmaer som flytter til andre lande, de nye processer og nye ideer flyttes også ud. Så snart et nyt produkt, som er udviklet på basis af dansk know-how og en ny ide er færdigudviklet, ser firmaerne sig naturligvis om efter de bedste og billigste produktionssteder, der som oftest findes i udlandet. Danmark står så tilbage uden at få overskud på basis af sin know-how og iderigdom!

Vejen til fremgang for Danmark er uden tvivl at udnytte det teknologiske og udviklingsmæssige forspring vi fortsat er i besiddelse af, men for at det kan lade sig gøre, mangler der nogle afgørende ændringer hvad angår udnyttelsen af know-how og nye ideer.

Det er altid vanskeligt at forklare og sandsynliggøre noget nyt. Langt lettere er det, såfremt man kan tage udgangspunkt i noget som allerede findes, og som allerede har vist sig at være en bragende succes!

Som det fremgår nedenfor, er den struktur, som kan lede til samfundsmæssig fremgang på basis af vor kreativitet, allerede ved at blive etableret i form af de super succesfulde App-markedspladser. Det der mangler at blive forstået er, at App-markedsplads strukturen kan videreudvikles, så den kan bruges til udveksling af alle former for kreativitet.

App-markedspladserne er de første konkrete, men fortsat rudimentære, eksempler på markedsmæssig Ide-udveksling.

Set fra dagens fysiske-vare udvekslings standpunkt, fremstår App-markedspladserne blot som en butik man køber en vare i.

Det er det også, men grunden til den bragende succes App-markedspladserne har, er at de tillige er meget mere end det!

For at forstå det unikke ved App-markedspladserne er man nødt til at tænke tilbage på hvorledes situationen var for programudviklere, før App-markedspladserne dukkede op.

Lige siden PCens fødsel har situationen for programudviklere været den, at nogle ganske få programmer opnåede stor markedsmæssig udbredelse. Dette gav et enormt afkast, som så blev brugt til at befæste og monopolisere firmaets position og til at udvide programsortimentet helt på de store firmaers præmisser. Vi taler her om især IBM, Microsoft, Oracle med flere - indenfor mere specialiserede områder.

For over 90 % af de kreative programudviklere var der ingen andre muligheder end at lægge deres programmer ud til gratis afbenyttelse. Derefter kunne de håbe på at de enten kunne tjene penge på reklamer, eller, når programmet havde opnået en større udbredelse, kunne de lave mere avancerede versioner som folk var villige til at betale for. Sådanne betalinger var dog i småpenge afdelingen, sammenlignet med hvad IBM, Microsoft o.s.v. kunne tillade sig at tage for et program. Udbredelsen af internettet og de bedre og bedre søgemaskiner hjalp lidt på situationen, men det helt store gennembrud for små programudviklere / små nystartede ide baserede firmaer, er i de sidste år kommet gennem etableringen af App-markedspladser.

EDB programmer / apps er ”ikke-fysisk knowhow” bygget op omkring en ide! Har man penge nok og er ideen tilstrækkelig banebrydende, kan et patentbureau udforme en patentansøgning som påstår at produktet kan opfattes som en fysisk vare, som dermed er patenterbar. Det gør de store firmaer i vid udstrækning, hvorpå de bruger patentet til at hævde deres dominans. Almindelige dødelige har sjældent penge til at gennemføre en sådan patentbeskyttelse i flere verdensdele, og desuden er der utallige eksempler på, at det ikke nytter noget, såfremt et af de store og kapitalstærke firmaer ønsker at blokere patentet. Patenter løber kun i 17 år + spidsfindige forlængelser, og i megen af den tid vil et stort firma, der ikke ønsker at respektere patentet, kunne føre en økonomisk udmarvende retssag som ”tager livet af” den lille patentindehaver. Den fremgangsmåde er en etableret og accepteret praksis!

Med introduktionen af App-markedspladser er hele problematikken vendt på hovedet. Nu er det ikke de store der sætter markedet for programmer, men derimod de små nye som tvinger de store til at åbne deres platforme og levere billige ydelser.

Da mobiltelefonien udviklede sig hen imod trådløst internet, troede teleselskaberne at det nu var deres tur til at sidde tungt på service og indholdsmarkedet, herunder også levering af de programmer som skulle få det hele til at fungere. Virkeligheden blev en helt anden, hvor det ikke er muligt at holde andre ude fra markedet, men derimod et spørgsmål om, på sin App-markedsplads, sin platform, at kunne tilbyde så mange og så gode Apps / programmer som mulig. Kreativiteten får dermed lov til at blomstre til glæde for programudviklerne, individet og for samfundet. 

