Der er et kæmpe stort hul i statskassen. Slagsmålet går på hvordan det er opstået, og hvad der skal gøres for at lukke hullet. Allerede i 1980erne blev der prikket hul. Valutarestriktionerne blev gradvist ophævet, og i 1988 blev de sidste valutarestriktioner helt fjernet, og firmaer og penge kunne derefter frit bevæge sig ud i verden.
Verden oplevedes i begyndelsen som et farligt sted at sende sine investeringer hen, men efterhånden som de første ”outsourcing” pionere fik succes, bredte succesen sig ud. Fra år til år var der flere og flere danske firmaer der etablerede sig med datterselskaber i det fjerne østen, og erhvervsorganisationerne og staten hjalp og støttede så godt de kunne.
For firmaerne var det en bragende succes, og da vi troede, at det der er godt for firmaerne, også altid er godt for os, kunne staten blive ved med at føre en løs pengepolitik. Ingen af de traditionelle økonomiske advarselslamper begyndte at blinke.
Sideløbende med at vi fik flere og flere penge mellem hænderne, fossede firmaernes investeringer - med tiltagende hastighed - ud af landet. Næsten ingen anede uråd, for det gik jo ufatteligt godt – indtil virkeligheden bankede på og boblen sprak!
Danmarks overlevelse er afhængig af at der kommer nok indtægter ind til at opretholde vores velfærdssamfund.
Så snart et firma har oprettet en filial i udlandet, er det imidlertid yderst oplagt og naturligt, at udnytte muligheden for skattearbitrage – det at man flytter indtægterne der hen hvor de bliver mindst beskattede – altså til udlandet.
Det danske samfund finansieres gennem skatter og afgifter, det vil primært sige via personbeskatning. Ud fra hvad der har været fremme i dagspressen, kan vi nu konstatere, at arbejdspladserne fosser ud af landet. At det drejer sig om såvel industriarbejdspladser som om højtuddannede arbejdspladser og forsknings og udviklingsarbejdspladser. Alle disse for Danmark tabte lønninger resulterer altså i tilsvarende tab af skatteindtægter.
Oven i dette kan man så på nuværende tidspunkt tilføje, at de ”internationaliserede” danske firmaer samt de multinationale firmaer, på grund af deres mulighed for skattearbitrage så godt som ikke betaler selskabsskat i Danmark.
Tilbage er der de 25% af firmaerne som betaler selskabsskat. Da Danmark imidlertid har en af verdens mest gunstige selskabsbeskatninger, har også disse resterende firmaer gode muligheder for at minimere deres skattebetaling.
Det er tit fremme at borgerne forventer at staten leverer service og sikkerhedsnet på basis af den høje skattebyrde. Der er derimod ikke fokus på det virkelige problem, nemlig at firmaerne forventer at Danmark leverer veluddannede medarbejdere, et højt serviceniveau samt assistance til udvikling og eksport, samt konsulater, ambassader og krigsskibe ved Somalias kyst, uden at de stort set føler sig forpligtet til at yde noget til gengæld!
Vi undrer os nu over at det går bedre for Sverige og Tyskland, men modsat os har hverken Sverige eller Tyskland været lige så ihærdige og effektive som os til at eksportere firmaer, arbejdspladser og know how til det fjerne østen!