Det der er nyt og unikt ved App-markedspladserne er, at der er indført faste regler for platformene samt køb og salg af programmer – Apps.

Det firma der ejer App-markedspladsen står for de økonomiske transaktioner og sørger også for at faste regler overholdes. Nok så vigtigt er alle programmer samlet på nogle få platform med klare specifikationer.  Hvor programudviklerne før var på ”herrens mark” hvad angik såvel markedsføring som betaling og beskyttelse, varetages disse funktioner nu i det store og hele af App-markedspladsen, således at programudviklerne kan koncentrere sig om det de er specielt gode til – nye ideer – og programudvikling.

Strukturen er som vist nedenfor, hvor ”Idea Originator” svarer til programudvikleren / programudviklerne i et firma. ”Clearing Center” svarer til App-markedspladsen som kan have lettere forskellige funktioner og betingelser, og ”Idea Consumer” er den der køber ideen / programmet.

   

      

Når jeg i andre sammenhænge har kaldt Apps-markedspladserne for blot at være primitive forløbere for et ægte marked for ideer, er det fordi App-markedspladserne fordre en færdigudviklet funktionalitet – en fungerende programvare – som kan sælges direkte.

På App-markedspladserne lader det sig ikke gøre, på sikker vis, at udveksle rene ideer, som så af andre kan udvikles til et fungerende produkt! Dette umuliggør det ægte ide-markeds dynamiske udveksling af ideer, som gennem flere led, og af flere person eller teams lader sig udvikle og måske forgrener sig til forskellige formål, som den oprindelige ide-ophavsmand slet ikke havde kunnet forestille sig!

   

Hvor ”Ide-ophavsmanden” let kan beskrives som den eller de personer som første gang registrerer en ide, kræver det meget mere plads at beskrive hvilke tekniske og juridiske elementer som en velfungerende ”Clearing Central” skal indeholde. Sådanne ”Indre betingelser” hvad angår Clearing funktionen kan og vil givetvis udvikle sig og ændres over tid. Tænk bare på hvilket enormt felt de økonomiske og juridiske regler omkring varetransaktioner for fysiske vare udgør i dag! Tilsvarende, men dog helt anderledes, strukturer vil også udfolde sig når Idesamfundet er kommet ”op at køre”!
Det helt centrale er at ideophavsmænd får et procentuelt udbytte af ideens fremtidige afkast
men kun NÅR OG HVIS der bliver et afkast!

Alle der modtager Ideen fra ”Clearing Centralen” er ”Ide-Forbrugere”, såfremt de blot bruger, fremstiller og sælger (fysiske eller ikke-fysiske) produkter på basis af den pågældende ide/udvikling.

Såfremt modtagere af ideen/ide videreudviklingen, selv bidrager med yderligere kreativitet/ide, og sender dette tilbage til ”Clearing Centralen”, er de, efter deres bidrag er blevet accepteret som værende nyt, ”Ide Videreudviklere”!

Den helt afgørende forskel på det nuværende patent og ophavsretssystem og Idesamfunds strukturen er, at medens patenter er monopoler der kan forhindre tredjepart i at videreudvikle ideer og produkter, giver Idesamfunds strukturen mulighed for at alle ide- og produktudvikler, forudsat de, når deres videreudviklede produkter sælges betaler procentuel royalty til den oprindelige ideophavsmand og eventuelle andre ideudviklere, som den nye produktudvikling er baseret på!

For at forstå forskellen på industrisamfundet og idesamfundet må man forstå den samfundsmæssige helhed.

Når alt (i samfundet og videnskaberne) går som forventet, er forståelse af helheden utrolig uinteressant, alle er grundlæggende enige på det overordnede plan, og der sker utroligt få forandringer på det niveau, men når samfundet ikke udvikler sig som forventet, og videnskaberne ikke tilfredsstiller deres egne teoretiske forudsætninger, men i stedet forsøger sig med spekulative ad hoc forklaringer, bliver ”helheden” pludselig uhyre interessant og vigtig.

For at forstå baggrunden for og perspektiverne ved et ægte marked for ideer, er det derfor givtigt at læse ”Idesamfundet”.

Et ægte marked for ideer lader sig ikke umiddelbart indføre på det samfundsmæssige niveau som er totalt domineret af den fysiske vareudvekslings strukturer, hvor det ikke er muligt at sikre ideen. Derimod vil Ide-markedet uden problemer kunne revolutionere ide udveksling og nye initiativer i grupper af firmaer eller i større organisationer, der internt kan sikre ideudvekslings strukturen, hvorved firmaer og organisationer bliver lige så dynamiske og kreative som små nystartede firmaer er kendt for at være.
 En sådan fase af fremvæksten af ide udvekslings strukturen svarer historisk til kapitalismens fremvækst i feudalsamfundene, i form af de handels baserede renæssance bystater i Italien, eller den sene middelalders Hansesteders dynamiske dominans i vort eget middelalder-agrarsamfunds udvikling. 
Er man primært interesseret i at forstå hvorledes en sådan Idesamfunds struktur fungerer, kan man nøjes med at gå til afsnit 6 i ”Idesamfundet, og læse om de strukturelle forudsætninger som må opfyldes.

Ønsker man derimod at forstå dynamikken og de fremtidige eksplosive vækst muligheder for samfundet, vil det ikke give nogen mening såfremt man springer i teksten. ”Idesamfundet” er et samlet tværvidenskabeligt ræsonnement, hvor adskillige vedtagne forståelsesmønstre og strukturer nødvendigvis må op til revision, før det er muligt at acceptere fremtidens helt anderledes potentiale for menneske samfundenes udvikling.

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

Markedsmæssig udveksling af ikke fysiske frembringelser har potentiale til at blive et lige så grundlæggende og dynamisk element som det fysiske varemarked er i dag.

 Det ”Idesamfundet” sandsynliggør er, at vi ved en aktiv indsats for udviklingen af ide-markedet, vil kunne dreje vor nuværende situation, så fremtidens muligheder for os og vore børn bliver lige så eksplosiv positive som da Stavnsbåndet blev ophævet og det kapitalistiske produktions og vare marked fik mulighed for at fortrængte feudalsamfundet.

Det var den meget fremsynede C.D.F. Reventlow, og hans venner A.P. Bernstorff og Christian Colbiørnsen som den gang så skriften på væggen og styrede os udenom blodig revolution og kaos, hvilket historisk har ført til at Danmark indtil for nylig var et dynamisk foregangsland.

Noget tilsvarende vil være muligt fremover – er det dig der bliver en af den nye udviklings foregangsmænd?! 

Historien gentager sig – næsten!

Det klassiske Grækenland sygnede hen, Romerriget kollapsede til sidst, og nu er ”De gamle industrialiserede lande” helt åbenlyst på vej ned ad samme glidebane, efter 600 års fremgang.

HVILKEN MEKANISME FORÅRSAGEDE DISSE 3 MARKANTE HISTORISKE AFVIKLINGER?

De Klassiske Græske bystater blomstrede op på basis af vareproduktion og søværts handel. Succesen var så stor, at det næste naturlige skridt i udfoldelsen af deres aktiviteter blev anlæggelse af kolonibyer ude i markederne i Syditalien, Nordgrækenland og i Sortehavsregionen. Konsekvensen af denne udvikling blev, at satellit byerne/kolonierne gradvis selv tilfredsstillede deres lokalområders og fjernere eksportområders behov, gennem lokal produktion af vare.

I begyndelsen hvor befolkningen i den Klassiske Græske bystat var tæt knyttet til befolkningen i byens kolonier, gav det ikke anledning til problemer. Efterhånden som kolonierne blev mere selvstændige, og udvidede deres egne aktiviteter, aftog de imidlertid færre og færre varer fra deres Klassiske Græske bystater. De Klassiske Græske bystater mistede dermed det økonomiske overskud som var en forudsætning for deres høje kulturelle og samfundsmæssige niveau og sygnede hen. Til gengæld fortsatte den Hellenistiske kultur med at brede sig via de Hellenistiske koloniers succes. Alexander den stores erobringer, og de efterfølgende Hellenistiske statsdannelser, blev toppunktet i denne udvikling.

I Middelhavsregionen kom nye kræfter til. Fønikierne havde succes med maritim handel, og Rom annekterede gradvis hele den Italienske Halvø. Da kystområderne allerede var koloniserede af Grækere og Fønikiere , blev Roms ekspansion i lang tid hovedsagelig landværts orienteret.

For at et politisk system skal kunne udvikle samfundet dynamisk, må det nødvendigvis afspejle samfundets økonomiske kræfter, og disses fluktuationer, som er afgørende for samfundets udvikling og trivsel.

Roms ekspansionsstrategi på den Italienske Halvø, indebar fuld økonomisk og politisk integration af de annekterede samfund, som i øvrigt befandt sig på nogenlunde samme udviklingstrin som Rom. Dermed var den økonomiske og politiske dynamik sikret – Republikken trivedes.

Romerrigets efterfølgende ekspansion udenfor den Italienske Halvø, kom imidlertid til strukturelt at svare til de Klassiske Græske bystaters koloni ekspansion. Det nye element var dog, at selv om selve Rom (den Italienske Halvø) fik mindre og mindre produktion og handelsmæssig betydning i forhold til provinsernes økonomier, blev den politiske og militære magt fastholdt i Rom.

Provinsernes statholdere var de facto diktatorer, som ikke skulle stå til ansvar for hvorledes deres provins udviklede sig, men til gengæld var ansvarlig for inddrivelsen af skatter og for den militære situation.

Efterhånden som Roms producenter fik mindre og mindre politisk indflydelse og betydning, forsvandt Republikkens dynamik, og den politiske, samfundsmæssige overbygning faldt tilbage i diktatur – kejserdømme!

Det særlige ved den handelsmæssige dynamik er, at alle som er involveret har en direkte personlig interesse i at samarbejde og udvikle, medens en økonomi styret af skatteinddrivelse og militære plyndringer blot motiverer de involverede til at rage til sig.

Under diktaturet – kejserdømmet reduceredes Rom efterhånden til administrativt center uden egentlig økonomisk betydning. Magten lå hos den til en hver tid militære hersker som havde rådighed over skatter og rov fra militære plyndringstogter.

Længe før Romerrigets endelige kollaps, var opløsningstendenserne åbenbare, og til sidst ulejligede de herskende kejsere sig slet ikke med at manifestere deres position i Rom.

Selv om Romerriget først kollapsede omkring år 400, skete det afgørende udviklingsmæssige skift altså allerede i tiden inden vor tidsregning. Havde man kunnet fortsætte med fuld integration af de annekterede områder udenfor den Italienske Halvø, havde den handelsbaserede økonomiske dynamik måske kunnet opretholdes og Republikken ville måske have kunnet fortsætte med at udvikle sig. De annekterede provinser udenfor den Italienske Halvø var imidlertid lavere udviklede og derfor vanskeligere at integrere, og mulighederne for en eventuel integration var for længst forpasset da man endelig politisk opdagede at Republikken var i fare.

Den mekanisme som førte til at det Antikke Grækenlands sygnede hen og som også førte til Romerrigets kollaps, var altså at produktion og handel flyttede væk.

Lige som det afgørende skift i Romerrigets udvikling skete længe før samfundsøkonomien udviste krisetegn, er det afgørende skifte for ”De gamle Industrialiserede Landes” vedkommende sket for adskillige årtier siden.

I U.S.A. begyndte internationaliseringen efter Anden Verdenskrig, men tog først rigtig fart i slutningen af 1960erne, hvilket medførte at den amerikanske middelklasses levestandard har været stangneret siden 1970erne. For Danmarks vedkommende skete skiftet i 1984, da valutarestriktionerne blev ophævet og det derefter blev ”et officielt nationalt projekt” at flytte produktion og firmaer udenlands.

I begyndelsen gik udflytningen langsomt, men efterhånden som flere og flere producenter fik succes med det, accelererede udflytningstakten. Danskerne troede (og tror desværre fortsat) at ”det der er godt for firmaerne også er godt for landet”, det er desværre kun korrekt for de firmaaktiviteter som findes i Danmark. At det gik strygende (i udlandet) for de internationaliserede virksomheder, tolkedes som national økonomisk succes, og på den baggrund tillod politikerne sig derfor at løsne på de nationaløkonomiske ”skruer”, de tillod øget belåning af boligmassen O.S.V.!

Lige som det Antikke Grækenlands og Roms ekspansionspolitik umiddelbart lignede bragende succeser, men i virkeligheden var begyndelsen til enden, således også ”De Gamle industrialiserede landes” internationaliseringssucces.

Det er nu dokumenteret, at det kun er de firmaaktiviteter som findes i landet som gavner landets økonomi.

http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2011/02/de-danske-multinationale-bidrager-kun.html

Det er fortsat ”De Gamle Industrialiserede Landes” nationale opgave at opretholde et velfungerende samfund, uddannelse, infrastruktur, sygehusvæsen og øvrige velfærdsopgaver samt forsvar, men produktionen og dermed de økonomiske forudsætninger for at kunne opretholde alt dette er nu i årtier flygtet ud af landet.

Troen på at internationaliseringen ville resultere i forøget national økonomisk vækst har jo desværre vist sig ikke at have hold i virkeligheden. De internationaliserede virksomheder lægger naturligvis deres aktiviteter hvor det bedst kan betale sig, og ansætter hellere billigere udenlandske eksperter end dyre danske.

Det der lignede økonomisk fremgang var i virkeligheden tiltagende økonomisk tilbagegang for Danmark og de øvrige ”Gamle Industrialiserede Lande”, men på grund af den herskende økonomiske forståelse så man ikke hvad der var ved at ske, og stor var derfor forbavselsen da den økonomiske boble sprak.

Som det fremgår af ovenstående er dette ikke primært en økonomisk krise, det er ”De Gamle Industrialiserede Landes” produktionskrise, som har haft og fortsat vil få tiltagende økonomiske konsekvenser.

For mig at se findes der 3 mulige udviklinger på denne situation. Den umiddelbart forståelige er at de ”Gamle Industrialiserede Lande” stille og fredeligt sygner hen samtidig med at de forsøger at udskyde/forlænge denne proces gennem effektivisering af alle samfundsparametre.

Den lidt vanskeligere forståelige udvikling, som jeg desværre er mest tilbøjelig til at tro bliver virkelighed er, at det folkelige pres på politikerne i fremtiden vil medføre konfrontationer mellem de ”Gamle Industrialiserede Lande” og de ”Nye Industrialiserede Lande”, konfrontationer og magtkampe som desværre sagtens kan køre helt ud af kontrol. For at forstå dette scenarie er det nyttigt at huske på at Tyskland i 1920erne var ”det mest socialdemokratiske land i verden”, men at hyperinflation og krise bevirkede at Tyskland allerede i midten af 1930verne var en militariseret og totalitær stat.

Som det fremgår af de nuværende politiske tendenser i Sydeuropa, skal der ikke særlig store forringelser til før ”de mørke kræfter” får det politiske overtag, og hvad der så sker, kan man frygte!

Den tredje, mindst sandsynlige men mest konstruktive udvikling er baseret på en forståelse af at menneskehedens historiske udvikling hidtil har gennemløbet 3 markant forskellige faser – jægersamfund – landbrugssamfund og vareproducerende handelssamfund. Når det er tilfældet er det overvejende sandsynligt at der i fremtiden også vil opstå en 4 helt ny og mere avanceret fase – idesamfund – hvor den dominerende samfundsmekanisme bliver dynamisk udvikling og udveksling af ikke fysiske frembringelser – ideer.

Før krisen var der megen opmærksomhed omkring ”informationssamfund” – ”vidensamfund” – ”idesamfund”, men efter det i forbindelse med krisen er gået op for meningsdannerne at vi fortsat er uhjælpelig afhængige af industrisamfundet, lader det til at man mentalt er gået i skyttegravene og derfor blot fokuserer på at få det hensygnende industrisamfund til at fungere så godt som muligt.

Som ovenfor beskrevet er det let nok intellektuelt at forstå, at den historiske udvikling fra jægersamfund til landbrugssamfund og videre til vareproducerende industrisamfund vil kunne fortsætte over i en fremtidig udvikling som er lige så forskellig fra vores nuværende industrisamfund som industrisamfundet er forskelligt fra det tidligere feudale landbrugssamfund. Det der er vanskeligt at forstå er, at en sådan udvikling kan blive en mulighed og en vej ud af vor nuværende krise.

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/10/byg-ikke-et-hus-pa-sand.html

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

KOMMENTAR TIL: ”TANKER OM VIDENSKAB”

http://ing.dk/artikel/126060-ny-blog-tanker-om-videnskab

…..jeg formoder at I gerne vil have inspiration til det videre forløb.

EN AF SIDSTE ÅRHUNDREDES STØRSTE VIDENSKABELIGE LANDVINDINGER – MÅSKE

DEN STØRSTE - VAR ERKENDELSEN AF AT MENNESKET HAR ET "UBEVIDSTE", HVILKET

 (ved hjælp af hjerne scannere m.m.) I SIDSTE HALVDEL AF ÅRHUNDREDET FØRTE TIL

NATURVIDENSKABELIGT FUNDEREDE KONSTATERINGER AF, AT CA. 90 %  AF

HJERNEAKTIVITETEN FOREGÅR SOM UBEVIDSTE PROCESSER, MED DE DERAF

FØLGENDE ERKENDELSES OG FILOSOFISKE KONSEKVENSER DET HAR.

----------------------

Det den "nye" (100 - 50 år gamle) dybdepsykologi og derefter den moderne neuropsykologi/neurologi har afdækket er, at 90 % af tankevirksomheden foregår 
                             PÅ EN HELT ANDEN MÅDE!

Alt hvad individet nogen sinde har oplevet, indgår i en form for vægtet, ubevidst bearbejdning, hvor vore (mere eller mindre) bevidste (men på det ubevidstes sprog artikulerede) spørgsmål til det ubevidste, er en form for vejleder i afsøgningen af den samlede erfaringsmasse. 

("Neurale" data netværk er et forsøg på at efterligne dette).

Svarerne (fra de 90 % af hjerneaktivitetens bearbejdning!) kommer op til overfladen i form af følelser, fornemmelser, billeder og intuition, som efterfølgende må oversættes/ inkorporeres i vores bevidste forståelse.

Den store hurdle hvad angår kommunikationen mellem bevidstheden og det ubevidste er, at det er vore (følelser, fornemmelser, billeder) i AFSENDELSESØJEBLIKKET som det ubevidste svarer på. 
Det vil sige, at hvis man eksempelvis bevidst spørger: ”Har jeg stadig mit arbejde om et år”, er man i det øjeblik man spørger måske lidt eller meget angst, og så er det den - Angsten -, det ubevidste svarer på, ikke det bevidst artikulerede spørgsmål!

Grunden til at man er mest kreativ når man er afslappet og ustresset er altså at (følelser, fornemmelser, billeder) og OPMÆRKSOMHED ikke hvirvler i alle retninger, men i stedet stille og roligt og ustresset hviler på et enkelt problem/spørgsmål.

Eksempelvis fik Ruslands mest berømte videnskabsmand, Dmitrij Mendelejev (Det var  ham der i 1869 løste problemet med struktureringen og opstillingen af det Det periodiske system), indskydelsen til løsning af de problemer, der hidtil havde været en stor hindring for en rationel udformning, efter at han havde givet sig selv en fridag og slappede af fra arbejdet.

 Desuden fik Enrico Fermi (1901-1954), medens han spillede tennis, indskydelsen til at man kunne bombardere grundstoffer med neutroner, hvilket førte frem til den praktiske udnyttelse af kernespaltning.

Det klareste eksempel på ovenstående er imidlertid den berømte anekdote om opdagelsen af Benzens hexagon struktur, hvor August Kekulé i en tale i 1890 beskrev følgende: ”En aften medens han boede i Ghent, havde han siddet i sit arbejdsværelse og blundet foran kaminen. Bedst som han sad der og kiggede sløvt ind i flammerne, begyndte der at danne sig dansende atomer for øjnene af ham. De greb fat i hinanden i kæder, og pludselig greb den ene ende af en kæde fat i den anden ende og dannede en ring.” (Oversat af Stine Belslev i ”Myte og virkelighed i Kekulés opdagelse af benzens ringstruktur”, afløsningsopgave ved IEVH 1995.)

Såfremt man ”kværner” på et problem, er det den ”kværnende” følelse, som det ubevidste uvægerlig vil koncentrere sig om, så det bedste man umiddelbart kan gøre er at formulere problemet så afklaret som mulig, og derefter slappe af og være opmærksom. 
I min ungdom lykkedes det bedst når jeg sejlede alene på Øresund, eller når jeg kørte i timevis mod eksempelvis Paris. Så var kroppen og bevidstheden beskæftiget med en overkommelig og ustressende opgave, og så ”faldt tingene på plads”!

Det kan naturligvis gøres mere effektivt, først og fremmest gennem personlig udvikling/harmonisering af ens psyke, så kommer der generelt ”mere ro på” og man bliver bedre i stand til både at stille (relevante) spørgsmål til det ubevidste, og til at høre/modtage svarene.

Har man et spørgsmål som man vil ofre tid og energi på, kan man under alle omstændigheder anskaffe sig en ”Trance induktion”, en lydfil med en afslapningsprocedure som sætter en i stand til at komme forbi/ fri af/ ned under emotionernes og tankernes ”kværnen”, og der nede, stadig i vågen og opmærksom tilstand (føle, fornemme eller visualisere) det problem som man på forhånd har forberedt og indøvet. Det rette svar kan i nogle tilfælde falde ”ned i turbannen” under forløbet, men i de fleste tilfælde vil det komme senere, og så nytter det jo ikke at man til den tid er stresset og uopmærksom hvad angår (følelser, fornemmelser, billeder eller intuition)!  
---------------



KONSENSUSVIRKELIGHED

Grunden til at vi (de fleste gange!) kan fastholde og forblive indenfor vore paradigmer/virkelighedsopfattelser er, at vi socialt/ kollektivt bekræfter hinanden i at det er det rette at gøre (konsensusvirkelighed).

Forskning har vist at individets virkeligheds forankring er meget kortvarig og svag, hvilket jeg beskriver således i ”Science, History and the Future”  (s.91)

“It is today an acknowledged psychological fact that if any person is placed in a sound and light proof tank with water of body temperature so that body sensations and also outside sensational input is effectively eliminated, it will only take some few hours before that person gets out of touch with reality and starts to hallucinate. (J.C.Lilly, "Mental effects of reduction of ordinary levels of physical stimuli on intact, healthy persons", Psychiatrical recerch report No. 5. 1956.) In sensitivity training it is likewise easy to demonstrate how group pressure exerted unto a single person quickly alters that person's sense of reality and raises or lowers his self esteem in accordance with the deliberate intentions of the group. The cognitive consequence of these facts are that human individuals perception of reality is in fact very fleeting and subject to - often unperceived - changes in accordance with the fluctuations and changes of society.  Without the constantly renewed contact with "concencus reality", our mental make up quickly undergoes radical changes.”

Et kuriøst eksempel på ovenstående stammer fra ”Alabama Ekspeditionen” til NØ Grønland. (1909 – 12)

Lederen Ejnar Mikkelsen og Maskinisten Iversen, blev af omstændighederne tvunget til at overvintre 2 år totalt isoleret fra omverdenen. Deres beskrivelse af forløbet indeholder blandt andet beretningen om, at de var lige ved at slå hinanden ihjel fordi ”underdoggen” Iversen på et tidspunkt stjal en af Mikkelsens mange FIKTIVE koner!

Også astronauter bliver stærkt påvirket af deres fysiske adskillelse fra jorden. På trods af at de er i konstant audiovisuel forbindelse med basen, opstår der mistænksomhed og paranoide tilstande, hvilket i adskillige tilfælde har ført til problemer.

Den erkendelsesmæssige konsekvens af dette er, at vi, for at opretholde en oplevelse af fællesskab og kontinuitet, hele tiden må bekræfte hinanden i den fælles konsensus virkelighed.

Da vore individuelle baggrunde er forskellige, og da vi tolker vore sanseoplevelser ret forskelligt ,på grund af vore individuelle forskelligheder (herunder vore forskellige psykologiske typologier), er empirien den eneste sikre referenceramme vi i fællesskab kan forankre os til.

Såfremt empirien forandres, forandres vor fælles referenceramme altså, og med den vor virkelighedsopfattelse. Det er i det store og hele IKKE VOR VILJE OG INTELLEKTUELLE PRÆSTATIONER SOM ÆNDRER VERDEN, men i langt højere grad forandringer i verden som ændrer vore holdninger og dermed vor konsensusvirkelighed.      

Det Theresa Schilhab beskriver i
"Logik for Ingeniører"
http://ing.dk/artikel/126040-l...erer

er, at når vi er "bekymrede", eller mere bredt, når vi er emotionelle formår vi ikke at stille entydige og klare spørgsmål til vores ubevidste. Det ubevidstes respons bliver følgelig ikke på selve det bekymrende men på dele af vore indre ubalancer.
Jo mindre konkret vor bekymring er, jo større dele af vor generelle indre ubalance binder bekymringen sig op på, og jo mere "global" opleves bekymringen!

Vi får ALTID svar fra det ubevidste (på det vi spørger om, men langt fra altid på det vi tror vi spørger om!), kunsten er derfor at stille klare spørgsmål (på det ubevidstes sprog = følelser fornemmelser, billeder) og derefter være istand til at tolke svarene, som jo kommer op til bevidstheden på det ubevidstes sprog (følelser, fornemmelser, billeder og intuition).





 
SIDSTE ÅRHUNDREDES STØRSTE VIDENSKABELIGE LANDVINDING

Med hensyn til hvad der var sidste århundredes største videnskabelige landvinding kunne man fristes til at sige, at det var Einsteins Relativitetsteori, men der skriver Einstein selv:

"The formulation of a problem is often more essential than its solution, which may be merely a matter of mathematical or experimental skill. To raise new questions, new possibilities, to regard old problems from a new angle, requires creative imagination and marks real advance in science."
("Det moderne verdensbillede" 1938)

OM AT SØGE HVOR DER ER LYST, MEN IKKE NØDVENDIGVIS HVOR TINGENE ER.

Mørkt stof” er betegnelsen for det fænomen at hovedparten af universets masse "mangler". Betegnelsen "Mørkt stof" dækker altså over mangel på stof, og det er  mindre sandsynligt at det drejer sig om stof end at betegnelsen  dækker over en anden form for hidtil ukendt fænomen!

Prøver man at forstå begrebet ”mørkt stof” i en videnskabshistorisk sammenhæng, kan man konstatere, at der indenfor kemien i over 100 år herskede et tilsvarende fiktivt fænomen Flogiston

  http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kemiens_historie_og_alkymi/flogiston

Kemikerne var den gang i stand til at måle og veje tilstrækkelig præcist til at vide, at der manglede noget.

For at få den herskende teoretiske forståelse til at hænge sammen, opfandt man et uregistrerbart stof som kunne forklare, at der ved sammenblanding og afbrænding af mange kemiske substanser fremkom noget der var tungere end de substanser som ”officielt” indgik i processerne.

Problemet blev i det store og hele løst da man fik kendskab til ilt i atmosfærisk luft.

Havde man den gang haft nutidens ressourcer til rådighed, ville man (lige som med ”mørkt stof” og verdens største digitalkamera samt Higgs partiklen og Cerns Higgs projekt) have brugt enorme ressourcer på at lede efter Flogiston – som vi nu ved ikke eksisterede. Forståelsen af Flogiston var iøvrigt således beskaffen, at en eftersøgning formodentlig IKKE ville have ført til opdagelsen af ilt!

I stedet for at tage den erkendelsesmæssige udfordring op, som fremkommer når teorier ikke passer med virkeligheden, er det for de etablerede videnskabelige samfund i dag mere indlysende, at bruge den faglige prestige til at søge om enorme bevillinger, så man kan fortsætte med den etablerede teori og forskning.

Ud fra det nuværende teoretiske standpunkt er det også påkrævet, at man opererer med flere dimensioner end dem vi kan måle og veje, men i stedet for at tage flerdimensionalitet alvorligt, presser man den åbenlyst, matematisk nødvendige flerdimensionalitet ned i de kendte rammer, hvorved man ender med umulige og ubrugelige krøllede dimensioner i et matematisk ”univers”, som ifølge matematikerne selv har tabt al jordforbindelse!

Det er åbenbart irrelevant at se på virkeligheden med friske (Ikke fysiker eller matematiker) øjne, selv om det pågældende synspunkt kan få alle kvantemekanikkens mystiske partikler til at fremstå logiske og rationelle.

Fra:

  http://unifiedscience.blogspot.com/

A thought experiment

Our three‑dimensional reality may be compared with a room. A room which by us is experienced as completely closed. The room has in reality openings into other rooms, but we who are inside the room have no knowledge of those openings, let alone of the other rooms. Even though we are not aware of the openings into other rooms (other dimensions), we who are inside this one room can nevertheless register the fact that things suddenly turn up in our room that were not previously present, and also that things that have been registered there suddenly vanish. We can furthermore calculate the statistical probabilities for things turning up or vanishing, and we can also register "non‑locality", i.e. that certain of our actions are linked ”non-causally” with other events in the room!

 Imagine a ball or something else in the room being hit and consequently jump out of  one of the unknown openings in the room (out of our reality). Outside our room it then interacts with something else and as a consequence of this interaction something else in our room are influenced (by way of another opening). This will be perceived  as “non-locality”!

Such a causal explanation (incorporating hitherto unknown real dimensions) would explain vanishing particles as well as the spontaneous creation of particles and also explain the phenomenon of “non locality” and “entanglement”! 

                             Although the quantum mechanical phenomena are seemingly mystical and incomprehensible, all of these phenomena becomes uncomplicated and easy to grasp as soon as we recognise the existence of other real dimentions - openings leading into other rooms beyond our own, and that the reality of our own room is bound up with and dependent on the reality of the other rooms - other real dimensions.
Within the social sciences like phenomena are called "meaningfull coincidences"!